Så fik jeg kigget billederne igennem fra sidste møde samt alle dem, jeg havde taget hjemmefra, inden mødet. 1258 billeder tog jeg den dag, dog kun de 324 til mødet. Og ud af de knapt 15 planter, jeg fotograferede herhjemme i løbet af dagen, var der kun 7 med om aftenen. 25 planter havde nummerskilt ved fra 8 forskellige medlemmer, og så havde jeg de to ekstra planter med, så beskedne 27 planter på bordet denne aften!
Det er jo ikke meget, der skal til at opnå en førsteplads, kan man se. Ikke meget blomst størrelsesmæssigt, men ellers er det jo både en stor plante og også en kraftig blomstring, der er på Jans Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009), der tidligere var i Sigmatostalix-slægten. Men den slægt har lidt samme skæbne som så mange andre de senere år, så den eksisterer ikke mere. Kigger I på sidste billede, så sidder der to gule klatter på blomsten, det er dens pollinier, der er blevet blottet! En flot og værdig vinder denne aften, som tog turen med til Toulouse, da mødet sluttede.
Andenpladsen havde Jan også sat sig på, selvom planten langt fra var færdig udsprunget endnu. Men så rød en farve er jo et godt trækplaster, når medlemmernes opmærksomhed skal fanges.
Det er en Renanthera philippinensis (Ames & Quisumb.) L.O.Williams, (1937), den må have været flot på udstillingen i Frankrig, efterhånden som flere og flere knopper sprang ud. Måske den kan holde til næste møde, der er jo ikke så længe til!
Det er en Renanthera philippinensis (Ames & Quisumb.) L.O.Williams, (1937), den må have været flot på udstillingen i Frankrig, efterhånden som flere og flere knopper sprang ud. Måske den kan holde til næste møde, der er jo ikke så længe til!
På trediepladsen endnu en, der kun var sprunget ud på en del af skafterne, men selv uden den sidste halvdel udsprunget, så var det en imponerende blomstring. Det er Jørn's Oncidium sotoanum R.Jiménez & Hágsater (2010). Jeg var glad for, at den ikke duftede hele tiden, det kunne være blevet en meget tung parfumeret luft i Salen. Så selv uden duemøjsgødning, kan han godt få flotte resultater frem på sine planter.
Jette havde taget denne store fruesko med. Der sidder en blomst i bunden af planten, det var et ekstra skaft, der kom op af det ene skud, så det skud bar både et langt flerblomstret skaft og et lille et med én blomst på. Spøjs detalje.
Vi snakkede lidt om navnet, ikke et nogen kendte, men det var ikke en stavefejl. Planten hedder Paphiopedilum Wiertzianum og er en primærhybrid fra 1898 mellem Paph. (lawrenceanum x rothschildianum). Så Jan var ikke helt på glatis da han mente, det kunne være et gammelt kryds.
Vi snakkede lidt om navnet, ikke et nogen kendte, men det var ikke en stavefejl. Planten hedder Paphiopedilum Wiertzianum og er en primærhybrid fra 1898 mellem Paph. (lawrenceanum x rothschildianum). Så Jan var ikke helt på glatis da han mente, det kunne være et gammelt kryds.
Så har vi balladen. Navlepilleri af værste skuffe! Her skulle der have været en helt anden Dendrobium, men bare fordi jeg laver hjemmesiden, kan jeg så tillade mig at ændre på rækkefølgen?
Nå, nu var der sket en mindre fejl til mødet, for de point, der var givet til denne plante, kunne godt fejlaflæses til planten ovenfor, og det var så det, der skete. Men det var min Dendrobium cyanocentrum Schltr. in K.M.Schumann and C.A.G.Lauterbach, (1905) der fik en delt fjerdeplads med Jettes plante ovenfor. Siden sidste møde er de sidste knopper sprunget ud, og da den holder på blomsterne i langt over en måned, så var der ikke blevet færre blomster siden sidste møde.
På det tredie billede kan man se, at skuddet yderst til venstre har fire blomster på, så hvert skud sætter mange blomster af gangen. En god egenskab at have.
Nå, nu var der sket en mindre fejl til mødet, for de point, der var givet til denne plante, kunne godt fejlaflæses til planten ovenfor, og det var så det, der skete. Men det var min Dendrobium cyanocentrum Schltr. in K.M.Schumann and C.A.G.Lauterbach, (1905) der fik en delt fjerdeplads med Jettes plante ovenfor. Siden sidste møde er de sidste knopper sprunget ud, og da den holder på blomsterne i langt over en måned, så var der ikke blevet færre blomster siden sidste møde.
