Så blev det februar, og emnet var "Store Dendrobium". Dem var der ikke mange af blandt medlemmernes planter. Havde jeg ikke kæmpet med store snegleproblemer i udestuen, så havde jeg bl.a. haft min Dendrobium nobile med med mange skafter og blomster på. Men med nedgnavede skafter og uden blomster på var den ikke værd at tage med.
For vist første gang nogensinde kom alle bidragsydere til bordets glæder i top 5. Ikke fordi der var 7-8 planter, der satte sig på de 5 pladser, men fordi vi kun var 3, der havde taget planter med. Det ser vi år efter år, når frosten bider udenfor, så er mange medlemmer heldigvis så gode ved deres planter, at de ikke skal ud i frosten og ind i en kold bil.
Jan har radiator bag i bilen, så derfor kan han sætte planter derind uden de får kulde- eller frostskader, og Jørns planter får samme transport. Bente kommer her i en opvarmet bil, og med et låg bestående af 5 lag bobleplast, kan jeg holde kulden fra planterne begge veje, nu det kun tager få minutter at køre den kilometer, jeg har til mødet.
Men jeg har et spørgsmål, medlemmerne godt må tænke lidt over til næste møde. Da hjemmesiden blev sat op i sin tid, skulle der vist sættes grænser på for, hvor store billederne kunne være i visse af de måder, de kan vises frem på. Der er en grænse på 900*800 pixels. Det betyder, at laver jeg større billeder end det, så bliver de neddroslet på hjemmesiden, når jeg viser dem som diasshow. Som regel laver jeg dem i op til 1067*800 pixels, men i diasshowet er de så 900*675 pixels. Det var derfor jeg opgav at vise dem som diasshow i begyndelsen.
Så vil I helst slippe for at sidde og trykke i næste og dermed få mindre billeder, eller vil I hellere have lidt større billeder og så få motioneret pegefingeren på musen? I behøver ikke ramme det lille pilesymbol, det er nok at trykke et tilfældigt sted i højre eller venstre side af billedet. Her kommer 5 billeder fra februar sidste år, det er nok mest i billeder af hele planter, at en eventuel forskel i billedstørrelserne lettest ses.
For vist første gang nogensinde kom alle bidragsydere til bordets glæder i top 5. Ikke fordi der var 7-8 planter, der satte sig på de 5 pladser, men fordi vi kun var 3, der havde taget planter med. Det ser vi år efter år, når frosten bider udenfor, så er mange medlemmer heldigvis så gode ved deres planter, at de ikke skal ud i frosten og ind i en kold bil.
Jan har radiator bag i bilen, så derfor kan han sætte planter derind uden de får kulde- eller frostskader, og Jørns planter får samme transport. Bente kommer her i en opvarmet bil, og med et låg bestående af 5 lag bobleplast, kan jeg holde kulden fra planterne begge veje, nu det kun tager få minutter at køre den kilometer, jeg har til mødet.
Men jeg har et spørgsmål, medlemmerne godt må tænke lidt over til næste møde. Da hjemmesiden blev sat op i sin tid, skulle der vist sættes grænser på for, hvor store billederne kunne være i visse af de måder, de kan vises frem på. Der er en grænse på 900*800 pixels. Det betyder, at laver jeg større billeder end det, så bliver de neddroslet på hjemmesiden, når jeg viser dem som diasshow. Som regel laver jeg dem i op til 1067*800 pixels, men i diasshowet er de så 900*675 pixels. Det var derfor jeg opgav at vise dem som diasshow i begyndelsen.
Så vil I helst slippe for at sidde og trykke i næste og dermed få mindre billeder, eller vil I hellere have lidt større billeder og så få motioneret pegefingeren på musen? I behøver ikke ramme det lille pilesymbol, det er nok at trykke et tilfældigt sted i højre eller venstre side af billedet. Her kommer 5 billeder fra februar sidste år, det er nok mest i billeder af hele planter, at en eventuel forskel i billedstørrelserne lettest ses.
Motion er jo sundt, men måske ikke for en "musefinger". Hvad planterne hedder, er jeg sikker på, I godt kan huske, ellers kan I både finde navnene og ejerne på dem i det gamle indlæg for et år siden.
Og det er så "dovenskabsversionen", hvor de mindre billeder selv skifter. I får endnu et billede fra februar sidste år, hvor samme billede kan ses som både større og mindre.
