Så blev november måneds billeder færdige, og en ny omgang truer snart igen, når julemødet løber af stablen. Heldigvis havde jeg mine egne planter til fotografering om eftermiddagen, dem af dem, jeg kunne nå, de sidste par stykker havde jeg fotograferet kort forinden, så jeg bruger lidt af de billeder også. Jeg har brugt grønthøstermetoden til at tynde ud i de mange billeder, jeg havde redigeret færdig, men der er stadigvæk mange, selvom jeg har fjernet godt 70.

Medlemmerne klagede over et uoverskueligt antal flotte planter på bordet, det samme burde jeg gøre. 51 planter fik jeg alt i alt taget billeder af fra bordet, og så var der mindst én, jeg overså udenfor konkurrencen, for der var 36 planter, der kunne stemmes på, og mindst 16 ekstra på bordet!

Og sådan så vores lille pralebord så ud til det møde.

Ja, så har I jo egentligt set alle planterne, så kan jeg stoppe her og få det offentliggjort. Men, det ville jo være spild af den tid, jeg har redigeret billeder i, så I får lidt flere billeder her.

Om medlemmerne havde fået ondt af mig, fordi de godt kunne se, at det kom til at tage en rum tid at fotografere så mange planter, eller de/I egentligt godt kunne lide den ene af mine planter, ved jeg selvfølgelig ikke, men mon ikke det var de 7 kvarters knipsen på kameraet til mødet, der gjorde udslaget. Min Octomeria sp.'er kom ind på førstepladsen denne gang, så det havde planten timet godt. Fra knopperne viser sig ved bladbasis, til de springer ud går der en uges tid, og så holder de omkring 5 dage, så falder de igen. 

Sådan en blomsterpragt sætter den én gang om året, og har den fremragende fordel, at den genblomstrer fra de gamle blade. Jeg har før forsøgt at finde et navn til den, men dengang var der stort set ikke nogen med så tynde terete blade, det er der nu, så der må blive en anden gang, jeg forsøger at få sat navn på den. Nu er der mange, der ligner! Men planten er nok også ligeglad med, hvad jeg kalder den, bare jeg fortsætter med at passe den, som jeg har gjort en 10 års tid efterhånden. Ubeskyttet sol det meste af eftermiddagen, og masser af vand. Nå ja, så har mine planter også fået gødning en del gange i år, det har de ikke været forvendt med, så mange af dem har blomstret som aldrig før. Det giver jo bare ekstra arbejde, for så skal de ind i stuen og fotograferes, hmmmmm.....jeg må huske at undlade gødningen igen til næste år.

Med så mange planter var der naturligvis også en, der blev nummer to, og det var Jan, der ikke havde formået at slå en af Jettes gamle planter ihjel. Tværtimod havde den nu lukket halvdelen af bagsiden på klodsen, så til næste år er den nok kuglerundt, måske vi så kan sparke fodbold med den? Det er en Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, så fik jeg vist hele navnet med denne gang. Det hører jo faktisk med til navnet, så man ved, at det netop er denne plante, der er tale om, og ikke en anden, der måske kunne have fået tildelt samme navn sidenhen. De mange navne efter plantens slægts- og artsnavn er først ham, der har beskrevet planten oprindeligt, Rchb.f., (Heinrich Gustav Reichenbach), og derefter de to, der har flyttet arten til slægten Gomesa R Brown i 2009. Forfatteren kaldes author. Den har tidligere både heddet Ornithophora Barb.Rodr.​ og Sigmatostalix  Rchb.f., men er nu havnet i slægten Gomesa R Brown. Den slægt er oprindeligt beskrevet af Robert Brown, derfor R Brown efter slægtsnanvet, når det står alene uden en art efter.

Lige inden den forrige plante havde Jan også måttet snakke lidt om den næste, for det var også hans plante. Epidendrum melanoporphyreum Hágsater, er det, og selvom jeg eksker den plantes blomster, så er det lige før, jeg også "hader" dem. Den der dejlige farve, mørk purpurfarvet, hvor er den lækker, men, hvor er den også tit svær at få gode billeder af. Nå, jeg har gjort mit bedste, så I må nøjes med dette resultat.

At jeg også mangler et sted til møderne, hvor jeg kan fotografere klodsplanter for sig selv, er så en helt anden historie. Måske jeg skal tage en stige  og en krog med til næste møde, så kan jeg få den skruet op i loftet, en lang ståltråd ned fra den, og så kan klodsplanterne hænge deri. Det må være løsningen.

