At emnet var afrikanske orkideer, afspejlede sig ikke meget i de planter, der blomstrede rundt omkring i medlemmernes samlinger. Men heldigvis var der andre verdensdele, der var bedre repræsenteret, så selvom der kun var 25 planter med i konkurrencen denne aften, og 3 udenfor nummer, så var det stadigvæk et flot bord, vi kunne diske op med.

​Først de planter, der fik nok stemmer, til at komme i top 5. Og alle billeder kan der klikkes i, så bliver de større.

Kristian løb med førstepladsen denne aften, med hans sumpplante. Ved mødets start blev der hevet en dunk frem, og via en lille slange blev glasskålen i bunden næsten fyldt med vand. Sammen med flydeplanter til akvarier, stod der 4 lange skafter og strakte sig mod loftet på hans Spiranthes cernua (L.) Rich.  Så om det var fascinationen af vandet med den megen grøde på, som næsten kunne skjule en glubsk piratfisk, eller det var de små hvide blomster, der graciøst snoede sig rundt omkring blomsterskafterne, vides ikke. Men flot så det ud.

2. pladsen løb Jan med. Når så uanseelig en plante kan ende så højt oppe, så fortæller det jo noget om resten af planterne. OK, den var nok en lige så værdig vinder af den placering, som den forrige var af førstepladsen. Det er en Lycaste lasioglossa Rchb.f, en slægt vi ofte ser Jan komme slæbende med. Og da mange af dem har været med flere år, så er det ikke nyindkøbte planter, han har med, så lidt forstand må han jo have på at dyrke den slægt og dem, den er nært beslægtet med. Nogle flotte farver, den har, og læben er jo heller ikke grim.

Når først Jan får ordet, kan han være svær at stoppe igen, og denne plante på trediepladsen var også en, han ville fortælle om. Det er en Coelogyne ecarinata C.Schweinf.. På navneskiltet stod der Coel. tsii X.H.Jin & H.Li, men det er et synonym for det andet navn. En småblomstret plante, som man meget sjældent ser til salg. Jeg vil glæde mig til, at min også blomstrer. Det spøjse udseende på skaftet skyldes, at det kan genblomstre fra spidsen flere gange over en årrække, som der er flere blandt Coelogyne der kan.

Der var endnu en tredieplads, og den stod Bente for. Det var hendes Phalaenopsis Mini Mark, som er en meget smuk sammensat hybrid mellem 3 arter. Phalaenopsis Mini Mark er hybriden af Phal. (Micro Nova x philippinensis), og Phal. Micro Nova er primærhybriden Phal. (maculata x lobbii). Den hybrid kan ses her:

http://forum.theorchidsource.com/ubbthreads.php/topics/148168/Phalaenopsis_Micro_Nova_a_lobb.html

I mine øjne er Phalaenopsis Mini Mark meget flottere og mere helstødt i farverne. Den blomstrede også til januar-mødet, men der gik der kage i den, så Bente glemte den hjemme. 

De skarpsindige læsere har nok for længst gættet, hvad dette er for en plante, nemlig fjerdepladsen. Igen havde Jan, som det ses, en finger med i spillet, så den tog han også hånd om. En flot stor blomst, der er mange af de storblomstrede hvide afrikanske orkideer værdig, men der kommer forældrene nu ikke fra. Det er en Rhynchovola David Sander (Brassavola cucullata  x Rhyncholaelia digbyana). Begge forældre kommer fra Mexico og de nærmeste lande syd derfor. Nogle gange må man jo tage hatten af for resultatet af hybridiseringerne, det er denne et godt bevis på.

Femtepladsen var et gensyn fra sidst, det er min Pinalia stricta (Lindl.) Kuntze. Jeg har købt den med navnet Eria stricta, det første navn, den fik i sin tid. Som så mange andre i den slægt, har både knopper og blomster en flot kort men tæt behåring, næsten som små dun. Det er første gang i de mange år, den har sat skafter, at blomsterne er sprunget ud, de andre år har den efter 2-3 måneder visnet skaftet ned igen, så jeg har været mindst lige så glad for at se den i blomst, som åbenbart en del af medlemmerne også var.

Og her følger så resten af planterne i alfabetisk rækkefølge.

