Så er turen kommet til den sidste lokalklub, som en min egen, Jydsk Orchide Klub. Det var den, jeg startede med at fotografere, der havde jeg oceaner af tid foran mig, troede jeg, så næsten alle planter er med. Har de andre lokalklubber været langtrukne at komme igennem, så er denne dobbelt så langtrukken, så har jeg vist advaret om mængden af billeder.
Måske I kan tage disse 3 medlemmer fra andre lokalklubbers ansigtsudtryk som garant for indholdet i vores udstilling, her står de "under" den store Dendrobium amabile og ser lidt....tja, døm selv ansigtstrækkene. Kan det mon betale sig at læse videre, eller skal denne lokalklubs billeder mon bare springes over!
Denne Bulbophyllum aff. umbellatum hang lige for næsen af dem, ligeledes den næste plante. Måske eftertænksomheden hos de 3 ovenfor kom af denne plantes manglende placering som art, den er tilsyneladende afbilledet sammen med mange arters beskrivelser, en af mange Bulbophyllum, som botanikerne roder rundt i, og det gør vi andre så også.

Afhængig af, om man kikker på RHS/Kew's tjekliste, orchidspecies.com eller på tropicos.org, så sender de én i forskellige retninger, det ene artnavn er synonym for et andet, som er synonym for et tredie, men ikke i følge den første kilde. Billederne og tegningerne til arterne varierer meget, snart må dette være en Bulb. picturatum, så en Bulb. eberhardtii og så en Bulb. longiflorum. Det nærmeste jeg kan komme plantens navn på udstillingen er et gammelt synonym til mindst en af ovenstående navne, nemlig Cirrhopetalum umbellatum, men det navn er der fire authorer, der har brugt gennem tiden.

Så er det den viden, de 3 betænkelige folk øverst kender, så forstår jeg panderynkerne. Bulbophyllum sp. er et godt dækkende navn, det går man aldrig fejl af med arter.
Bulbophyllum bicolor hang ikke langt derfra, med deres kraftigt vippende læber fascinerede de mange. Men det er nok mest de stærke farver, der har gjort denne art så attraktiv.
Der er mange Bulbophyllum, der har dette flade blomsterskaft, hvor der sidder mange små blomster hen langs siden. Mon ikke de alle stammer fra Afrika! Her er det Bulbophyllum falcatum, der også kan fås i en grøn-skaftet version.
Her er først en plante, der også bar et helt forkert navneskilt. Var købt og udstillet som Bulb. refractum, men var en Bulbophyllum gamblei. Bulb. refractum kan ses her. Det er jo noget helt andet. Jeg må se at få ændret det skilt nu, den har blomstret mange gange de sidste år.

Den anden er købt som Bulbophyllum luederwaldtii. Den kan med sin fjerlignende læbe sætte selv en Bulb. bicolor til vægs, når vinden fanger læben. Det navn kan være svær at få bekræftet, mange andre kalder denne art for Bulbophyllum saltatorium var. albociliatum. Den er også solgt som Bulb. miniatum og Bulb.  barbigerum. Uden Kew's tjekliste kan jeg ikke umiddelbart se, om de alle er synonymer for hinanden. Hårene på læben er rødlige, det ses bare ikke her.
Den første er en navnløs Cattleya hybrid, den næste er Cattleya Memorial Gold Canary x Twentyfour Carat og den sidste skulle være en Cattleya walkeriana 'Kenny'. Det er AOS ikke enig i, de mener der er hybriden Cattleya Snow Blind 'Kenny' mellem Cattleya Angelwalker x walkeriana. Smuk er den, om det er en art eller hybrid. En selvbestøvning skulle jo kunne afklare den tvist, det tager bare lige et par år, før frøplanterne blomstrer.
Så er det Coelogyne-slægten, der dukker frem. For få år siden var det meget lettere at genkende arterne i denne slægt, der var kun få arter til salg. Nu vrimler det med den ene mere "bizare" art end den anden, jeg elsker det! Her skulle det være en Coelogyne confusa øverst, og umiskendeligt en Coelogyne flavida nederst. Når den er færdig med at blomstre, kan stilken holde pause til næste blomstring begynder, så fortsætter det gamle skaft igen. Min egen har blomstret op til 3 år i træk på samme skaft, det er jo en god egenskab at have.
Coelogyne nitida var selvfølgelig også at finde i vores udstilling. Med så smuk en læbe kan den næsten udkonkurrere enhver anden i den slægt. Hvad skal man næsten med andre så?
Og det her er så en .........Coelogyne nitida var. alba. Hvor tåbelig kan man være, at købe den art i en alba-form, når man mister den smukke farve på læben! Ubegribeligt. Det vil jeg filosofere videre over selv, planten er nemlig min! Jeg har den også som almindelig art.
I oversigtsbillederne indledningsvis var der også et par fotos af denne plante, hvis I skulle have overset den. Bare fordi det er en plante omkring 1½ meter i diameter og med 17-18 store skafter på, ja, så faldt dommerne i svime over den. Guld til planten, guld i kultur til Jette og udstillingens bedste plante. Mere kunne den dog heller ikke skrabe sammen, der var vist heller ikke mere at give af.