Nummer 4 kom John og Solveig med. Det er en primærhybrid, Phragmipedium × grande (Rchb.f.) Rolfe, (P. humboldtii × P. longifolium). P. humboldtii fik et synonym for få år siden, måske nogen genkender den gartner, den var opkaldt efter. Phragmipedium popowii Braem, Ohlund & Quéné. Men det navn holdt ikke længe. En flot blomstring på den plante, og med nye knopper på vej, så ser vi den måske igen til næste møde. 

Så er det blevet femtepladsen, og det var igen en af mine planter. En Bulbophyllum cylindraceum Wall. ex Lindl. Den blev oprindeligt købt for at være en anden art, men jeg havde nu ikke noget imod, at navnet var forkert, da det mørke blomsterskaft voksede frem for første gang for nogle år siden. Fra skaftet viser sig, og til det springer ud, går der op mod 3 måneder, det er længe at vente, men blomsterne er hele ventetiden værd.

Set fra siden af, er det en masse mørke skæl, men set delvist nedefra, så dukker der en hvid læbe op inde i hver blomst under skællene.

Så følger de resterende planter i alfabetisk rækkefølge.

Og det her er så endnu en af Jans planter, en Brasiliorchis picta (Hook.) R.B.Singer, S.Koehler & Carnevali, tidligere kaldet Maxillaria picta. Den kan være meget variabel i, hvor mange og hvor store pletter blomsterne har. 

Og for at det ikke skal være løgn, så kommer der endnu en af mine her. Det er lige før, der kun er planter fra Jan og mig........ indtil videre, men det skal nok ændre sig. Endnu en plante købt med forkert navn til. Bulbophyllum bisetum Lindl. Den var ikke med i konkurrencen.

Uden blitzlys på, så er blomsterne mørkebrune og ikke røde.

Og så må det vist være en mere fra Jan, der dukker op. Det var så her, jeg glemte at fotografere en plante, nemlig normalformen af den næste. Cattleya bowringiana v. coerulea er den herunder, og dem der var til møde husker næppe blomsterne så blå. Der var nogle af Cattleya'erne, der var lilla, men mit kamera lavede dem blå. Måske noget med lyset at gøre deroppe, hvor vi holder møderne. Så I må leve med denne farve frem for en lilla. Den havde stort set samme farve som min Cattleya perrinii Lindl., der kommer senere.

Det første billede er ikke et 3D-billede, men to billeder der er sat sammen. Denne plante var også udenfor konkurrencen.

Så kommer der endelig en ny aktør på banen, det var Finn, der havde en Cattleya hybrid med. Umiddelbart kunne den ligne en af de næste planter, men det er to forskellige hybrider. Der er en dejlig varme i den orange farve, og den bliver ikke grimmere af det røde på læben.

Kristian havde også en ​Cattleya hybrid med, med en dannebrogsfarvet blomst på. Noget kunne tyde på, at det er Cattleya tid lige nu, for der kommer en del flere af dem.

Er det ikke længe siden, jeg sidst har vist en af Jans planter, her kommer i hvert fald en af hans Cattleya hybrider, det kunne ud fra sælgerens oplysninger være en Cattleya Intermedio-Percivaliana. Det er primærhybriden C. intermedia x C. percivaliana.

Den var udenfor konkurrencen, og det gælder også den næste fra Jan. Cattleya Luteous Forb (luteola x forbesii). Altså endnu en primærhybrid.

UPS, jeg havde glemt en af mine egne planter, den må jeg så sætte ind efter indlægget allerede er offentliggjort. Det er min Cattleya maxima Lindl.. Den blomstrede også i november sidste år med en enkelt blomst.

Så bliver det min Cattleya perrinii Lindl.. Fotograferet her hjemme, så dens farve er ovre i den lilla skala. Men hvorfor har så mange kameraer problemer med lilla? Det er, fordi lilla ikke er en spectralfarve. Spectralfarver har deres egen bølgelængde, det har lilla ikke. Den lilla farve opstår, fordi der både er røde og blå farver og dermed bølgelængder tilstede, og det kan øjet ikke skelne, så det bliver blandingsfarven imellem dem. En lyskilde kan så påvirke en af de to farver, blå eller rød, så den knapt ses, og så tager den anden over. Prøv selv at fotografere en lilla plante i forskellige belysninger, som sol, energisparepære o.s.v.. og billederne af samme blomst bliver både lilla og violette. Men denne vil jeg kalde lilla.

