Tekst og billeder, Egon Krogsgaard.

September 2019.

Aftenens foredrag blev holdt af Knitta, der fortalte om, hvordan hun fik interessen for orkideer, og hvordan de dyrker dem. Konklusionen på det må være, køb aldrig en blomst til svigermor, det bliver dyrt og tidskrævende i den sidste ende!

​Vi blev lidt klogere på mange ting, måske jeg også kan gøre Knitta og mange andre lidt klogere. Jørn spurgte, om Snudebiller var et problem, men da Knitta ikke kendte dem, så er det nok ikke nogen, der skader deres planter. Da jeg bar mine orkideer ud på plads efter hjemkomsten, så jeg noget mørkt sidde midt på en Restrepia blomst lige indenfor døren. En snegl, tænkte jeg, men nej, det var netop en Snudebille.

Hvorfor hedder de Snudebiller? Det fremgår ikke tydeligt af den, jeg fandt i tirsdags, som er på de to første billeder, men den sidste, som jeg fotograferede oppe ved Thy-Gøgeurten i sommers, den har den karakteristiske lange snude. Deraf navnet. Jeg har ikke fået artsbestemt den fra udestuen, men den sidste hedder Stor Nåletræsnudebille (Hylobius abietis). Altså er dén ikke et problem for vores orkideer.

​Efter et godt foredrag blev planterne på bordet gået igennem fra 1-5. Her står de sammen med resten.

38 planter var med i konkurrencen, Jan havde taget fire ekstra planter med, Knitta og Polle havde også en, selvom de ikke helt var klar over det, og jeg havde 10 ekstra planter med den aften. 53 planter var der på bordet.

Derudover var der de to "små praleborde", som jeg vil vælge at kalde dem, der var mange spændende ting på, kan jeg se. Dem nåede jeg dog aldrig over at se på, jeg havde rigeligt at gøre med at tage billeder. Heldigvis havde jeg taget billeder af mine egne om eftermiddagen. Bl.a. spottede jeg en Bulbophyllum guttulatum på det ene bord på mine billeder, sådan en havde jeg også i blomst, men den glemte jeg at tage med.

Her er så top 5 denne aften.

Nummer et kommer netop fra Knitta og Polle. En af deres 13 Bulbophyllum phalaenopsis J.J. Sm. (1937). Fire var vist i blomst for tiden, hvis jeg husker rigtigt, godt de ikke havde taget dem alle med, så der også var point til os andre.

Det er en imponerende plante, der var mange delte meninger om. Spændende men ... var der flere der sagde, jeg kan nu godt lide den. Flere fik styret deres lyst til at dufte til blomsterne ved denne her, selvom der også var forskellige meninger om dens duft. Er man til de mere frynsede blomster, er denne da et must!

Samme ejerskab til nummer to. Det er deres Maxillaria callichroma Rchb. f. (1854). Det er da en imponerende blomstring, den har. Store flotte farvede blomster, så er medlemmerne solgt. Hmmm ... det må jeg huske fremover.

 Nummer tre var Jans plante. Jeg er ikke enig med navneskiltet til denne plante, jeg vil tillade mig at kalde den for Stanhopea oculata (Lodd.) Lindley (1832). Ellers skulle den have været gul uden de store pletter på læben. Et skaft var knækket, et tæt på at blomstre, og der var mere på vej frem. De er prangende med de store flotte blomster. Denne havde nok en lidt bedre duft end 1'eren, selvom den var meget parfumeret og kraftig i duften.

Nummer fire var Helles primærhybrid Phragmipedium Eric Young (besseae x longifolium). Tre skafter var der mindst, og de kan blomstre længe på hvert, ofte kun med en blomst på hver ad gangen. De to sidste billeder kan I jo sammenligne med Jans primærhybrid i samme slægt senere i visningen.

