Så nåede jeg omsider igennem billederne fra maj-mødet, nu mangler jeg kun at få redigeret dem jeg har liggende fra to udstillinger.
39 planter var med i afstemningen, og så havde Jan 4 ekstra med, så der har været mange billeder at skulle vælge imellem og få redigeret. At der så også var lidt navneskilte, der skulle tjekkes op på forlænger jo også hele processen en del. Jeg måtte bl.a. opgive at finde et muligt andet navn til et par planter, der var købt orange!
Måske jeg for en gangs skyld skulle begynde bagfra alfabetisk og så slutte af med de 5 øverst placerede, men det ville Ellen nok blive ked af, nu hun igen har besat førstepladsen. Så for hendes skyld, så kommer de som de plejer.
39 planter var med i afstemningen, og så havde Jan 4 ekstra med, så der har været mange billeder at skulle vælge imellem og få redigeret. At der så også var lidt navneskilte, der skulle tjekkes op på forlænger jo også hele processen en del. Jeg måtte bl.a. opgive at finde et muligt andet navn til et par planter, der var købt orange!
Måske jeg for en gangs skyld skulle begynde bagfra alfabetisk og så slutte af med de 5 øverst placerede, men det ville Ellen nok blive ked af, nu hun igen har besat førstepladsen. Så for hendes skyld, så kommer de som de plejer.
Om det nu var ophænget, der trak de fleste points, eller det var planten, det vises ikke, begge blev kommenteret. Men mon ikke blomsterne havde lidt indflydelse på stemmerne. Det er jo en umanerlig smuk blomst, den lille Dendrobium unicum Seidenf. 1970 har. Ikke bare de smukke orange sepaler og petaler, læben er også skyld i, at den bliver brugt i hybridiseringen. 3 gange er den registreret som frøbærer i hybrider og 13 gange som pollengiver. Dendrobium Rainbow Dance er et eksempel som pollengiver og Dendrobium Stardust som frøbærer. Begge hybrider har fra tid til anden prydet vores pralebord til møderne. En værdig vinder med en flot blomstring.
Så hvis du flittigt bruger RAIN MIX og Superthrive, Ellen, så kan du komme med en kæmpe plante til EOC'en i 2021.
Så hvis du flittigt bruger RAIN MIX og Superthrive, Ellen, så kan du komme med en kæmpe plante til EOC'en i 2021.
Andenpladsen hører hjemme i Jørns drivhus. Utroligt, at så lille en plante med så få blomster kan nå så langt i konkurrencen. Det er en Miltonia phymatochila (Lindl.) N.H.Williams & M.W.Chase 2001. Min beskrivelse af planten viser vist med al uønsket tydelighed, at lystfisker bliver jeg aldrig.
En gigantisk overdådighed af blomster der kroket krænger det meste af blomsten bagud. Måske var det de blottede pollinier på det sidste billede, der fik folks hjerter til at banke for denne plante, de laver i hvert fald et smukt hjerte.
Jeg kan næsten høre medlemmernes reaktion på plantens navn, men den er god nok. Der hed tidligere Oncidium phymatochilum, et navn, den fik tilbage i 1848. Men verden er jo af lave, så den blev flyttet over i Miltonia i 2001.
En gigantisk overdådighed af blomster der kroket krænger det meste af blomsten bagud. Måske var det de blottede pollinier på det sidste billede, der fik folks hjerter til at banke for denne plante, de laver i hvert fald et smukt hjerte.
Jeg kan næsten høre medlemmernes reaktion på plantens navn, men den er god nok. Der hed tidligere Oncidium phymatochilum, et navn, den fik tilbage i 1848. Men verden er jo af lave, så den blev flyttet over i Miltonia i 2001.
Denne småblomstrede plante kom Jette med. Selvom den kom ind på en tredieplads, så burde jeg have forbigået den i stilhed. Hvad ligner det, at komme med en plante med et forkert navneskilt ved. Bare fordi den var købt med forkert navn, så kunne hun da godt selv have fundet det rigtige, men nej. En af mange, hvor jeg måtte lede efter nålen i høstakken, før navnet var fundet!
