​Lolland-Falsters Orchide Klub

Lolland-Falsters Orchide Klub havde valgt en 2 m² stor udstilling, nu et par af medlemmerne skulle lave deres egen udstilling i forbindelse med deres salgsstand. Men det er jo ikke størrelsen på standen, der afgør, hvor interessant den er. Heri hang der to af de planter, der var med til at hive førstepladsen hjem til Danmark i landskampen.
http://www.lfok.dk/
Der ligger også en del billeder fra landskampen på deres hjemmeside.​
Som det ses i baggrunden af flere af billederne, var det blevet tid til at dommerne skulle instrueres i principperne for standbedømmelserne. Det resulterede i en bronze-medalje til denne udstilling. Pladsen i udstillingen var godt udnyttet, både i bunden og i højden.
Jeg fik åbenbart ikke taget billeder af denne Acianthera prolifera (Herb. ex Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) i første omgang, men den store flotte plante kan ses bl.a. på billede 3 ovenfor, hvor den står midt på bordet. Der er et par arter mere i den gamle Pleurothallis slægt der også ligner denne art meget, så om navnet holder, er jeg lidt i tvivl om. Farven kunne indikere, at det er en af de andre. Men en spændende måde denne plante har valgt at præsentere sine blomster på.
Denne primærhybrid er registreret med navnet Bulbophyllum Carsul (klabatense subsp. sulawesii x carunculatum). Frøbæreren er sidenhen blevet "degraderet" fra art til underart, hvilket i sidste ende kan få betydning for dens hybridnavn, hvis de nye forsøg på ændringer i navnene slår igennem. En flot plante, der har taget formen efter frøbæreren og delvist farven fra pollengiveren.
Endnu en primærhybrid, denne gang er det Bulbophyllum Louis Sander (longissimum x ornatissimum). Som det kan ses, hænger der en mere blomsterrig klase på bagsiden af planten, men den var ikke så let at komme til med kameraet. Igen er det mest frøbæreren, den første i parantesen, der har givet mest form og farver videre til afkommet.
En flot farvet Coelogyne hybrid uden navn. Den ligner en hybrid, som Hans har solgt gennem mange år, Coelogyne (ochracea x lawrenceana) men den er næsten for kraftigt farvet til den hybrid. 
Det var lidt svært at komme til at fotografere denne Coelogyne speciosa (Blume) Lindl., (1833) ordentligt.
Det samme gjorde sig gældende med denne her. Det er ikke en hybrid, som det fremgik af navneskiltet men en variant til den forrige. Coelogyne speciosa var. incarnata (Gravend.) M.Wolff & O.Gruss (2007).
Hvordan det "lykkedes" mig ikke at få taget nærbilleder af denne skønhed, det fatter jeg ikke. Det var den sidste på rundturen med makroen, der skulle være fotograferet, jeg må have troet, jeg var startet med den. Det er, som det fremgår af medaljerne til den, en Dendrobium dichaeoides Schlechter (1912). Kulturmedaljen i guld er til dyrkeren, og sølvmedaljen er for plantens flotte egenskaber. Der er stadigvæk nogle fantastiske orkidedyrkere i den klub, efter klubben mistede et par dygtige medlemmer for nogle år siden.
En sød lille Dendrobium glomeratum Rolfe (1894). Til EOCCE i 2021 er den måske dobbelt så lang i skuddene.
Endnu en medalje til denne slægt. Ejeren fremgår af medaljen. Det er en Dendrobium nobile Lindley (1830). Godt timet, at den blomstrede så flot til udstillingen. Min blomstrer først i marts hvert år.
Det var en meget lys farve, denne Eria javanica (Sw.) Blume (1836) havde. Normalt er de mere brunlige.
Endnu en spændende Eria. Om navneskiltet holder, er jeg i tvivl om. Den burde være stribet inde i blomsterne, og noget kraftigere behåret bagpå blomsterne. Jeg vil tillade mig at kalde den for Eria sp. i stedet for Eria thao.
Det var heldigvis tid for at Habenaria'erne skulle blomstre, og en Habenaria rhodocheila Hance (1866) er da et smukt syn.
