Tekst og billeder, Egon Krogsgaard.

Generalforsamlingen 2019.

Så fik vi overstået generalforsamlingen, og jeg er endelig kommet igennem de ca. 800 billeder, jeg tog af planterne. Godt min nakke ikke kan klare at spille Bingo, ellers skulle I have ventet et par timer med at køre hjem, til jeg blev færdig med at tage billeder af de 60 planter. 45 var med i konkurrencen, og 15 ekstra fyldte også godt op, ikke mindst i hukommelseskortet i kameraet. Det er der kommet 396 færdige billeder ud af, som jeg reducerer lidt i, inden de bliver lagt på.

Så har jeg lige en opfølgning på den lille "palme" jeg havde med til februarmødet. Biophytum sensitivum (L.) DC., (1824). Kristian har spurgt mig nogle gange gennem årene, om blomsterne er hvide eller gule. Nu er det endelig lykkedes at se den i blomst, så jeg kan klart sige NEJ til det!

Troede I, jeg ville snyde jer for blomsten. Sidste billede hører naturligvis til den lille palmelignende plante, som nogle af jer fik med hjem fra februarmødet. Blomsten er nærmest svagt rosa med gul midte og mørkerøde åretegninger.

Men ellers fylder 60 planter ikke mere end på billederne. OK, vi overvejede at sætte endnu et bord til, men det blev opgivet. Stoffet til at dække bordene med var glemt, så John og Solvejg gik ind i nabohuset og lånte lidt til "borddækningen". Normalt ulejliger vi ikke naboerne, når vi er til møde, men de bor selv ved siden af forsamlingshuset, så der var ikke langt hjem efter remedierne.

Både Jan og Knitta havde planter med til salg, dem nåede jeg næsten ikke at se, før de blev pakket ned igen. Polle var i Hedensted til krybdyrmesse, hvor han solgte orkideer. Sidste billede er bingopræmierne.

Om eftermiddagen var der foredrag ved biolog og forfatter Henrik Ærenlund Pedersen. Orkidéernes Danmark. Forskellige landsskabstyper blev gennemgået, og de tilhørende orkideer til dem blev præsenteret. Henrik havde været ude i den skræmmende ustrukturerede natur og tage billederne, men var også, som det ses, kommet i nærheden af den smukke natur ifølge tidligere Miljø- og fødevareministeren Esben Lunde Larsen. En sennepsmark. Vi er så nogen der foretrækker naturen på det sidste billede. Et godt foredrag som vi alle kan lære noget af.

Det kom tilsyneladende ikke bag på ret mange, at det blev John og Solvejgs Dendrobium thyrsiflorum B S Williams (1871), der fik en førsteplads. Hvem skulle nu have troet det? I august 2018 havde samme plante 22 skafter, da den blev den første blandt de dumme orkideer. En velfortjent førsteplads.

Knitta havde taget denne Lycaste macrophylla (Poepp. & Endl.) Lindl. (1842) med. Inden du kimer mig ned Knitta, så er variantsnavnet ikke et accepteret navn til denne art. Men vil I have en blomst med de samme flotte farver som i Knittas plante, så skal I købe den som Lycaste macrophylla var. litensis. Den fik en andenplads.

Her er det Lailas plante, som Jørn fik en tredieplads for. Forvirret? Jørn forærede den til Laila i løbet af dagen. Den bærer navneskiltet Dendrobium Winter Beauty. Det navn kan man finde hos RHS, men den er ikke i RHS' hybridliste. Så jeg skrev til Julian Shaw, der er en af de ansvarlige for hybridlisten, hvordan det hang sammen. Svaret lyder:

"The RHS Horticultural Database (HD) is different to the RHS Orchid Register and there is no tie up between them.
In this case the HD includes this name because live plants were purchased for the Greenhouse displays at the Wisley garden. 
I was asked about the name at the time, and noted: “It appears on ID’Flor’s website (http://www.idflor.com/p_1133.htm)  as ‘Winter Beauty’ but with a registered trademark sign & is reported to come in a variety of different colours and sizes.”
This information suggests that the words “Winter Beauty” consitute either a trade mark or Trade designation. This means it has no nomenclatural significance. It is not a registered grex name nor a valid cultivar epithet."