Der stod Bulbophyllum umbellatum på skiltet, men det var det ikke. Det er en Bulbophyllum psychoon Rchb.f., 1878, men Jette har nu efterfølgende gjort et stort arbejde for, at andre ikke skal få det forkerte navn, så nu har gartneriet rettet navnet på hjemmesiden, efter hun kontaktede dem. Og lidt udfordringer med navnene er jo næsten hele besværet værd med at lave disse billeder. Så jeg tilgiver dig for navneroderiet, Jette!
Der stod Bulbophyllum umbellatum på skiltet, men det var det ikke. Det er en Bulbophyllum psychoon Rchb.f., 1878, men Jette har nu efterfølgende gjort et stort arbejde for, at andre ikke skal få det forkerte navn, så nu har gartneriet rettet navnet på hjemmesiden, efter hun kontaktede dem. Og lidt udfordringer med navnene er jo næsten hele besværet værd med at lave disse billeder. Så jeg tilgiver dig for navneroderiet, Jette!
Denne spændende Phalaenopsis chibae T.Yukawa 1996 er også Jettes på en fjerdeplads. Personligt synes jeg bedre om de småblomstrede Phal's end de storblomstrede hybrider i samme slægt, men det er jo smag og behag. Også en plante med en flot blomstring. Det er jo et imponerende skaft, den har fyret af.
Og efter Jettes fjerdeplads kommer Jettes fjerdeplads. Dem snuppede hun to af. Dette er en Schoenorchis gemmata (Lindl.) J.J.Sm. 1912. En af de meget småblomstrede, det var vist godt, jeg havde taget en lille lup med. Også en flot blomstring på den. Og mange blomster ser ud til at være opskriften, hvis man vil til tops i vores konkurrence.
Ingen regel uden undtagelser. Een sølle blomst på femtepladsen, at nogen vil være bekendt at komme med så lidt! Og ikke engang et hjemmedyrket skaft, nej, det sad på planten, da jeg købte den for over et år siden. Og det er ud over den smukke farvekontrast mellem næsten sort og orange en af de helt store fortrin ved denne art, at den ligesom bl.a. Coel. flavida kan genblomstre op til flere år på samme skaft, så det går i dvale et års tid ad gangen. Jeg havde et af medlemmerne mistænkt for at give den points p.g.a. mospuden, den har så også siddet på den klods nogle flere år end planten.
Det er en Coelogyne ecarinata C.Schweinf. 1941.
Det er en Coelogyne ecarinata C.Schweinf. 1941.
Dermed var det slut på top 5. Nu kommer planterne i alfabetisk rækkefølge.
Mine planter plejer at komme til sidst alfabetisk, men ikke alle denne gang. Det er den småblomstrede Capanemia superflua (Rchb.f.) Garay, 1967. Til næste år er det 50 år siden, den blev beskrevet. Den har holdt blomsterne i over en måned, men nu er de så endelig faldet igen. Det er første gang, den har blomstret for mig, så glædeligt, at sneglene har overset dens skaft!
Dette er endnu en af Jettes planter, den plejer jo at have en noget anden farve, mon hun har været i gang med klorin? Det er en Cattleya labiata Lindl. 1824, for de fleste variantsnavne er ikke længere de accepterede navne. Indtil for få år siden skulle den hedde Cattleya labiata f. alba (Linden & Rodigas) F.Barros & J.A.N.Bat. 2004, et navn der stadigvæk er gyldigt, omend ikke det accepterede. Den bliver vist ikke grimmere af at være hvid!
Her er Jan lidt udenfor nummer, eller er det planten, der var udenfor konkurrencen. En af de grønne i den slægt. En af de helt afgørende forskelle på denne art og flere af de andre med meget ens blomster er dens pseudobulber, som her er tynde og meget lange. Navnet på planten skulle være Coelogyne brachyptera Rchb.f. 1881.
Men i går blev jeg i tvivl, da jeg fandt den originale tegning og beskrivelse af arten Coelogyne parishii Hook.f., 1862. Denne ligner den art på en prik, så jeg vil foreslå det navn i stedet for til planten. Den har ligeledes lange tynde pseudobulber. Coelogyne brachyptera har tilsyneladende lidt brunt på læben. Det kan ses både på orchidspecies.com og SOF.
http://www.biodiversitylibrary.org/page/432297#page/102/mode/1up
Her er den originale tegning, lavet i 1862 og teksten kommer på næste side, hvis I scroller nedad.