Nu var Oles Bulbophyllum pecten-veneris (Gagnep.) Seidenf. 1973 publ. (1974) nået til det sidste af fire skafter, så går der et år før vi ser den igen. Men den er værd at vente på. Den var også med sidst, flot at den kan strække sin blomstring over en måned på den måde.

​Så følger resten i alfabetisk rækkefølge. I husker, at blå tekst er link, I kan klikke i.

Min Anathallis minutalis (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) begyndte at blomstre med nogle få blomster for et par måneder siden, der bliver hele tiden flere og flere blomster på den, så det må pible frem med nye skafter. En tidligere Pleurothallis, som ikke alle anerkender, skal have det nye slægtsnavn. Den var udenfor konkurrencen.

Endnu en af mine planter. Den var med til landskampen for et år siden, der var der endnu flere blomster på den. Den fik en rimelig pæn placering dengang. Det er en Barbosella dusenii 'Aros' (Samp.) Schltr. (1918).

En af Jans planter udenfor konkurrencen. Det er den storblomstrede Brassavola grandiflora Lindley (1839). Dufter formodentligt om natten, da den muligvis bestøves af natsværmere.

Vi har været vant til, at når vi ser en Bulbophyllum lasioglossum Rolfe ex Ames (1905), så er det Bente, der har den med, men denne tilhører Jan og var udenfor konkurrencen.

Jeg opdagede midt eftermiddag, at der var blomster i min Bulbophyllum saltatorium Lindl. (1837). Jeg havde overhovedet ikke set skaftet på noget tidspunkt. 

Denne Cattleya Jungle Beau 'Gold Country' hører hjemme hos Kristian. Det er nogle stærke farver, den har fået. En sød lille plante. Oprindeligt en Sophrolaeliocattleya.

Da min Cleisostoma striatum (Rchb.f.) N.E.Br., (1882) blomstrede første gang sidste år, var jeg i tvivl om navnet. Den dobbelte flig på læben var ikke på Jays billeder på orchidspecies.com. Men nu har jeg tjekket de fire tegninger af den på SOF's hjemmeside, den skal have den dobbelte flig. Så den er god nok til navnet.

Her er det John og Solvejgs kryds mellem to arter, altså en primærhybrid. Coelogyne Linnéa (salmonicolor x speciosa). Det er en hybrid, Marei har registreret i 2013. Hun har krydset en del arter i den slægt, hvilket hun bl.a. vil fortælle om til dette arrangement hos dem. Samme foredrag gentages i Berlin senere på året.

Her kommer endnu en af Jans planter udenfor konkurrence. Det er hans flot farvede klon Dendrobium brymerianum 'Strub' Rchb. f. (1875). Normalt er blomsterne ensfarvet gule, men der er dukket nogle op med orange midt i blomsterne. Ikke alle har så flot en trevlelæbe som denne. Det ligner næsten rødder.

Dendrobium nobile hybrider findes der utrolig mange af, som hver har sin charme. Dem vil Birgit vise lidt af, så denne og de næste to er hendes planter.

Det er de typer, der også kaldes Dendrobium compactum grundet de tykke skud. Men også fordi der findes en orkide med det navn. Den har de tykke skud med mange skafter på, men en noget andet udseende og farve på blomsterne.

Selve plantens udseende minder meget om Den. compactum, men blomsterne minder til gengæld meget om bl.a. Den. nobile.

Så er det igen blevet tid til en primærhybrid. Det er en Dendrobium Nora Tokunaga (atroviolaceum x rhodostictum), som John og Solvejg har. En spændende læbe den har.

Mon ikke John og Solvejg har købt denne her hos Karge? Det mangelfulde navn kunne tyde på det. Hybridnavnet er smidt væk og klonnavnet er ophøjet til hybridnavnet. Et nummer hun desværre tit laver. Den hedder retteligen Dendrobium Princess 'Petite Parasol', så det kan I godt rette navneskiltet til.