Altså er det et handelsnavn og ikke dens rigtige hybridnavn. Om den nogensinde er registreret med forældrene vides ikke, det er et smart handelstriks fra visse gartneriers side, så var planten blevet delt i fire stykker og solgt til et møde, skulle en del af salget i princippet sendes til gartneriet. De har alle rettigheder til denne klon.

Jan havde købt sig til denne fjerdeplads. Den var købt for nylig, ligesom mange andre i klubben også gør. Køber dem i knopper et par uger før et møde, og så dukker der store mangeblomstrede planter op fra nogle af EU's dygtigste gartnere, som vi andre så skal kæmpe mod. Men det er lovligt og brugt flittigt gennem årene i klubben. Jeg forstår godt, Jan faldt for denne skønhed, sådan en blomstering måtte min Dendrobium aphyllum (Roxb.) C.E.C.Fisch. (1928) også godt diske op med.

Uffe løb med femtepladsen med hans storblomstrede primærhybrid Paphiopedilum Iantha Stage (sukhakulii x rothschildianum). Som i kan se i de blå link i navnene, har den læben efter pollengiveren, det er den sidste i krydset, og resten fra frøbæreren. En af de flotteste jeg har set i denne hybrid.

Så følger resten af planterne i alfabetisk rækkefølge.

Knitta får lov til at lægge ud med hendes spændende Bifrenaria harrisoniae (Hook.) Rchb.f., (1855). Den stod åbenbart som semialba, men den er magen til normalformen på den blomst. En fed læbe, den har.

Denne Brassia hybrid uden navn hører hjemme hos Birgit. Næsten sort i pletterne.

Knitta havde også taget denne Bulbophyllum grandiflorum Blume (1849) med. En spøjs blomst. Gad vide, hvem der bestøver den?

En af mine mange planter, der har fået et nyt skilt gennem tiden. Mange er købt med et forkert navneskilt ved, men det skulle være en Bulbophyllum scabratum Rchb.f.(1861).

Hvis nogen synes, denne lille plante virker bekendt, så har I nok læst min artikel i sidste blad om denne Bulbophyllum thiurum Vermeulen & O'Byrne (2005) sammen med to lignende arter. Det er Knittas plante, den var ekstra, derfor ikke med i konkurrencen. Første billede er et 3D-billede til dem, der kan skele indad.

Endnu en af Knittas planter, det er en Coelogyne brachyptera Rchb. f. (1881). Som Jay skriver i linket, er det den mere rødlige version, der ligner typeeksemplaret. Altså den plante, som arten er beskrevet ud fra.

Så har vi en af de større detektivopgaver. Jan havde skrevet Coelogyne fimbriata Lindl. (1825) til Helles plante, det er den på det sjette billede. En af mine planter. Som det ses på det billede, har den art små blade og pseudobulber, Helles plante har store blade og pseudobulber.

De fleste kalder dem for bulber, men en bulb hører fx til en Arisema. Men noget der ligner en bulb, kaldes for en pseudobulb, så det er den korrekte betegnelse til orkideerne.

Tilbage til Helles plante. Blomstens læbe var alt for lang, og de to sidelapper på den er kraftigt frynsede. Men hvad er det så for en art. Jeg forsøgte mig med Helle, men bare fordi hun næsten var gået i seng, så ville hun ikke gå ud og kigge i drivhuset. Sølle service.

Jeg fik et formodet navn, Coel. ovalis, men det duede nu heller ikke. Den ses til venstre på det sidste billede, og Coel. fimbriata til højre. Helles plante er i midten. Så var det jeg smed et billede i Googles billedsøgning, og langt om længe dukkede der noget brugbart op. Det er en Coelogyne fimbriata var. fimbriata, der tidligere hed Coelogyne pallens.

