Tekst og billeder: Egon Krogsgaard
November mødet 2017.
Der kom lige et andet orkideprojekt ind fra sidelinjen af, så derfor er billederne blevet forsinket denne gang.
Orkidemødet handlede om LED-lys, og Vagn Palm Hansen, Terrajova, viste en masse spændende emner frem.
Der var 28 planter på bordet denne gang, men både Jan og Jette var ude og føjte, så de kom ikke med deres praleplanter.
Her følger først dem, der fik nok points til at komme i top 5.
Orkidemødet handlede om LED-lys, og Vagn Palm Hansen, Terrajova, viste en masse spændende emner frem.
Der var 28 planter på bordet denne gang, men både Jan og Jette var ude og føjte, så de kom ikke med deres praleplanter.
Her følger først dem, der fik nok points til at komme i top 5.
Ind på en klar førsteplads kom Dendrobium tobaense J.J.Wood & J.B.Comber, (1993), fra John og Solvejg. Det er nogle store blomster til så lille en plante. Denne art er noget mere spændende end den noget lignende, som de samme to botanikere beskrev i 1999. Dendrobium ayubii J.B.Comber & J.J.Wood (1999). En flot blomstring på den.
På en delt andenplads kom denne her. Oncidium longipes stod der på navneskiltet, og det har jeg tidligere accepteret til den plante. Men, nu går den altså ikke mere. Har I trykket i det blå link i navnet, ved I hvorfor. Sådan ser den art slet ikke ud.
Der er mange billeder på nettet med dette udseende og det navn, for det er sådan, den sælges rundt omkring. En enkelt gartneri i Tyskland har lugtet lunten, og skriver nu Oncidium longipes hybrid. Og der ville det jo være nemt at stoppe, men sådan spiller klaveret ikke her.
Efter et omfattende arbejde, fandt jeg endelig frem til den rigtige art, Oncidium croesus der efter 35 år med det navn blev forsøgt kaldet Oncidium longipes var. croesus, der stammer navneforvirringen måske fra. Men i dag skal denne art så ifølge Kew hedde Gomesa croesus (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009).
Der er mange billeder på nettet med dette udseende og det navn, for det er sådan, den sælges rundt omkring. En enkelt gartneri i Tyskland har lugtet lunten, og skriver nu Oncidium longipes hybrid. Og der ville det jo være nemt at stoppe, men sådan spiller klaveret ikke her.
Efter et omfattende arbejde, fandt jeg endelig frem til den rigtige art, Oncidium croesus der efter 35 år med det navn blev forsøgt kaldet Oncidium longipes var. croesus, der stammer navneforvirringen måske fra. Men i dag skal denne art så ifølge Kew hedde Gomesa croesus (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009).
Ligeledes på andenpladsen kom denne Phalaenopsis Anna-Larati Soekardi fra John og Solvejg. Efter hvad jeg har fået oplyst, skulle det være en viderehybridisering med den. Men den passer fint med det navn, selvom det kan næste generation af hybrider også godt. En flot blomst med den klare røde læbe.
Denne småblomstrede plante fik en tredieplads. Det er Bentes Maxillaria sophronitis (Rchb. f.) Garay (1958). Den lyser godt op med den flotte næsten rødorange farve. Et fif til at få en stor blomstring på den på én gang skulle være at holde den til den tørre side et stykke tid og så begynde vandingen 4 uger før den ønskes fuldt udsprunget.
Fjerdepladsen er en fra min udestue. Det er den lille Dendrochilum cootesii H.A.Pedersen, (1997), som havde en meget lille sort bille kravlende på sig. Som I kan se på navnet, er det en dansker, der har beskrevet den. Det er Henrik Ærenlund Pedersen, som tidligere har holdt et foredrag i klubben. På alle måder et noget anderledes udseende end dem, vi normalt ser rundt omkring. Lille plante med "forkrøblede" blomster.
På femteplades er det en af Jørn's planter. Denne aften var det ham, der var problembarnet, for endnu en med forkert navneskilt ved. På skiltet stod der Cambria Samurai.