Men i går blev jeg i tvivl, da jeg fandt den originale tegning og beskrivelse af arten Coelogyne parishii Hook.f., 1862. Denne ligner den art på en prik, så jeg vil foreslå det navn i stedet for til planten. Den har ligeledes lange tynde pseudobulber. Coelogyne brachyptera har tilsyneladende lidt brunt på læben. Det kan ses både på orchidspecies.com og SOF.
http://www.biodiversitylibrary.org/page/432297#page/102/mode/1up
Her er den originale tegning, lavet i 1862 og teksten kommer på næste side, hvis I scroller nedad.
Og her har vi så noget så sjældent som en plante fra Bente. Jeg kunne måske mere passende have skrevet, at det er noget så sjældent som et af klonerne de små arter i Cymbidium. Nærmere bestemt en Cymbidium goeringii 'Alisan nr 1' (Rchb.f.) Rchb.f. in W.G.Walpers, 1852. Det har i hvert fald tidligere været næsten umuligt at opdrive disse klonbenævnte planter i bl.a. denne art, men for tiden næsten oversvømmes markedet med forskellige kloner i de små arter, så måske er det snart på tide at skille sig af med nogle af skrumlerne, der kan jo med lethed stå 10-15 af de små arter på samme plads.
Vi har jo allesammen nogle slægter som fylder meget i vore samlinger, og når vi når til Dendrobium, så er der nogle hjem, der er godt repræsenteret. Her er det John og Solveigs Dendrobium antennatum Lindl. 1843. Det er absolut ikke den grimmeste art i den sektion. Jay har 48 arter i sektionen spatulata Lindley 1843 på hans hjemmeside orchidspecies.com, og skulle nogen have lyst til at se flere i denne spændende sektion, så kan de klikkes frem her: http://www.orchidspecies.com/spatulata.htm
De dovne, der ikke gider sidde og klikke frem og tilbage kan få et smugkig på sektionen her: http://www.flowershots.net/Dendrobium_species7.html
Den ligner meget en lidt bleg udgave af arten Dendrobium stratiotes Rchb. f. 1886, uden det skal forstås negativt.
Den skulle efter sigende have blomstret over mange måneder nu med mange skafter, en god egenskab, som mange andre arter kunne lære en hel del af.
De dovne, der ikke gider sidde og klikke frem og tilbage kan få et smugkig på sektionen her: http://www.flowershots.net/Dendrobium_species7.html
Den ligner meget en lidt bleg udgave af arten Dendrobium stratiotes Rchb. f. 1886, uden det skal forstås negativt.
Den skulle efter sigende have blomstret over mange måneder nu med mange skafter, en god egenskab, som mange andre arter kunne lære en hel del af.
Her er det så Finn's plante Dendrobium atroviolaceum x eximium, der dukker frem. En primærhybrid fra sektionen Latouria [Bl.] Miq 1859. Det kan sommetider være spændende at se, hvilke arter der er nært beslægtede, og som nok vil være lettere at få lavet hybrider mellem, end mellem forskellige sektioner. Denne sektion kan ses her: http://www.orchidspecies.com/latouria.htm
Og her er et link for de dovne, hvor alle billederne er åbne: http://www.flowershots.net/Dendrobium_species10.html
En lækker blomst i det kryds.
Og her er et link for de dovne, hvor alle billederne er åbne: http://www.flowershots.net/Dendrobium_species10.html
En lækker blomst i det kryds.
Men det var nu ikke så meget Finn, jeg tænkte på med mange planter i Dendrobium slægten men Birgit, som havde denne Dendrobium draconis Rchb.f. 1862 med. Så er vi ovre i sectionen Formosae [Benth & Hkr.f.] Hkr.f. 1890, og her findes der også mange af de arter, de er brugt flittigt i hybridiseringen. De udmærker sig med pænt langtidsholdbare blomster ofte med flotte orange farver på læben. Igen er der et link til de flittige klikkende folk og en discountudgave til de dovne!
http://www.orchidspecies.com/formosae.htm
http://www.flowershots.net/Dendrobium_species6.html
Der kommer endnu en i denne sektion om lidt.
http://www.orchidspecies.com/formosae.htm
http://www.flowershots.net/Dendrobium_species6.html
Der kommer endnu en i denne sektion om lidt.