Uffe slog ikke bare takten an som dirigent til generalforsamlingen, han havde også taget et par planter med. Her er det hans Coelogyne flaccida Lindl. (1830).

Endnu en art, men nu kom vi i en ny slægt. Det er Helles Cymbidium devonianum Paxton (1843). Man forstår godt, hvorfor den er meget brugt i hybridiseringen.

Jørn havde denne knapt vinterhårdføre vallentinsdagsplante med. Se hjertet i det sidste billede. Det er en ​Cypripedium formosanum Hayata (1916). Den minder en del om en anden i samme slægt, Cypripedium japonicum. Af samme grund er Jørns plante forgæves forsøgt givet navnet Cypripedium japonicum var. formosanum. Selv uden blomster er det en smuk plante med de store plisserede blade.

Her er det Jans Dendrobium anosmum Lindley (1845).​ Med så flot en blomst kan man jo undre sig over, at nogen forsøger at hybridisere den i forsøget på at få en endnu smukkere blomst. Det vender jeg tilbage til om lidt. Ikke med i konkurrencen.

Her er det netop en naturhybrid, altså en hybrid mellem to arter som John og Solvejg har med. Det er en Dendrobium Bruce Gordon (alexandrae x eximium). Den har ikke arvet meget fra pollengiveren.

​Birgit havde også taget denne spændende Dendrobium cerinum Rchb.f (1879) med. Sødt som den vender blomsterne ud til alle sider.

Så vender jeg tilbage til Jans plante fra før med det sidste billede. De andre billeder er Birgits primærhybrid Dendrobium Nestor (parishii x anosmum). Her er det den nævnte pollengiver, hybriden har taget mest ud fra. I Birgits plante kan de to forældre sagtens være byttet om, afkommet hedder stadigvæk det samme, men efter min mening vil hybriden som regel tage mest ud efter frøbæreren.

Åretegningen på sepaler og petaler er blevet mere fremtrædende og læben er nu åbnet op, så det indre i artens læbe lettere ses. Så måske kunne Jans plante alligevel gøres flottere.

Så er vi nået til min Dendrobium trantuanii Perner & X.N.Dang, (2003). Det er kun 16 år siden, den blev beskrevet. Den har da en læbe der næsten kan hamle op med Knittas Bifrenaria harrisoniae. Det første billede er igen et 3D-billede til dem, der kan skele indad.

Hvis jeg hørte rigtigt, så havde Helle denne Dryadella edwallii (Cogn.) Luer, (1978) fra Per Alm i SOK. Den tilhørte tidligere Masdevallia sammen med Dracula, men Luer fik dem i to nye slægter i 1978. Per Alm har solgt mange spændende arter fra sin samling i de senere år. Denne er da flot! At blomsten så er for bred i sepalerne til den art, gør jo ikke sagen lettere. Den ligner mere en Dryadella simula, Dryadella zebrina eller en Dryadella summersii.

Med over 1.400 beskrevne arter i denne slægt, skulle det jo være muligt at finde en del meget spændende arter. Det er Jans Epidendrum stamfordianum Bateman (1838) et godt eksempel på.

Knitta havde taget denne Leptotes bicolor Lindley (1833) med, selvom kun få knopper var sprunget ud. Havde de nu set ud som på det sidste billede, så var den nok havnet i top 5. Sådan ser den ud nu i min stue, hvor jeg har fået lov til at have den hængende til næste møde. Derfor ligger den også inde under de dumme orkideer.

Denne navnløse ​Miltonia hybrid er hjemmehørende hos Birgit. Stedmoderorkideen kaldes den også, men fornemme lidt hvorfor.

Hun havde også denne med, også uden navn. Jeg gik lidt vild i de mange planter, så jeg fik aldrig taget billeder med makroen af den. Derfor så få billeder. Den var udenfor konkurrencen.

Bjarke havde taget den "bette" med, nu Susanne var ude med strikkeklubben. Den var uden navneskilt, men nu kan du lave et lydende på Ornithocephalus gladiatus Hook. (1824). En flot blomstring på så lille en plante.