Så er jeg spændt på at høre, hvad I når frem til, større eller mindre billeder fremover! Mon ikke det så vil være passende at springe et år frem til sidste møde?
På førstepladsen kom min Renanthera bella J.J.Wood, (1981). Jeg har sat to billeder sammen flere steder, for at spare lidt på antallet af billeder. Men det sidste billede er så et 3D-billede, hvis I formår at skele nok indad. Så ser I 3 billeder, hvor effekten er i det midterste billede.
Renanthera, så er vi ovre i Asien, nærmere bestemt den nordlige Sabah region på Borneo til denne art. Skaftet har været undervejs i flere måneder, men nu er der også køligere i år end i tidligere vintre i min udestue. Den "lyser" jo godt op i den mørke tid.
Renanthera, så er vi ovre i Asien, nærmere bestemt den nordlige Sabah region på Borneo til denne art. Skaftet har været undervejs i flere måneder, men nu er der også køligere i år end i tidligere vintre i min udestue. Den "lyser" jo godt op i den mørke tid.
På andenpladsen kom denne plante fra Jørn. Den kendes under navnet Oncidium Lemon Surprise, men det er en kraftig tilsnigelse af virkeligheden. Nogle slægter er i dag blevet flyttet til Oncidium, andre i den slægt er kommet over i nye slægter, og det gælder for en af forældrene i denne primærhybrid. Det er de to arter Zelenkoa onusta x Oncidium cheirophorum der er forældrene til hybriden, og derfor får den et nyt slægtsnavn Zelenkocidium. Men her stopper navneforvirringen ikke, for Lemon Surprise er et klonnavn for planter med denne DNA-sammensætning, og derfor skal der også et hybridnavn på, nu den er registreret. Så planten ender med at hedde Zelenkocidium Kukoo 'Lemon Surprise'. Flot blomstring i de dejligt rodede skafter, hvor blomsterne vender i alle retninger.
På tredjepladsen kom Jans Dendrobium hybrid. At der indgår Den. speciosum, kan der vist ikke sættes spørgsmålstegn ved, men hvad der ellers indgår er et godt spørgsmål. Er det Den. tetragonum, så hedder hybriden Dendrobium Hilda Poxon, men der er en bred vifte af næsten ens udseende hybrider, så den forbliver en navnløs Dendrobium hybrid. Jeg kan godt forstå, den kom i top 3.
I behøver ikke gå til øjenlæge, hvis I ikke kan få et rimeligt 3D-billede ud af det første billede på fjerdepladsen, for det er ikke lavet til det. Det kunne ligne mine første forsøg for mange år siden i den type billedkunst.
Det er en Comparettia speciosa Rchb.f., (1878). Skal vi gå efter de første 3 billedserier, så ser arterne ud til at komme fra mig, og i dette tilfælde passer det godt nok. En plante købt i efteråret fra en tysk orkidesamler, der desværre måtte sælge hele sin samling p.g.a. sygdom. Vi var så et par medlemmer i JOK der "hjalp" ham af med en halvhundrede planter, og der var denne imellem.
Den er hjemmehørende i Ecuador og Peru.
Det er en Comparettia speciosa Rchb.f., (1878). Skal vi gå efter de første 3 billedserier, så ser arterne ud til at komme fra mig, og i dette tilfælde passer det godt nok. En plante købt i efteråret fra en tysk orkidesamler, der desværre måtte sælge hele sin samling p.g.a. sygdom. Vi var så et par medlemmer i JOK der "hjalp" ham af med en halvhundrede planter, og der var denne imellem.
Den er hjemmehørende i Ecuador og Peru.
Endnu en art, endnu en med mørk baggrund, altså er billederne taget hjemme hos mig i løbet af dagen. Det er min Dracula chimaera (Rchb.f.) Luer, (1978). I denne farvevariation sælges den som dark! Der er måske nogen der kan huske, hvad jeg tidligere har skrevet om denne slægts tendenser til at klaske sammen, når de forlader deres normale høje luftfugtighed, men her er det tyngden af de lange snipper, der forhindrer blomsten i at åbne helt op.
Når vi er ovre i Pleurothallidinae, som alle mangler pseudobulber til oplagring af vand mm., så er vi i Syd- og Mellemamerika. Denne kommer fra Columbia og Ecuador, hvor de gror oppe i tågeskovene i bjergene.
