Tekst og hvor intet andet er nævnt også billederne, Egon Krogsgaard.

Januar 2019.

Aftenens emne var "Cattleya, tips og fiduser. Kom med dine erfaringer."

Vi var pænt mange til mødet på trods af at enkelte glemte det, nu det var den anden tirsdag i måneden. Og ikke mindst var der mange planter på bordet. 43 med nummer i og to udenfor konkurrencen. Det er sjældent, der kommer mange planter i vintermånederne, så måske skal jeg være taknemmelig for dem, der glemte at komme, ellers havde der været endnu flere planter på bordet, der skulle fotograferes, redigeres og tjekkes for navnene.

Noget af tiden siden mødet er gået med artikler til bladet, der mangler tit materiale til det, så har I et eller andet, I vil/kan bidrage med, vil det være fint. Det behøver ikke være højtragende, det er mine artikler heller ikke, bare det omhandler orkideer. Mangler I billeder til artiklen, er der måske billeder i redaktionens billedbank, ellers har jeg måske billeder liggende, fra jeres orkideer tidligere har været med. Overvej om ikke I kan skrive lidt til bladet, I har næsten 2 måneder til at sprøjte den ene artikel ud efter den anden, inden deadline til blad nr. 3.

Henriette sneg sig også rundt denne aften og tog lidt billeder af folket. Som det ses fyldte de 45 planter godt på bordene. Der var tilmed så mange flotte iblandt, så det tog lidt tid for medlemmerne at sætte de fem numre på stemmesedlerne. Imens tøffede jeg rundt og tog billeder snorforvirret over, hvor jeg skulle finde næste nummer til fotograferingen. Om Helle havde spist for meget hvidløg, eller hun bare benyttede chancen for at få lidt flere planter med hjem fra mødet, vides ikke, måske hun bare var faldet i staver over salgsplanterne.

​Så følger planterne i top 5.

Denne har vi set før. Det er Helles Dendrobium kingianum hybrid, som hun desværre hverken har navn til eller kan huske, hvor er købt. Den har en flot læbe, blomst, blomstring og er en stor plante. Mere skal der ikke til for at få en førsteplads. En imponerende hybrid, som de fleste godt kunne bruge i samlingen.

Selvom denne plante havde de fleste blomster denne aften, så nåede den alligevel "kun" på en andenplads. Selve planten ligner mest en stor tot star, og det er ikke negativt ment, og så hænger der bare skafter overalt på planten. Havde den nu haft højblå, orange eller røde blomster, så ville det alligevel have været en hvidblomstret alba, de fleste kendere ville beundre mest. Og hvem ved, måske dette ér en albaform af denne hvide blomst. Nå, Knitta, fik du lidt at tænke over om din Dendrochilum tenellum (Nees & Meyen) Ames (1907) nu?

Endnu en plante fra Knitta og Polle på trediepladsen. Nemlig deres Bulbophyllum odoratissimum [Sm.]Lindley ex wall (1829). ​Der findes to accepterede varianter til denne art, den ene kendes på, at den, modsat hvad navnet siger, slet ikke dufter. Odoratissimum betyder velduftende, så denne plante som mange andre i den slægt lever ikke op til manges forventninger om en rådden stank fra Bulbophyllum blomster.

Fjerdepladsen gik denne gang til Jette og hendes mishandlede Aerangis luteoalba var. rhodosticta [Kraenzl.] J. Stewart (1979). Første gang, vi så den, var den større, men et utøjsangreb resulterede i, at den table alle bladene. Ikke p.g.a. utøjet med den gift, planten fik. Det tålte hverken den eller utøjet. Heldigvis overlevede den, og er godt på vej med tidligere tiders storhedstid. Se den på en førsteplads i oktober 2013 her.

