Tekst og billeder, Egon Krogsgaard.
Julemødet 2019.
Så fik vi overstået julen, i hvert fald det tilhørende julemøde. 30 var der mødt frem, et par nye ansigter var der også, selvom jeg aldrig fik jer med på billederne. De første billeder af aktiviteterne, var fra før I kom, og de sidste var efter, I var kørt igen. Så vil I også med på billederne, må I jo bare troppe op en anden gang til et møde.
Dunder tryllede som vanligt i køkkenet, hvad vi skulle have til middag havde Laila bestemt. Gad vide, hvorfor der var flag på hendes bord? Men som det ses på det første billede, så stod medlemmerne i kø for at gratulere.
Dunder tryllede som vanligt i køkkenet, hvad vi skulle have til middag havde Laila bestemt. Gad vide, hvorfor der var flag på hendes bord? Men som det ses på det første billede, så stod medlemmerne i kø for at gratulere.
Nå, der tog jeg fejl. Det var planterne, der havde deres opmærksomhed.
Der var trængsel ved bordet, da afstemningen gik igang. Planter blev nærstuderet, selv Inge fik sved på panden, så hektisk er det nok ikke i SOK! Sved på panden var Jan og Bjarke vist også ved at få, da computeren drillede. Jans foredrag om Østrigs smukke natur, flora og fauna ville nok ikke have været nær så spændende uden de mange flotte billeder.
Det blev da en hæderlig udstilling, vi fik banket op den dag. Hvorfor Jan går rundt med en orange plante, vil snart vise sig.
Medlemmerne fulgte nøje med, mens Jan gik manegen rundt 5 gange, det var også efter et par hårde timer med banko og "stå op" spillet til sidst. Salgsplanterne tog jeg med "vilje" ikke billeder af, det ville være synd for dem, der ikke kom, at se, hvad de gik glip af. Eller var det fordi jeg glemte det, og min fotografkollega Henriette ikke kunne komme og tage de billeder?
Her har vi så den plante, Jan gik rundt med på billederne ovenfor. Den blev en sikker nummer et til afstemningen. Det er Jørns Comparettia speciosa Rchb.f (1878). Den fortjente sin førsteplads. Sikken en farve, den har. Veldyrket var den tillige.
Ole havde kun taget en plante med, men når det er så prangende en plante, så behøver man jo ikke flere for at få en andenplads. Hans navnløse Vanda hybrid havde meget store blomster, den må få noget at leve af, ellers kan det ikke lade sig gøre. Den lyste godt op for enden af bordet.
Trediepladsen tilfaldt Jans Paphiopedilum Mount Toro x gardineri. Som det kan ses i det blå link i hybridnavnet, så er det en primærhybrid, der er krydset med en tredie art. Det er så ikke det for tiden accepterede navn til den tredie plante, hvilket også fremgår af linket til den. Det spøjse staminodie, griffelstøtten, kommer fra den sidst indkrydsede plante. Til sidste møde fik den en fjerdeplads, siden er der sprunget flere blomster ud.
Fjerdepladsen gik til denne Dendrobium nobile hybrid fra John og Solvejg. En flot ensartet farve på de mange blomster. Det kan sommetider også blive for spraglet. Meget elegant.
John og Solvejg fik også femtepladsen. Det er primærhybriden Paphiopedilum David Ott (supardii x rothschildianum). Staminodiet minder mest om den sidste i krydset. Resten af blomsten minder mest om en Paph. supardii.
Så følger resten af planterne næsten alfabetisk. Der var 32 planter med numre i og 13 uden. Har jeg fået sat forkert ejer på nogle af dem, hører jeg meget gerne fra jer. Ellers husk lige at fortælle mig til møderne, hvilke planter I har med udenfor konkurrencen, det vil gøre det meget lettere efterfølgende. Ellers skal jeg have skrevet rundt til dem, jeg tænker, måske ejer planten. Der kan sommetider gå nogle dage, før jeg får svar på sådan en mail, hvilket forsinker mit indlæg yderligere.