Når vi er ovre i Pleurothallidinae, som alle mangler pseudobulber til oplagring af vand mm., så er vi i Syd- og Mellemamerika. Denne kommer fra Columbia og Ecuador, hvor de gror oppe i tågeskovene i bjergene.
Det første billede er samme blomst som i diasshowet lige før, sådan så den ud efter 20-05 minutter til mødet. Og med det udseende er det jo lidt flot, at den kan få en femteplads. Men de fleste nåede at se den, før den klaskede sammen, det hjalp jo nok lidt på pointgivningen til den. Jan og jeg snakkede om, at det måske kunne være en ide at vise, at selvom blomsten ser temmelig færdig ud på mødet, så åbner den sig igen, når den kommer hjem i de vante omgivelser. Og de 3 sidste billeder er netop taget dagen efter. Skal den være i et rum med meget lille luftfugtighed bare nogle få timer, visner snipperne helt på den, men inden jeg tog hjemmefra hældte jeg vand på blomsten, så snipperne var godt fugtige, da jeg kom til mødet. Måske derfor, de klarede turen væk fra udestuen.
Nu kunne en femteplads til en sammenklappet blomst jo også betyde, at de sidste 8 i konkurrencen så endnu værre ud, men det var ikke tilfældet. De kommer her i alfabetisk rækkefølge.
Så er vi nået til Afrika. Denne hører nok til i den mest kendte slægt derfra. Det er en Angraecum eichlerianum Kraenzl., (1882). Det er Jans plante. Den vokser i den vestlige del af Afrika i landene omkring ækvator, så det er en der kræver meget høje temperaturer.
Blomsten ser lidt atypisk ud til denne art, da læben ikke er åbnet helt op på den. Men det giver den et mere spændende udseende. Er en af de store planter i den slægt, bliver den også passet godt de næste år, så må vi se, hvor stor den bliver til EOCCE 2021 i København. Hvis ellers den vil blomstre på det tidspunkt!
Blomsten ser lidt atypisk ud til denne art, da læben ikke er åbnet helt op på den. Men det giver den et mere spændende udseende. Er en af de store planter i den slægt, bliver den også passet godt de næste år, så må vi se, hvor stor den bliver til EOCCE 2021 i København. Hvis ellers den vil blomstre på det tidspunkt!
Jan står også for den næste, som er en Cattleya trianae Linden & Rchb.f., (1860). Den varierer en del i farveintensiteten, dette er en lidt bleg farvevariation. Må jeg foreslå en ompotning, når de to skafter er færdige med at blomstre?
Den vokser på alle 3 bjergkæder i Columbia, så vil man se den i naturen, så går turen til den del af Andesbjergene.
Den vokser på alle 3 bjergkæder i Columbia, så vil man se den i naturen, så går turen til den del af Andesbjergene.
Nu er der måske nogen der tænker, at denne her har I da allerede set. Og både ja og nej, for Jan havde en med til februar-mødet sidste år, som I så indledningsvis. Det er den småblomstrede Coelogyne ecarinata C.Schweinf., (1941). Den underlige vækstform skyldes, at klodsen efterhånden hældte kraftigt, så de to sidste skud stod oprette inden jeg fik rettet klodsen op igen. De lyse pletter er sneglekorn, som ofte bliver spredt i udestuen. Man skal jo være god ved dyrene, så de bliver fodret med de små blå korn.
Coelogyne, så er vi tilbage i Asien, nærmere bestemt Myanmar, Vietnam og Yunnan-provinsen i Kina med denne.
Coelogyne, så er vi tilbage i Asien, nærmere bestemt Myanmar, Vietnam og Yunnan-provinsen i Kina med denne.
Jan havde også en med til mødet i den slægt, det er en Coelogyne mossiae Rolfe, (1894). Eller er det? Det var, hvad listen angav af navn. Den art kan ses her:
http://www.orchidspecies.com/coelmossiaee.htm
Mon ikke det er en "periodisk hukommelsesforskydning", Jan har haft der. Jeg vil mene, det er primærhybriden Coelogyne Intermedia. Coel. (cristata x tomentosa). Det er et flot skæg, blomsterne har på læben! Måske jeg skulle farve mit gult!
http://www.orchidspecies.com/coelmossiaee.htm
Mon ikke det er en "periodisk hukommelsesforskydning", Jan har haft der. Jeg vil mene, det er primærhybriden Coelogyne Intermedia. Coel. (cristata x tomentosa). Det er et flot skæg, blomsterne har på læben! Måske jeg skulle farve mit gult!
