Så nåede jeg igennem billederne fra februar måneds plantebord. Selvom der var nogle, der havde tænkt mere på planternes ve og vel, end klubmedlemmernes, så var der stadigvæk pænt mange planter med. Der var frost i luften, ikke optimale forhold til at transportere tropiske planter i, men alligevel var der 28 med nummer ved, og vist 7 ekstra. En af dem mangler jeg en ejer til, hvis nogen vil vedkende sig den, så skriv til mig fra forsiden af, så får du dit navn sat på!

Først kommer de fem, der fik flest stemmer i tirsdags.

Med tiden bliver vi jo alle mere magelige, nu har jeg sørget for, at I ikke skal sidde og klikke i "næste"-pilen, nu kører diashowet selv.

Det er Jans Cymbidium Sarah Jean 'Cristall Falls', som han fik fra Jørn for nogle år siden. En plante vi alle fik for mange år siden efter en generalforsamling som en lille plante, min døde vist sidste vinter, så et kært gensyn med de smukke blomster, der hænger flot i kaskader ud fra planten. En ompotning, lidt gødning fra tid til anden, og den har dobbelt så mange skafter til næste år, måske den så kan blive nummer ½!

Nummer 2 blev Kristians Cattleya hybrid. En svær plante at få gode billeder af, når jeg så også lige skal have styr på det nye kamera, så endte en del billeder med delvist manglende petaler eller sepaler. Derfor er de udeladt. 9 billeder endte med 3 brugbare, så det var ikke min uvilje til at fotografere planten, der resulterede i så få billeder her.

En delt tredieplads blev det til til Jans Lycaste lasioglossa. Den var også med til sidste møde, der kan den ses med blade på. De blev alle klippet af først på aftenen, det fremmer jo udsynet til blomsterne en del. Ikke noget der kan anbefales til ret mange slægter, men med så store pseudobulber, som denne plante har, så kan den godt klare at miste de næringsstoffer i bladene, som den ellers selv ville have genbrugt, når bladene visner naturligt ned. Det skal så også siges, at den normalt er løvfældende. Det gør man ikke ved de andre typer. Klipper man 2 af 5 blade af en Phalaenopsis, så mister planten 40% af sin biomasse, her er det måske 5-10%.

Det blev også til en tredieplads til Jørns Oncidium Tiny Twinkle (Onc. cheirophorum x Onc. ornithorhynchum). Den er monteret efter samme princip som Jørns Promenea-hybrid-stang fra septembermødet. Det giver jo et flot udseende, når mange planter monteres sammen, og præsenteres på en pæn måde. Var de alle sat i samme store potte, ville blomsterne vælte rundt i hinanden, her er der luft omkring dem p.g.a. højdeforskellen og monteringsretningen.

Endnu en af Jans planter, denne gang en Lycaste skinneri. Det står der på navneskiltet, men som Jan også sagde, så må der næsten være krydset noget andet i. Blomsten er alt for åben omkring læben, de to petaler burde omkranse læben, men det gør ikke udseendet grimmere.

Femtepladsen var også delt mellem to planter, og endnu en gang fik Jan kæmpet en plante med. Hvad gik galt, han havde ingen 2. plads? Odontoglossum Bic-ross x Miltonia schroederiana , den første er en Rhynchostele  i dag.  Og Odm. Bic-ross er hybriden mellem Rst. bictoniense x Rst. rossii. Jans hybrid er endnu ikke registreret, så den må beholde det lange hybridnavn lidt endnu. Men en spændende lille kompakt plante er det blevet.

Og den sidste 5.-plads var så min. Pleurothallis loranthophylla har været med 3 gange de senere måneder, men medlemmerne er åbenbart ikke blevet træt af at se den endnu. Mine egne planter når jeg sjældent at fotografere til møderne, så dem må jeg tage billeder af derhjemme. Denne gang havde jeg taget en del billeder af dem før mødet, men glemte at tage billeder af selve planterne. I går var jeg ved at rette op på det, men denne havde smidt blomsterne i mellemtiden. Der var så også gået en uge, så længe holder de desværre ikke. For uindviede skal jeg måske lige fortælle, at mit navn er Egon. Hele planten af denne kan ses både i julemødet sidste år og januarmødet i år.

Så er det alle de andre planter, der både var med i afstemningen, og var med som ekstra. Jeg vælger at blande dem denne gang, da nogle af dem lettere kan sammenlignes. Det vil fremgå af teksten, hvis de ikke havde et nummer i potten.

Og her er så Jans sidste plante med nummer ved denne aften. Barkeria whartoniana, som man ikke ser så tit. Desværre blev alle billederne taget på afstand meget overbelyst i blomsterne, så med aftenens emne i hukommelsen, billedbehandling, så blev blomsterne forsøgt sprøjtemalet efterfølgende. Ikke kønt, men noget pænere end de oprindelige billeder. 2 forskellige planter hang der sammen, men skulle være samme art. Nærbillederne af Barkeria whartoniana viser jo, hvorfor den godt kunne være mere udbredt i orkidesamlingerne, den er meget smuk!

Denne kunne jeg også have sat som den første, da den oprindelig hed Ada ocanensis, nu Brassia ocanensis.  Også en af Jans, og den var udenfor afstemningen. Ses ikke nær så ofte i samlinger som de langsnippede.

Bente havde taget denne hybrid med, som blomstrede for første gang. Jeg havde også en magen til på samme tid, der også blomstrede for første gang hos mig, begge planter var købt som Bulbophyllum rothschildianum. Er enten en Bulbophyllum Elizabeth Ann, (Bulb. rothschildianum x longissimum) eller en Bulb. Louis Sander (Bulb. longissimum x ornatissimum). Vi  snakkede lidt om læbens farve den aften, om den kunne afgøre, hvilken hybrid det var, men da både Bulb. longissimum og Bulb. rothschildianum har røde læber, og den sidste, deres fælles forfader, kan have lidt forskellige farver på læben, så kan det ikke afgøres derfra.