Så blev det igen Knitta og Polle på femtepladsen. Det er deres flotte Stenorrhynchos speciosum [Jacq.] Rich. ex Spreng. (1817). Som det lettest ses på den bagerste skaft, så sidder alle blomsterne på samme side, og det er væk fra lyset. Hvilken lyssky bestøver, den har, ved jeg ikke, men den kunne sagtens være kolibribestøvet. De fleste andres blomster vender mod solen, så måske øger den sin bestøvningsfrekvens ved ikke at have så mange konkurrenter om bestøverens gunst på skyggesiden. Men de farver burde den være dansk, men den kommer fra Sydamerika.

Så følger resten i alfabetisk rækkefølge.

Der var lidt diskussion om navnet til denne her. Jan var ikke tilfreds med navneskiltet, mens Knitta protesterede, da plante kom fra dem. Det er en ​Amesiella monticola J.E. Cootes et D.P. Banks (1998). På skiltet stod der Amesiella philippinensis, men som Jan sagde, så er den gul inde i midten. Der er noget fascinerende over den lange spore, hvis den var fyldt med nektar, ville den kunne mætte mange natsværmere.

Men her er der skyts til din "hævn" Knitta, Det her er Jans Barkeria whartoniana (C.Schweinf.) Soto Arenas, (1993). Jan navngav den ​Barkeria vanneriana, som ligner den meget, ligeledes gør Barkeria fritz-halbingeriana. Men de sidste to har søjlen (gynostemium) til at ligge fladt hen ad læben, hvor denne har rejst søjlen op. 

En af de nyeste i Bentes samling, det er en Bulbophyllum sanguineopunctatum semialba Seidenf. & A.D.Kerr (1973 publ. 1974). ​Det er den farve, den normalt sælges i. Den kommer fra Hans, og hans eget billede er meget lysere end Bentes plante. Den kraftigt stribede plante, Jay har som normalformen, adskiller sig en del fra originaltegningen af den art. Muligvis er Jay's billede forkert.

​Synd man ikke kan se læben vippe på billederne.

En Coelogyne hybrid udenfor konkurrencen. Det er Jans plante. Vi snakkede lidt om til mødet, hvem forældrene kan være, der er vist ingen tvivl om, at den ene er en Coel. cristata. Sætter man den ind i hybridlisten, så er der flere muligheder for et match. Der er 7 registrerede hybrider med den art som frøbærer og 8 som pollengiver. Flere af dem kan være den rigtige, så jeg vil ikke gå længere end til en navnløs hybrid. Men en flot en af slagsen med den stærkt frynsede orange læbe.

Endnu en udenfor konkurrencen, det er en Coelogyne viscosa Rchb. f. (1856). Tidligere hed den Coel. graminifolia, men det navn kom 18 år for sent til at gøre hævd på navnet. Den er også flot uden blomster med de lange tynde næsten græslignende blade. Det er Jans plante.

Bente havde truet med at tage denne her med, og med hendes beskrivelse af det lange skaft, så så jeg for mig, at vi skulle have gang i en dåseåbner for at lave hul i taget af bilen. Heldigvis havde planten selv løst problemet, da den lavede en graciøs bue med skaftet. Bente har planten med de to forældres navne på, men den er registreret og hedder Cymbidium Nut. ​Var der nogen af jer, der smagte på den? Det kunne jo være spændende at vide, om navnet går på smagen eller farven, nøddebrun.

Denne her er Torbens Dendrobium (Nora Tokunaga x aberrans). Det var godt jeg ikke tog min egen med, den havde kun et skaft. Som de fleste hybrider, varierer denne også en del, og dem der kan huske Jans plante til julemødet, husker måske de stærk farvede striber på hans plante. Her har den mest taget farven på læben efter pollengiveren, den sidst nævnte.

Så nåede vi til en af Jørn's planter. Det er ikke let at se i denne hybrid, at der er krydset en stor plante ind. Det er en Dendrobium cuthbertsonii x Mtn's Butterfly Kisses. Her er det frøbæreren, den først nævnte, der slår mest igennem. Det bliver den ikke grimmere af.