Så er vi tilbage i John og Solveigs samling. Det er en Dendrobium farmeri Paxton, 1849. Så er vi ovre i sektionen Densiflora Finet 1903. Hovedparten i den sektion har været med til vores udstillinger eller møder gennem årene, så der er mange velkendte arter iblandt.
http://www.orchidspecies.com/densiflora.htm
Her er der ingen let løsning til den sektion, til gengæld er der ikke så mange arter vist på orchidspecies.com, så det går nok.
http://www.orchidspecies.com/densiflora.htm
Her er der ingen let løsning til den sektion, til gengæld er der ikke så mange arter vist på orchidspecies.com, så det går nok.
Endnu en fra John og Solveigs samling. Primærhybriden Dendrobium Golden Aya (aphrodite x capillipes). Den første hører til i den store sektion Dendrobium Lindley 1844, der bl.a. har arten Dendrobium unicum, som kom ind på førstepladsen denne gang.
http://www.orchidspecies.com/dendrobium.htm
Pollenbæreren hører til i sektion Holochrysa Lindley 1859, men linket til den sektion virker ikke for tiden. Jeg kontakter Jay, så bliver det nok rettet ved næste opdatering. Jeg sætter linket ind nu, for ellers glemmer jeg det bare til den tid. Jeg har alligevel noget andet, han også skal have rettet, nu jeg skal have fat i ham. Og det skal I endelig huske, han vil være lykkelig for al den hjælp, I kan give ham, hvis I finder fejl på hjemmesiden. Så er der en mailadresse på forsiden, skriv til ham, hvad fejlen er, og I får et pænt svar fra en lykkelig mand!
http://www.orchidspecies.com/holochrysa.htm
Når listen kommer frem, vil I opdage, at der er også mange arter i, I kender fra vores møder. Og i løbet af natten har jeg fået et svar retur, at nu har han fixet problemer, så derfor virker linket igen. Næste gang siden opdateres vil det sidste billede af Dendrobium antennatum blive flyttet til Dendrobium stratiotes, hvor det hører til. Det var det andet, jeg skulle have ham til at ændre!
http://www.orchidspecies.com/dendrobium.htm
Pollenbæreren hører til i sektion Holochrysa Lindley 1859, men linket til den sektion virker ikke for tiden. Jeg kontakter Jay, så bliver det nok rettet ved næste opdatering. Jeg sætter linket ind nu, for ellers glemmer jeg det bare til den tid. Jeg har alligevel noget andet, han også skal have rettet, nu jeg skal have fat i ham. Og det skal I endelig huske, han vil være lykkelig for al den hjælp, I kan give ham, hvis I finder fejl på hjemmesiden. Så er der en mailadresse på forsiden, skriv til ham, hvad fejlen er, og I får et pænt svar fra en lykkelig mand!
http://www.orchidspecies.com/holochrysa.htm
Når listen kommer frem, vil I opdage, at der er også mange arter i, I kender fra vores møder. Og i løbet af natten har jeg fået et svar retur, at nu har han fixet problemer, så derfor virker linket igen. Næste gang siden opdateres vil det sidste billede af Dendrobium antennatum blive flyttet til Dendrobium stratiotes, hvor det hører til. Det var det andet, jeg skulle have ham til at ændre!
Jan er så også en af dem med mange i Dendrobium slægten. Dendrobium jenkinsii Wall. ex Lindl. 1839 som denne er og Den. lindleyi er muligvis på vej væk fra den sektion, hvor de hører til lige nu, nemlig den samme som Dendrobium farmeri Paxton, 1849. Så er vi igen ovre i sektionen Densiflora Finet 1903. Men jeg læste lige, at man undersøger Dendrobium slægten og mange andre ud fra 5 DNA-markører, og ud fra de resultater vil nogle forskere foreslå, at de to nævnte arter får deres helt egen sektion. Det var i 2013, at de foreslog en ny sektion, vi må så se, om det slår igennem som så meget andet ud fra DNA-analyserne. Men en flot blomstring på denne plante.