Dendrobium aberrans er så den næste i alfabetet, den havde Birgit med. Det er jo en både smuk og længeblomstrende plante, som efterhånden har fundet en plads i mange medlemmers samlinger. Og, det må vist være tiden for dens blomstring lige nu, min egen derhjemme var stadigvæk i blomst, og denne aften var denne ikke alene om at repræsentere den art.

Finn havde også taget sin med, pænt mange blomster på skafterne.

Og Kristian havde også en med. Her vil jeg så vise lidt flere billeder taget tæt på blomsterne, jo ældre blomsterne bliver, jo mere rødlige bliver de. Ikke i midten, men i sepaler og petaler.

Birgit havde også taget denne Dendrobium anosmum med. Hvis den får åbnet læben lidt mere, så kan man lettere se den flotte mørke farve inderst på læben. Flot med sine små frynser på læben-

Her er det min Dendrobium cuthbertsonii, som jeg har haft siden 2012. Har overlevet mange perioder med op til 32° C i udestuen, men min kraftige vanding af den er nok årsagen til, at den overlever de temperaturer. Er en af dem, der blomstrer mange måneder.

Kristian har så den sidste i denne slægt, en Dendrobium nobile-hybrid. Godt at se, at de nyeste skud er større end de gamle, det vidner jo om gode forhold til den.

Her er det min Lepanthes cordeliae, en af mine udenfor konkurrencen. I forhold til mange af de andre Lepanthes, så er det en forholdsvis stor plante. Første gang, den blomstrer, jeg har endnu en af de langstilkede på vej med knopper.

Endnu en af mine, Lepanthes terborchii, den har været med før.

Finn havde taget denne vinter-klassiker med, dog i en anden variant end den, vi normalt ser. Dette skulle være en Ludisia discolor var. alba. Normalt er det den med de mørke blade, man ser, så et friskt indslag. Blomsterne er dog magen til de andre varianters.

Så er det et par af mine planter købt i Indien i sin tid. Først Luisia teretifolia, planten lever jo fint op til navnet. med sine lange tynde nåleformede blade. Små mørke-purpur blomster, der altid sidder i små klaser på stammen.

Denne kunne ligeså godt have haft det navn, det gælder stort set alle i den slægt. Men denne hedder så Luisia trichorrhiza, og er en art med lidt større blomster, men ikke meget større. Lysere i farven, og større læbe. Var ikke med i konkurrencen.

Endnu en af mine planter, der også var med til sidste møde. Odontoglossum wyattianum. Skal så hedde Oncidium i dag, siger de kloge! Jeg havde ikke forventet, at den ville blomstre endnu, men glædeligt, når planterne overrasker til den side.

Jettes eneste plante denne gang var en Paphiopedilum hybrid, men alligevel kom hun hjem med to af dem! De store mørke pletter på fanen frisker den meget op.

Denne Paphiopedilum hybrid var indtil slutningen af mødet Kristians. Dog fik han formentligt lidt points på den, før den skiftede til Jettes plante. Et andet delestykke af denne plante så vi til sidste møde, hvor Kristian løb med en beskeden førsteplads.

Endnu et delestykke af samme plante fra Kristian. Den var ikke med i konkurrencen, men kom med Finn hjem efter en auktion på både den og den forrige.

Endnu en Paphiopedilum hybrid, denne var ikke med i konkurrencen, og den mangler jeg en ejer til. Hvem havde den med som ekstra plante? Igen en flot mørk storprikket fane, det giver den et noget mere dramatisk udseende, end den mere fine stribe i Krisitians hybrid. Kønne hver for sig men også sammen!

Bo havde Paphiopedilum Maudiae (callosum x lawrenceanum) med, det er jo altid en flot plante med sin store lyse fane. En vellykket hybrid, som også er smuk i løvet, når den ikke blomstrer.

Paphiopedilum Vinicolor, som Kristian havde med kan være svær at fotografere. Hvad er bedst til så mørke blomster en lys eller mørk baggrund. I får den med begge, Jette stillede beredsvilligt op til den ene.

Så er det Phalaenopsis hybrider, der er på programmet. Selvom der er 3 på det første billede, er der kun en plante fra Finn. En flot spændende farve, der ser ud til at komme lidt nyt på markedet blandt hybriderne.

Denne hybrid og de næste to er Jørgens. Ikke helt dumt med den røde farve i midten og på læben.

Endnu en med rød midte, denne gang med hvid baggrund i blomsten. Mon producenterne er ved at gå væk fra den "sødsuppe", der var tidligere, at de ikke kunne blive spraglede nok? Eller får folk mon øjnene op for aldre farvesammensætninger nu!

Meget diskret og sart er fremtoningen i denne Phalaenopsis hybrid, som så er den sidste fra Jørgen.

 Pleurothallis volans er min, som de fleste andre Pleurothallis blomstrer den stort set året rundt.Altid en blomst af gangen pr blad. En af de større blomster i den slægt.

Renanthopsis Mildred Jameson 'Bonsall', (Renanthera monachica x Phalaenopsis stuartiana), har Birgit haft med før, en spændende og vellykket hybrid mellem to arter i hver sin slægt.

Så blev det den sidste, og det er endnu en af mine udenfor konkurrencen. Scaphosepalum beluosum, der som de andre i den slægt fortsætter blomstringen på alle de gamle skafter, mens nye bliver føjet til. Kun én blomst pr stilk er åben af gangen, men der kan sagtens have været 50 blomster tidligere på samme skaft.