Tekst og foto: Egon Krogsgaard.

Sjællands Orchide Klub.

Så er jeg nået til ​Sjællands Orchide Klub. Igen en flot udstilling, bygget op omkring de tre dele af Hans Martins flotte billede. Udstillingen fik guld, og mange af planterne i den fik også medaljer.
Det var jo ikke fordi sjællænderne ikke havde tid til at hygge sig, men nu var det også flot vejr udenfor, mens vi gik og satte udstillingerne op.
Og her er, hvad de fik bygget op. Eller væltet ned om man vil. Den kan af indforståede forstås på to måder, men der var da "væltet" en korkelm ned i udstillingen.
Jeg kan desværre godt se på mine billeder, at denne udstilling blev skud ud på aftenen om fredagen. Det havde været en lang dag, så koncentrationen begyndte at svigte lidt. Derfor fik jeg aldrig taget billeder med normallinsen på af denne Barkeria lindleyana subsp. vanneriana (Rchb.f.) Thien, (1970 publ. 1971), som den skal hedde i dag. En spændende slægt.
Dette er ikke bare en sjældent set art, det er også en meget flot klon med de stærke farver. Det er en Bifrenaria tetragona (Lindl.) Schltr. (1914). Det var da godt, at den bestemte sig for at overleve den krise, den havde været i, og der er endda flere knopper på vej. Den fik sølv til landskampen, og opnåede en ottende plads blandt de danske planter.
Det her er ikke bare en flot plante, når den blomstrer, de lange terete blade er også meget dekorative mellem blomstringerne. Det er en Brassavola cucullata [L.] R.Br. (1813).
Her er det en uregistreret hybrid. Det er krydsningen Cattleya (longipes x harrisoniana). En flot blomstring på den.
Dette billede lå mellem mine makrobilleder til denne udstilling. Men jeg kan ikke finde planten på nogen af de andre billeder, så gad vide, hvor jeg har støvet den op. Hvis nogen har kendskab til dens navn eller eventuelle anden tilhørsforhold, hører jeg gerne om det. Jeg vil nøjes med at kalde den for en Cattleya. Flot er den da.
Her fik jeg heller ikke taget et billede af hele planten. Det var vist godt, at jeg havde glemt at fotografere fynboernes udstilling om fredagen, så var jeg måske endt med kun at få fotograferet navneskiltene. Denne skal i dag hedde Cattleya cinnabarina (Bateman ex Lindl.) Van den Berg, (2008).
Denne er ligesom den forrige beskrevet i 2008. Det betyder ikke, at de først er fundet der, men at de er flyttet over i Cattleya fra en af de andre slægter. Det er en Cattleya fournieri (Cogn.) Van den Berg, (2008).
På navneskiltet til denne her stod der Cattleya hybrid. Men med den læbe vil jeg næsten tro, at det er en Rhyncholaeliocattleya hybrid.
Cattleya maxima Lindley (1833) stod i flere udstillinger, og de planter, jeg allerede har vist mange gange fra udstillingen må lide den tort, at der ikke kommer så mange billeder med nu som i de første visninger. Det er jo en elegant plante.
En meget flot hybrid, sikke en ren farve på læben. Der er flere arter, der umiddelbart kunne indgå i denne Cattleya Netrasiri Beauty, men i stedet for at gisne om dem, så kan interesserede jo selv gå ind på RHS og tjekke forældrene til den. Jeg har tilladt mig at skrive lidt ekstra til hybridnavnet, for det mangler vist på navneskiltet.
Igen en, der er flyttet slægtsmæssigt i 2008, men jeg er i tvivl, om det ér arten Cattleya pygmaea (Pabst) Van den Berg, (2008). Læben skal være smal på den, og denne har også for lange og smalle sepaler til den art. Hvad det så er for en art, det ved jeg ikke. Men den kommer helt sikkert fra den nu nedlagte slægt Sophronitis.
Denne Cattleya vasconcelosiana (Campacci) Van den Berg, (2014) fik jeg aldrig taget nærbilleder af. Det er til gengæld en rimelig nyopdaget art, som først blev beskrevet i 2014. Ligner mere en Laelia, men der hører den så ikke til.
Denne spændende og flotte hybrid skal i dag hedde Caulocattleya Chantilly Lace. Det er krydsningen mellem Cattleya og Caularthron. Og det er Caularthron bicornutum, der er krydset ind fra den sidste slægt.
Coelogyne fimbriata Lindl. (1825) har jeg også vist fra flere udstillinger, så I må nøjes med to billeder. Den sad flot på korkelmen.
Dette skulle være en Coelogyne speciosa (Blume) Lindl., (1833). Der er flere arter i sektion Speciosae i Coelogyne, der ligner hinanden temmelig meget, så om navnet holder, ved jeg ikke. Det er nogle utroligt smukke læber, den sektion byder på.
Der stod en meget flot Dendrobium cuthbertsonii F. Mueller (1888) i udstillingen. Jeg havde fornøjelsen af at bære både denne og den næste rundt til dommerne to gange, hvilket betyder, at de også begge skulle kulturbedømmes. Denne fik to flotte sølvmedaljer, og kom ind på trediepladsen blandt de danske planter.
Det var da to flotte planter, Per Lam havde taget med til landskampen. Denne Dendrobium hellwigianum Kraenzl. ex Warb. (1892) fik også to sølvmedaljer og opnåede en fjerdeplads blandt de danske planter. Læg mærke til billede nummer 6, en god grund til ikke at fjerne tilsyneladende visne skud.