Og her følger så en afrikaner, selvom den formentligt aldrig er fundet groende i Afrika. Det er primærhybriden Angraecum Veitchii (sesquipedale x eburneum). Vi snakkede lidt om, hvem forældrene til den var, og dem har jeg så skrevet på. Det var Ole, der på den måde kunne bidrage til aftenens emne. Mon ikke der har siddet lidt flere blomster på hver skaft tidligere, jo ældre de bliver, jo flere blomster kan de sætte pr stilk.

Denne Cymbidium hybrid havde Kristian taget med. Kikker man godt efter, kan man lige ane endnu et skaft der stikker bagud, der var en enkelt blomst på den. En hybrid i den mindre ende, som fremstår meget "ren" i farverne uden diverse prikker eller striber på hverken sepaler eller petaler. Den var som så mange andre Cym. hybrider uden navn.

Nu må jeg se, om jeg kan styre de næste billeder. På skiltet stod der Dendrobium johnsoniae F.Muell., og det var John og Solveig, der havde taget den med. Navnet ser ud til at være rigtig nok. Vi tager endnu en plante fra dem.

Som det tydeligt ses, så er forskellen på de to viste planter ikke til at tage fejl af, der er ingen!

Sådan ser navneskiltet ud, så John og Solveig var forståeligt nok forvirrede over de to planter.

Dendrobium johnsoniae F. Muell. kan ses her:

​http://www.orchidspecies.com/denjohnsoniae.htm

Dendrobium atroviolaceum Rolfe er her:

​http://www.orchidspecies.com/denatroviolaceum.htm

Så dette må også være en Dendrobium johnsoniae F. Muell. ​.

Men her stopper legen ikke, for John og Solveig havde også taget denne her med. Den stod med de to forældre på navneskiltet, men hybriden er registreret i dag, og det er en Dendrobium Nora Tokunaga (rhodostictum x atroviolaceum). Den slår en del igennem fra Dendrobium atroviolaceum Rolfe.

​For overskuelighedens skyld, så må jeg nok også hellere sætte et link ind til Dendrobium rhodostictum F. Muell. & Kraenzl..

​http://www.orchidspecies.com/denrhodisticum.htm

Og så har vi balladen! For første og tredie billede er ikke den art, kun det andet er. Jeg har fortalt Jay, at de er forkerte, de bliver nok flyttet på et tidspunkt. Her er et par andre billeder af denne smukke art.

https://www.orchidsforum.com/threads/dendrobium-rhodostictum.9377/

​Navnet ser rigtig ud til planten.

Endnu en langskaftet plante, en af de få, der er blevet tilbage i dens gamle slægt. Det er en Laelia rubescens Lindl., og med så mange uudsprungne knopper endnu, så får vi måske lov til at se den igen. En af Jans planter, som måske bliver nemmere at fotografere næste gang.

Jan havde også denne Lycaste virginalis (Scheidw.) Linden 'Alba' x 'Rosea' med sidste gang, denne gang var den så udenfor konkurrencen. Jeg filosoferede jo lidt over det navn i sidste måneds visning, og i den anledning har jeg sendt et spørgsmål til Kew, som jeg er lovet et svar på, når tiden er til det. Siden vi sidst så denne plante, har den fået et par mindre skønhedspletter, men de holder forbavsende længe i blomsterne, så skidt!

Forstod jeg det ret, så er dette endnu en Lycaste virginalis (Scheidw.) Linden, og den hører også hjemme hos Jan. Den var ligeledes udenfor konkurrencen, men glædeligt for de andre medlemmer, at Jan så ofte tager ekstra planter med til møderne. For mig giver det ekstra arbejde med at tage og lave billeder, men det skal nu ikke afholde nogen fra at tage mere end 5 planter med! Jeg er selv en af dem, der tit gør det!

Denne lille fyr har fået et nyt navn, så nu hedder den Maxillariella variabilis (Bateman ex Lindl.) M.A.Blanco & Carnevali, tidligere en Maxillaria. Som navnet siger, er den meget variabel i blomsterne, den her hører ikke til blandt de grimmeste. Farverne kan være gule, røde, brunlige og over i næsten sort. Og som her en kombination af to farver. Det er Finn, der har den i samlingen.

Så kommer den sidste af Jans planter, der var udenfor konkurrencen. Den er først beskrevet i 2000, det er en Paphiopedilum coccineum Perner & R.Herrm. Så selvom blomsten var mindre ramponeret, så var det sikkert første gang, mange af os så den art i virkeligheden.