Her ses indledningsvis hvor forskellig samme art kan se ud. Begge planter er Meretes. Paphiopedilum concolor (Lindl. ex Bateman) Pfitzer (1888). Den til venstre er smallere i alle dele af blomsten.

Her er det først den smalle version. Den var udenfor konkurrencen. Men Merete havde en point med at tage dem med.

SURPRISE, SURPRISE. Hvem kunne have gættet, at den blev efterfulgt af den med de bredere blomsterdele. Det er fint at vise den store variation, som blomsterne kan have. Merete går så også op i de meget flotte marmorerede blade. Dem får jeg sjældent taget gode billeder af. Denne var heller ikke med i konkurrencen.

Her kommer så de tre farver i Paphiopedilum delenatii Guillaumin (1924), og den i baggrunden er en hybrid med den art.

Selvom E kommer før J så starter jeg alligevel med Jans Paphiopedilum delenatii Guillaumin (1924). ​Det er sådan den ser ud almindeligvis. Den var ikke med i konkurrencen.

Her følger så min Paphiopedilum delenatii f. albinum Braem in G.J.Braem, C.O.Baker & M.L.Baker, (1998).

Den sidste af de tre er også min. Paphiopedilum delenatii f. vinicolor O.Gruss & Roeth (2007). De to forma navne er ikke godkendt som selvstændige navne, så de skal retteligen hedde Paphiopedilum delenatii Guillaumin (1924). Men igen som med Knittas plante, vil man have disse farvevarianter, skal man se efter deres farvebetegnelser. Alba og vinicolor.

Jeg har fundet det registrerede hybridnavn til din Paph. Jan. Det er Paphiopedilum Edna Ratcliffe (Saint Swithin x glanduliferum).

Endnu en af Jans planter, den var ikke med i konkurrencen. Paphiopedilum hirsutissimum (Lindl. ex Hook.) Stein, (1892).

Helle havde taget denne primærhybrid med. Det er en Paphiopedilum Honey (philippinense x primulinum). Hvilken af forældrene synes I, den mest ligner?

Så var det endelig Kristians tur til at få vist en plante. Det er en navnløs Paphiopedilum hybrid.

Endnu en af Meretes planter, jeg vender tilbage til hendes bagtanke med mange af hendes planter. Dette er en Paphiopedilum leucochilum (Rolfe) Fowlie, (1975).

Her er så den hybrid, jeg omtalte længere oppe ved Jans og mine planter. Det er igen Meretes plante, det er primærhybriden Paphiopedilum Lynleigh Koopowitz (delenatii x malipoense).

Blandt disse fire hvide Paph.s er der kun en farisær, og det er min, I allerede har set. Den yderst til venstre på alle billeder. Hvad det nederste billede skal bruges til, det bliver så småt åbenbaret nu.

Her kommer nemlig endnu en af Meretes planter udenfor konkurrencen. Det er hendes Paphiopedilum niveum (Rchb.f.) Stein, (1892). Et kendetegn på den fra den mest nærbeslægtede art er det gule på staminodiet midt i blomsten. Så kan I jo kigge på de fire dellæber og staminodium overfor igen.

Jan havde meget pædagogisk taget den ene af forældrene til Helle plante med. Her er det hans Paphiopedilum philippinense (Rchb.f.) Stein, (1892). 

Hvad har vi så her? Den til højre kan I se der står Paphiopedilum thaianum Iamwir. (2006) på, med hvad er den til venstre? Paphiopedilum thaianum er kendetegnet med den grønne staminodium. Den til venstre er gul, så ...! Det er selvfølgelig også en Paph.thaianum, så ingen regel uden undtagelser.

Denne har Merete købt af Knitta.

Og denne med gult har hun købt hos Popow. Den har de røde pletter inde i skoen, som den skal have. Den var ikke med i konkurrencen.

