Godt nytår til jer alle. Mon der var nogen, der glemte, vi havde møde i januar, vi var ikke så mange. Men det giver jo den fordel for mig, at så er der heller ikke så mange billeder, der skal tages til mødet og redigeres efterfølgende. Så hvorfor skal der så gå så lang tid, før de kommer på?
Ja, det er så Jørgens skyld, for havde han rettet sig efter det jeg skrev til en af hans planter til januarmødet i 2015, så havde I fået billederne for længst. Men han skulle absolut ignorere, at jeg dengang skrev: "Denne må du godt lade blive hjemme en anden gang, Jørgen, den er rimelig kompliceret at udrede." Men nej, du skulle absolut slæbe den med igen, måske fordi du læste det sidste, jeg skrev til din Laelia dengang: "OK, når den blomstrer igen til næste år, så kom bare med den! Jeg kan altid kopiere teksten fra sidst!" Der gik så 2 år, før vi så planten igen, og det var alle vist godt tilfreds med. Ikke, at der gik to år, men at den kom med igen.
Ja, det er så Jørgens skyld, for havde han rettet sig efter det jeg skrev til en af hans planter til januarmødet i 2015, så havde I fået billederne for længst. Men han skulle absolut ignorere, at jeg dengang skrev: "Denne må du godt lade blive hjemme en anden gang, Jørgen, den er rimelig kompliceret at udrede." Men nej, du skulle absolut slæbe den med igen, måske fordi du læste det sidste, jeg skrev til din Laelia dengang: "OK, når den blomstrer igen til næste år, så kom bare med den! Jeg kan altid kopiere teksten fra sidst!" Der gik så 2 år, før vi så planten igen, og det var alle vist godt tilfreds med. Ikke, at der gik to år, men at den kom med igen.
Men inden jeg går igang med nummer et i afstemningen, så kommer der en plante ikke bare udenfor konkurrencen, men helt udenfor det møde. Det er Jans Laelia rubescens Lindl., (1840), han havde med hjem til mig i tirsdags, nu den endelig var sprunget ud. Jeg tog lidt billeder af den, før han fik den med hjem igen, og de kommer her under.
Bulberne er meget anderledes end på Jørgens plante, på Jans er de mere runde, mens Jørgens er mere firkantede, men der er også andre forskelle mellem de to planter. Petalernes udseende og pletten i bunden af læben. Men hvad har Jans plante ellers med Jørgens at gøre.
Til mødet fik Jørgens Laelia samme navn som Jans, men vi er blevet enige om, at det må være en hybrid, samme konklusion jeg nåede frem til i 2015. Jans plante har den mørke plet, som den art skal have, mens Jørgens plante har en mere udflydende markering i bunden af læben, med antydningen af striber som kunne komme fra en Laelia anceps Lindl., (1835). Den kan ses her. Så det er mest sandsynligt krydsningen mellem de to arter, og i så fald skal den hedde Laelia hybrid b. hvis det er en naturhybrid og Laelia Maronii, hvis den er menneskeskabt. Men uden et navneskilt, så forbliver det en navneløs Laelia hybrid. De to næsten ens billeder med forskellig baggrund er taget med en halv times forskel. Den første med normallinsen og den anden med makrolinsen. Jeg må jo have en svaghed for den vinkel!
Glemte jeg at skrive, at Jørgens plante fik en førsteplads?
Glemte jeg at skrive, at Jørgens plante fik en førsteplads?
Nummer to i konkurrencen er Egons Dracula bella 'Louise' (Rchb.f.) Luer, (1978), og det er mig, hvis nogen skulle være i tvivl. Fotograferet om eftermiddagen her hjemme, til mødet skete der det, der oftes sker med Dracula'er, de klapper sammen i blomsterne og visner ofte i snipperne, fordi de ikke tåler en lav luftfugtighed. Planten hang i min stue resten af eftermiddagen uden at klappe sammen, og næste morgen havde den åbnet blomsten igen i stuen, det fortæller vist lidt om min luftfugtighed der.