Her er så en navngiven primærhybrid. Det er Dendrobium Pam Tajima (eximium x atroviolaceum), som John og Solveig havde taget med. Måske nogen sidder og tænker, hvornår har vi sidst set den hybrid, men I har selvfølgelig lige set noget lignende, da I gennemgik sektionen Latouria minutiøst for lidt siden. OK, OK, jeg overgiver mig, det er samme kryds, som Finn havde med længere oppe i indlægget. Der satte jeg bare ikke hybridnavnet på, så kunne jeg flytte de to meget ens udseende planter lidt væk fra hinanden. En stor kraftig plante med mange skafter på.
Her er så en af de forholdsvis nybeskrevne arter. Det er Dendrobium trantuanii Perner & X.N.Dang 2003 fra Jørn's samling. Jeg havde også glædet mig til at gense min i blomst, men alle 5 knopper blev ædt af snegle, som så mange andre blomster og knopper i udestuen. Men det er en fantastisk smuk blomst, og læben er jo helt sin egen. Fed blomst. Den hører til i den lille sektion Breviflores Hkr.f. 1890.
http://www.orchidspecies.com/breviflores.htm
http://www.orchidspecies.com/breviflores.htm
Og her er så den tidligere lovede art fra sektionen Formosae [Benth & Hkr.f.] Hkr.f. 1890. Det er Jans Dendrobium trigonopus Rchb.f. 1887. Det er en spændende farvesammensætning, den har på læben, grønt med røde striber i den skarpe gule farve. Den var udenfor konkurrencen.
Så slap vi endelig ud af den slægt. Her er det Birgits Epidendrum radicans Pav. ex Lindl. 1831. En meget variabel blomst i farven, hvilket kan ses på den næste plante.
For det her er Jørgens Epidendrum radicans Pav. ex Lindl. 1831. Den kvikke læser har nok allerede bemærket, at de to læbers nærbilleder overhovedet ikke ligner hinanden, hvordan kan det så være samme art? Jo, på Birgits plante ser I læben nedefra, og på Jørgens plante oppefra. På andre blomster kan det godt ses, at det er samme udformning, læberne har. Som det ses på begge planter, kan de blomstre længe endnu.
På denne plante fra Jørn stod der Gastrochilus obliquus (Lindl.) Kuntze 1891. Læben på den art ser dog slet ikke sådan ud. Den er stærkt frynset omkring hele læben. Nu kunne Jørn jo have barberet den inden den skulle med i byen, men jeg vil nu tillade mig at give den et andet navn. Nemlig Gastrochilus patinatus (Ridl.) Schltr. 1913. De sætter tit så mange blomster i store klaser, at det er svært at se de enkelte blomster, og det der med retningssans ser de ikke ud til at have meget af. Læben er næsten et lille dybt bæger, en meget spændende slægt.
Og Jørn fortsætter lidt endnu. Det er så en af de to omtalte planter, der var købt orange, hvor navnet har voldt en del problemer, for det er tilsyneladende aldrig blevet registreret. Og derfor ved jeg så heller ikke, om slægten eventuelt skal være Cattleya eller Cattlianthe i dag. Den havde navnet Lc. Orange, så det bliver jeg nødt til at nøjes med denne gang.
Og her er det så Ole's plante med samme navn. Hvis nogen synes, der er mange billeder af den, så er der nok en årsag til det. Ejeren kan ses på det første billede tage sig til ryggen. Hvis nogen så Ole tage sig til hovedet til sidst, så er der desværre en god grund til det. Da jeg ville tage to af mine planter ned fra stativet, fik jeg åbenbart fat i denne plante med det lange ombukkede ophæng, så den tog turen ned på bordet, og så lå der 3 blomster og var knækket af. Og det ene skaft var også knækket. Hvem der var mest ked af det, Ole eller mig, ved jeg ikke, jeg syntes ellers, jeg var forsigtig med nedtagningen af planterne. Så det er min ringe kompensation til Ole, at jeg har sat ekstra mange billeder ind af hans endnu flotte plante.
Og her er der endnu en af de orange, nemlig Bentes unavngivne Masdevallia hybrid. De små lilla hår inde i blomsten antyder, at der er krydset den varmetålende art Masd. veitchiana ind. Den minder meget om hybriden Masdevallia Tuakau Candy, men den har som regel røde snipper. Den er igang med et flot blomstring, der er mange knopper på vej.