Så følger resten af planterne næsten alfabetisk. Der var 32 planter med numre i og 13 uden. Har jeg fået sat forkert ejer på nogle af dem, hører jeg meget gerne fra jer. Ellers husk lige at fortælle mig til møderne, hvilke planter I har med udenfor konkurrencen, det vil gøre det meget lettere efterfølgende. Ellers skal jeg have skrevet rundt til dem, jeg tænker, måske ejer planten. Der kan sommetider gå nogle dage, før jeg får svar på sådan en mail, hvilket forsinker mit indlæg yderligere.
Da botanikerne i Kew er blandt de mest toneangivende i verden, så vælger jeg at følge deres nomenklatur, selvom mange andre botanikere ikke altid er enige i deres flytten arter og slægter rundt. Jeg er også tit uforstående overfor deres ændringer, men for at give et ensartet flow i mine indlæg, så får Kew det sidste ord om navnene. Derfor skal denne ikke længere være under Pleurothallis.
I dag hedder den Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001). Som I sikkert har set i mange af mine blå link, er Jay på orchidspecies.com heller ikke enig i de mange ændringer. Inde på hans hjemmeside kan I se den anden farve, denne plantes blomster også kan have, samt en beskrivelse af planten og tit en lille vejledning til at dyrke den. Det lettere bøjede blad på tredie billede skyldes ikke, at bladet er ved at gå til, den laver tit en noget kraftigere krumning på bladene, end på Jans plante, så det er helt normalt.
Navnet Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) fortæller også tydeligt, at planten har fået et nyt navn på et tidspunkt. Efterhånden som mange gamle herbarieark bliver DNA-testet, viser det sig, at mange af de navne, vi har brugt til planterne, ikke længere skal være det accepterede navn, for DNA-analyserne afslører ofte, at arten er beskrevet tidligere med et andet navn. Det ældste navn har fortrinsret, med mindre det navn allerede var blevet brugt til en anden art i samme slægt. I så fald får planten et nyt navn, hvis der er navnesammenfald. Det sker tit, når to slægter bliver slået helt eller delvist sammen, som da de fleste Laelia kom over i Cattleya. Mange artsnavne i de to slægter var ens, så den senest beskrevne art måtte have et helt nyt navn, hvis den ikke havde nogle brugbare synonymer. For de gamle navne er stadigvæk gyldige.
Men navnet Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) fortæller, at denne art oprindeligt er beskrevet af John Lindley. Pridgeon og M.W.Chase har så flyttet den til en ny slægt i 2001. Tjekker I navnet på Kews monocot-liste over enkimbladede planter, så kan I se, at den er oprindelig beskrevet som Pleurothallis pectinata i 1839. Bliver planten flyttet til en ny slægt og beholder artsnavnet, sætter man den oprindelige forfatter i parentes, hvilket også er sket her. Man kan også se i linket til Kew, at den i 1891 blev forsøgt flyttet af Kuntze med navnet Humboltia pectinata. Det navn slog aldrig an, men derfor er det navn stadigvæk et gyldigt synonym til planten.
Skulle jeg nu have skrevet navnet helt korrekt, så skulle jeg skrive Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, Lindleyana 16: 245 (2001). Derved angives det yderligere, i hvilket værk/bog/magasin planten er beskrevet i 2001, nemlig i Lindleyana nr. 16 på side 245. Det er sket nogle gange, at samme art er blevet beskrevet af samme forfatter i samme værk med to forskellige navne, enten fordi blomsterne har set forskellige ud grundet en større variation i blomstens form eller farve, eller fordi de havde glemt, at den plante beskrev de også for nogle måneder siden, så stort set samme beskrivelse står med få siders mellemrum med to forskellige navne. Derfor bør man i princippet også have med, i hvilket værk arten er beskrevet og på hvilken side. Men nu er det her jo ikke beregnet på, at botanikere skal dygtiggøre sig via vores hjemmeside, den er mere beregnet på Hr. og Fru Danmark, men kan den også give lidt til botanikerne, er det jo fint nok.
Så man Jettes reaktion, da hun så Jans plante, så var man ikke i tvivl om, at denne plante er en yndet juvel i en samling, omend den kan være meget svær at holde liv i.