Da jeg tog hjemmefra stod den øverste sepal flot op i luften, men fremme hængte den ned over blomsten. Havde den set sådan ud inden afrejsen, så var den ikke kommet med. Men billederne er taget inden mødet, så derfor fremstår blomsten noget pænere end til mødet.

Og skulle vi så ikke tage en tidligere Laelia fra Jan. Cattleya pumila ('L&R I' x Black Diamond) Hook. Desværre har jeg ingen billeder af, da Jan viste, hvordan denne art normalt præsenterer sig, nemlig med armene hængende langt bagud, eller er det petalerne, de hedder på blomsten. Men det var meget demonstrativt, Jan lignede en skihopper, der svævede gennem luften, og sådan ser denne plante altså normalt ud! Men en flot klon, som tidligere har været i Per Alm's samling. Den var også udenfor konkurrencen.

Det går næsten i denne beretning, som til møderne, Jan er ikke til at stoppe, når han først kommer igang. Den næste fra ham er der lidt tvivl om navnet til, det er enten en Cattleya tenebrosa (Rolfe) A.A.Chadwick, eller måske hybriden C. Kupferprinz. Det sidste billeder er fra julemødet i 2013, hvor Jan havde netop den hybrid med. Den har et orange farvespil, der strækker sig langt ind i sepalerne, sådan ser stort set alle billeder af den hybrid ud på nettet, og det havde aftenens plante ikke, så derfor formentligt arten.

​

Der er lidt orange inderst på petalerne, men er det mon nok?

Og Jan fortsætter lidt endnu. Her kommer planten, der kunne ligne Finns, men det er noget helt andet. I dag skal den hedde Cattlianthe Jiara Dawn x Bc. Star Trek. Den hybrid er aldrig blevet registreret.

Den ene af forældrene, Cattlianthe Jiara Dawn, var tidligere en Sophrolaeliocattleya (Slc.). Og hvordan er det nu lige, det hænger sammen. Jo, slægten Sophronitis Lindley eksisterer ikke mere, de er alle flyttet over i Cattleya  Lindley, den eller de Laelia-arter, der indgår i hybriden er i dag enten flyttet over i slægten Cattleya  Lindley, eller den nye slægt fra 2003, Guarianthe Dressler & W.E. Higgins. Nogle af de Cattleya'er, der indgår i hybriden kan ligeledes være i slæghten Guarianthe Dressler & W.E. Higgins i dag. Dermed bliver dette til hybriden Cattleya x Guarianthe , og det er Cattlianthe  J.M.H.Shaw. Hvor svært kan det være?

Så er der ikke flere Cattleya'er i dag. Den næste havde Jørn slæbt med, en sød lille Coelogyne fimbriata Lindl.. En flot læbe, den har udviklet gennem tiderne.

Den næste var der ikke navneskilt i, men den ligner jo til forveksling en Colmanara MASAI RED. En af mine favoritter blandt hybriderne, med sin fløjlsagtige læbe. En plante, Pernille havde med under armen, da hun kom.

Birgit havde taget denne Cymbidium hybrid med, med et sødt lille mest grønt og hvidt blomsterskaft.

Jan kunne så fremvise den næste udenfor konkurrencen, en unavngiven hybrid, men købt som arten Cymbidium finlaysonianum Wall. ex Lindl. Den art kender jeg, jeg "slås" med dens mange mere end 1 meter lange skafter, der som regel kommer frem omkring min fødselsdag, så den er ved at kvæle mine gæster. 

Grim er den jo ikke, Jans hybrid, men der er ikke megen lighed med en Cymbidium finlaysonianum Wall. ex Lindl. Jeg har rodet lidt i gemmerne på min computer, for at vise den art, og her er lidt fra forskellige blomstringer på min plante.

Kan I se ligheden mellem de to planter, for jeg kan ikke!

Så har vi en genganger fra sidste møde, og gengangere er jo omgæret med en del mystik, og det er denne plante også. Det er John og Solveig, der har købt den som Dendrobium alexandrae Schltr. Men det er nok nærmere en hybrid, og jeg vil tillade mig at sætte lidt tekst ind fra sidste måneds visning her. "En plante, der er solgt med forkert navneskilt ved, men formentligt indgår det artsnavn i hybriden. Det skulle være en Den. alexandrae, men der er i hvert fald krydset en Den. convolutum ind over på et tidspunkt med den læbe, den har. Så bedste gæt på et navn må være hybriden mellem de to arter, og den hedder Dendrobium Green Elf." Er andre i tvivl om navnet, kan I måske spørge Marei til næste møde, jeg vil tro, planten stammer derfra!