Jens havde taget denne Orchis mascula (L.) L. 1755 (tyndakset gøgeurt) med. Sidste år havde den kun et skud, da den var med. Så noget rigtigt må han jo gøre. Den har en meget variabel farve, denne er flot gennemfarvet. Og at den tilmed har pletterne på bladene er jo bare et ekstra plus. Ikke alle i den art har pletter.
Så er vi nået til endnu en stor slægt, når jeg kikker tilbage på, hvad der er med til møderne. Det er Jans Paphiopedilum hybrid udenfor konkurrencen. Mon ikke der er en lille håndfuld arter, som striben i fanen kan stamme fra. En harmonisk hybrid.
Endnu en fruesko fra Jan. Det er arten Paphiopedilum lowii (Lindl.) Stein 1892. Den er absolut ikke ubetinget grim. Og det var meget store blomster, så de lange petaler hang godt ud til siden.
Det her er endnu en fra Jan. Denne gang er det 3 arter, der er krydset sammen. Paphiopedilum Mount Toro (philippinense x stonei) x praestans. Det er der kommet en vellykket hybrid ud af. Ikke alle fruesko er i mine øjne faldet lige heldige ud, men denne er. Spøjs tyk læbe, den har fået.
Og her kommer der to planter, der ligner hinanden en hel del. Dette er Finns Paphiopedilum niveum [Rchb.f] Stein 1895. I alle henseender en storebror til den næste, for selvom den har forholdsvis små blomster, så har den næste endnu mindre blomster. Denne er beskrevet i 1895, den næste er fra 2006. Begge har den grøngule plet midt på planten, og røde prikker, dog ikke samme sted.
Her er det så Jans Paphiopedilum thaianum Iamwir, 2006. Den har flotte prikker inde i læben, det har den anden ikke. Og på bagsiden af blomsterne har denne en flot rødlig gang prikker, det har den anden heller ikke.
Så er det Jørgens Phalaenopsis equestris (Schauer) Rchb.f. 1850. Det er nogle elegante små blomster, den har, og nogle flotte stærke farver, den fremturer med. Der er stadigvæk godt med knopper på vej, så måske den kan holde til vi alle ses igen til august.
Som I vil kunne se ved navnet på denne har, så er den temmelig nybeskrevet. Det er Jans Phalaenopsis japonica (Rchb.f.) Kocyan & Schuit. 2014 udenfor konkurrence. Måske nogen både vil antyde, at hverken årstallet eller slægten er rigtig, men det er de. Den var tidligere i slægten Sedirea, så falder der nok nogle brikker på plads. Beskrevet i den slægt for længe, længe siden. Så endnu et "offer" for DNA-analysernes flytten rundt med slægter og arter.
Nu skrev jeg godt nok om Jørns Phal., at den var småblomstret, men det er så ingenting mod Jettes Phalaenopsis parishii Rchb.f. 1865. Der er jo en anden art, der ligner den på nær spidsen af læben, den er nærmere orange. Det er Phalaenopsis lobbii (Rchb.f.) H.R.Sweet 1980. Så den er af nyere dato. De har et kæmpe rodnet i forhold til de små blade. Og indledningsvist havde Jette også en Phalaenopsis chibae T.Yukawa 1996 med på fjerdepladsen, så lækkert at få nogle af de små arter at se i denne slægt.
Så blev det endelig en af mine igen. Det er den lille Pholidota chinensis Lindl. 1847. Desværre holder den kun få dage, så lidt heldigt, at det var til mødet. De underligt farvede blade er ikke virus, det er algevækst. Det fortæller jo lidt om både luftfugtigheden og vandingsmængden i udestuen.
At det her er en Pleione, kan vist ikke komme bag på så mange, vi blev enige om, at det måtte være en hybrid. Det er Jens der for flere år siden startede denne "klods" op med det lille træ på. Vi har før set ham excellere i alternative opklodsninger, og det her ser jo ikke helt dumt ud.
De orange blomster var pænt repræsenteret denne aften. Her er det Jørn's Prosthechea vitellina (Lindl.) W.E.Higgins 1998, tidligere kaldet Encyclia vitellina 1961 De lyser godt op på bordet!