I dag hedder den Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001). Som I sikkert har set i mange af mine blå link, er Jay på orchidspecies.com heller ikke enig i de mange ændringer. Inde på hans hjemmeside kan I se den anden farve, denne plantes blomster også kan have, samt en beskrivelse af planten og tit en lille vejledning til at dyrke den. Det lettere bøjede blad på tredie billede skyldes ikke, at bladet er ved at gå til, den laver tit en noget kraftigere krumning på bladene, end på Jans plante, så det er helt normalt.
Navnet Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) fortæller også tydeligt, at planten har fået et nyt navn på et tidspunkt. Efterhånden som mange gamle herbarieark bliver DNA-testet, viser det sig, at mange af de navne, vi har brugt til planterne, ikke længere skal være det accepterede navn, for DNA-analyserne afslører ofte, at arten er beskrevet tidligere med et andet navn. Det ældste navn har fortrinsret, med mindre det navn allerede var blevet brugt til en anden art i samme slægt. I så fald får planten et nyt navn, hvis der er navnesammenfald. Det sker tit, når to slægter bliver slået helt eller delvist sammen, som da de fleste Laelia kom over i Cattleya. Mange artsnavne i de to slægter var ens, så den senest beskrevne art måtte have et helt nyt navn, hvis den ikke havde nogle brugbare synonymer. For de gamle navne er stadigvæk gyldige.
Men navnet Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) fortæller, at denne art oprindeligt er beskrevet af John Lindley. Pridgeon og M.W.Chase har så flyttet den til en ny slægt i 2001. Tjekker I navnet på Kews monocot-liste over enkimbladede planter, så kan I se, at den er oprindelig beskrevet som Pleurothallis pectinata i 1839. Bliver planten flyttet til en ny slægt og beholder artsnavnet, sætter man den oprindelige forfatter i parentes, hvilket også er sket her. Man kan også se i linket til Kew, at den i 1891 blev forsøgt flyttet af Kuntze med navnet Humboltia pectinata. Det navn slog aldrig an, men derfor er det navn stadigvæk et gyldigt synonym til planten.
Skulle jeg nu have skrevet navnet helt korrekt, så skulle jeg skrive Acianthera pectinata (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, Lindleyana 16: 245 (2001). Derved angives det yderligere, i hvilket værk/bog/magasin planten er beskrevet i 2001, nemlig i Lindleyana nr. 16 på side 245. Det er sket nogle gange, at samme art er blevet beskrevet af samme forfatter i samme værk med to forskellige navne, enten fordi blomsterne har set forskellige ud grundet en større variation i blomstens form eller farve, eller fordi de havde glemt, at den plante beskrev de også for nogle måneder siden, så stort set samme beskrivelse står med få siders mellemrum med to forskellige navne. Derfor bør man i princippet også have med, i hvilket værk arten er beskrevet og på hvilken side. Men nu er det her jo ikke beregnet på, at botanikere skal dygtiggøre sig via vores hjemmeside, den er mere beregnet på Hr. og Fru Danmark, men kan den også give lidt til botanikerne, er det jo fint nok.
Så man Jettes reaktion, da hun så Jans plante, så var man ikke i tvivl om, at denne plante er en yndet juvel i en samling, omend den kan være meget svær at holde liv i.
Godt, så fik jeg vist banket det med navnene helt på plads.
Denne her plante er min, som har fået et nyt navn i samme slægt. Den sælges med navnet Bulbophyllum costatum. Nu hedder den Bulbophyllum membranifolium subsp. membranifolium. Nej, jeg har ikke glemt noget i dens navn, der skal hverken være forfatter eller årstal til den.
Jeg havde besøg af Henrik Ærenlund Pedersen i onsdags og spurgte til denne del af navneforvirringen. En del af forklaringen kan være, at hvis man har en art, og man finder en underart til den, så bliver den oprindeligt beskrevne art til en subspecies (underart) til sig selv. Beskrivelsen knytter sig til denne subspecies, det samme gør typeeksemplaret, den plante, som beskrivelsen er lavet ud fra. Den plante har oftest endt sine dage i et herbarium. Men man sætter ikke forfatter og årstal efter planten, når den får titel af subsp.. Så kunne jeg selvfølgelig bare have kaldt den for Bulbophyllum membranifolium, nu jeg har skrevet så meget om forfattere mm., men så let er det heller ikke.