Denne plante var ikke med i konkurrencen. Det er Jans plante, og må nøjes med navnet Cymbidium sp. fra Vietnam. Men den kunne godt ligne nogle få billeder på nettet af Cymbidium aloifolium. Det kan også være en art, der ikke er beskrevet endnu, der findes jo jævnligt nye arter rundt omkring som dukker op til salg, når gartnerierne har fået frø opformeret fra dem.
Så er det vel passende at sætte den anden planter ind her, som heller ikke var med i konkurrencen. Det er min Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886). Den har været med nogle gange nu, de to sidste gange som "løsgænger". Nu begynder det oprindelige skaft, der sad på den, da jeg købte planten af Knitta i efteråret, at visne ned, så det er med vilje, jeg ikke har fjernet de visne blomster. Det er en af de langtidsholdbare planter i den slægt.
Da den blev fundet og beskrevet i 1886 var det næsten med livet som indsats, for den hører hjemme hos kanibalerne i Papua og New Guinea.
Da den blev fundet og beskrevet i 1886 var det næsten med livet som indsats, for den hører hjemme hos kanibalerne i Papua og New Guinea.
Denne plante har Jørn haft med en gang før nemlig til septembermødet i 2015. Så det kunne jo se lidt mystisk ud, at den så først blomstrer nu, men den har åbenbart blomstret de sidste måneder med 1-2 blomster af gangen. Der er 7 nyskud på vej, den har haft et godt liv i Jørns drivhus. Det er en Maxillaria nigrescens Lindl., (1846). En smuk storblomstret art, der er svær at få fingre i! Den vokser i de nordligste lande i Sydamerika.
Hvis I står uforstående overfor, at Jans plante hedder Oncidium alexandrae (Bateman) M.W.Chase & N.H.Williams, (2008), så skyldes det nok, at den tidligere havde det navn, der sad ved planten, nemlig Odontoglossum crispum. Slægten Odontoglossum findes ikke mere som en accepteret slægt, så derfor er denne nu havnet i Oncidium. Odontoglossum crispum blev i sin tid beskrevet i 1845. Da der tidligere fandtes en Oncidium crispum, der blev beskrevet i 1833, så kunne Odontoglossum crispum ikke få det artsnavn. At Oncidium crispum så har fået nye tilhørsforhold og navn er en helt anden historie. Den har siden 2009 heddet Gomesa imperatoris-maximiliani. Og grunden til, at den ikke må beholde artsnavnet i den nye slægt, skyldes selvfølgelig, at der i forvejen er én i den slægt, der har hævd på det navn, nemlig Gomesa crispa beskrevet i 1852.
Synd at Jan fik knækket skaftet to gange, men heldigvis var det før knopperne sprang ud, så blomsterne vender i det mindste rigtigt. Og den hører hjemme i Colombia.
Synd at Jan fik knækket skaftet to gange, men heldigvis var det før knopperne sprang ud, så blomsterne vender i det mindste rigtigt. Og den hører hjemme i Colombia.
Ingen pseudobulber, så er vi igen i Pleurothallidinae, og dermed bliver vi i samme verdensdel som de foregående. Det er min Pleurothallis discoidea Lindl., (1835). Bortset fra et par måneder efter London-showet i foråret, så har den blomstret uafbrudt, siden jeg købte den for nogle år siden. Ikke nogen dårlig egenskab at have!
Så er jeg nået til den sidste, og det er Jørns Zelemnia Midas (Tolumnia Red Belt x Zelenkoa onusta). Det er en hybrid der tidligere hed Oncidium Midas. Men oprydningen i den slægt gennem årene er resulteret i to nye slægter til forældrene, og det er der så kommet denne flotte hybrid ud af. Så Jørn, du skal have rettet Midas til stort på dit navneskilt. Tolumnia Red Belt er krydsningen mellem Tolumnia triquetra x Golden Glow (triquetra x urophylla). Og Zelenkoa onusta husker I jo nok, var den ene af forældrene i planten på andenpladsen, ikke?
Og vil man finde forældrene til denne hybrid, så findes de tre arter i krydsningen i de to slægter spredt ud over det sydlige USA, Mellemamerika og den nordlige ende af Sydamerika.
Og vil man finde forældrene til denne hybrid, så findes de tre arter i krydsningen i de to slægter spredt ud over det sydlige USA, Mellemamerika og den nordlige ende af Sydamerika.