En lille indkøbsvogn med en Restrepia sp'er i, så er vi ovre i Finns afdeling igen. Jeg håber, at det er for at vise, at han er godt tilfreds med erhvervelsen af denne plante, at den bliver kørt i stilling på den måde. Der er godt gang i knopsætningen, og den kan sagtens finde på at blomstre med et pænt antal blomster i månedvis nu.
Ole havde også en med i samme slægt, det er en Restrepia trichoglossa F.Lehm. ex Sander 1901. Det er den, der for små 20 år siden blev solgt som Restrepia elegans. Flotte store blomster og også en flot tilvækst i bladenes størrelse.
Hvis jeg bare havde brugt det navn, denne plante oftest sælges med, så havde I set den for længst. Det var navnet Iwanagara Apple Blossom. Det viser sig efter en længere udredning af det navn, at den findes ikke i Kew's officielle hybridliste i pdf-format over de mange kombinationer, der findes i orkideernes verden. Men det er et uplaceret navn, som skulle være hybriden mellem Brassavola × Cattleya × Diacrium × Laelia.
× Iwanagara auct., (1960) hed den, altså tilsyneladende en naturhybrid! Men det fortoner sig åbenbart i glemslen, hvor dens oprindelse er, som kulturplante eller fra naturen. Meget mystisk. Nå, mange steder på nettet kan man så se, at den også hedder Jackfowlieara som slægt, det er så også et navn der er uplaceret. Det er navnet efter der er rodet godt og grundigt om i slægtsnavnene og arternes tilhørsforhold til dem. × Jackfowlieara J.M.H.Shaw, (2009) = Cattleya × Caularthron × Guarianthe × Laelia × Rhyncholaelia.
Navnet på den skulle retteligen være Jackfowlieara Appleblossom. Altså er hybridnavnet i ét ord og ikke i to. Men uanset hvad den hedder, så er det da en imponerende smuk blomstring, den har lavet. Og det er meget store blomster, så et godt kryds, der er kommet ud af det. Den kan du godt være stolt af Jan.
× Iwanagara auct., (1960) hed den, altså tilsyneladende en naturhybrid! Men det fortoner sig åbenbart i glemslen, hvor dens oprindelse er, som kulturplante eller fra naturen. Meget mystisk. Nå, mange steder på nettet kan man så se, at den også hedder Jackfowlieara som slægt, det er så også et navn der er uplaceret. Det er navnet efter der er rodet godt og grundigt om i slægtsnavnene og arternes tilhørsforhold til dem. × Jackfowlieara J.M.H.Shaw, (2009) = Cattleya × Caularthron × Guarianthe × Laelia × Rhyncholaelia.
Navnet på den skulle retteligen være Jackfowlieara Appleblossom. Altså er hybridnavnet i ét ord og ikke i to. Men uanset hvad den hedder, så er det da en imponerende smuk blomstring, den har lavet. Og det er meget store blomster, så et godt kryds, der er kommet ud af det. Den kan du godt være stolt af Jan.
Så er vi nået til de sidste 3 planter alfabetisk, så er det på tide, jeg kommer på banen igen, det er jo min boltgade. Og når det så er små uanselige blomster med bizarre udseender, så kan det næsten kun være min plante. Dette er min Scaphosepalum andreettae Luer, 1985. Jeg har konstant 8-10 arter i den slægt i blomst, men da de knapt tåler at komme med til møde de få timer, det tager, uden at alle de årevis gamle men stadigvæk blomstrende skafter tørrer ind, så ser I dem ikke så tit. Blomster på ca 5 mm.
Jeg havde taget endnu en med i samme slægt, men da navnet var forkert på den, så må den nøjes med at hedde Scaphosepalum sp. Blomster på ca. 4 cm, så de er gigantiske i forhold til den anden. Og skulle nogen være i tvivl om, hvem jeg er, så er det Egons plante!
Og så er det allerede den sidste plante fra mødet. Knapt er I gået igang med at se og læse indlægget, før det er slut. Det er Kristians Seidenfadenia mitrata (Rchb.f.) Garay 1972. En spøjs plante med de lange blade, det overdådige rodnet, og så et smukt skaft midt i det hele. Flot dyrket, Kristian.