Der er noget, der siger mig, at Helle godt kan lide Den. kingianum Bidwill ex Lindley (1844). Her er det en Dendrobium kingianum var. album B.S.Williams, (1888), som er et synonym til det første navn. Flot snehvid blomst smukt dekoreret med lidt grønt på læben. Begge Helles planter er utrolig smukke hver for sig.

Jan havde denne Dendrobium mohlianum Rchb.f (1862) med. Han antydede, at den havde været med flere gange til salg, men ingen ville købe den. Men nu hvor den var i blomst, var der flere, der var villige til at købe, men ikke om Jan ville sælge. Der er da heller ingen handelsmand i ham! Man kunne fristes til at tro, det er en insektædende plante, for inde i læben sidder en hveps eller myre. Der er spind på blomsterne, ikke fra spindemider, men en edderkop, så den sider nok inde bag insektet og er igang med at fortære den. Flot farve på blomsten.

Så nåede vi endelig til den første af John og Solvejgs planter. Det er en Dendrobium speciosum J. E Smith (1804). En af forældrene i Henriettes "dumme plante" i december Den. Hilda Poxon. Der skal bygges meget oplagsnæring i skuddene, for at bære de store skafter, så den må kræve en del gødning i vækstperioden.  

Min Dendrobium subuliferum J.J. Sm. (1911) var også med i oktober, men det her er nye blomster. De holder eller i et par måneder, det gjorde de så ikke i første omgang. 

Her er det John og Solvejgs Dendrobium Tokunaga, men den mangler noget i navnet. Der er 6 hybrider med et fornavn til hybridnavnet, men som den fremstår her, så er den ikke registreret. Der er et par oplagte forældre til den, men da en af forældrene kan slå meget igennem, kan den anden næsten være hvad som helst. En vellykket hybrid.

Så har vi problembarnet, Jan. Altså Jans plante. Ikke nok med at han tog den med i efteråret, hvor jeg brugte nogle timer på at gennemgå alle arterne på http://www.dendrochilum.com/page5.htm, jeg fandt den aldrig, så havde han den frækhed at slæbe den med igen, så jeg kunne bruge endnu mere tid på at lede efter et navn til den. Dendrochilum-sitet har stort set alle arter, en trediedel er med billeder, samme mængde er med en tegning og den sidste trediedel mangler en illustration. Så det var bare at læse og læse, for at finde størrelsen på blomsterne og farven, men jeg fandt den aldrig.

Denne gang, da jeg lavede jeg en billedsøgning på den, dukkede der noget brugbart op. Kopf solgte den med navnet Dendrochilum hampelianum, ikke et navn hverken Jay eller Kew kendte. Navnet skulle bare gradbøjes lidt, så kom det. Dendrochilum hampelii Sulistyo, Gravend., R.Boos & Cootes (2015). Den er temmelig nybeskrevet, og var derfor ikke på Dendrochilum-sitet. OK, det er nu ikke Jan der har udbedt sig et navn men min egen stædighed, der har brugt en del timer på at finde navnet.

Endnu en af Jans planter. Erhvervet i Kiel til deres julemøde, den var han svær stolt af at have fået med hjem. Det er en Dendrochilum javierianum Magrath, Bulmer & I.Shafer, (1989). Det var også et par spændende arter i den slægt, Jan havde taget med denne aften.

Et kært gensyn med en lille fyldig plante. I dag skal den hedde Dinema polybulbon (Sw.) Lindl., (1831). Det er Jette, der har problemer med at holde den inde i potten, så næste gang, vi ser den, fylder den nok en stor zinkbalje. Jeg skal nok komme ud og tage fat i den ene ende af baljen til den tid. En smuk blomst.

Ludisia discolor [Ker-Gawl.] A. Rich. (1825) er også en af Jans planter. Også en af dem, der er svær at styre i en potte. De gamle skud lægger sig tit ned på pottemediet, og glemmer ejeren at smide den på komposten, skyder den nyskud ved hvert bladhjørne. Derfor kan den hurtigt blive til en meget stor plante.

​Den findes i flere farvevariationer på bladene, her er det den, men normalt ser til salg.