Som jeg skrev, "en del af forklaringen"... Hvis jeg kaldte den for Bulbophyllum membranifolium Hook.f., (1890), så ville det være en anden plante, jeg ville referere til, så her må der være en anden forklaring på begrebet subsp.. Ingen har sagt, at det skal være let, ... det er det heller ikke!
Nu er I jo ikke til at snyde, så I har selvfølgelig spottet, at det sidste billede ikke er samme blomst som på de andre billeder. Det er det visne, I kan se på planten. Kun taget med for at vise, hvorfor jeg gik rundt med et skrummel af en blitz på mit kamera. Det er en blitz beregnet på makrofotografering, der giver lys fra to sider, hvilket fjerner det meste af de mørke skygger på billederne. Som I kan se på det sidste billede, kaster den indbyggede blitz på kameraet en kraftig skygge på bladene til højre for blomsten. Det sker ikke med den nye blitz. Yderligere har jeg sat et par lysdæmpere på, så der bliver knapt så megen refleksion af lys i blomsterne. Til gengæld bliver billederne knapt så farverige og virker en anelse slørede, det er en del af prisen for det lille stykke legetøj. Olympus beskriver selv det lettere slørede look som 3D-agtig. Det lyder jo også salgsmæssigt bedre!
Denne her plante er min, som har fået et nyt navn i samme slægt. Den sælges med navnet Bulbophyllum costatum. Nu hedder den Bulbophyllum membranifolium subsp. membranifolium. Nej, jeg har ikke glemt noget i dens navn, der skal hverken være forfatter eller årstal til den.
Jeg havde besøg af Henrik Ærenlund Pedersen i onsdags og spurgte til denne del af navneforvirringen. En del af forklaringen kan være, at hvis man har en art, og man finder en underart til den, så bliver den oprindeligt beskrevne art til en subspecies (underart) til sig selv. Beskrivelsen knytter sig til denne subspecies, det samme gør typeeksemplaret, den plante, som beskrivelsen er lavet ud fra. Den plante har oftest endt sine dage i et herbarium. Men man sætter ikke forfatter og årstal efter planten, når den får titel af subsp.. Så kunne jeg selvfølgelig bare have kaldt den for Bulbophyllum membranifolium, nu jeg har skrevet så meget om forfattere mm., men så let er det heller ikke.
Som jeg skrev, "en del af forklaringen"... Hvis jeg kaldte den for Bulbophyllum membranifolium Hook.f., (1890), så ville det være en anden plante, jeg ville referere til, så her må der være en anden forklaring på begrebet subsp.. Ingen har sagt, at det skal være let, ... det er det heller ikke!
Nu er I jo ikke til at snyde, så I har selvfølgelig spottet, at det sidste billede ikke er samme blomst som på de andre billeder. Det er det visne, I kan se på planten. Kun taget med for at vise, hvorfor jeg gik rundt med et skrummel af en blitz på mit kamera. Det er en blitz beregnet på makrofotografering, der giver lys fra to sider, hvilket fjerner det meste af de mørke skygger på billederne. Som I kan se på det sidste billede, kaster den indbyggede blitz på kameraet en kraftig skygge på bladene til højre for blomsten. Det sker ikke med den nye blitz. Yderligere har jeg sat et par lysdæmpere på, så der bliver knapt så megen refleksion af lys i blomsterne. Til gengæld bliver billederne knapt så farverige og virker en anelse slørede, det er en del af prisen for det lille stykke legetøj. Olympus beskriver selv det lettere slørede look som 3D-agtig. Det lyder jo også salgsmæssigt bedre!
