Så nåede jeg til Lolland-Falsters Orchide Klub. Igen først hele udstillingen, og dem der var dernede ved nok, hvilken farve stoffet på bordet havde. Men da jeg ikke ved det, så kommer først et billede fra John og Solveig, og dernæst fra Bente.

Og her kommer så de udvalgte planter alfabetisk, som John og Solveig tog billeder af.

Først er det en Anathallis linearifolia (Cogn.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001), som tidligere hørte til i Pleurothallis. Den slægt sætter tit en sværm af skafter et par gange om året, men det er jo lige imponerende at se hver gang. Så er det den spøjse Anguloa clowesii Lindl., (1844), rart med nogle alternativt udseende orkideer. Og sidste billede er en Bulbophyllum falcatum (Lindl.) Rchb.f. in W.G.Walpers, (1861). Med de lange tynde men brede skafter, så er vi ovre i afrikanerne.

Den første skulle være klonen Cattleya Drumbeat 'Heritage'. Den næste har jeg ikke noget skilt til, og da mange hybrider ligner den ene af forældrene, så bliver jeg nødt til at kalde den en Cattleya, slet og ret! Den sidste mangler der lidt af navneskiltet til, men så meget kan jeg da se, at det er en Cattlianthe Chocolate Drop hybrid.

Her er det først en flot blomstring på en Coelogyne nitida (Wall. ex D.Don) Lindl., (1824). ​Den næste har fået ombyttet lidt i hybridnavnet, det er retteligen en Cymbidium Vogel's Magic 'Maikanae'.

Det er jo et smukt syn, når de bladløse stængler er så fyldte med blomster som på denne Dendrobium aphyllum (Roxb.) C.E.C.Fisch. in J.S.Gamble, (1928). Den hed tidligere Den. pierardii. Så måske ejeren skal kikke på navneskiltet igen, om der virkelig mangler et e i pierardii. Og den anden er en Dendrobium densiflorum Lindl. in N.Wallich,  (1830).

Ikke bare har disse hybrider med Den. aberrans arvet egenskaben at genblomstre på de gamle pseudobulber, de kan også blomstre længe, så jeg forstår godt, de er i så mange samlinger. Det er en Dendrobium Lutin Blanc (aberrans x polysema). Den næste er kaldt en Dendrobium nobile type, den kunne måske også kaldes en Den. unicum-type. Læben stammer formentligt fra den sidstenævnte, eller fra en af de to nærtbeslægtede, Den. dickasonii eller Den.​ lamyaiae, som der også er lavet enkelte hybrider med. Den minder en del om en Dendrobium Stardust, hvor den mest solgte klon er 'Firebird'. Men uden et navneskilt, så forbliver den en Dendrobium hybrid. Og den sidste er en Dendrobium thyrsiflorum B.S.Williams, (1871).

Så er det den lille flotte ​Leptotes bicolor Lindl., (1833). Og den er sandelig tofarvet, og så i dannebrog-farver.

Den første bar navneskiltet Paphiopedilum thailandense. Det er der så ikke nogen, der hedder. Det er en Paph. callosum, nogen sætter den til klonnavnet Paphiopedilum callosum 'Thailandense', andre har den som Paphiopedilum callosum var. thailandense, men officielt har der aldrig været sådan en variant. Så hvad der er rigtig må være op til ejeren at finde frem til.

Så er det en Paphiopedilum Cadmium Glow, og to billeder af en Paphiopedilum malipoense hybrid, hvor jeg ikke kan læse, hvem den er krydset med. Ligemeget hvad jeg forsøger mig med, så giver det ingen mening. Måske andre kan tyde det. Det kan være et af problemerne med at skrive på blade, at det er er ujævnt underlag, så bogstaverne måske ser lidt forkerte ud. Og sidste billede er et mix af bl.a. forskellige fruesko.

Her er en hybrid, som virkelig har sin berettigelse. Mange hybrider bliver noget miskmask i farverne eller formen, men denne primærhybrid Phragmipedium Memoria Dick Clements (sargentianum x besseae) er jo imponerende smuk.

Her er det først Prosthechea vitellina (Lindl.) W.E.Higgins, (1998), tidligere en Encyclia, og den anden er en Seidenfadenia mitrata (Rchb.f.) Garay, (1972).

Og den sidste i denne visning skal have et rimeligt stort navneskilt, for at hele navnet kan være der, for det er en Sudamerlycaste costata 'Black Diamond' x Lysudamuloa Red Jewel. Det er nogle fikse slægtsnavne, de er kommet over i de to forældre.