Endnu en af Jørn's små planter. Det er den lille Masdevallia minuta Lindley (1843). En af de Masdevallia'er, der også kan klare varmen, da den levet ned til 220 meters højde i landene omkring ækvator. Men den vil nok godt have en høj luftfugtighed, så inde nær brændeovnen duer nok ikke.

Sikke et stort "skrummel", Jørn også har stående. Du kan have 4-6 små planter på den plads, Jørn! Det er den variable Maxillaria variabilis Bateman ex Lindl. (1837).

Kristian havde denne Maxillaria variabilis Bateman ex Lindl. (1837) med. Det er efterhånden nogle meget store blomster, der er på de hybrider. En lille kompensation for, at Stedmoderblomsten ikke blomstrer udenfor lige nu.

Endnu et stort "skrummel" i Jørns småplantesamling. Det er en Oncidium hybrid, men har muligvis heddet Miltonidium tidligere. Mange af de nærtbeslægtede orkideer er i dag flyttet ind under Oncidium.

Mon ikke det var den femte og sidste af Jørns planter. Skulle være primærhybriden Oncidium Twinkle (cheirophorum x sotoanum). I husker naturligvis selv de forviklinger, der var i ca. 200 år om pollengiverens navn, eller kan I genopfriske det på Jays site via linket.

Når først vi når til P, så melder Merete sig som regel ind. Her er det hendes Paphiopedilum delenatii Guillaumin (1924). Mon ikke der kommer flere af dem de næste par måneder, mine to farvevarianter er også på vej nu. Selv uden blomster er de smukke med det marmorerede løv.

John og Solvejg gør også en del i fruesko, og dette er deres Paphiopedilum gratrixianum Rolfe (1905). Vi har jo set Pernilles store plante et par gange, så I har lidt at leve op til. Det er en grovillig plante, så den kan hurtigt nå til at skulle have en større potte.

Endnu en af Knitta og Polles planter. Det er varianten Paphiopedilum hirsutissimum var. esquirolii (Schltr.) K.Karas. & K.Saito, (1982). Den har større blomster end normalformen, og så er den mørk på staminodiet.

En unavngiven Paphiopedilum hybrid fra John og Solvejg. Der findes efterhånden mage forskellige hybrider som kan gå under betegnelsen Vinicolor. De der dejligt mørke blomster.

Jeg vil tillade mig at ændre lidt i navnet på Meretes plante. I denne farvevariation er den beskrevet med to navne, jeg vil vælge denne. Paphiopedilum wardii f. alboviride (O.Gruss & Roeth) Braem, (1998) 'Nakamura'. Den er aldrig beskrevet som aureum. Men variantsnavnet er kun et synonym for Paphiopedilum wardii Summerhayes (1932).

Så har jeg et navn til din primærhybrid, Helle. Den hedder nu Paphiopedilum Wössner Zwerg (barbigerum x helenae). En af de små hybrider i den slægt.

Så fik vi endelig Jørgen med. Det er hans Phalaenopsis hybrid.​ Den har blomstret længe på de tre skafter. Mon ikke der er krydset Phal. equestris ind som en af de sidste?

Endnu en af Jørgens Phalaenopsis hybrider. Den har vi set nogle gange efterhånden, det må være en blomstervillig plante.

Denne plante voldte mig en del problemer. Den stod på listen som Phragmipedium besseae, men nogle træk ved den mindede mere om en Phragmipedium dalessandroi. Sepalerne der ikke hang vidnede om den første, men højden på skaften om den anden. Der blev studeret nogle timer på nettet, hvad karakteriserede den ene og den anden. Jeg fandt endelig en beskrivelse af forskellene på de to, og så bestemte jeg mig for det andet navn.