Endnu en af mine planter. Den har et langt skaft til de små blomster. Det er en Bulbophyllum violaceolabellum Seidenf. (1981). Den er beskrevet af en dansker, Gunnar Seidenfaden. Han nåede at beskrive 424 arter, inden han døde i 2001 godt 90 år gammel. For nylig døde endnu en af de store, nemlig Mr. Pleurothallis, Carlyle Augus Luer 3 år før han kunne fejre sin 100 års fødselsdag. Han nåede at beskrive 5695 arter. I det tal indgår også de arter, han sidenhen selv har flyttet til andre slægter, så mange af de 5695 arter er talt med 2-3 gange. Han fortsatte med at beskrive og tegne nye arter lige til sin død.
Navnet på min plante betyder oversat fra latin, den Bulbophyllum med den violette læbe.
Navnet på min plante betyder oversat fra latin, den Bulbophyllum med den violette læbe.
Dette er Jans primærhybrid Cattleya Barbara Tague (praestans x alaorii) udenfor konkurrencen. En meget vellykket hybrid. I mine øjne flottere end begge forældre.
Her er det en Cattleya hybrid uden navn fra John og Solvejg. Nu skrev jeg tidligere, at det kunne blive for meget med de spraglede planter, her gør det ikke så meget, at den er prikket, for den holder sig stort set til to farver.
Her fiskede jeg et navneskilt op fra, på det stod der Cochleanthes x Staurachnis 'Goldberg'. Den klon i det kryds er det så ikke, som I kan se i linket. Indtil jeg hører nærmere, vil jeg kalde den for en Cochleanthes hybrid. Den var ikke med i konkurrencen? Hvem ejeren er, ved jeg desværre ikke.
En dejlig art, der er lidt variabel i blomstens farver. Det er en Coelogyne fuscescens Lindl., (1830). Endnu en af Jans planter udenfor konkurrence?
Birgit havde også en navnløs hybrid med, den hører hjemme i slægten Cymbidium. Det er lidt synd, at der laves så mange navnløse hybrider, men da de fleste hybrider også i Phalaenopsis kun bliver lavet én gang med salg for øjet i et halvt års tid, hvorefter der skal andre planter hjem i stuerne, så ser gartnerierne ingen grund til at registrere dem.
Denne lille fyr hører hjemme hos Jørn. Det er en Dendrobium (Mtn's Butterfly Kisses x cuthbertsonii). To arter, der er krydset sammen, hvor den ene indgår to gange. Den anden er Den. glomeratum.
Torben havde taget naturhybriden Dendrobium × delicatum (F.M.Bailey) F.M.Bailey (1902) med. Det er de to arter, Den. kingianum × Den. speciosum var. hillii, der er blevet krydset sammen på naturlig vis. Nu sidder han jo tungt på pengekassen i klubben, så kan han jo også sagtens få "råd" til en flot klon. En dejlig farve, den har.
Jeg kan se på Kew, at den har fået status af "Unplaced Name", så et eller andet er de i tvivl om med denne plante. At F.M.Bailey står to gange som forfatter, må skyldes, at han først gav den navnet Dendrobium speciosum var. delicatum i 1884, 18 år senere havde han så fundet ud af, at det var en naturhybrid, og den fik sit nuværende navn af ham.
Jeg kan se på Kew, at den har fået status af "Unplaced Name", så et eller andet er de i tvivl om med denne plante. At F.M.Bailey står to gange som forfatter, må skyldes, at han først gav den navnet Dendrobium speciosum var. delicatum i 1884, 18 år senere havde han så fundet ud af, at det var en naturhybrid, og den fik sit nuværende navn af ham.
Endnu en af Jans planter udenfor konkurrencen. Der er en Dendrobium tetragonum A.Cunn., (1839). Kraftig farvet i blomsterne.
Denne store lille plante hører hjemme hos John og Solvejg. Det er en Dendrobium trinervium Ridl. (1896). Som det ses i linket i navnet, kan den også være grønlig i farven.
Endnu en af Jans mange planter. Denne gang en der var med i konkurrencen. Det er en Lycaste schilleriana Rchb. f. (1855). En meget storblomstret art.
Denne plante har vi heldigvis set mange gange. Det er Jørns Macradenia multiflora (Kraenzl.) Cogn. (1904). Der er efterhånden nogle stykker i klubben, der også er stået på den, Jørns plante har også været en god ambassadør for den art.