Jeg skulle nok have bedt en af I andre om at snuse lidt til blomsten, for læben siges at dufte af svamp. Min lugtesans til plantedufte er desværre næsten forduftet, så jeg kan ikke fange duften af champignon eller lignende. Den slægt bestøves af små frugtfluer, som kravler rundt på læben, hvor de lægger æg, og derved får de de meget små pollinier på sig, som de så bringer med til den næste blomst, de vil lægge æg i. Frugtfluer som selvsagt normalt lægger æg i og på svampe.
Jeg skulle nok have bedt en af I andre om at snuse lidt til blomsten, for læben siges at dufte af svamp. Min lugtesans til plantedufte er desværre næsten forduftet, så jeg kan ikke fange duften af champignon eller lignende. Den slægt bestøves af små frugtfluer, som kravler rundt på læben, hvor de lægger æg, og derved får de de meget små pollinier på sig, som de så bringer med til den næste blomst, de vil lægge æg i. Frugtfluer som selvsagt normalt lægger æg i og på svampe.
Nummer tre blev Jans Coelogyne lentiginosa Lindl., (1854). Som I kunne se ved de to Laelia ovenfor, så var John Lindley i Mellemamerika omkring 1835-1840, hvor han beskrev de to arter, her var han i Indokina i 1854, hvor denne art lever. Hvor må det have været en fed fornemmelse, næsten at være den første til at se de mange planter, han beskrev som den første. Men ofte var det hans hjælpere, der indsamlede dem til ham, så han kunne beskrive dem efterfølgende. Og mon ikke denne her var en af dem, der kunne varme en gammel mand på 55 år om hjertet, selvom han på det tidspunkt formentligt havde beskrevet i tusindvis af blomstrende planter. Sikke en farvesammensætning på læben, jeg forstår godt, det er Jans favorit i den slægt!
Nummer fire blev en Rhyncholaeliocattleya Chian-Tzy Lass, som ejes af John og Solveig. I skal have rettet lidt på navneskiltet, ud over at der står Blc. som er den gamle slægt, så skal der også en bindestreg i navnet. En hurtig søgning på nogle få af forforældrene til denne krydsning viste registrerede hybrider tilbage til 1898, var jeg fortsat, havde jeg måske fundet endnu ældre registrerede hybrider til denne komplekse hybrid. Men der er da kommet noget flot ud af deres anstrengelser. Da planten vist er købt for nylig, så vil jeg formode, at det er en meristemformeret plante, derom senere.
Jan satte sig også tungt på fremtepladsen. Her er det hans Maxillaria densa Lindl., (1836). Og hvem er det lige, der har beskrevet denne plante, da han var i Mellemamerika? Enten var han en flittig mand, eller også er der mange, der falder for de planter, som han beskrev. Formentligt begge dele. Den findes i forskellige farver, bl.a. lys med rødlig læbe og mørke-purpur. En imponerende blomstring, den kan frembringe.
Endnu en femmer, og igen Jans plante. Det er en Rhyncattleanthe Haw Yuan Gold, der tidligere havde slægtsnavnet Potinara. Eller også er det en Rhyncholaeliocattleya Haw Yuan Gold, der også tidligere havde slægtsnavnet Potinara. Begge er oprindeligt registreret med samme navn, den første i 2013 og den anden i 1997. Det er de samme billeder, der dukker op til de to hybrider, så hvilket navn, den skal have i dag, kan være svær at finde ud af. Der findes dog lignende billeder med det sidste navn, men om det så er rigtigt, det er jo lige det. På det første billede kan I se både denne og den foregående yderst til højre, så den var meget lille og småblomstret.
Så følger resten af planterne i alfabetisk rækkefølge.