Lidt spøjst, at blomsterne først er så grønne og siden bliver meget gullige.

Den næste er min, ifølge en bog fra Bente i sværvægterklassen, altså bogen, så burde det være en Dendrobium darjeelingense Pradhan, men ifølge orchidspecies, SOF og et tysk team, som identificerer planter for folk, http://speciesidentificationtaskforce.blogspot.dk/2012/01/dendrobium-eriiflorum.html, så kan det næsten ikke være den. Minder en del om både Dendrobium denudans D. Don og Dendrobium eriiflorum Griff.

Ikke nogen hurtiggroer hos mig, måske den skal have lidt mere medie til at holde på vandet. Sådan en blomstring præsterer den hvert år, og har gjort det i over 10 år nu.

Så er det en Dendrobium nobile hybrid, som Jørgen har haft med. Det kræver en del gødning, for at få så store skud op, og lidt nattesænkning er nok også godt til den, hvis den skal kunne frembringe så flot en blomstring.

Og han havde også den næste med, en Dendrobium phalaenopsis hybrid. Den skal man nok ikke give for lave temperaturer, det er ikke lige den.

Så var der ikke flere i den slægt, her kommer et par stykker mere i en anden slægt, og den første er Habenaria carnea Weathers. Det er én ud af nogle få planter, som Jan havde købt med hjem fra England for et par år siden som små knolde, lige kommet ud af agarglassene dengang. Formentlig første blomstring, den har da været værd at vente på.

Kristian er jo også en af dem, der gør meget i den slægt, og her er hans Habenaria malintana (Blanco) Merr.. Der begynder at dukke nye spændende arter op i den slægt. Selvom de gammelkendte jo også er smukke, så er det altid rart at se noget nyt. Er det bare mig, der får associationer om en sværd-skovlilje? 

Igen vil det være håbløst at sidde og skele til det første billede, der er ikke 3D-billeder i dette indlæg.

Her kommer en plante, som står i mange af klubbens samlinger, og det forstår man jo godt. Leomesezia Lava Burst. Den blev solgt i Plantorama 2000 sidste år, da orkideklubben bemandede alle plantecentrene, og mon ikke det var der, de fleste købte den. Her er det Birgits.

Sikke en farve i den mangfoldighed af blomster. Den lyser godt op i en vindueskarm, og det må Pernille også have syntes, for den næste er hendes.

Hvis tur er det så til at tage én med til julemødet?

Den næste må siges at være en taknemmelig plante til en utaknemmelig ejer. Denne stakkels Masdevallia hybrid blev smidt ud i haven i sommers, og alligevel belønnede den Jørn med en masse nyvækst og nu med blomster. At det så er den måde, den klarer sig bedst gennem den varme sommer på, udendørs på et skyggefuldt sted, er en helt anden sag. Vi har tidligere haft besøg af Steen Christensen, som frembragte nogle fantastisk store og smukke Masdevallia'er, han havde alle de kolde arter udenfor i et skyggefuldt skur om sommeren, og det var nok en del af forklaringen på hans succes.

Når vi tidligere så Oncidium Sw. til møderne, så var det ofte Ellen, der havde dem med. Men her kommer to hybrider fra Birgit. Den første er uden navn til, så en Oncidium hybrid.

Den næste er en Oncidium Lemon Surprise. Den var også med til sidste møde, så man må da sige, den holder sig godt.

Fruesko, der har vi også en 5-6 medlemmer, der plejer at komme med dem, men sommetider er der jo andre, der opdager, at de har haft en brist i deres opdragelse, og her kommer en af dem. En plante købt på dette års Pl. 2000 arrangement, kunne ligne arten Paphiopedilum gratrixianum Rolfe, en art, som Pernille har haft med flere gange som en stor plante, men her uden navn kan det jo også være en hybrid med den. Og det er så mig, der har fået rettet op på min opdragelse i plantevalg. Den var udenfor konkurrencen.