Hvorfor Helle ikke ville have nummer i sin Masdevallia ignea Rchb. f. (1871), fandt jeg aldrig ud af. I virkelighedens verden er den orange farve mere dominerende end på mine billeder. En fed farve til den.
For år tilbage gik man sjældent galt i byen, hvis man gættede på, at en Maxillaria til et møde kom fra John og Solvejg. I dag fylder den art vist ikke så meget i samlingen mere. Her er det deres Maxillaria picta Hook. (1832).
At det ikke kun er arter, Jørns hjerte banker for (samt Dunder), er denne Oncostele Wildcat 'Yellow Butterfly' et synligt bevis for. En krydsning der er registreret tilbage i 1992.
Så nåede vi til frueskoene. Det er tit her, Meretes planter dukker op, denne gang var ingen undtagelse. Her er det hendes Paphiopedilum bellatulum (Rchb.f.) Stein, (1892).
Her kommer en mere af hendes planter. Denne gang er det hendes Paphiopedilum concolor (Lindl. ex Bateman) Pfitzer in H.G.A.Engler & K.A.E.Prantl (eds.), (1888). Vær glad for, at jeg ikke også har taget publikationen med i navnet, for jeg hører jer i det næste gang. Så er det ikke kun mig, der har "lektier" for efter et møde.☺
I husker nok, jeg skrev i starten, det blev i næsten alfabetisk rækkefølge. Det er så her, jeg springer en plante over i første omgang. For her kommer endnu en plante fra Merete, og det er en Paphiopedilum godefroyae (God.-Leb.) Stein, (1892). Alle tre planter hører til i subgenus Brachypetalum. Jeg ville have taget et billede af alle tre arter sammen, men det glemte jeg.
Men her har jeg samlet dem, så de bedre kan sammenlignes. Dejligt med en pædagogisk mulighed for at vise en del ensartede planter sammen.
Inden Jan forlader klubben i skuffelse over, at jeg har sprunget hans fascinerende Paphiopedilum fairrieanum [Lindley] Stein (1892) over, så kommer den her. Det er en af mine favoritter i den slægt.
Jeg vælger at slå Jans to Paphiopedilum helenae Aver. (1996) sammen. Der er forskel især i fanens størrelse, men også gløden i farven er lidt forskellig. De fire første enkeltbilleder er den til højre, kan I så gætte, hvilken de tre sidste billeder er af? Det er en dejlig lille fruesko, der er rimelig variabel i sit udseende, hvilket kan ses i linket. De var ikke med i konkurrencen.
Denne navnløse Paphiopedilum hybrid fra John og Solvejg havde jeg overset i første omgang, men den kom da med. Selvom den er uden navn, kan man jo altid selv forsøge, om man kan gennemskue, hvilke arter der indgår i den. Det er ikke mindst der, hvor udseendet af staminodiet kan være en stor hjælp, så for at det ikke skal være for let, så har jeg "undladt" at fotografere det her. Eller glemte jeg det?
Her kommer så endnu en af Jans planter udenfor konkurrencen. Det er en Paphiopedilum spicerianum (Rchb.f.) Pfitzer, (1888). Et stort år når man ser på, hvor mange orkideer der blev beskrevet. 1888 dukker tit op sammen med navnene, så mens en del botanikere drog hærgende gennem landskaberne og lavede herbarieark efter herbarieark det år, så drog en stor del af resten af verden til 6 storbyer, bl.a. København, som alle afholdt Verdensudstilling samme år.
Modsat Jans plante før, så har Helles Paphiopedilum Supersuk en kort stilk med en meget stor blomst på. Som navnet næsten antyder, så er det arten Paph. sukhakulii, der er krydset ind i hybriden. Den slår også meget igennem i resultatet. Det gør ikke noget!
Så blev det igen en af Jørns planter. Hvad den "mangler" i størrelse, det har den til gengæld i skønhed. Det er en Phalaenopsis deliciosa Rchb. f. (1854).