Først er det Bentes Bulbophyllum lasiochilum C.S.P.Parish & Rchb.f., (1874). Det var også den tyske botaniker Heinrich Gustav Reichenbach, der beskrev min Dracula bella 'Louise', og det gjorde han i 1878 under navnet Masdevallia bella Rchb.f.. Han var i Sydamerika for at finde og beskrive planter som 55 årig, mens han huserede omkring Indien og Indokina fire år før. Så han har trådt i Lindley fodspor, om han skulle have overset noget. Og det havde han!
Denne art findes i en masse farvevarianter, fra gulbrun over i en delvis mørk til en helt mørk farve. Vi er nogle stykker i klubben, der er faldet for denne lille charmerende plante, så den ser vi heldigvis fra tid til anden.
Denne art findes i en masse farvevarianter, fra gulbrun over i en delvis mørk til en helt mørk farve. Vi er nogle stykker i klubben, der er faldet for denne lille charmerende plante, så den ser vi heldigvis fra tid til anden.
Samme slægt, selvom de ikke ligner hinanden særlig meget. Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved dem, og dette er så min Bulbophyllum odoratum (Blume) Lindl., (1830). Her har Lindley igen været med til at navngive planten, den er først blevet beskrevet som Diphyes odorata Blume, (1825), inden den fik sin endelig slægt Bulbophyllum 5 år senere, da Lindley fik flyttet planten slægtsmæssigt.
Den har den omvendte verden af de fleste, for den starter op med flotte orange knopper, der så bliver mere og mere hvide, jo mere de springer ud. Bregnen burde jeg jo fjerne, det er fortløbende sideskud, som den oprindelige bregne nede på gulvet har skudt opad gennem årene, de øverste planter løber op langs med kanten af udestuen i 3 meters højde.
Den har den omvendte verden af de fleste, for den starter op med flotte orange knopper, der så bliver mere og mere hvide, jo mere de springer ud. Bregnen burde jeg jo fjerne, det er fortløbende sideskud, som den oprindelige bregne nede på gulvet har skudt opad gennem årene, de øverste planter løber op langs med kanten af udestuen i 3 meters højde.
Denne plante var ikke med i konkurrencen, der er Jans Cattleya labiata Lindl., (1824). Der var han igen, nej ikke Jan, så han var også i Mellemamerika i 1824. Det er da en plante, der forstår at præsentere sine blomster på en smuk måde. Store prangende, og tæt på at være en flad tallerken. Lidt bagoverbøjet er den øverste sepal jo, men ikke meget. Og hvad det betyder for en bedømmelse af dommerne, det fik vi jo en lektion om af Jan til mødet.
En tidligere Cattleya, der efter den slægt er blevet splittet lidt op, har fået et nyt slægtsnavn nemlig Cattlianthe Chocolate Drop (C. guttata x Gur. aurantiaca). Umiddelbart kan det være svært at forstå, hvordan de to forældre til primærhybriden kan få dette afkom. Den første er som regel grønlig med små purpur pletter på, og en lys læbe med en ametystfarvet spids. Den anden er orange! Men den første findes i nogle mere mørke rødlige farver, og det må være sådan en, der er brugt til denne plante. En kanonflot farve.
Jan havde taget endnu en Coelogyne med til mødet, men den var ikke med i konkurrencen. Den bar samme navn som den der blev nummer 3, men alle dele af planten er i ca. halv størrelse af en Coelogyne lentiginosa. Den art, den minder mest om er nok den, som navneskiltet angiver, men farverne på læben sidder et forkert sted. Jeg har ikke kunnet finde nogen arter, der har farven siddende på samme sted, så måske er det en endnu ikke beskrevet art, Jan har fået fingre i.
Her er det en plante, vi har set flere gange gennem årene, den lille hvidblomstrede, .... ja, hvad er det nu den hedder? Jeg har før sat den ind med navnet Dendrobium Pocket Lover, men det er nu ikke det rigtige navn til den. Faktisk hedder den Dendrobium Angel Baby 'Love Pocket', og det er jo noget helt andet!
