April mødet havde godt 35 orkideer på bordet, et par stykker af dem slipper I for, da de lige var returneret fra London-udstillingen, og stort set var afblomstret.
Der var 28 orkideer med i afstemningen, og dermed 7 ekstra planter. Godt for mødet, men knapt så godt for mig, det giver mere arbejde. Det skal dog ikke afholde nogen fra at tage rigeligt med blomstrende planter med til møderne. Og Jan havde så også taget 3 meget uinteressante planter med, som intet har med orkideer at gøre. Så dem vil jeg ikke spilde plads på i indlægget.
Der var 28 orkideer med i afstemningen, og dermed 7 ekstra planter. Godt for mødet, men knapt så godt for mig, det giver mere arbejde. Det skal dog ikke afholde nogen fra at tage rigeligt med blomstrende planter med til møderne. Og Jan havde så også taget 3 meget uinteressante planter med, som intet har med orkideer at gøre. Så dem vil jeg ikke spilde plads på i indlægget.
En Asarum maximum Hemsl. 1891, som normalt har 3 blosterblade, som det også ses i baggrunden.
En Sinningia iarae Chautems 1995.
Og slutteligen en Sinningia leucotricha (Hoehne) H.E. Moore 1973. Det er så dem, I ikke får at se!!!!!
Nej, det skal nemlig handle om orkideer. Og klubbens medlemmer får lige en lille opgave under gennemgangen, for denne gang har jeg taget en del billeder uden blitz. Det kræver et mindre blændetal, og dermed en mindre dybdeskarphed i billederne. Nærbillederne er alle taget med blitz, dem med skygge i baggrunden er ligeledes taget med blitz, og dem uden skygge er uden blitz. Hvad vil I helst have fremover? Jeg har ikke givet ekstra farve på blitz-billederne, det er det kraftige lys der fremhæver farverne. Ligesom en blomstereng fremstår mere farverig på en solskinsdag end på en overskyet dag. Men det er så på bekostning af overbelyste områder i blomsterne.
Har I en mening om det, ikke mindst ud fra de sommetider næsten ens billeder taget med og uden blitz, så skriv en mail til mig. Adressen kan I finde på forsiden nederst til venstre.
Først får I en rundtur omkring bordene, hvor Jan, som det ses, rendte med nogle af planterne fra tid til anden. Men Pernilles "lille" plante nåede tilbage til sidst.
Har I en mening om det, ikke mindst ud fra de sommetider næsten ens billeder taget med og uden blitz, så skriv en mail til mig. Adressen kan I finde på forsiden nederst til venstre.
Først får I en rundtur omkring bordene, hvor Jan, som det ses, rendte med nogle af planterne fra tid til anden. Men Pernilles "lille" plante nåede tilbage til sidst.
Og her kommer så først højdespringerne fra afstemningen.
Ja, hvem skulle nu have troet, at Pernilles plante kom ind i top 5, og så endda på en førsteplads. Så skulle den jo næsten have haft en ensfarvet baggrund, som de fleste andre planter fik. Men det er straffen for at slæbe så store uhandige planter med, så bliver de stående blandt de andres nummerskilte til fotograferingen. Det er en Cattlianthe Fire Dance 'Patricia', tidligere en Lc..
Måske nogen tænker, har vi ikke set den før, jo, her er en lille kavalkade over de sidste 3 år, hvor jeg har taget billeder af den.
Måske nogen tænker, har vi ikke set den før, jo, her er en lille kavalkade over de sidste 3 år, hvor jeg har taget billeder af den.
Var der mon allerede nogen der antydede en større potte for 2 år siden? Alle 3 år blev den nummer 1 til afstemningen, den placering må åbenbart være lige så let at opnå som at stjæle slik fra børn! Godt gået, godt dyrket.
Andenpladsen gik til Jans Paphiopedilum, krydset mellem Colossus x Horizon, som der stod på navneskiltet. Det dejlige ved navneskiltene er jo, at man får et præcist overblik over plantens herkomst. Og går man ind i hybridlisten, så er Paph. Colossus krydset mellem (Nitens x villosum), mens Paph. Horizon er krydset (Aeson x Nitens-Leeanum). Altså en hybrid, som Jan havde slæbt med til mødet. Så kan han lære det, kan han.