Så har vi balladen igen. Ikke fordi det er John og Solvejgs plante, men fordi denne varaint aldrig er blevet beskrevet. Den sælges i denne farve som Dendrobium sanderae  var. luzonica Rolfe, (1909).

Så vender Birgit tilbage for en kort stund. Det er ikke en typisk art i den slægt. Den hedder Dendrobium trinervium Ridl., (1896).

Endnu en af mine planter udenfor konkurrencen. Den hedder Dendrochilum cootesii H.A.Pedersen (1997). Måske nogen genkender forfatteren til denne art, det er Henrik Ærenlund Pedersen, som vi havde besøg af i foråret. 

Kristian havde taget denne smukke lille orkide med. Den har fået et nyt slægtsnavn nu, og skal nu hedde Erycina pusilla (L.) N.H.Williams & M.W.Chase, (2001). Der er kun syv arter i den slægt, to af dem ligner denne meget. Erycina glossomystax  og Psygmorchis crista-galli.

Her er en mere af de små planter. Den hedder i dag Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009), men de gamle navne er stadigvæk accepterede. Med den størrelse, kan Jørn have mange planter i drivhuset.

​Hvis nogen undrer sig over, om der var hindbær eller brombær med til mødet, se andet billede, så kommer der en forklaring på "bærret" hen mod slutningen.

Endnu en af Jørns planter. Købt med et helt andet navn, den burde slet ikke sælges i Thailand, da den kommer fra de tre sydligste provinser i Kina. Men den er kommet med i en af Knittas importer, og er endt hos Jørn. Jeg har været alle billeder af Habenaria igennem hos Jay, heldigvis er der kun 692 arter på orchidspecies.com, så de tager jo ikke lang tid at gå igennem. Der er ingen andre, der ser sådan ud, så det ér en Habenaria fordii Rolfe, (1896).

Se, her er der fusket lidt med billederne. Det er I sikkert ikke i tvivl om. Der er vist to forskellige arter. De fire første billeder er af Jans Lepanthes sijmii Luer & Sijm (2002), der var udenfor konkurrencen, og det sidste billede er min Lepanthes cordeliae Luer (1992). Begge ser ud til at være rigtige til deres navne. Jay har endnu en der ligner disse to, men det er et billede af min art, han har fået tilsendt til den tredie art. Han skriver også selv, at billedet ikke viser den rigtige plante. Det er Lepanthes adrianae Luer (2002). Igen har jeg været alle billeder igennem på Jays site til Lepanthes, der er kun 995 navngivne arter og 115 species uden navn, det er tilsyneladende de to eneste arter, Jans plante kan være. Sådanne små undersøgelser er vel ikke med til at forlænge den tid væsentligt, I skal vente på, at jeg bliver færdig med billederne og får dem lagt på! ☺

Normalt er det Jørn, der kommer med en Macradenia multiflora (Kraenzl.) Cogn. (1904), men Ole har også købt en nu. Det er da en imponerende blomstring, den kan komme med. Var der flere skafter på vej, eller husker jeg forkert?

Så stor en plante, som Helle har fået af sin ​Masdevallia menatoi Luer & R.Vásquez, (1980), så skal der jo være mange blomster, når den blomstrer, og der er der så også. Der er kommet frøkapsler, uden Helle har leget bien og blomsten med den.

Vi har allerede set en i denne slægt på andenpladsen, havde denne haft lidt kraftigere farver, var den nok også endt i top 5. Det er Jans Maxillaria bradei Schltr. ex Hoehne (1936). Det er jo ikke blomster, den mangler, men pangeffekten via farverne har nok manglet. Ellers en spændende blomst.