Jeg kan se, at Karge har fået det rigtige navn sat på denne plante nu, så skal vi andre også bare se at få lært det navn udenad. De første par generationer bagud er det udelukkende hybrider, der er krydset sammen, og denne plantes forældre hedder noget så flot som Den. (Snow Baby x Snow Angel). En af forældrene til den første hybrid i krydsningen hedder Den. Snow Pearl , og de er alle tre registreret i 1988 af Takaki O. N., der står for Takaki Orchid Nursery. Og det er også dem, der har registretet Den. Angel Baby i 1989. Man må jo sige, at der er kommet en flot hybrid ud af anstrengelserne.
Jeg kan se, at Karge har fået det rigtige navn sat på denne plante nu, så skal vi andre også bare se at få lært det navn udenad. De første par generationer bagud er det udelukkende hybrider, der er krydset sammen, og denne plantes forældre hedder noget så flot som Den. (Snow Baby x Snow Angel). En af forældrene til den første hybrid i krydsningen hedder Den. Snow Pearl , og de er alle tre registreret i 1988 af Takaki O. N., der står for Takaki Orchid Nursery. Og det er også dem, der har registretet Den. Angel Baby i 1989. Man må jo sige, at der er kommet en flot hybrid ud af anstrengelserne.
Birgit havde taget denne Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886) med til mødet. Igen! Og det er ikke negativt ment. Vi så den 2 gange i november, så nu, hvor de sidste knopper er ved at springe ud, og alle de gamle blomster stadigvæk sidder flot på den, så er der gået over to måneder med at åbne knopperne. Så det er en af de langtidsholdbare blomster, og det er jo en god egenskab at have.
Nu kan vi så følge Reichenbach videre rundt i verden til Papua og New Guinea, hvor han beskrev denne art i 1886. Sikke et spændende liv at have haft dengang! Rejse verden tynd for at finde nye arter og beskrive planterne.
Nu kan vi så følge Reichenbach videre rundt i verden til Papua og New Guinea, hvor han beskrev denne art i 1886. Sikke et spændende liv at have haft dengang! Rejse verden tynd for at finde nye arter og beskrive planterne.
Her har vi Birgits plante igen, denne gang fra 01-11-16, 19-11-16 og 03-01-17. Så kan dens blomstring følges.
Og for at det ikke skal være løgn, så kommer her et tredie diasshow med den art. Denne gang er det min plante. Jeg havde planlagt, at den skulle med til mødet, men udenfor nummer, men den hvide Cattleya hybrid, jeg ville have med i konkurrencen, viste sig at have en del uldlus på sig, da den kom ud fra vindueskarmen. Nu skal man jo være god ved dyrene, så de skulle ikke ud i kulden, for at komme med til mødet. Eller også var det for ikke at risikere at smitte de andre planter med dem, nu jeg havde opdaget dem på forhånd. Men min Dendrobium bracteosum har nogenlunde beholdt de lyse blomster i flere af klaserne, dog synes jeg at kunne se nu, at de er ved at få lidt mere farve på nede i stuen.
Finn havde taget denne Dendrobium harveyanum Rchb.f., (1893) med. Så var tyskeren vendt tilbage til Indokina for at beskrive flere planter. Men.... kun ét blomstrende skaft, kan du virkelig ikke gøre det bedre, Finn? Måske vi får den at se igen til et af de kommende møder, for der sidder 8 skafter mere på den, som springer ud på samme tid. Til den tid kan jeg så brokke mig over de mange blomster, der gør, at man knapt kan se de smukke former, som blomsterne har, for de andre blomster.
Og det er jo nogle fantastiske blomster, denne art har med de flotte frynser, der sidder på alle 3 petaler. Læben er jo også en petal! Så kom du bare med din plante igen, når den blomstrer næste gang, Finn!