Jan vil nok protestere lidt over at det er en hybrid, for det der burde have stået på navneskiltet var nærmere Paphiopedilum rothschildianum (Rchb.f.) Stein 1892 ('Colossus' x 'Horizon'). Det var ikke to hybrider krydset sammen, men to kloner af denne smukke art. Nu har jeg jo før været efter en europæisk orkidegartner for at undlade navnene på orkideen, og i stedet for gøre klonnavne uden citationstegn omkring til navnet, så jeg har en god ide til, hvor Jan har købt denne plante.
Men en flot plante, der fortjente andenpladsen.
Jan vil nok protestere lidt over at det er en hybrid, for det der burde have stået på navneskiltet var nærmere Paphiopedilum rothschildianum (Rchb.f.) Stein 1892 ('Colossus' x 'Horizon'). Det var ikke to hybrider krydset sammen, men to kloner af denne smukke art. Nu har jeg jo før været efter en europæisk orkidegartner for at undlade navnene på orkideen, og i stedet for gøre klonnavne uden citationstegn omkring til navnet, så jeg har en god ide til, hvor Jan har købt denne plante.
Men en flot plante, der fortjente andenpladsen.
Trediepladsen gik til Jettes Rhyncholaelia digbyana (Lindl.) Schltr., 1918. Man skulle jo tro, hun har lige så mange snegle hos orkideerne, som jeg har, sådan ser mange af mine planters blomster næsten også ud. Men også kun næsten. For modsat mine, så er denne her jo graciøs med sine flotte frynser. Det er en stor blomst, den har, og ikke mindst læben er jo gigantisk. Derfor bruges den også meget til hybridiseringer. Absolut ikke den grimmeste blomst, jeg har set i denne art. For ikke alle har så stor og prangende en læbe.
Fjerdepladsen har vi formentligt også set før, det er en Dendrobium amethystoglossum Rchb.f. 1872. Som navnet siger, en ametystfarvet læbe. Er det en genganger, så har vi vist det den både i marts, maj og august 2014, så en flittig plante. Det må nok kræve mere end bare rent postevand.
Femtepladsen var igen Jettes. Nogen var næsten mere opmærksomme på de manglende blade på planten end blomsterne, i hvert fald fik de et par kommentarer med på vejen. Men det er jo et flot skaft, den art kan præstere. Jeg var som altid lidt i tvivl om navnet til denne her, men den ser ud til at være god nok. Dendrobium densifolium Schltr., 1912. Den minder en del om Dendrobium griffithianum Lindl. 1756, men behåringen inderst på læben er rigtig nok til navneskiltet. Kikker man på skuddene, så kan de næsten være fra dem begge, det er formen og antallet af noder på dem, der delvis er forskellige. En plante, der fortjener at få lidt ekstra omsorg i den kommende tid, så ved Jette nok selv, hvad det betyder!
Og her følger resten i alfabetisk orden.
Denne afrikaner er også Jettes. Det er en Angraecum leonis (Rchb.f.) André, 1885. Med to knopper på kunne den vel godt dukke op til DOK's generalforsamling i den kommende weekend. Der skal noget af en snabel til for at komme til bunds i sporen, hvis en natsværmer vil have lidt mundgodt.
Denne Bulbophyllum falcatum (Lindl.) Rchb.f. in W.G.Walpers 1861 hører hjemme hos Finn. Også en afrikaner, som vist alle arterne i denne slægt med denne type blomsterskaft. Orchidspecies.com har 15 arter i denne sektion, og de kan finder her:
http://www.orchidspecies.com/megaclinium.htm
Hvilke arter skal du have næste gang, Finn?
http://www.orchidspecies.com/megaclinium.htm
Hvilke arter skal du have næste gang, Finn?
Her er så en af de planter, der har voldt lidt hovedbrud. For det oprindelige navneskilt sagde Calanthe ariasiana. Det er der så ingen, der hedder. Det navn, der kommer nærmest, når jeg går ind i The World Tjeklist på RHS/Kew, er Calanthe arisanensis Hayata 1911. Den art har meget mere åbne blomster, de er helt hvide, og læben er meget anderledes. Men på et engelsksproget forum fandt jeg formentligt løsningen, da en anden også havde fået et intetsigende forkerte navn med for 4 år siden. Det skulle i stedet for være en Calanthe aristulifera Rchb.f. 1878. En spændende art, der er hjemmehørende i Japan, Korea, Taiwan og Kina. Det er Jans plante.