For det første, har der aldrig været en slægt, der hedder Cambria. Navnet stammer fra en hybrid fra 1931. Vuylstekeara Cambria, der i dag hedder Oncidopsis Cambria. Hybridnavnet er blevet brugt til mange forskellige slægters hybrider, ofte når det er en sammensat hybrid af 3-4 forskellige slægter. Det er planter, der har nogenlunde samme krav til pasning, men ud over denne hybrid er der kun to andre hybrider, der har fået navnet Cambria. Altså et forkert slægtsnavn til den!
Hvad så med hybridnavnet? Den der formentligt har lagt navn til Jørn's plante er Aliceara Samurai, der tidligere hed Bakerara til slægtsnavn. En meget mørk blomst med en tofarvet læbe. Rød øverst og hvid nederst. Sådan ser Jørn's plante jo ikke ud. Næ det her er enten en Colmanara MASAI RED, der skal staves med store blogbogstaver i hybridnavnet eller en viderehybridisering af den. Flot er den uanset navnet, med sin fløjlsagtige læbe.
For det første, har der aldrig været en slægt, der hedder Cambria. Navnet stammer fra en hybrid fra 1931. Vuylstekeara Cambria, der i dag hedder Oncidopsis Cambria. Hybridnavnet er blevet brugt til mange forskellige slægters hybrider, ofte når det er en sammensat hybrid af 3-4 forskellige slægter. Det er planter, der har nogenlunde samme krav til pasning, men ud over denne hybrid er der kun to andre hybrider, der har fået navnet Cambria. Altså et forkert slægtsnavn til den!
Hvad så med hybridnavnet? Den der formentligt har lagt navn til Jørn's plante er Aliceara Samurai, der tidligere hed Bakerara til slægtsnavn. En meget mørk blomst med en tofarvet læbe. Rød øverst og hvid nederst. Sådan ser Jørn's plante jo ikke ud. Næ det her er enten en Colmanara MASAI RED, der skal staves med store blogbogstaver i hybridnavnet eller en viderehybridisering af den. Flot er den uanset navnet, med sin fløjlsagtige læbe.
Så slap top-5 op, og nu kommer de i alfabetisk rækkefølge.
John og Solvejg havde også denne navnløse Cattleya hybrid med. En flot blomstring på den.
Igen en af mine planter fotograferet hjemmefra foran den mørke bagvæg for at kunne nå at få alle fotograferet til mødet. Den nåede lige at smide 2 blomster på første skaft, før den næste sprang ud. Den art så vi også til sidste møde og især til landskampen, så det må være blomstringstidspunktet for den nu. Det er en Cattleya maxima Lindley (1833).
Igen en mørk baggrund, så det er min Dendrobium cyanocentrum Schltr. in K.M.Schumann & C.A.G.Lauterbach, (1905). Den var også med til sidste møde, hvor den netop havde påbegyndt blomstringen. En sød lille art, der dog kan drille meget med hensyn til grovillighed.
Denne kommer fra John og Solvejg. Den har været med før, hvor jeg har tvivlet meget på navneskiltet. Der stod Dendrobium alexandrae. Ikke mindst læben er forkert, som I kan se i det blå link. Læben ligner til gengæld den på Den. convolutum. Er det hybriden mellem dem, så hedder den Dendrobium Green Elf (alexandrae x convolutum).
Endnu en hybrid fra John og Solvejg. Det er primærhybriden Dendrobium Nora Tokunaga (rhodostictum x atroviolaceum). Den har det meste af udseendet fra den første i krydset, frøbæreren.
Igen en af mine gengangere fra sidste møde. Det er en Dendrobium subuliferum J.J.Sm., (1911).
Birgit havde taget denne flotte Epidendrum capricornu Kraenzl., (1916) med. Mon ikke vi ser den igen til julemødet, p.g.a. det lange uudsprungne skaft.
Torben var faldet for denne græslignende orkide, og det forstår man jo godt med de blomster. En lille blomstervillig plante. Det er en Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009).