Og det er jo nogle fantastiske blomster, denne art har med de flotte frynser, der sidder på alle 3 petaler. Læben er jo også en petal! Så kom du bare med din plante igen, når den blomstrer næste gang, Finn!
Jørgen havde også taget disse to,... næ denne ene Dendrobium hybrid med. Der er enten Den. bigibbum eller Den. bigibbum var. superbum krydset ind i den, som er det accepterede navn for tiden til den tidligere Den. phalaenopsis. Det er jo en fantastisk blomstring, sådan nogle planter kan frembringe, når de får en god pasning.
Koen har som bekendt fire hjørner, og det har denne plante så også. Sikke en blomstring, der har været på denne Dendrochilum tenellum (Nees & Meyen) Ames, (1907). Der er mange gamle visne skafter alle vegne, ja faktisk hele vejen rundt! Sådan ser det i hvert fald ud til på afstand, men ved nærmere eftersyn så viser det sig jo, at planten er fyldt med små blomster på de mange skafter. Sæt en ukyndig til at luge ukrudt i Jans planter, så vil hele planten blive revet op med rode i den tro, at det er en græs eller siv-tue. Jan havde også sådan en plante med i marts for to år siden, med den var nu større. Gammel er denne i hvert fald, så stor som den er.
Bente havde også taget denne Epicattleya hybrid med til mødet. Hvis nogen synes, at blomsterne vender lidt underligt, så har I ganske ret. Havde Jan nu holdt sit foredrag om dommernes arbejde til forrige møde i stedet for, så havde Bente vidst, at skafterne skal vende opad og ikke nedad, når knopperne springer ud. Men selvom de vender lidt spøjst, så er det jo nogle ganske flotte blomster både i form og farver.
Så er Finn på banen igen, her med en Gastrochilus retrocallus (Hayata) Hayata, (1917), der tidligere hed Haraella retrocalla. Egentligt er det jo lidt sjovt, at Hayata skal hædres to gange for navngivningen af denne plante, for godt nok var han den første til at beskrive den med navnet Saccolabium retrocallum i 1914, men det er så også ham, der giver den det nye slægtsnavn Gastrochilus retrocallus i 1917. Så derfor skal han nævnes to gange til samme plantes navn.
Hvis denne plante var tre gange så stor, så ville den stå i mange flere samlinger, for det er da nogle usædvanligt smukke blomster den har, når ellers man kan få øje på dem. Den må have det godt hos dig Finn, for den blomstrer flittigt måned efter måned hos dig. Og den er helt sikkert et gensyn værd!
Hvis denne plante var tre gange så stor, så ville den stå i mange flere samlinger, for det er da nogle usædvanligt smukke blomster den har, når ellers man kan få øje på dem. Den må have det godt hos dig Finn, for den blomstrer flittigt måned efter måned hos dig. Og den er helt sikkert et gensyn værd!
Birgit havde også denne Huntleanthes Sonnenberg med, og det er en hybrid mellem de to slægter Cochleanthes x Huntleya. Den er aldrig blevet registreret, og der er åbenbart ikke mange hybrider, der er registreret i den slægt. De smukke Cochleanthes er nok en velkendt slægt for de fleste, men den lille slægt med 15 arter, Huntleya, ses meget sjældent til salg, og det er da synd, for den rummer mange spændende arter. Se bare her!
Birgits hybrid har vist taget mest ud efter Cochleanthes, det kunne også være spændende at se den krydset den modsatte vej.
Birgits hybrid har vist taget mest ud efter Cochleanthes, det kunne også være spændende at se den krydset den modsatte vej.
Denne lille storblomstrede knalding havde Jan også taget med udenfor konkurrencen. Vi har allerede set to i den slægt, og så kan der vist kun være tale om én slægt. Det er en Laelia albida Bateman ex Lindl., (1839). Endnu en plante beskrevet af Lindley på hans tur til Mellemamerika. Der var nogle flittige botanikere dengang!
Selvom den bærer det navn, så findes den også i lidt andre farvevarianter, med mere eller mindre rosa blomster.