Også Jans Calanthe Rubra, som jeg filosoferede lidt over efter sidste møde, så jeg vil nøjes med at konstatere, at den jo stadigvæk har en flot blomstring. Var ikke med i konkurrencen.
Endnu en af Jans plante og også en udenfor konkurrencen. Det er en meget kompakt Coelogyne cristata Lindley 1821 var. alba 1824. Nogen vil sikkert mene, at den er kønnere med det gule på læben, som normalformen har, men de er nu flotte hver for sig.
Så er det igen Jette, der pranger, eller, er det hendes Dendrobium farmeri Paxton, 1849, der gør det. Den var købt med navneskiltet Dendrobium palpebrae, men den art er det så ikke. Mange købt med det navneskilt ved er i stedet for den hvidblomstrende Dendrobium farmeri, som jo også findes i en rosa version. Jeg synes personligt, at denne plante er noget flottere, end den, den skulle have været. Den kan ses her:
http://www.orchidspecies.com/denpalpebrae.htm
http://www.orchidspecies.com/denpalpebrae.htm
Det er ikke bare Uffe, der har denne art i samlingen, her er det Finn's Dendrobium harveyanum Rchb.f. 1883. Her er det petalerne der er kraftigt frynsede, mens læben er småfrynset.
Nej, der er ikke sket en fejl, jeg er ikke komme ti at sætte den samme plante ind to gange. Dette er John og Solveigs Dendrobium harveyanum Rchb.f. 1883. Og det bliver ikke den eneste gang, hvor de to hjem fremviser samme art/hybrid. En meget smuk blomst!
Denne lille plante fra Jan glemte jeg næsten til mødet. Så der kom ikke mange brugbare billeder ud af den. Det er den småblomstrede Dendrobium hemimelanoglossum Guillaumin 1957. Min skulle også have blomstret nu, men alle knopper blev ædt af snegle. Planten var udenfor konkurrencen.
Igen en plante fra John og Solveig. Det er primærhybriden med det mundrette navn Dendrobium Pam Tajima (eximium x atroviolaceum). Begge arter hører hjemme i den spændende sektion Latouria, hvor orchidspecies.com har 45 arter. De kan ses her:
http://www.orchidspecies.com/latouria.htm
http://www.orchidspecies.com/latouria.htm
Da F kommer før J, får Finn igen lov til at komme først med sin dublet-plante. Det er en Dendrobium Rainbow Dance. Imponerende blomstring, de præsterer.
Og her er det så John og Solveigs Dendrobium Rainbow Dance. Selvom der er skygge bag både det 3. og 4, billede, så skyldes blitzen kun det sidste af de to billeder. Der er mulighed for at se forskellen mellem med og uden blitz, som også mange andre steder i indlægget. Sikke en læbe, den har!
Så er det igen Jan, der er på banen. Det er en Epidendrum pseudepidendrum Rchb.f. 1856, og ikke som jeg troede de år, jeg selv havde sådan en plante en Epi. pseudoepidendrum. Blomsterne ligner næsten plastikblomster, og det er ikke negativt ment. En plante, der kan blive noget højere endnu.
Så kommer Jørgen endelig på banen. Det er en Epidendrum radicans Pav. ex Lindl. 1831. Det er en meget variabel farvet art, denne her lyser jo godt op.
Og variabel det er den næste også, så meget at det indgår i navnet. Maxillariella variabilis (Bateman ex Lindl.) M.A.Blanco & Carneval 2007. Det er Jan, der har de to små fyre med, så de bliver præsenteret sammen her.
Jan var ikke alene om at have en høj plante med, her er det Finn's Oeceoclades saundersiana (Rchb.f.) Garay & P.Taylor 1976. Den kan ikke være nem at transportere, men tak fordi du gjorde det. En spændende plante. I husker min lille bøn om lidt feed-back på, om I bedst kan lide med eller uden blitz, ikke?
En plante fra Pernille. Den blev tilskrevet navnet Oncidium Lemon til mødet, det navn er i givet fald ikke registreret. Men Birgit havde en Oncidium Lemon Surprise med i oktober sidste år. Den kommer her, med Pernilles plante til højre for sig.
Det er tæt på, at Birgits plantes navn også kan passe på Pernilles? Helt ens i læben er de ikke.
