Tekst og billeder, Egon Krogsgaard.​

​D.O.G. Gruppe Schleswig-Holstein.

Som altid en flot udstilling fra værterne fra Schleswig-Holstein gruppen. De fik en guldmedalje for standen. Det store lærred inde bagved giver en flot illusion af at stå ude i tågeskoven og betragte orkideerne der. 
Det er ikke planter, der mangler i udstillingen. Men der var dem der mente, at nogle af dem måske ikke skulle været sat i. Enkelte planter nåede ikke at springe ud, og andre havde måske nok lidt for få blomster til planternes størrelse. Enkelte var kraftigt for nedadgående, men alt i alt en meget flot udstilling.
Her er det en af de småblomstrende arter i den slægt. Det er en Angraecum subulatum Lindl.(1837). Men en meget stor plante.
Efter slægten Trias er lagt ind unde Bulbophyllum, har denne fået navnet Bulbophyllum disciflorum Rolfe (1895).
Endnu en i samme slægt. Det skulle være den rigtige Bulbophyllum longiflorum Thouars (1822).
Første billede er en Cattleya (intermedia x Gravesiana). Den er aldrig blevet registreret.

Den anden er naturhybriden Cattleya × cypheri (forbesii x purputrata). 
Der sad et par planter af denne lille art. Den hedder nu Cattleya bicalhoi Van den Berg, (2008). Den hed tidligere Laelia dayana.
Den første var en af dem, der var tæt på at falde i blomsterne. Men det er ikke så ofte, man ser en Cattleya fournieri (Cogn.) Van den Berg, (2008), så det berettiger måske dens tilstedeværelse. Men den kunne måske godt have fået klippet et par visne blomster af. Tidligere en Laelia.

​Blomsterne ude til venstre på det andet billede er en Cattleya guttata Lindley (1831). Den hvide i højre side kunne jeg ikke umiddelbart finde et skilt til.
Ud fra skiltningen så det ud til, at der var to forskellige arter her. Men jeg vil vove at påstå, at der kun er en, og det er Cattleya harpophylla (Rchb.f.) Van den Berg, (2008).
Den første var tilsyneladende en navnløs Cattleya hybrid. Den anden er klonen Cattleya loddigesii 'KK' Lindl. (1824).
Der sad et par Cattleya maxima Lindley (1833) op af stammen.

De næste to er primærhybriden Cattleya Mini Purple (pumila x walkeriana). Altså to arter, der er krydset sammen. Farveforskellen skyldes, at den sidste også har en farvebetgelse med. Det er en Cattleya Mini Purple var. coerulea.
Her er det et par billeder af nogle af de mange Cattleya, der var i udstillingen.
Havde den første ikke fået en sølvmedalje, så havde jeg kunnet se navneskiltet på den. Måske Jan kan huske, hvad den hed. I så fald sætter jeg navnet på sidenhen.

Den anden er en Cattleya vasconcelosiana (Campacci) Van den Berg (2014). Heller ikke en man ser ret tit.
Da den første er en tidligere Coelogyne, passer den fint ind her alfabetisk. Det er en ​Chelonistele sulphurea (Blume) Pfitzer (1907). Den anden har vist været med flere gange til landskampene, det er en meget stor Coelogyne fimbriata Lindl. (1825). Desværre var der stort set ingen blomster på den, så måske den burde være blevet hjemme.
Jeg starter igen med en primærhybrid. Det er en Coelogyne Linda Buckley (mooreana x cristata). Den næste er en Coelogyne mooreana f. alba Roeth & O.Gruss (2001). Officielt har den ikke farvebetegnelsen med, men er beskrevet med den i 2001. Den sidste havde navnet  Coelogyne spec. på skiltet. Om det stod for at det var en ukendt species (art), eller det stod for, at det var arten Coel. speciosum, det vides ikke.
En slægt, der gør i meter lange skafter, er Cyrtochilum. Derfor skulle man også kigge langt efter planten til de gule blomster. Det er en Cyrtochilum diodon (Rchb. f.) Kraenzl. (1917).
Dette skulle være to Dendrobium bigibbum var. compactum (C.T.White) Peter B.Adams, (2015) i forskellige farver.
Højt oppe hang denne primærhybrid. Det er en Dendrobium Cassiope (moniliforme x nobile).
Endnu en primærhybrid. Den velkendte Dendrobium Hibiki (bracteosum x laevifolium). Den anden er en navnløs hybrid.
Den havde en flot farve, denne Dendrobium lawesii F. Mueller (1884) . Den sidste i denne slægt er en Dendrobium phalaenopsis hybrid.
Op fra blomsterhavet skød denne Epidendrum capricornu Kraenzl. (1916) frem. Den sidste er en Eria sp..
En plante der altid tiltrækker sig opmærksomhed er denne Habenaria medusa Kraenzl. (1892). To flotte skafter var der af den.
Endnu en i samme slægt, som Knitta har så mange af, at hun sælger af dem. Det er den meget farvevariable Habenaria rhodocheila Hance (1866).