Her er endnu en af Jans planter, den vil jeg tillade mig at kalde en Maxillaria sp., da jeg ikke er enig med navneskiltet. Det navn, der stod på skiltet, skal man gå efter hos Orquidário Seidel, hvis man vil købe en magen til, da den sælges derfra. Kew kender ikke navnet Maxillaria porphyroglossa. Der er fire storblomstrede arter med sort læbe, Maxillaria nigrescens, som det næppe er, Maxillaria cucullata, Maxillaria puncto-striata og Maxillaria meleagris. Så har Jay ikke flere med sort læbe på hjemmesiden. Han har kun 414 arters billeder, man skal igennem, den slægt er da til at overkomme. Muligvis en af de sidste tre, hvilken tør jeg ikke gætte på. Jeg synes læben er lidt forkert til dem alle. Måske en ny art. Men en fed farve på læben. Synd blomsterne hænger nedad, så de er svære at se. Op på en kasse, og den var i top 5.

Så havde jeg taget 3-4 arter med i samme slægt, alle udenfor konkurrencen. Om alle navnene er rigtige, er meget tvivlsomt, mange af Jays visninger har kun tegninger, andre er også hos ham tvivlsomme. Jeg har ryddet lidt op i de mest oplagte fejl i den slægt for et års tid siden for ham, men her er navnet tilsyneladende ikke rigtigt, min skulle hedde Muscarella cestrochila (Garay) Luer, (2006). Jays to første billeder ser meget anderledes ud, men den ligner egentligt meget godt både typeeksemplaret hos Jay og C. Luers tegning af den på SOF. Der er mange andre tegninger, der ligner den, så hvilken art det præcist er, vides ikke. Tidligere Pleurothallis til dem alle.

Denne storblomstrede plante har måske det rigtige navn. Muscarella claviculata (Luer & Hirtz) Luer, (2006).

Igen en af de storblomstrede i den art. Skulle hedde Muscarella macroblepharis (Rchb.f.) Luer, (2006), som ligner den forrige art meget på Jays site. Men C. Luers tegning af den på SOF ligger langt fra. Næppe rigtigt navn.

​De blomstrer stort set hele tiden året rundt med et par blomster, da skafterne fortsætter med at blomstre med en blomst ad gangen.

Den sidste har mistet navneskiltet på et tidspunkt. Kunne være samme art som nummer to, men ligner ikke helt. Så det må blive en Muscarella sp..

Normalt når en Octomeria grandiflora Lindl. (1842) blomstrer, så er der mange blomster på samme tid. Min her har aldrig haft mere end et par stykker ad gangen. Da jeg købte den til landskampen i Aarhus, var den vendt på hovedet af sælgeren, inden jeg fik taget mig sammen til at vende den, havde den sat en flok nyskud, så den forblev omvendt. Jeg skulle fjerne en bladlus inde midt i den ene blomst, det fik frigivet pollinierne, som ses på det sidste billede. udenfor konkurrence.

Helle havde også taget sin Pabstiella tripterantha (Rchb.f.) F.Barros, (2002) med i blomst. Selvom slægtsnavnet Pabstiella har eksisteret siden 1976, så er det aldrig slået igennem hos sælgerne, så den sælges stadigvæk som en Pleurothallis. Blomsterne kan holde et par måneder, en fin egenskab hos dem.

Phalaenopsis er som regel rigt repræsenteret til vores møder. Både af arter og hybrider. Her er det Jørgens bud på en af de måske 50-100.000 unavngivne hybrider i den slægt.

Her er endnu et bud på den store variation i den slægt, som gartnerierne har frembragt. Også en af Jørgens planter.

Et typisk eksempel på, hvordan hybrider med den tidligere slægt Doritis ser ud. Men den slægt er nu blevet lagt ind under Phalaenopsis, så nu er dette en hybrid i den slægt. Det er Jørns plante.

Hvis man vil købe så blålig farvet en blomst, skal man huske at se efter klonnavnet på den. Det er Helles primærhybrid Phalaenopsis Purple Gem 'Aida' (pulcherrima x equestris).

Endelig er det her min Phalaenopsis tetraspis Rchb.f. (1870), der var udenfor konkurrencen. Det sidste billede er fra en tidligere blomstring i sommers på en af de to andre skafter på den. Der kan man se de farvede streger og pletter, den sommetider har.