Den næste nåede hverken at blive fotograferet den aften eller i løbet af dagen, så der har jeg måttet grave et par billeder frem et par uger tilbage i tiden. Nu stod den stadigvæk på samme måde, og gør endnu, så det har ikke været et forsøg på at glorificere den plante, at jeg har sat lidt ældre billeder ind. Det er min Paphiopedilum henryanum Braem.

Måske nogen husker, at vi var langt inde i aftenens foredrag/emne, før jeg var færdig med at tage billeder, så planterne udenfor konkurrencen fik jeg kun få billeder af med den lille linse på, med makroen på nåede jeg ikke at gå dem igennem igen. Så det er ikke for at nedgøre Jans planter udenfor konkurrencen, at der måske er lidt fattigt med billeder af nogle af dem. Og her er det så netop Jan Paphiopedilum hybrid, der dukker frem.

Kun to billeder! Men alligevel kommer der formentligt ​5 mere af den hybrid nu, det er så John og Solveigs plante denne gang, også en plante, som Pl. 2000 solgte til orkidearrangementet. Måske, måske ikke samme hybrid, kunne være en hybrid med arten Paphiopedilum charlesworthii (Rolfe) Pfitzer.

Og Kristian stillede også op i rækken af hybrider, en nogen anderledes farve, måske over i et par alba-former, der har givet denne Paphiopedilum hybrid.

Så er vi nået til den næste af de rigt repræsenterede slægter på bordet. De kan alle gives samme navn nemlig Phalaenopsis hybrid. Og de findes jo i et hav af farver, størrelser og faconer, det vil de næste billedserier vise. Først er det Birgits plante.

Lidt pebermyntebolsje-agtig i farverne. Den næste er Jørgens.

Gad vide, om Matas er begyndt at sælge Phalaenopsis hybrider, de er da kendt for at sælge dem med striberne! Den næste fra Jørgen stammer i så fald ikke derfra. En flot ren farve.

Den sidste er fra Jørn, og er en af hans mange 3-læbede hybrider. Et fænomen, der kaldes peloric.

Endnu en plante udenfor konkurrencen, og med kun 2 billeder til, så må det være Jans plante. En Phragmipedium schlimii (Linden ex Rchb.f.) Rolfe.

Den kunne også godt have fortjent nogle flere billeder. Der er endnu et skaft på vej, så måske vi ser den igen, afhængig af, hvor lang tid den er om at udvikle sig. Ellers må Jan selv nyde synet af den.

Endnu en plante fra Pernille, denne gang er det en Psychopsis Kalihi (krameriana x papilio). Altså igen en primærhybrid.​ Et sjovt lille skaft, den har sat som nummer to.

Så en slægt, som vi alt for sjældent ser i klubben. En australier, en jordorkide, det er slægten Pterostylis R. Brown. Den havde navneskiltet Pterostylis curta R.Br., men netop den art er rent hvid og grøn, så det er ikke den. Da der er mange arter, der har den rødlige top sammen med en hvid og grøn farve, så vil jeg ikke forsøge at finde et navn til den, for det vil kræve, at Jørn sætter sig ned med sin plante, måler blomsten op på alle ledder og kanter, og fjerner en af blomsterne, som derefter bliver dissekeret og hver del målt op igen. Er han heldig, finder han en tegning på SOF af hans plante blandt de 257 billeder og tegninger, der ligger til den slægt. (​https://orchid.unibas.ch/index.php/en/database-search/advanced-search) Så jeg vil kalde den for en species.

Der er ca. 216 arter i den slægt, af dem har orchidspecies.com "kun" 132 på nuværende tidspunkt, mange ligner hinanden til forveksling udvendig fra, så det er i de små detaljer ikke mindst inde i bunden af blomsten, at forskellene er.

Så er det endnu en af Jans udenfor konkurrencen, denne gang er det en Rhynchostele bictoniensis (Bateman) Soto Arenas & Salazar. I kan klikke lige så tosset I vil i billedet, det bliver ikke større af den grund. I stedet for 2 smalle billeder, eller to billeder fyldt med mange andre forstyrrende planter og blomster, har jeg sat de to eneste billeder, jeg fik af den plante, sammen i ét billede.

Endnu en plante udenfor konkurrencen, men med det antal billeder, må det være min Scaphosepalum ovulare Luer. Blomsterne er meget holdbare, og skafterne fortsætter med at producere nye blomster så længe, planten ikke får for tør luftfugtighed for mange timer af gangen.

