​Tekst og hvor intet andet er nævnt også billederne, Egon Krogsgaard.

​Dansk Orchide Klubs stand opsat af Orkidéklubben Fyn.

Sådan så standen ud. Der lå gamle blade fra vin og vindruer rundt omkring i standen, og som så mange andre besøgende ville jeg godt have hjulpet dem med at tømme den store vinflaske. Det var jo efterår, og der falder blade og frugter af træer og buske. Men ellers var det ikke let at se på udstillingen, at det var tid for planterne at afblomstre.

Det var Maja, Hans, Annette og Erik fra OKF der lavede udstillingen. Desværre var de to sidste af dem væk, mens jeg fik taget lidt billeder af standen. Der var en sølvmedalje til udstillingen. Flot lavet!

Hvis der er lidt held ved det, har jeg fået fotograferet alle planterne i denne stand. Den første, der kommer alfabetisk, er denne Aliceara Pluto's Drummer 'Pacific Pink'. Det er navnet på denne hybrid, selvom den sælges med klonnavet som hybridnavn. Desuden sælges den med det gamle slægtsnavn, Degarmoara (Dgmra.) = Brassia × Miltonia × Odontoglossum. Efter rokader i slægterne, er formlen nu Aliceara (Alcra.) = Brassia × Miltonia × Oncidium.

Det sidste billede er af en Angraecum infundibulare Lindley (1862). Den stod så flot til mødet i OKF om tirsdagen, men nåede desværre at falde lidt af på den inden landskampen.

Dette var en stor flot plante, der desværre taber lidt i dysten med andre planter ved, at de mange skafter kun har én åben blomst ad gangen på hver. Den skal i dag hedde Bulbophyllum amplebracteatum subsp. carunculatum (Garay, Hamer & Siegerist) J.J.Verm. & P.O'Byrne, (2011). Tiden tillod desværre ikke, at jeg kunne nå rundt to gange, først med den normale linse til billeder af hele planten, og derefter hele turen igen med makroen. Så der er kun få makrobilleder fra enkelte udstillinger.

Her er det først en unavngiven Cattleya hybrid. Så følger Ceratostylis retisquama Rchb.f (1857) og til sidst Chelonistele sulphurea (Blume) Pfitzer (1907), der fik sølv på standen.

En Christensonia vietnamica Haager (1993) gemte sig lidt bag navneskiltet. Den anden er primærhybriden Coelogyne Lyme Bay (speciosa x usitana).

Det var ikke farver, der manglede i udstillingen. Først en Dendrobium bracteosum Rchb. f. (1886), derefter en Dendrobium densiflorum Lindl. ex Wall. (1830).

Orange kunne de også byde på i denne slægt. Her en Dendrobium faciferum J.J.Sm. (1908).

Og flere endnu i den røde farve. Dendrobium glomeratum H.J.Veitch ex Rob., (1893), primærhybriden Dendrobium Hibiki (bracteosum x laevifolium), og lidt Dendrobium phalaenopsis-hybrider.

På navneskiltet til den første stod de to hybrider nævnt, der er forældre til disse flotte blomster. Den er dog registreret, og den hedder Dendrobium Royal Wings. Den anden er en Dendrobium subuliferum J.J. Sm. (1911).

Her er det en Dendrochilum kopfii Lückel (2011). Måske nogen kan huske at have set den plante i en anden sammenhæng for nylig.

Forrest burde det være en magnum, men er nærmere en jeroboam eller måske en imperial. Alt afhængig af, om flasken indeholder 6 eller 8 almindelige flasker. Bag den står en stor Dendrochilum magnum Rchb. f. (1861), der dog er lille i sammenligning med den, Maja fik guld på standen for, samt den blev den danske champion på showet. Den er fotograferet væk fra standen, da den skulle indgå i landskampen. Men den hørte til i udstillingen.

Så er jeg nået til Gastrochilus retrocallus (Hayata) Hayata, (1917) samt to planter af Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Willams, (2009).

En Habenaria medusa Kraenzl. (1892) var der heldigvis også med. Den vækker altid opsigt. Den næste er Miltonia Honolulu, så en Miltonia Sunset hybrid og den sidste er Oncidium onustum Lindley (1833).

Frueskoene var repræsenteret med tre planter. To billeder af primærhybriden Paphiopedilum Honey (philippinense x primulinum), så er det Paphiopedilum lowii (Lindl.) Stein, (1892) og til sidst Paphiopedilum spicerianum [Rchb.f]Pfitz. (1888).

Først en småblomstret plante. Pleurothallis discoidea Lindl. (1835). Den næste kan jeg kun kalde Pleurothallis sp.. Navnet på den er der ingen, der har, ikke engang tilnærmelsesvis. Og selvom jeg forsøgte mig med et aff. og resten af navnet, var der ingen, der mindede om navnet.

Først er det en uregistreret hybrid mellem Renanthera monachica x Vanda miniata. Så kommer udstillingens højeste plante. En Renanthera philippinensis (Ames & Quisumb.) L.O. Williams (1937)

Stelis kefersteiniana (Rchb.f.) Pridgeon & M.W.Chase (2002) med små mørke blomster, og bagefter er det Maja's billede af Vanda denisoniana Bens. & Rchb.f. (1869). Den var med til landskampen, derfor fik jeg ikke selv taget billeder af den. Medaljen fik den til landskampen. 

En navnløs Zygopetalum hybrid, og udstillingens sidste plante, jeg har kendskab til, var en Zygostates lunata Lindley (1837).