Den anden er et kryds mellem to slægter.

Kefericzella Sua Mena (Warczewiczella amazonica x Kefersteinia tolimensis)
Det er nogle spændende blomster der er på Masdevallia oreas Luer & R. Vásquez (1981.
Om dette er en Masdevallia sp. eller hybrid, det er ikke til at sige. Mange af dem ligner hinanden til forveksling. Den anden er arten Masdevallia stirpis Luer (1989).
Disse to planter skulle begge være Mediocalcar decoratum Schuit., (1989). Den ene er meget mere rød end den anden, og kunne lidt ligne en af de andre arter. ​Ikke med de let tillukkede blomster der tilmed er "skæve". Men jeg lader tvivlen komme ejeren til gode.
Først er det en Miltonia regnellii Rchb.f (1850). Så er det en Oncidesa Sweet Sugar. Og de to sidste billeder er en ikke registreret hybrid som kaldes Oncidium Joakim.
Der er kommet en rimelig harmonisk hybrid ud af Paphiopedilum Aladin. Meget afdæmpet i sine farver.
Ifølge navneskiltet skulle dette være en Phalaenopsis hieroglyphica. Jeg vil nærmere tro, det er en Phalaenopsis fasciata Rchb.f (1882).
Her er det lidt billeder af de mange navnløse Phalaenopsis hybrider, der også var i udstillingen. 
Men der var også blevet plads til to forskellige farver af Phalaenopsis pulcherrima [Lindley] J.J.Smith (1933). Den sidste er en alba.
Så er jeg nået til den kraftigt farvede primærhybrid Phragmipedium Andean Fire (besseae x lindleyanum).

Den næste er en navnløs hybrid. De to sidste billeder er af Phragmipedium Nitidissimum.
Denne sølvmedalje blev givet til en pæn sværm blomster på naturhybriden Phragmipedium x richteri J.Roeth & O.Gruss (1994) (boissierianum × pearcei) .
Der var en bronzemedalje til den efterårsblomstrende Pleione saxicola Tang & F.T.Wang ex S.C.Chen (1987).

S¨følger to billeder af Pleurothallis viduata Luer (1981). Den sidste er en Polystachya piersii P.J. Cribb (1983).
Der var et par pæne store planter af Restrepia brachypus Rchb. f. (1886), men der var ikke mange blomster i dem.
Der stod Restrepia erythroxantha på navneskiltet, det er et synonym for Rstp. elegans. Selvom den art kan være meget variabel, så kan den ikke se således ud. Det er nærmere en Rstp. trichoglossa var. subserrata.
Nogle arter har efterhånden så lange navne, at de overskrider den grænse, der er givet til billedtekster. Denne skal nu hedde Rhynchostele ehrenbergii (Link, Klotzsch & Otto) Soto Arenas & Salazar (1993), men fordi der har været fem forfattere ind over navnene af to gange, så har jeg måttet ændre lidt på billederne, men ikke her i teksten.
Der er noget fascinerende over denne slægt, når de smider det kraftige skaft ned gennem pottematerialet. Det er nogle store blomster, de har hængende dernede. Det er en Stanhopea oculata (Lodd.) Lindl., (1832).
Der var desværre ikke mange udsprungne blomster på denne store Stelis convallaria (Schltr.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001).
Til gengæld var der godt gang i disse to planter af Stelis microchila Schltr. (1911).
Også en plante, der stort set var afblomstret. Det er en Stelis rodrigoi (Luer) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) .
Der er altid mange Bromelia og Tillandsia i deres udstilling. De er jo ikke helt dumme i farven.
Den første skulle være en Vanda coerulea Griff. ex Lindl. (1847), men var meget storblomstret til at være den art. Måske en hybrid med den. Den anden er en Vanda Fuchs Sapphire. 
Så er det to navnløse hybrider, hvor den sidste er en Vanda miniata hybrid.
Den første er en Vanda Princess Mikasa Blue. Den anden en Vanda tricolor Lindl., (1847) der fik sølv. Og den sidste er en Zygopetalum hybrid.
Der var en bronzemedalje til denne ​Zygostates lunata Lindley (1837). Det var de sidste planter, jeg havde taget billeder af i denne udstilling.