En mail blev sendt til Torben, om han kunne kigge på bagsiden af blomsterne, for længden af de sammenvoksede petaler i forhold til læben kunne endegyldigt afgøre, hvilken art det var af de to. Den næste plante, jeg skulle finde på bordet og fotografere, var også en af Torbens planter. Den havde stået på den anden side af bordet, og der i baggrunden af mine billeder kunne jeg se hans Phrag.. OK, petalerne var kortere end læben, altså skiftede jeg navnet ud igen til en Phragmipedium besseae. En ny mail blev sendt, du behøver ikke kigge bag på blomsten, nu havde jeg fundet navnet. Men der var nu stadigvæk noget, der ikke stemte, så da Torben skrev tilbage, så kom løsningen på problemet. Det er primærhybriden mellem de to. Phragmipedium Jersey (dalessandroi x besseae)

Har I en af de to arter, og måske er lidt i tvivl om navnet, kan jeg varmt anbefale jer at læse artiklen af Guido Jozef Braem, jeg linker til ovenfor.

Det blev ikke meget bedre med denne plante fra Helle. Det navn, der stod på listen fandtes ikke, så jeg måtte et par sektioner igennem i Pleurothallis hos Jay, før det rigtige navn kom frem. Hvor er det sølle, at Google ikke kan se igennem fingre med en lille stavefejl. Et t i artsnavnet var blevet til et c på listen, mere skal der ikke til, før det giver problemer. Så navnet på denne store plante med de små spændende blomster er Pleurothallis matudana C. Schweinf. (1938).

Så nåede vi endelig frem til min anden plante. Pleurothallis fylder godt i min samling, og en pæn del af dem har denne farve. Det er en Pleurothallis rowleei Ames (1922), som også kan være meget lysere i blomsterne. Blomstrer flere gange om året.

Inden jeg fotograferede min Pleurothallis sp.'er derhjemme, klippede jeg de gamle skafter af fra de to forrige blomstringer. Det blev til 252 afklip. Så denne gang er det en ringe blomstring. Da jeg kiggede på den om formiddagen, kunne jeg se den flotte svagt rosa farve på læben inde i flere af blomsterne, da den var blevet studset færdig, var alle blomsterne stort set lukket igen. Den blomstrer tilsyneladende om formiddagen, og lukker igen om eftermiddagen, og det gør den så et par uger i træk.

Nu jeg endelig er nået til mine planter, tager jeg en mere med det samme. Det er min Restrepia elegans H. Karst. (1847). Jeg ville have taget et billede til sammenligning mellem denne og den næste, men det glemte jeg.

Blomsterne på Helles Restrepia guttulata Lindl. (1837) var mere end dobbelt så store som på min ovenfor. Normalt er disse blomster ca. samme størrelse som på min, så det ærger nok Polle lidt, at han solgte den.

Ole havde meget belejligt taget denne Rhyncholaeliocattleya Chia Lin med, nu emnet for denne aften var Cattleya og deres nærmest beslægtede. Jeg er en lille smule vild med sådanne mørke læber, så flot frynset og så med den farvetegning i.

John og Solvejg havde også en i samme hybridslægt. Deres hedder Rhyncholaeliocattleya Chian-Tzy Lass. Den rødmende blomst på det tredie billede skulle skyldes, at blomsterne var ved at falde. Mange orkideblomster bliver rødlige den sidste dages tid, før de falder, de giver ophav til mange farvevarianter på nettet.

Nej, der er ikke sket en fejl, I har ikke set denne endnu fra dette møde. Det er min Stenorrhynchos albidomaculatum Christenson (2005). Sidst jeg havde den med, var det Jan, der havde en Stenorrhynchos speciosum med, denne gang var det Knitta og Polle. Sidste gang kunne jeg læse på Jays site, at forskellen lå i de små hvide prikker inde i blomsten. Det havde jeg nu lidt svært ved at se. Denne gang er det lavet om til, at forskellen er farverne på bladene. Denne har lyse pletter på bladene, den anden har en mere sammenhængende marmorering af lyse områder.  

Som rosinen i pølseenden kommer Henriettes Tolumnia hybrid. Det er en meget spændende slægt, som desværre ikke tåler min måde at vande på. Så dejligt at andre kan dyrke dem og tage dem med.