Men tilbage til det egentlige for vores tur. Orkideerne. Og de forskellige udstillere kommer her i alfabetisk rækkefølge.
Det blev et par skæve vinkler, for at Brandorff Orchide's udstilling kunne komme i kameraet. Bag den åbne dør stod Knitta og Polle og solgte planter. Og baggrundene fortæller så også, hvorfor mange billeder har en rodet baggrund, så det må I leve med.
Her kommer lidt udpluk fra udstillingen, igen i alfabetisk rækkefølge. Først er det en Cattleya forbesii Lindl., (1826), så 3 billeder af Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886), et enkelt af den lille Dendrobium cuthbertsonii F.Muell., (1888), og til sidst en Dendrobium lamellatum (Blume) Lindl., (1830).
Nej, det var ikke en tue græs, de havde stillet i udstillingen, det var en Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009). Og hvor har I ret, den hed nemlig tidligere Sigmatostalix. En imponerende stor plante med ligeså imponerende smukke blomster.
Hvor var jeg skuffet! En sølle Habenaria. Og når jeg tænker på, hvor mange arter de har til salg i drivhuset på Fyn, og så skulle vi alle spises af med en sølle plante i den slægt. Nå, planten fejlede nu ikke noget, det var en Habenaria rhodocheila Hance, (1866). Jeg var forbi deres drivhus en uge før udstillingen, og der stod skaft efter skaft, men de var åbenbart ikke sprunget ud endnu. Men når det nu skulle være, at de kun havde én med, så var det da ikke den grimmeste art.
De har efterhånden mange Masdevallia i deres sortiment, her har jeg valgt 3 arter. Først er det to billeder af Masdevallia cardiantha Königer, (1980), så 2 billeder af Masdevallia coccinea Linden ex Lindl., (1846), 4 billeder af Masdevallia hirtzii Luer & Andreetta, (1989) og til sidst en unavngiven Masdevallia hybrid.
Og som de sidste fra deres udstilling er det først en Paphiopedilum bellatulum (Rchb.f.) Stein, (1892) derefter en Paphiopedilum godefroyae (God.-Leb.) Stein, (1892) og til sidst en Phalaenopsis pulcherrima (var. champorensis) (Lindl.) (1933). Parentes omkring variant navnet, for det er ikke accepteret på Kew's tjekliste.
Her kommer så nogle billeder fra John og Solveig.
Hvad de sorte kanter går ud på, ved jeg ikke, de var på mange af billederne, der var taget på afstand. Måske en fejl i blænden. Efter udstillingen er det først en Cattleya forbesii Lindl., (1826), dernæst en Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886) og til sidst en Dendrobium ellipsophyllum T. Tang & F.T. Wang (1951), der, som det ses på udstillingsbilledet, stod for sig selv på kanten.
Og her er det først en Habenaria rhodocheila Hance, (1866), derefter den spøjse variant Phalaenopsis pulcherrima (var. champorensis) (Lindl.) (1933), og de to sidste kunne man ikke se skiltene til, så de må nøjes med at blive kaldt Phragmipedium hybrider.