Men Oncidium Lemon Surprise er så heller ikke registreret.
Leder jeg lidt på nettet, så dukker der noget interessant op. Forældrene til denne hybrid skulle være Zelenkoa onusta tidligere Oncidium onustum krydset med Oncidium cheirophorum. Den hybrid har så retteligen navnet Zelenkocidium Kukoo. Så hvis ellers mine søgninger udspringer af korrekte oplysninger, så kunne navnet Oncidium Lemon Surprise være et populærnavn, der er givet, inden hybriden blev registreret i 1963. Men sådan forholder det sig slet ikke. Nu 4 timers søvn efter faldt 10-øren endelig på plads.
Det er jo det problem, som jeg har kæmpet med gang på gang, når uregistrerede navne på klubbens planter skal forsøges udredt. Og når jeg søger videre i dag på denne plante, så viser det sig, at jeg havde fået løst gåden i løbet af natten. Måske jeg skulle sove noget mere, når det kan løse problemstillinger! Det er åbenbart meget populært af enten laboratorierne eller gartnerierne at "opfinde" nye navne ud fra det navn, som den meristemformerede plante har. Man smider hybridnavnet væk og beholder klonnavnet som et nyt hybridnavn, og det viser sig, at det også er det, der er sket her. Det rigtige navn til Birgits plante er Zelenkocidium Kukoo 'Lemon Surprise', men da læberne ikke er ens på disse to planter, kan Pernilles plante sagtens være samme kryds, men ikke samme klon.
Men uden et navneskilt, så kan Pernilles plante næppe komme tættere på et navn end Oncidium hybrid.
Men Oncidium Lemon Surprise er så heller ikke registreret.
Leder jeg lidt på nettet, så dukker der noget interessant op. Forældrene til denne hybrid skulle være Zelenkoa onusta tidligere Oncidium onustum krydset med Oncidium cheirophorum. Den hybrid har så retteligen navnet Zelenkocidium Kukoo. Så hvis ellers mine søgninger udspringer af korrekte oplysninger, så kunne navnet Oncidium Lemon Surprise være et populærnavn, der er givet, inden hybriden blev registreret i 1963. Men sådan forholder det sig slet ikke. Nu 4 timers søvn efter faldt 10-øren endelig på plads.
Det er jo det problem, som jeg har kæmpet med gang på gang, når uregistrerede navne på klubbens planter skal forsøges udredt. Og når jeg søger videre i dag på denne plante, så viser det sig, at jeg havde fået løst gåden i løbet af natten. Måske jeg skulle sove noget mere, når det kan løse problemstillinger! Det er åbenbart meget populært af enten laboratorierne eller gartnerierne at "opfinde" nye navne ud fra det navn, som den meristemformerede plante har. Man smider hybridnavnet væk og beholder klonnavnet som et nyt hybridnavn, og det viser sig, at det også er det, der er sket her. Det rigtige navn til Birgits plante er Zelenkocidium Kukoo 'Lemon Surprise', men da læberne ikke er ens på disse to planter, kan Pernilles plante sagtens være samme kryds, men ikke samme klon.
Men uden et navneskilt, så kan Pernilles plante næppe komme tættere på et navn end Oncidium hybrid.
Her er det John og Solveigs Oncidium Jungle Monarch. En af dem, hvor nogle af forældrene har fået nye slægttilhørsforhold, tidligere var det en Colmanara. Det var krydsningen mellem Miltonia, Odontoglossum og Oncidium (Milt. x Odm. x Onc.). Ved den forrige plante var en tidligere Oncidium kommet i en ny slægt, her er to slægter blevet samlet helt eller delvist under Oncidium. Det er da nogle imponerende blomstringer, mange af hybriderne har.
Og det er også tilfældet med denne Oncostele Wildcat 'Purple Fairy', som John og Solveig havde med udenfor konkurrencen. Den så vi også de forrige to møder. Det viser jo lidt om holdbarheden på den, selvom det er andet skaft, den fremviser her.
Nå var jeg jo lidt efter Jan tidligere med hans Paph., det her er også en af hans planter, en Paphiopedilum wilhelminae L.O.Williams 1942. Minder jo en del om den anden, striberne i lys/mørk, flere blomster pr skaft, læben, ja, dette kunne næsten være et mindre klon af samme art, men det er en helt anden og meget spændende art. Jeg mindes ikke at have set den før.