Jeg tror, der er gået noget galt ved disse planter. Navneskiltene er vist sat lidt forkert. Det er ingen forskel på den tilsyneladende art Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886) på det femte billede og de andre hybrider. Det er primærhybriden Dendrobium Hibiki (bracteosum x laevifolium). Jeg fiskede en plante frem inde bagfra på det første billede ovenfor, og den har jeg sat til sidst. Derfor er den ikke så skarp som jeg kunne ønske. Den stod delvis gemt bag de andre, og havde de tynde lange sepaler og petaler, som arten Dendrobium bracteosum skal have. Ligeledes var den helt anderledes i skuddene og de var meget længere end de andre planters. En af planterne var med til landskampen og fik 2 x sølv, Den fik klonnavnet 'Aarhus 2017'. Den fik en syvende plads blandt de danske planter.
Endnu en genganger fra flere af udstillingerne. Det er en Dendrochilum magnum Rchb. f. (1861). De meget grønne blomster er lige sprunget ud, i løbet af et par dage bliver de gyldne i farven.
Her er det vist en lille Frytle, der har fået plads. Næ, det er jo en Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009). Der er vist ingen gartnerier der sælger den plante med det nye navn, så skal den købes hjem, så gå efter Ornithophora radicans.
En flot stor klump af Habenaria rhodocheila Hance (1866). Den findes jo i flere farvevariationer. Den har en lang spore.
Denne stod som Laelia sp.. Jeg har ikke kunnet finde nogen arter med de tykke blade. Måske en ubeskrevet art.
Denne skulle hedde Lc. Dahlenburg. Nu findes der overhovedet ingen registrerede hybrider der hedder noget med Dahlenburg, men det er det navn man skal gå efter, hvis den skal købes. Gad vide, om det er Karge, der sælger den?
En flot farve på denne Lycaste cochleata Lindl., (1851). Den står godt til Hans Jørgens Bifrenaria tetragona bagved.
Endnu en i samme slægt. Det er en Lycaste xytriophora Linden & Rchb.f. in W.W.Saunders, (1872).
Og så til noget helt andet. Det er primærhybriden Masdevallia Copperwing (veitchiana x decumana).
Endnu en fra landskampen. Denne Masdevallia triangularis 'Gråsten' Lindley (1846) fik bronze og talte ikke med til slutresultatet.
Dette skulle være hybriden Miltonia Summer Breeze. Der findes to Cattleya, en Paphiopedilum og en Phalaenopsis med det navn, men ingen i denne slægt. Så en uregistreret hybrid.
Her er det en del af denne udstillings Paphiopedilum. Og dem var der mange af.
Dette er en naturhybrid. Den hedder Paphiopedilum × herrmannii F.Fuchs & H.Reisinger (1995), (helenae × hirsutissimum var. esquirolei). Den blev næppe beskrevet som naturhybrid tilbage i 1995, for den ene forælder Paph. helenae blev først fundet og beskrevet året efter.
Der findes heldigvis stadigvæk spændende orkidéer i naturen, selvom en stor del af dem blev opdaget og beskrevet for længe siden. Denne Paphiopedilum coccineum Perner & R.Herrm., (2000) er en af de nyere i den slægt.
Normalt er en Paphiopedilum concolor (Lindl. ex Bateman) Pfitzer (1888) både lysere i farven og fyldt med røde pletter, men det har denne vist glemt. Flot farve.
Dette er jo en meget flot plante af en Paphiopedilum dianthum Tang & Wang (1940). Men naboen til venstre tog lidt af pynten fra den.
For der stod denne Paphiopedilum dianthum 'Aarhus 2017'. Den fik 2 x sølv til landskampen og en sjetteplads blandt de danske planter.
Og her er så den lille fyr, hvis naturhybrid blev beskrevet året før den selv. Det er en Paphiopedilum helenae Aver. (1996).
Som det kan ses på navneskiltet, er det en unavngiven Paphiopedilum hybrid. Dejlig mørk farve.
Så er jeg nået til en Paphiopedilum lowii (Lindl.) Stein, (1892) . Hvor er den dog smuk! Det syntes dommerne også, så den fik sølv og en tiendeplads blandt de danske orkidéer.
Og dette skulle være en Paphiopedilum lowii var. aureum (Lindl.) Stein, (1892). Måske de hængende petaler var skyld i, at den "kun" fik bronze til landskampen.
Der var mange spændende arter i denne slægt i SOK's udstilling. Denne var en af dem Paphiopedilum superbiens (Rchb.f.) Stein, (1892).
Så ved jeg ikke helt, hvad jeg skal kalde denne plante. På skiltet stod der Paphiopedilum thaianum Iamwir. (2006). Men den skal være grøn i midten, hvor Paph. niveum er gullig med hvidt omkring. Måske en hybrid mellem de to!
En flot klon i Paphiopedilum wardii Summerhayes (1932).
Og den sidste i den slægt er en Paphiopedilum wenshanense Z.J.Liu & J.Yong Zhang (2000). Den fik bronze til landskampen.
Mon ikke det var Akerne, der også havde sådan en Phalaenopsis cornu-cervi f. chattaladae D.L.Grove (2006). Flot farve på den.
Der var ikke meget at se af blade for mos og skilt på denne Phalaenopsis deliciosa Rchb. f. (1854). Det må vist være en alba-form.
Så er der noget mere farve på denne her. Phragmipedium Don Wimber 
Eller hvad med denne Phragmipedium Jason Fischer. Der er der da knald på farven.
Det er nogle fantastiske læber, denne slægt kan byde på. Her er det en Rhyncholaeliocattleya Haw Yuan Gold.
Hvor den forrige var storblomstret, så er vi ovre i miniorkidéerne med denne Schoenorchis fragrans (Parish & Rchb. f.) Seidenf. & Smitin. (1963).
Den sidste plante i denne udstilling var en Stenoglottis longifolia Hooker F. (1891). Igen en, der er vist fra mange udstillinger, så kun to billeder af den.