En flot dyrket plante, Akernes RAIN MIX gødning og Superthrive er ikke spildt forgæves på den, flot gjort, Jette.

Kikker man godt efter på 2. billede, kan man se en af to mindre lignende planter hænge under den, dem fik jeg aldrig taget billeder af, skulle være Dendrobium farmeri, men lignede denne til forveksling.

Glemte jeg at skrive, at det er en Dendrobium amabile?
Så kommer vi ned på jorden igen, selvom denne Dendrobium chrysotoxum også præsenterer sig flot. Smuk frynset læbe.
En plante, man ikke ser så tit, Dendrobium fleckeri. Der er fryns for alle pengene på læben.
Med det navn, denne plante bærer rundt på, så fortjener den at stå alene her. Dendrobium Formidable (formosum x infundibulum) . En primærhybrid.
Dendrobium harveyanum, ikke bare læben er frynset, alle 3 sepaler er også godt pyntet til. En art flere i klubben har i samlingen, så den ser vi heldigvis fra til til anden.
Endnu en gul Dendrobium, får de da aldrig en ende! Her er det Dendrobium jenkinsii, som ofte forveksles med Dendrobium lindleyi. Hvorfor kan ses lige om lidt!
Men inden tager vi lige denne her, Dendrobium limpidum. En i den lille ende størrelsesmæssigt, men gør flot opmærksom på sig selv med den PANG-farve.
Så blev det Dendrobium lindleyi. Blomsterne ser jo unægtelig lidt ens ud med den forrige, men pseudobulber og det lange skaft her er tydelige forskelle. Der er mange andre forskelle, men det er nok de tydeligste.
Så er det en Dendrobium nobile hybrid. Begge typer blomster kom tilsyneladende fra samme plante, men der må vist have været to forskellige på samme klods.
Endnu en Dendrobium nobile hybrid. Denne type bliver solgt som Den. Star Class.
Endnu en primærhybrid, dem var der mange af i udstillingerne. Dendrobium Nora Tokunaga (atroviolaceum x rhodostictum). Endnu en vellykket hybrid.
Så er det 2 arter, først Dendrobium sulawesiense og bagefter Dendrobium tangerinum.
Som jeg også gør til vores møder, så springer jeg tit mine egne planter over for at nå andre planter, så må jeg tage billederne dagen efter, eller tidligere samme dag. Så de to øverste billeder er taget her hjemme dagen før. Det er en Dendrobium thyrsiflorum, som også var at finde i SOK's udstilling.
Det er ikke mange år siden, at Dendrobium trantuanii for alvor dukkede op til salg. Synd jeg ikke fik fotograferet læben, den er også meget smuk.
Her er det småtingsafdelingen. Diodonopsis erinacea, tidligere en Masdevallia. Gad vide, om den bruger "dråberne" til at lokke bestøvere til med?
Med lidt bytten rundt i alfabetet, så kan Epidendrum parkinsonianum komme først. Dernæst er det Encyclia bractescens og til sidst en Epidendrum Secret Valley (secundum x Star Valley) 'Orange Sugar'
Der er lagt flere gamle slægter ind under Oncidium nu, og en del arter fra den slægt er nu fortsat videre i andre slægter, det er lidt forvirrende. Først er det Gomesa eurycline tidligere Oncidium eurycline og dernæst Gomesa longipes før Oncidium longipes.
Denne art har jeg brugt mange timer på på nettet, mange tegninger af den antyder, at den har et forkert navn, men uden det endegyldige bevis på det, så beholder den navnet her. Det passer jo også fint til de små runde gule knopper, små luna'er, måner. Navnet Lockhartia lunifera har flere af os i klubben købt den med.
Her er det en af de smukkeste arter i denne slægt, Masdevallia ignea. Min farvegengivelse yder ikke planten retfærdighed.
Jeg har tidligere kaldt denne for Maxillaria tenuifolia i de andre udstillinger, men den har fået en ny slægt nu, og hedder nu Maxillariella tenuifolia. Ingen har sagt, at det skal være svært, men det er det!
Paphiopedilum Phips (Aureum x Boltonii) får lov til at stå alene her, en flot hvid hybrid.
Igen en genganger fra en anden udstilling, Paphiopedilum rothschildianum. Denne gang uden klonnavne til. en spøjs formet læbe, den har.
En navnløs Phalaenopsis hybrid. Det er ikke blomster, den mangler.
Læseren har sikker allerede set, at her en endnu en fra en anden udstilling, omend snipperne hænger væsentligt længere ned her. Phragmipedium humboldtii.
Nå, hvad siger I så? Genganger!