Igen en af Pernilles planter. Formentligt en Pleione pleionoides (Kraenzl.) Braem & H.Mohr 1989. Skægget på læben ser rigtig nok ud til den art, så det var vist ikke helt forkert husket, Jan. Men igen, uden et navneskilt, så kan det jo være en hybrid, der ligner den ene forælder meget!
Hov, havde jeg også planter med. Det er min Pleurothallis phalangifera (C.Presl) Rchb.f. in W.G 1861. Den har efterhånden blomstret i mange måneder nu, dog ikke længe af gangen pr skaft. Men sneglene æder ca halvdelen af stilkene, før de når at springe ud, og jeg må jævnligt fjerne snegle inde i blomsterne. Det er ikke sådan, når vi elsker de samme planter!
Endnu en af mine planter. Pleurothallis volans Luer & Hirtz 1996. Der må være mindst to planter på samme klods, for det sidste billede er taget for en uges tid siden, og de mørke blomster dukker op fra tid til anden blandt de gule. De ser sådan ud i udspringet, så det hænger ikke sammen med, at blomsten ældes.
Denne plante havde Kristian taget med udenfor konkurrencen. Er det mon en sovseskål, den er kommet i? Den er købt i Billigblomst for nylig, hvor et stort plantetårn med hundredvis af planter i var nedsat med 75%. Godt gemt inde bag et par andre plantetårne stod de, og da jeg var derude dagen efter vores møde, fandt jeg et navneskilt ved siden af tårnet. Promenaea xanthina (Lindl.) Lindl. 1843, skulle det være, så min teori om, at hybriden havde lidt problemer med DNA-sammensætningen, så der kunne komme lyse blomster fra en af forældrene frem, ligesom man kan se to vidt forskellige blomster på samme Phalaenopsis-skaft, den holdt så ikke. Skal I også have en plante med hjem, eller 10 for at lave en stang som Jørn har det, så skal det nok snart være. Jeg tror, planterne er svære at vande i tårnet! 3. og 4. billede er næsten ens, på nær blitzen. I husker nok.....!
igen er de to første billeder stort set ens, hvilken er bedst? Det er min Renanthera bella J.J.Wood 1981. Hele planten kan ses på de første billeder, hvor jeg er gået en tur rundt om bordet, for jeg fik aldrig taget et billede af den med den lille linse på. Den var hjemvendt fra London et par dage tidligere.
Hvis ellers der er lidt held ved det, så burde denne plante være arten Restrepia trichoglossa F.Lehm. ex Sander 1901, som Kristian havde med. Den er for 15 år siden solgt som Restrepia elegans, men den art kan ikke være stribet. Og de andre arter, der har samme farver og striber, har en anderledes læbe.
Da Jan havde taget denne plante med, og I allerede har set Jettes i samme slægt, så har I set alle arterne i den slægt. Der er nemlig kun de to. Jeg ville godt til et møde, hvor alle arterne i Bulbophyllum var med, det ville være vildt fedt. Bare ikke at skulle tage billeder af. Det ville kræve en uges tid!
En stor gammel plante var det, og det her er så en Rhyncholaelia glauca (Lindl.) Schltr. 1918. Den bliver svær at "ompotte", da rødderne har filtret sig ind i tremmekurven over det hele. Det må vist blive en større tremmekurv, hvor den gamle kan være i!
En stor gammel plante var det, og det her er så en Rhyncholaelia glauca (Lindl.) Schltr. 1918. Den bliver svær at "ompotte", da rødderne har filtret sig ind i tremmekurven over det hele. Det må vist blive en større tremmekurv, hvor den gamle kan være i!
En underlig fnidder-fnadder plante med lange skafter og kun én blomst/knop på hver. Det må vist være en af mine igen. Det er en Scaphosepalum breve (Rchb.f.) Rolfe 1890. En spændende slægt, som ikke har det godt med at komme med på udstillinger, så visner alle skafterne hurtigt ned. Den kræver en høj luftfugtighed hele tiden.
Og jeg står også for aftenens sidste plante, som er en Specklinia strumosa (Ames) Pridgeon & M.W.Chase 2001, tidligere i slægten Muscarella. Der har været blomster og knopper på den, lige siden jeg købte den hjem, en dejlig egenskab ved disse planter.