I husker nok Helles Phrag. på fjerdepladsen, her er det Jans primærhybrid Phragmipedium Fritz Schomburg (kovachii x besseae). Begge indeholder arten Phrag. besseae. Den har jeg svært ved at se i de to hybrider, måske den mest ses i læberne. Jeg savner dens flotte røde farve i hybriderne, men glemmer man det, så er det da helt sikkert et par pæne hybrider.

Min Pleurothallis discoidea Lindl. (1835) har jeg haft med nogle gange efterhånden. På nær to gange af ca. 3 måneders varighed, har den blomstret uafbrudt i mange år nu. 

Hvis nogen drømmer om at samle alle arterne i en slægt, kan jeg varmt anbefale at prøve med Jørns plantes slægt. Det er en Psychopsiella limminghei (É.Morren ex Lindl.) Lückel & Braem, (1982), og er den eneste art i den slægt. Men da den er meget vanskelig at få til at overleve, så kan det godt være, I må købe mange planter fremadrettet, for at få en flot samling af en plante i "hver" art. En rå og spændende blomst til de små flade pseudobulber og blade.

John og Solvejg havde taget denne primærhybrid Renanthera Elke Cramer (monachica x vietnamensis) med. Den er registreret for tre år siden, og er krydset sammen af to smukke arter i den slægt.

Så nåede vi endelig til det store røde bær, jeg omtalte tidligere. Det er blomsterne på Knitta og Polles Robiquetia cerina (Rchb. f.) Garay (1972). Den findes både med røde og gule blomster, som det også ses på Jays site. En flot måde den præsenterer sine blomster på.

Endnu en af mine planter udenfor konkurrencen. Den er meget atypisk for den slægt, da de plejer at have lange "horn". Det er en Scaphosepalum ovulare Luer (1976).

​Uheldigvis var der heldigvis en snegl, der havde ædt lidt af en af blomsterne, så man kan se, hvad der skjuler sig inde i blomsten.

Kristian havde taget denne navnløse hybrid med. Den ligner en typisk Slc. hybrid, og så har vi problemet. Slc, står for Sophrolaeliocattleya, men Kew har slået Sophronitis ind under Cattleya, mange Laelia er i dag flyttet til Cattleya, og en del Cattleya er flyttet til Guarianthe. Derfor har jeg beholdt det navn, som Jan også mener, kan forsvares, en Slc. hybrid.

Min Stelis kefersteiniana (Rchb.f.) Pridgeon & M.W.Chase, (2002) har blomstret i flere måneder nu, altid kun en åben blomst på hvert skaft. Det ses tydeligt på det første billede. Skulle nogen få lyst til at købe en, så sælges den normalt under det gamle navn Pleurothallis flexuosa.

Så er vi nået til den sidste af Jørns planter. De fleste, der har leget med denne slægt har en få skuds plante, som ikke tåler at blive overdynget med vand. Det er en pæn stor plante, Jørn har fået dyrket af Tolumnia variegata (Sw.) Braem (1986). Fed farve!

Her er så den plante, som Knitta og Polle ikke havde helt styr på, var på bordet. Måske skulle den havde været på det andet bord, det fremgik ikke helt, da de pakkede ned. Den var udenfor konkurrencen. Det er en Vanda denisoniana Benson & Rchb.f., (1869).

Så nåede vi til rosinen i pølseenden, omend denne plante var knapt så runken. Det er Jans ​Zelenkoa onusta (Lindl.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2001). Sælges oftest med det gamle slægtsnavn Oncidium, hvis nogen er blevet forblændet af dens klare farve.

Skulle nogen være brændt inde med planter hen over sommeren, der skulle have været i "De dumme orkideer", så send dem til mig med angivelse af navn og blomstringstidspunkt, så smider jeg dem på hen af vejen. Jeg har selv en del, der skal på, så hold jeg ikke tilbage.