Næ, nej, det her er en Phragmipedium warszewiczianum, de må vist være nært beslægtede, selv en blind kunne tage fejl!
Her kommer der en tilsnigelse, men først en Pleurothallis sp.'er. Der er mindst 3 arter, der har sådanne ensartede blomster, men bladene er meget forskellige. Den anden, med de to forskellige farvede blomster på er en Pleurothallis volans. Jeg havde håbet på, at der var sprunget en blomst mere ud på udstillingen, men kun den første sprang ud. Der er tilsyneladende blevet sat to frøplanter på samme klods i sin tid, og de har så de to farver, som denne art kan vise. Så sidste billede er altså ikke repræsentativ for, hvad publikum så på udstillingen, men for lige at give en mindre krølle på plantens historie.
Denne plante er meget blomstervillig, hvis ellers den får de rette betingelser. Hos et par af klubbens medlemmer står de næsten uden blade, og også uden blomster, andre får et flot flor på dem, sådan er livet så uretfærdigt. en Promenea sp..
Et par planter, der begge er flyttet fra den samme slægt over i en ny fælles slægt. Prosthechea campylostalix før Encyclia campylostalix og Prosthechea vitellina tidligere Encyclia vitellina, den der også var på plakaten.
Et spændende kryds, der er lavet her, Renanthopsis Mildred Jameson (Renanthera monachica x Phalaenopsis stuartiana). Meget harmonisk blomst.
Her er det et par småblomstrede planter. Den første skulle hedde Restrepia contorta, om det så er den, er et godt spørgsmål. Den anden hed Schoenorchis multiflora på udstillingen, jeg vil tillade mig at kalde den for Schoenorchis gemmata.
Jeg har efterhånden opgivet at tælle, hvor mange gange denne plante har blomstret på godt et år, men 5-6 gange slår vist knapt til. Om det er en god klon, eller det skyldes ejerens grønne fingre og ødselhed med Superthrive, det vides ikke. Men det produkt bliver også brugt i den samling. En navnløs Vanda hybrid.
Så er det allerede sidste blomst, jeg må da have glemt halvdelen af billederne. Her er det en Zygostates sp..

Efter weekenden kan jeg så få tid til at kikke på sidste mødes planter og de billeder, jeg fik fra John og Solveig ved samme møde fra påskeudstillingen i Dressden. Så små 500 billeder ligger og venter der.