På det tredie billede kan man se, at skuddet yderst til venstre har fire blomster på, så hvert skud sætter mange blomster af gangen. En god egenskab at have.
Femtepladsen deler Jette og jeg igen, her er det Jettes Bulbophyllum hybrid muligvis en Bulb. Doris Dukes. Den ligner til forveksling min hybrid med det navn, som jeg oprindeligt købte hos Hans i Fredensborg som en Bulbophyllum sp.. Så der er solgt frøplanter til forskellige gartnerier med en forkert etikette på. Jettes bar navnet Bulbophyllum fascinator, men det er det ikke. Der findes to variationer til den art, en meget kraftig plante og en mere spinkel. Den kraftige får muligvis sit eget artsnavn med tiden. I linket kan den kraftige blomst ses.
http://www.orchidspecies.com/cirrhopetalumfascinator.htm
Der hersker stor forvirring om flere arter, der som denne er langstrakte. Og indtil for nylig havde orchidspecies også et stort rod i disse arter. På SOF's site har de mindst to forskellige arter til denne art, bl.a. Bulbophyllum sanguineopunctatum. Men de har også en spinkel version måske af Bulb. fascinator, måske af Bulb. appendiculatum.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/33/2163633m.jpg
Og netop Bulb. appendiculatum er tit blevet solgt med et forkert navn til, den er blevet kaldt Bulb. ornatissimum. Men ikke mindst, hvor lang kløften på læben er, afslører, hvilken art man har med at gøre.
http://www.orchidspecies.com/mastappendiculatum.htm
Jay har nu fået de rette billeder sat ind af Bulb. ornatissimum, som har givet flest problemer for botanikerne. J. J. Vermeulen har verificeret billederne, så de burde være gode nok. Og det er tæt på at være de eneste billeder, der eksisterer af den art.
http://www.orchidspecies.com/bulbornatissimi.htm
Endnu en art, der har været med i den store forvirring er Bulb. putidum. En meget spinkel blomst, og der skal kløften også tages i ed, før arten er korrekt bestemt.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/05/605405m.jpg
Men også arterne Bulb. rothschildianum og Bulb. wendlandianum har været blandet ind i arterne ovenfor. Men en Bulbophyllum fascinator, det er Jettes plante ikke, men derfor er det jo stadigvæk en flot og spændende blomstrende plante.
http://www.orchidspecies.com/cirrhopetalumfascinator.htm
Der hersker stor forvirring om flere arter, der som denne er langstrakte. Og indtil for nylig havde orchidspecies også et stort rod i disse arter. På SOF's site har de mindst to forskellige arter til denne art, bl.a. Bulbophyllum sanguineopunctatum. Men de har også en spinkel version måske af Bulb. fascinator, måske af Bulb. appendiculatum.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/33/2163633m.jpg
Og netop Bulb. appendiculatum er tit blevet solgt med et forkert navn til, den er blevet kaldt Bulb. ornatissimum. Men ikke mindst, hvor lang kløften på læben er, afslører, hvilken art man har med at gøre.
http://www.orchidspecies.com/mastappendiculatum.htm
Jay har nu fået de rette billeder sat ind af Bulb. ornatissimum, som har givet flest problemer for botanikerne. J. J. Vermeulen har verificeret billederne, så de burde være gode nok. Og det er tæt på at være de eneste billeder, der eksisterer af den art.
http://www.orchidspecies.com/bulbornatissimi.htm
Endnu en art, der har været med i den store forvirring er Bulb. putidum. En meget spinkel blomst, og der skal kløften også tages i ed, før arten er korrekt bestemt.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/05/605405m.jpg
Men også arterne Bulb. rothschildianum og Bulb. wendlandianum har været blandet ind i arterne ovenfor. Men en Bulbophyllum fascinator, det er Jettes plante ikke, men derfor er det jo stadigvæk en flot og spændende blomstrende plante.
Som allerede fortalt, så er det her min plante. Den har nu skiftet slægtsnavn fra Esmeralda til Arachnis clarkei (Rchb.f.) J.J.Sm., (1912), hvorefter Esmeralda ikke længere findes som slægt. På det første billede kan de to meget lange rødder ses liggende hen af gulvet i stuen.