Nu vi er i de småblomstrede, så havde Helle taget denne Masdevallia paivaeana Rchb. f. (1881) med. Nogle flotte frynsede blomster på den.
Birgit havde også taget denne Odontoglossum hybrid med. Det var, hvad der stod på navneskiltet. Det er stadigvæk tilladt at bruge det slægtsnavn, men alle arterne i den slægt er i dag flyttet over i Oncidium. Altså er dette nu en navnløs Oncidium hybrid.
Så er det jo et godt spørgsmål, om dette er en art eller hybrid ud fra, hvad Torben antydede i starten af mødet. Er det en hybrid, så ligner den temmelig meget arten Oncidium varicosum Lindl. (1837). Det må jeg finde ud af i morgen til julemødet. En prangende blomstring på den.
Hov en plante fra Jørn med rigtigt navneskilt ved, det må være en fejl! OK, slægtsnavnet er blevet en anden, men slægtsnavnet er godt nok. Det er en Oncostele Wildcat.
Det er ikke sådan, når halvdelen af de længe ventede orkideer ikke når at springe ud til mødet, og resten stort set er faldet igen, så endnu en ganganger fra sidste møde hjemme fra mig. Det er en Paphiopedilum godefroyae (God.-Leb.) Stein, (1892),.
Birgit havde også en fruesko med, det er primærhybriden Paphiopedilum Pinocchio (glaucophyllum x primulinum).
Næ, endnu et rigtigt navneskilt på en af Jørn's planter. Hvordan kunne jeg dog kalde ham for dette mødes problembarn? Paphiopedilum stod der på skiltet, og det er jo ikke forkert. Jeg vil så tillade mig at kalde den en Paphiopedilum vinicolor type, som de mørkerøde ofte kaldes.
Bente havde også denne her med. Helt underligt, at hun selv kunne tage den med, efter hun først kvittede mødet i september for at komme til Sydafrika, og til oktobermødet var hun i Ecuador. Underlige steder at tage hen, når der er orkidemøder. Men det er den flotte primærhybrid Phalaenopsis Purple Gem 'Aida' (pulcherrima x equestris) i en flot klon.
Nogle af mine billeder af Torbens unavngivne Phalaenopsis hybrid er grønlige andre er gullige, men det er det der tit sker med gule blomster. Kameraerne har svært ved at gengive de gule nuancer. Nu ved Torben sikkert selv, hvilken farve den har, så kan vi andre jo vælge den farve vi synes bedst om.
Her er endnu en grund til at kalde Jørn for problembarnet. 3 ud af 5 planter med forkert sklit i. Denne stod til at hedde Oncidium krameriana. Det kunne den jo også godt ligne. Men kogger I på det nederste billede til højre, så har den en flot opsplitning næsten som nåle øverst, og midten af den øverste del af læben har denne hvid/røde formation. Ingen af delene har Psychopsis krameriana, som den art hedder i dag.
Den eneste af de få arter i denne slægt det kan være er Psychopsis versteegiana (Pulle) Lückel & Braem (1982). Her er endnu et link til den art.
Dens øvre sepal og de to petaler er så for lange til de tegninger og billeder, jeg kan finde af den, men jeg går ud fra, at det alligevel er den.
Den eneste af de få arter i denne slægt det kan være er Psychopsis versteegiana (Pulle) Lückel & Braem (1982). Her er endnu et link til den art.
Dens øvre sepal og de to petaler er så for lange til de tegninger og billeder, jeg kan finde af den, men jeg går ud fra, at det alligevel er den.
Stenoglottis longifolia Hooker F. (1891) bliver man jo aldrig træt af at se. En flot blomstring, du havde fået på den Ole.
Cochleanthes stod der på skiltet til denne her, så der er jeg gået helt vild i alfabetet. Men da denne navnløse plante skal hedde Warczewiczella hybrid nu, så passer det godt nok til Torbens plante.En fascinerende læbe på den.
Her er der endnu en navnløs Warczewiczella hybrid, denne gang er det Birgits plante. Og det var så den sidste for denne gang.