Selvom den bærer det navn, så findes den også i lidt andre farvevarianter, med mere eller mindre rosa blomster.
Nu var julen jo kun lige godt og vel overstået, da vi holdt januarmødet, så hvad ville være mere naturligt at se på bordet end en "juleorkide". Det mere korrekte navn til den er Ludisia discolor (Ker Gawl.) A.Rich. in J.B.G.Bory de Saint-Vincent, (1825). Hmmm, så er juleorkide vist nemmere at huske!
Endnu en af Birgits planter, der kan pryde i hjemmet længe endnu, også efter skafterne er faldet, for dens blade er jo meget smukke. Næste gang, den art er med til møde, må jeg huske at tage et par billeder af bladene. Den fås med forskellige farver ikke i blomsterne men i bladene. Orchidspecies har den stående som eneste art i den slægt, men det passer ikke længere. I 2013 blev der fundet en ny art med brune striber i blomsterne, og det er Ludisia ravanii Cootes & G.Tiong, (2013). Den kan ses her som tilsyneladende det eneste sted på nettet.
Endnu en af Birgits planter, der kan pryde i hjemmet længe endnu, også efter skafterne er faldet, for dens blade er jo meget smukke. Næste gang, den art er med til møde, må jeg huske at tage et par billeder af bladene. Den fås med forskellige farver ikke i blomsterne men i bladene. Orchidspecies har den stående som eneste art i den slægt, men det passer ikke længere. I 2013 blev der fundet en ny art med brune striber i blomsterne, og det er Ludisia ravanii Cootes & G.Tiong, (2013). Den kan ses her som tilsyneladende det eneste sted på nettet.
Jens havde også bragt planter med, og det her er hans hybrid. For få år siden kunne der gisnes længe over, hvilket slægtsnavn der skulle sættes på den, men da de fleste slægter, der minder om denne, er slået sammen i Oncidium, så vover jeg pelsen og kalder den en Oncidium hybrid. Det kunne også være en Miltonia-hybrid, eller en hybrid mellem de to slægter, som så hedder Miltonidium. Men planten er nok ligeglad med, hvad jeg kalder den, og det er de fleste ejere til den nok også, for hvad skal man med en navn, når man har så flotte blomster!
Og nu Jens endelig fik vist en plante, så kan jeg jo fortsætte med endnu en af hans. Det er en Paphiopedilum hybrid, som også sælges uden navn til. Mange af hybriderne i de store hybridslægter får aldrig et registreret navn, for de skal ofte kun på markedet i et halvt års tid, så skal der nye hybrider i butikkerne med et andet udseende. Så med mindre, hybriden har et helt fortryllende udseende, så mener mange gartnerier ikke, det kan betale sig at ofte et navn på dem. Så de kører tit med numre i gartnerierne i stedet for, som de bl.a. har fortalt i Gartneriet Rønbæk A/S nær Hinnerup, de gange jeg har besøgt deres Phalaenopsis-gartneri.
Her er lidt flere billeder af en Paphiopedilum hybrid. Selvom blomsterne ligner hinanden en hel del, så er det ikke samme klon som den lige før. Denne har flere pletter på fanen, men ellers er der ikke den store forskel. Den kunne være fra samme krydsning, men den kan også være en videre hybridisering fra den ene til den anden. Det her er John og Solveigs plante, og den er også uden navn til.
Så er det igen en af mine planter, og det her er en Pinalia stricta (Lindl.) Kuntze, (1891). Den har sat blomsterskafter mange år i træk, siden den kom hjem på en Indiens-import, men knopperne er kun sprunget ud de to sidste år. Den står med knopperne et par måneder, før de endelig springer ud, måske de klimatiske betingelser er for barske i naturen til at sætte blomsterskafter i på det tidspunkt, hvor dens bestøvere er fremme, så den udnytter mere gunstige klimaforhold et par måneder forinden. Den hørte tidligere til Eria-slægten. Det var igen John Lindley der beskrev den i den slægt i 1826.