Ligesom i Cymbidium, er der også mange uregistrerede hybrider i denne slægt, så derfor navnet Paphiopedilum hybrid til denne plante fra John og Solveig. Stod næsten som en Amaryllis og kikkede mod alle fire verdenshjørner, eller skulle jeg kalde den for en ridderstjerne, en Hippeastrum.

Og hvad er så det her for noget, Kristian? Ja, jeg ved godt, det er en Paphiopedilum hybrid, men....! Een blomst, du plejer da at komme med mange blomster på disse hybrider, og så kommer du med denne her. Antallet af blade er jo også kun en brøkdel af, hvad du plejer at slæbe med, har du virkelig også så små fruesko. Hos mange af os andre ville det være en meget stor plante, sådan er Verden jo forskelligt indrettet!

Og så til en gammel kending blandt hybriderne i den slægt, det er en Paphiopedilum Pinocchio. Den hører hjemme hos Jørn, samme hybrid findes også i en rød variation. Det er primærhybriden Paph. (glaucophyllum x primulinum)

Man skulle jo tro, der var en ond tone blandt John og Solveigs orkideer, denne Paphiopedilum Senne Calle (Senne Moor 'Pixie' x callosum 'Pixie') vender også blomsterne væk fra hinanden. Det er en hybrid, som Röllke har fået navngivet i 2009, så en forholdsvis ny hybrid. Selv uden blomster er den jo et smukt syn, med de blade den har.

Så er vi nået til Phalaenopsis hybriderne, og denne deler skæbne med mange andre i den slægt, den er navnløs. Den var nær hoppet ud af urtepotteskjuleren, da jeg flyttede den til nabobordet, for at få en mere rolig baggrund. Det er Jørgens plante.

Endnu en navnløs Phalaenopsis hybrid. Ikke en, jeg mener at have set før, en spændende nytænkning i hybridiseringen. Den står i stuevinduet hos Jørn.

Og her er endnu en plante fra Jørn, mon ikke den står i drivhuset. Det er en Pleione formosana Hayata, og deres fremkomst plejer jo at varsle forår, så skal vi mon tro på, at vinteren er ovre for denne gang. Deres livscyklus er jo delvist styret af, hvornår de kommer ud af køleskabet, hvis man dyrker dem på den måde, så ejeren bestemmer jo en del over tidspunktet, hvor de skal blomstre.

Så er det blevet min tur til at vise en orkide frem igen, og dette er en Pleurothallis discoidea Lindl.. Er ikke bare meget grovillig, men har i de efterånden mange år, jeg har haft den, aldrig været uden blomster eller knopper. Så de mange hundrede blomster, den har haft gennem tiden, kompenserer jo så rigeligt for at blomsterne er så små!

Endnu en af mine. Det er en Pleurothallis rowleei Ames. Jeg har en meget større plante af den, og denne blev egentligt købt for at blive foræret væk. Jeg skulle dog lige se den i blomst først, da mange Pleurothallis har et forkert navneskilt. Navnet var rigtigt, men da den er endnu mørkere, end min store plante, så blev jeg jo nødt til også at beholde denne her. De blomstrer begge flere gange om året.

Denne har tilhørt samme slægt som de forrige i mange år, men nu er de fleste med lange skafter flyttet til Stelis, så nu er dette blevet til en Stelis pompalis (Ames) Pridgeon & M.W.Chase. Blomsterne holder i omkring 3 måneder, det er pænt længe for den slægt. Også en af mine planter.

Så blev det tid til den sidste af Jans planter, den smukke Stenorrhynchos speciosum (Jacq.) Rich.. Med de farver, burde den stamme fra Danmark, men det gør den desværre ikke. Skal man finde den i naturen, skal ferien gå til Caribien, Mexico eller Peru, og det var vel ikke de værste steder, man kunne feriere. Jan kan så nøjes med at gå en tur i drivhuse, det heldige asen!

Den sidste plante fra mødet er også min. En meget lille plante med en forholdsvis stor blomst. Også en der er flyttet til en anden slægt, hedder i dag Trichoglottis biglandulosa (Blume) Kocyan & Schuit.. Det var tidligere en Ceratochilus. En blomst, der holder nogle uger, og da den sprang ud dagen før mødet, så burde jeg kunne nyde den længe endnu.