Denne art er til den kolde side, men der findes en anden art fra samme tidligere slægt, som ligner denne meget. Det er Arachnis cathcartii (Lindl.) J.J.Sm., (1912), som har lidt fyldigere blomster og tyndere striber.
http://www.orchidspecies.com/arachcathartii.htm
Denne art er til den kolde side, men der findes en anden art fra samme tidligere slægt, som ligner denne meget. Det er Arachnis cathcartii (Lindl.) J.J.Sm., (1912), som har lidt fyldigere blomster og tyndere striber.
http://www.orchidspecies.com/arachcathartii.htm
Så fortsætter planterne i alfabetisk rækkefølge. Her er det John og Solveigs Cattleya (mooreana x coccinea). Primærhybriden er ikke registreret, men det bliver den jo ikke grimmere af. Det er endnu en, der har fået nyt navn, da slægten Sophronitis ikke længere findes. Mon ikke de alle er blevet til Cattleya'er nu. En flot farve, den har arvet efter C. coccinea.
Og her er det Jans Cattleya 'Dahlenburg'. Nu er der måske nogen der tænker, kommer d ikke før m i de to navne, men citationstegnet kommer før parentesen der igen kommer før a, b o.s.v. i den alfabetiske orden. Men det vidste I sikkert godt.
Gad vide, hvor Jan har købt den plante med det klonnavn. Næppe en art, men det fremgår så ikke af navnet.
Gad vide, hvor Jan har købt den plante med det klonnavn. Næppe en art, men det fremgår så ikke af navnet.
Finn havde også taget en Cattleya med, det er en unavngiven hybrid. Der er nu noget over de der orange blomster, de lyser godt op på bordet. Der er formentligt krydset Guarianthe aurantiaca ind i hybriden, i så fald er det en Cattlianthe hybrid.
Og her er det så min Cattleya perrinii Lindl., (1838). I 1847 kom den over i Laelia-slægten, men er for nogle år siden flyttet tilbage til Cattleya. Dem af jer, der ikke husker min plante helt så strunk til mødet, husker helt rigtigt. Den var sprunget ud samme dag, jeg fotograferede den hjemmefra, og på turen op til mødet "faldt" den øverste sepal delvist. Det samme skete sidste år, hvor jeg også havde den med. Enten tåler den dårligt de rystelser, der kommer i en bil, når de mange høje opkørsler skal forceres nær ældrecentret, eller også er det dens natur at lade sepalen falde delvist efter kort tid.
Denne primærhybrid havde Birgit med. Det er en Cattleya Undine Alba (intermedia x mossiae). C. intermedia er mest lys med en rødlig læbe, og C. mossiae er mest lyserød med en kraftig farvet læbe mest i rødt. Men når de to arters alba-versioner krydses, så bliver der kun hvidt og gult til frøplanterne. Og det er da en flot ren farvekombination, som naturen sikkert også selv havde kunnet finde på at konstruere til en Cattleya.
Der blev kun 4 brugbare billeder af Jørn's Comparettia falcata Poepp. & Endl., (1836). Jeg har måske kigget lidt for meget på de billeder, der fulgte med Jans foredrag denne aften, i stedet for at holde øje med, hvad der kom i kameraet. Ikke en art, vi ser ret tit, og en slægt, der er alt for "overset" i vores klub. Men en spændende art.
Så er der problemer med alfabetet igen, for dette er en Cattlianthe krydset med en Brassocattleya. Begge navne kommer jo før en Comparettia, måske jeg skulle ansøge om at få mine skolepenge retur! Men da der stort set aldrig sættes slægtsnavne på i deres helhed på navneskiltene med disse hybrider, så har jeg også navngivet planten med dens forkortelser, og så stemmer pengene igen. Det er Jans Ctt. Jiara Dawn x Bc. Star Trek. Hybriden er ikke registreret, den kunne ellers godt fortjene at få et "rigtigt" navn. Jan havde også planten med til novembermødet sidste år, der havde den også et imponerende stor mangeblomstret skaft.
Her er så planten, I kiggede forgæves efter i top 5. Det er Birgits Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886). Den holder på blomsterne i flere måneder, så de allerede udsprungne blomster vil formentligt også være på planten, når de næste mange knopper, der er på vej frem, springer ud om 1½-2 måneder. Her kan man se, hvorfor man ikke skal klippe de bladløse skud af, det er der, knopperne pibler frem på i stor stil.
Her er endnu en art i den slægt, det er John og Solveigs Dendrobium dearei Rchb.f., (1882). Igen er det på det bladløse skud, at den blomstrer. Og planten har sat et stort flot og kraftigt nyskud i år, så den får vi nok at se i blomst igen til næste år. Flotte blomster!
Denne bar navnet Dendrobium formosum Roxb. ex Lindl. in N.Wallich, (1830). Blomsterne er atypiske for den art ikke mindst på grund af størrelsen, for blomsterne var meget store. Måske en 4N. Den hører hjemme hos Ellen. Selvom Superthrive kan give planterne et kraftigt vitamintilskud, så er det næppe det, der har givet de store blomster, ellers skal jeg til at bruge det lidt oftere!