Igen en af mine planter, Den findes i to variationer, en med og en uden de små "hår" på blomsterne. Så jeg er godt tilfreds med, at jeg fik fingre i den med hår på. Bare synd, at vi ikke holdt mødet to dage forinden, der stod den på sit højdepunkt. Så blomsterne var desværre ved at falde igen. Min varmepumpe kan ikke yde samme temperaturer længere som tidligere, måske den har mistet lidt af gassen i rørene, så temperaturen i udestuen ligger små 5° C koldere end de andre vintre. Altså er jeg omkring de 13° nu, og det ser mange af mine Pleurothallis ud til at nyde, for de smider blomsterskafter ud i en mængde, jeg aldrig har set før. Så må jeg bare håbe, at de mere varmeelksende klarer sig igennem vinteren.
Det er forøvrigt en Pleurothallis loranthophylla Rchb.f., (1852), så den gode tysker har åbenbart været nær Indien mindst 3 gange hvert 20 år.
Det er forøvrigt en Pleurothallis loranthophylla Rchb.f., (1852), så den gode tysker har åbenbart været nær Indien mindst 3 gange hvert 20 år.
Så har Finn igen været galant og kørt vognen frem. I hvert fald den lille indkøbsvogn, hvor der står en Restrepia sp.'er i. Når først man når dertil, at planterne begynder at blomstre, så kan de blomstre i årevis uden pause. En egenskab de har, fordi de som de fleste andre i Pleurothallis-komplekset kan genblomstre mange gange fra samme blad.
Her er det så John og Solveigs Rhyncholaeliocattleya Chian-Tzy Lass. Hvad skal jeg sige om den, ud over at den muligvis er meristemformeret. Den ligner jo til forveksling den på trediepladsen, men er en anden plante. På vej til mødet mistede den vist en af de fire blomster, det ville have gjort mit arbejde lidt lettere. Men jeg fik da skilt de to planters billeder ad i den sidste ende. Som jeg også skrev tidligere, så er det en flot vellykket hybrid.
Så mangler der kun en plante at blive vist. Og det er Jans Stenorrhynchos speciosum (Jacq.) Rich., (1817). Måske der er nogen, der kan huske, at Jan til et møde for et par år siden klippede alle bladene af en plante, for at blomsterne kunne præsentere sig flottest mulgigt. Hvis I sammenligner det sidste billede med de to første, så kunne man jo have ham mistænkt for at lave samme nummer denne aften. Men, nu var det en helt anden slægt, Jan klippede i dengang, og han gjorde kun, hvad stort set alle andre gør, der skal udstille den slægt, nemlig fjerner de store pliserede blade, så blomsterne kan ses. Så kan I selv gætte på, hvilke slægter det kan dreje sig om. Men det er vel over i Lycaste og de nærtbeslægtede.
Her må jeg så tilstå, at jeg satte et billede ind fra februar sidste år, hvor Jan også havde den plante med, men der havde den ikke selv smidt løvet endnu. Den kan have lyse pletter i bladene og næsten ligne en juvelorkide, det har Jans plante så ikke. Men nu er det så også blomsterne, der er det spektakulære ved denne plante, og de er da både spændende og flotte. Den vil jeg glæde mig til at se om et år igen!
Her må jeg så tilstå, at jeg satte et billede ind fra februar sidste år, hvor Jan også havde den plante med, men der havde den ikke selv smidt løvet endnu. Den kan have lyse pletter i bladene og næsten ligne en juvelorkide, det har Jans plante så ikke. Men nu er det så også blomsterne, der er det spektakulære ved denne plante, og de er da både spændende og flotte. Den vil jeg glæde mig til at se om et år igen!
Så mangler jeg bare at vise det sparsomme bord, der har både været 15 og 20 planter mere på bordet fra tid til anden.