Hvis der er andre end mig, der sidder med en fornemmelse af, at jeg har sprunget en Habenaria over, så er det måske den næste, I også har ventet forgæves på indtil nu.

Det er Jørn's Spiranthes cernua (L.) Rich. Der skulle være kloner af den, som kan klare sig på en beskyttet plads på friland, sådan en købte jeg for en del år siden, men den overlevede nu ikke vinteren.

Jeg har skrevet det før, de der purpurfarvede blomster i den mørke ende af skalaen, jeg både elsker dem, og næsten hader dem. De kan være svære at få gode billeder af, enten bliver de underlige i farven, når baggrunden er lys, eller også forsvinder de i den mørke baggrund. Måske jeg skulle hænge en postkassefarvet baggrund op! Det er min Trisetella scobina Luer, også udenfor konkurrencen.

Den næste er også udenfor konkurrencen, og med 6 billeder til den, må det jo være min. Men nej, jeg fik den hevet op af Jans kasse og taget lidt flere billeder af den, inden han drog afsted efter mødet, og så gik den vilde jagt på et navn til den, da jeg kom hjem. Den havde et forkert navneskilt på, Jan mente, det kunne være en Robiquetia, som den også ligner meget, men hverken han eller jeg kunne finde den i den slægt hos orchidspecies. Bare fordi Jan ikke kunne finde den, var det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke kunne, måske mere i håb om, at den kunne være sat ind efter Jan kikkede. Lige nu ligger der 18.231 arter i 863 slægter, så sitet vokser støt og roligt op mod de godt 25.000 arter, der på nuværende tidspunkt er beskrevet.

Jeg kikkede alle arter igennem i Saccolabium på orchidspecies, måske den var at finde der. Der er jo let gjort, for han har kun 3 arter tilbage i den slægt, men det tog alligevel over to timer at komme igennem den slægt. For der ligger også ca. 250 andre arter, som har tilhørt den slægt, og der er det nye navn så skrevet bagefter. Ikke som et link, man bare lige klikker i, og så kommer man ind på den rigtige art, nej, man skal selv starte op forfra på sitet, finde den rigtige fane ud fra alfabetet, scrolle langt ned i den fane, og,....så var det heller ikke den. Alle arter blev derefter forsøgt fundet på Google, den var der ikke, selvom der tit dukker andre spændende planter op ved de søgninger.

Nu havde jeg lige fortalt, hvordan man kan lede efter lignende planter, til mødet, smider et billede ind i Google/billeder/kamera, og så får man en masse, der ligner, men nej. det gav ikke noget resultat. Efter 2½ time opgav jeg, det var håbløst, og så faldt mine øjne på et billede helt i bunden af en google-søgning på den sidste art, jeg havde ledt efter i slægten Saccolabium. Der var den, og heldigvis med det rigtige navn til. Så det er en Uncifera thailandica Seidenf. & Smitinand. En lækker lille plante.

Den næste er en pink Vanda hybrid, så kan det jo næsten kun være Kristian, der endnu engang har formået at få skaft på sin plante. Nu blomstrer den helt oppe i toppen, så vi må nok vente på, at nyskuddet bliver stort nok til at kunne blomstre, før vi ser den igen. Jeg har aldrig set en Vanda, der blomstrer længere nede på stammen, end den tidligere har blomstret, det er altid opad.

Så jeg håber I nød den til sidste møde.

Så er det den sidste plante fra bordet, og det er så Bente, der lige skulle vise, at hun også kan fremvise blomstrende planter. En Zygopetalum hybrid. Den ligner meget en af de mindst 3 varianter, som Pl. 2000 solgte, da vi var derude til sidste arrangement, så til næste år kommer den vel med med 3 gange så mange skafter, ikke Bente? Den var vist også mere lilla i farven i virkelighedens verden.

Så var der ikke flere denne gang, men om 1½ uge sidder jeg igen og laver billeder fra et møde. Og til det møde kommer Marei Karge jo og fortæller og fremtiden for gartnerierne og for vores interesse, så det skal nok blive interessant. Foredraget er på engelsk, og bliver løbende oversat. Alle medlemmer af lokalklubberne er velkomne til at deltage, som jo til alle arrangementer, men her er der også mulighed for at få lidt ekstra planter med hjem, da hun sælger planter om formiddagen. Kik på arrangementet på DOK's eller vores eget site, der er yderligere informationer. Også om de små ændringer, der er kommet til, siden bladet fik tilsendt arrangementet.