Det er nogle kraftigt behårede blomster, denne Masdevallia andreettana Luer, (1981) har. Navnet på den er vist gået Jay på orchidspecies.com på hjernen, han har kaldt den for Masdevallia andreettaeana. Det bliver nok rettet en af dagene.
Når man ser så smuk en farvet blomst som på Masdevallia barlaeana Rchb.f., (1876), så undrer man sig over, hvorfor den skal forsøges hybridiseret. Men den indgår i 19 navngivne hybrider, så nogen må jo tro, de kan fremelske en endnu flottere blomst.
Der var vist intet navneskilt til denne hybrid. Det kan være en Miltassia hybrid, men det kan også være så meget andet. Jeg vil nøjes med at kalde den for en hybrid.
Der skal vist rettes lidt på navneskiltet til denne flotte hybrid, for det sidste i navnet er et klonnavn. Miltonidium Exquise 'Fragrance'.
Hvorfor dog slæbe en plante med næsten uden blomster? :-)

OK, det er jo næsten et overflødighedshorn af blomster, der vælter ud til to sider. Utroligt, at den kan bære så mange blomster på én gang. Det er en Miltonidium Honey.
Det er ikke så tit, man ser denne art. Som regel indgår den i et hav af hybrider, når man ser den. Det er en Miltoniopsis phalaenopsis (Linden & Rchb. f.) Garay & Dunst. (1976).
Her har vi med en naturhybrid at gøre. Den hedder Paphiopedilum x herrmannii F.Fuchs & H.Reisinger, (1995), (helenae x hirsutissimum). Altså er den beskrevet i 1995. Det er der i princippet ikke noget mærkeligt i, bortset fra at en af forældrene, nemlig Paphiopedilum helenae Aver., (1996), først er beskrevet i 1996. Så man stod med en plante, hvor den ene halvdel i naturhybriden endnu ikke var opdaget.
Her er en art, der ofte er brugt i hybridiseringen, for at få den store flotte fane med i krydsningen. Det er Paphiopedilum charlesworthii (Rolfe) Pfitzer (1894).
Nu følger to rimeligt ens planter, og den første er Paphiopedilum godefroyae (God.-Leb.) Stein, (1892).
De to kunne jeg sagtens klods i navnemæssigt, selv på en god aften. Denne hedder Paphiopedilum leucochilum (Rolfe) Fowlie, (1975). Tilhørsforholdene er der så også andre, der har haft problemer med, for oprindeligt fik den navnet Cypripedium godefroyae var. leucochilum Rolfe, (1894). Den forrige hed oprindeligt Cypripedium godefroyae God.-Leb., (1883). Og det er så ikke her, jeg også skal nævne Paph. concolor og Paph. bellatulum, der også ligner de to andre!
Måske der skal rettes lidt på denne plantes navneskilt, for den hedder retteligen Paphiopedilum Whitmore Norriton. 
To forskellige Phalaenopsis, der vist var hybrider begge to. Jeg har ikke fotograferet navneskiltene på dem, det plejer at betyde, at de enten ikke havde et, eller det er en navnløs hybrid. Ellers må ejerne henvendes sig, så skal jeg få de rigtige navne på.
Her er en plante mere, der trak tænderne ud på både svenskerne og tyskerne. Samme ejere som den lille Dendrobium i starten, og igen må det være en guldmedalje til ejeren for dyrkningen af planten. Altså kulturmedaljen. Det er den småblomstrede Pleurothallis sonderiana Rchb. f. (1850). Denne plante fik også æren af at være den plante, der fik det laveste point til bordbedømmelsen (landskampen) af de danske planter, så der var yderligere en pokal til ejeren. Jo lavere point, jo bedre plante.
I forhold til den sidste, så er dette en stor plante, men den hører med til miniatureplanterne. Det er en Restrepia guttulata 'Pat Hill' Lindl., (1837). Hvis ellers alle de mange farvevariationer i bl.a. denne art ér samme art, så er den også utrolig variabel også i størrelse og form.
Sidste plante fra denne stand er en Restrepia schizosepala Luer & Hirtz, (1996). Den hvor de sammenvoksede sepaler ofte er delvist splittede.