Nu gik det lige så godt med arter i denne slægt, og så skulle Finn absolut slæbe en hybrid med! Det er så en af de flotteste hybrider i den slægt, forholdsvis små meget holdbare blomster i pangfarver. Hvad mere kan man så næsten forlange? Det er primærhybriden Dendrobium Hibiki, og den ene forælder har vi allerede set. Krydsningen snakkede vi lidt om til mødet, det er Den. (bracteosum x laevifolium).
Så er vi tilbage i arternes verden, dette er en Dendrobium speciosum Sm., (1804). Det imponerende skaft har John og Solveig fornøjelsen af at kigge på i dagligdagen, for det er deres plante. Så flot en blomstring er normalt for denne art, men passes den ikke godt nok, så præsterer den ikke nær så mange blomster!
Endnu en af Jans store planter, denne gang er det en Guarianthe bowringiana (O'Brien) Dressler & W.E.Higgins, (2003). Altså en tidligere Cattleya. Hvis I går et år tilbage i møderne, så var denne plante også med der, og det er lige før, at man kunne tro, det er de samme blomster, der sidder der endnu. Men døm selv ud fra de næste to billeder.
Havde jeg vist, at de to blomstringer var så ens, så kunne jeg bare have genbrugt billederne fra sidste år, ingen ville have lagt mærke til det!
Her er en plante, som bærer det mundrette navn Paphiopedilum Kim Obi-De (Prince Edward of York x victoria-regina). Og da den også var med til forrige møde, så vil jeg undlade at skrive endnu en gang, at arten, der er krydset ind, tidligere hed Paphiopedilum chamberlainianum. Det er John og Solveigs plante.
Nu nærmer vi os de sidste planter fra mødet, og sædvanen tro er det her, mine planter for alvor dukker op. Så det her er min Pleurothallis discoidea Lindl., (1835), der på nær en måneds pause i sommers efter halvdelen af planten pludselig døde, har blomstret uafbrudt i årevis siden jeg købte den. Men den er kommet til hægterne igen og genvundet en del af det tabte. Den var ikke med i konkurrencen.
Hvis jeg skrev, at min Pleurothallis gomezii Luer & R.Escobar, (1996) har sådan en blomstring 3 gange om året, så ville jeg lyve,....men ikke ret meget. Det er den flotteste blomstring, den har haft indtil nu, men den blomstrer faktisk med utroligt mange skafter 3 gange om året. Desværre holder de ikke mere end en uges tid, så er det ovre igen. Den er købt for at være en helt anden art, der ligner den til forveksling, måske lige bortset fra farven, som skulle have været mørk purpur-farvet. Så jeg kiggede noget, første gang den satte de gule knopper! Jeg har sidenhen købt den rigtige art, og hvis ikke der kommer for mange snegle i vejen før næste møde, så kommer den med der.
Men jeg havde da en purpur-farvet plante med, for denne Pleurothallis rowleei Ames, (1922) er også min. Den blomstrer sporadisk stort set hele tiden, men satte så denne flotte blomstring. Den holder heller ikke så længe i blomsterne, så det er med at nyde synet, de gange, hvor den har lavet noget lignende.
Men Jette kan nu også godt det der med de store Pleurothallis. Her er det hendes Pleurothallis teaguei x dilemma. Det er en unavngiven primærhybrid mellem to arter. Som jeg sagde til Jette til mødet, så kunne det have været spændende, hvis planten havde arvet den modsatte vej og arvet blomsterne efter den første og bladene efter den anden. Det ville have været et spektakulært syn. Men denne er nu heller ikke helt ueffen!
Og her er det Finn's Restrepia sp.'er, der dukker op igen. Den blomstrer stort set året igennem, men det er nu også ved at være en velvoksen plante, der sidder på den lille klods. Et par år mere, og der sidder en kuglerund plante under krogen!
Så er jeg nået til den sidste plante, og det er min den anden, der ikke var med i konkurrencen. Det er en Stelis kefersteiniana (Rchb.f.) Pridgeon & M.W.Chase, (2002), der tidligere hed Pleurothallis flexuosa. Men hovedparten af de tidligere Pleurothallis, der har lange skafter med flere blomster på er nu røget over i Stelis-slægten. Den har blomstret uafbrudt siden jeg købte den hjem i sommers.
Hvis jeg hørte rigtigt mod slutningen af mødet, så er en af planterne muligvis med forkert ejer til, men det hører jeg nok om på lørdag, hvor vi holder julemøde!