Endnu en af de småblomstrede Phal.'s, selvom den er meget større i blomsterne end Jørns plante. Det er Helles Phalaenopsis equestris (Schauer) Rchb.f., (1850). En flot buket, den har sat.
Samme art fra samme ejer. Mon Helle er blevet træt af at have to af samme slags, så den ene er vandet med klorin? Nå, måske den burde beskrives som Phalaenopsis equestris f. alba (Hort) E A Christensen (2001), nu den er hvid i blomsterne. Officielt skal den benævnes som den forrige, men vil man have en hvid, så skal der et alba med på salgsnavnet. Der var to keikier på den, som er klar til at blive fjernet og plantet for sig selv.
Helle havde også medbragt denne navnløse hybrid. Hvilke arter der indgår i den, er jo et godt spørgsmål.
Se så, hvad Jan også kom slæbende med udenfor konkurrencen. Men det var der nu en grund til. Til sidste møde var der lidt snak om, hvordan en solskolodning ser ud på et blad, det var det, Jan ville vise med denne navnløse Phal. hybrid. Havde jeg vidst, at han ville reklamere for dens skade, havde jeg taget et par nærbilleder af det blad.
Susanne og Bjarke runder denne slægt af med endnu en navnløs hybrid. Jan kaldte den laksefarvet på listen for det møde, den havde jeg lidt svær ved at finde. Men jeg må indrømme, at den er da vist laksefarvet på læben. Jeg ledte efter en gennemfarvet "røget laksefarve" på en plante, så ikke om jeg hverken kunne finde nummeret på planten eller den ud fra beskrivelsen. Så kunne Jan heldigvis vise mig, hvor den stod.
Så er det jo passende, at jeg som tak for hjælpen fortsætter med en af Jans planter udenfor konkurrence. Den stod som en sp.'er, men jeg tør godt sætte navnet Pholidota yunnanensis Rolfe (1903) på den. En sød lille småblomstret plante. Det er lidt svært at se for de mange pollinier inde i blomsterne, om nogen har leget bien og blomsten, eller de stadigvæk sidder, hvor de skal, dog uden låg på.
Endnu en af Jans planter. Den var med til landskampen i september i Lund, der er stadigvæk gang i den. Der er ikke meget sportsånd over Jan. Havde denne nu været udenfor konkurrencen, og den forrige med, så var det ægte sportsånd fra Jan. Men nej! Det er primærhybrioden Phragmipedium Fritz Schomburg (kovachii x besseae).
Her er endnu en primærhybrid i samme slægt. Det er Torbens Phragmipedium Jersey (dalessandroi x besseae). Da Torben havde den med sidste gang, gjorde jeg mig den ulejlighed at ulejlige Torben med en del spørgsmål efterfølgende. Ud fra hans besvarelser og en flot sammenligning af de to arter på nettet, var der ingen tvivl om, at det her er krydsningen mellem de to arter. Det er planten så også købt som.
Så er vi tilbage ved Jans ekstra planter denne dag. Det er en Pleurothallis sandemanii Luer (1996). Den varierer en del i farven, som det også ses i linket.
Jan havde taget denne spændende Prosthechea cochleata (L.) W.E.Higgins, (1997 publ. 1998) med i en albaversion. Den er meget bred i læben.
Birgit havde også taget denne elegante Rhyncholaeliocattleya Prinzess Bells med til mødet. Meget harmonisk i farverne.
Når vi når til en Stenoglottis longifolia Hook.f., (1891) alfabetisk, så nærmer vi os slutningen på indlægget. Jørn havde en meget stor plante med til sidste møde, men denne her fra Helle er nu heller ikke værst. Hvad mon den bliver gødet med i hundegården om sommeren?
Som rosinen i pølseenden kommer min Trichoglottis pusilla (Teijsm. & Binn.) Rchb. f. (1856). Ole skulle jo absolut klemme sin Vanda hybrid ind på en andenplads, ellers havde I haft den til gode endnu.
Så er der vel ikke meget andet tilbage, end at ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår, selvom det er lidt tidligt endnu.
Så er der vel ikke meget andet tilbage, end at ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår, selvom det er lidt tidligt endnu.