Den til venstre og ligeledes de to i baggrunden har I set. Kan nogen være i tvivl om, at alle tre arter er nærtbeslægtede?​

Lidt synd de så tit hænger nedad med blomsterne. Dette er Meretes Paphiopedilum wenshanense Z.J.Liu & J.Yong Zhang (2000). Og hvad var det så for en plan, Merete havde. Ja, I så at der var tre nærtbeslægtede på et billede ovenfor, ligeledes kunne I se, at Paph. thaianum og Paph. niveum var meget ens, omend den sidste er større end den første. Men faktisk er alle disse 5 arter i samme subgenus Brachypetalum Haller 1897. Der manglede kun Paph. godefroyae og Paph. bellatulum fra den subgenus, som I har set til andre møder. Godt tænkt, at de alle skulle med af den årsag.

Stop, stop, stop. Ikke nogen med at forsøge at lave et 3D-billede ud af disse to planter. Den til venstre er Meretes plante købt med navneskiltet Phalaenopsis stuartiana Pico Chip. Den anden er Kristians plante, vi har set nogle gange før. Jeg har tidligere grublet over, om det var en hybrid mellem Phal. stuartiana og Phal. schilleriana, men som I ser, bør de to planter vist tilhøre omend ikke samme klon så samme ophav.

Her er det Kristians plante.

Og her er det så Meretes plante. Men, ​Phalaenopsis stuartiana Pico Chip, det er der ingen planter, der kan hedde. Det er Claessen Orchids der sælger denne plante med det navn. Alle hans andre planter, hvor han har klonnavne, er korrekt sat i citationstegn. Denne er ikke, og det skyldes, at Pico Chip ikke er et klonnavn. Faktisk er det en del af plantens rigtige navn, som er Phalaenopsis Brother Pico Chip. Som I kan se i linket med blåt, er det en hybrid, der er krydset sammen med Paph. stuartiana. Derfor har navnet snydt ham. Så selvom jeg normalt siger, at en navnløs hybrid forbliver en navnløs hybrid, så tør jeg godt give Kristian tilladelse til at sætte dette hybridnavn på hans plante.

Til gengæld skal jeg ikke nyde noget af at sætte navne på Jørgens navnløse Phalaenopsis hybrider. Denne er en af dem.

Endnu en af Jørgens navnløse hybrider.

Her er så den sidste af hans Phalaenopsis hybrider uden navn. Tre meget forskellige blomster både i størrelse, farver og udformning. Ikke så underligt, at disse hybrider har så stor udbredelse i næsten ethvert hus.

Modsat Jørgens planter, så er Bentes lille Phalaenopsis kunstleri Hook. f. (1890) vist en stor sjældenhed i samlinger. Den hænger normalt inde i terrariet, derfor lå blomsterne hen af bordet. En spændende blomst.

Igen to planter fra Merete, som var taget med for at vise den store forskel i blomsterne. Desværre fik jeg ikke holdt dem sammen, så pointen er lidt væk i mit billede. Det er begge ​Phalaenopsis schilleriana Rchb.f (1860), den til venstre er en 4N og den til højre en almindelig 2N. Og hvad er det så for noget? Normalt er både dyr og planter 2N, altså har de et kromosomsæt fra begge forældre. Æg og sædceller er 1N, men når de smelter sammen bliver de 2N. Men den til venstre er 4N, altså har den fået 2 kromosomsæt fra begge forældre. Så bliver blomsterne større og  bredere, hvilket ville være fremgået af et billede med dem begge på.

Her er det først den til højre, som på navneskiltet er angivet til klonen ​Phalaenopsis schilleriana 'Pink Butterfly'  Rchb.f (1860). Når jeg søger på den klon, så er sidelapperne på læben lysere end på Meretes plante, og snipperne yderst på læben mangler stort set. Så jeg tror ikke helt på klonnavnet.

Her er det så 4N planten. Den var ikke med i konkurrencen.

Denne plante hjemmehørende hos Helle havde smidt alle blomsterne. Men der er nye skafter på vej, så måske kommer den med igen næste gang. Det er en Platystele stenostachya (Rchb. f.) Garay (1962), som Jørn også havde med i oktober sidste år. Det er hans plante på det næstsidste billede. Blomsten er meget variabel i farverne, så Helles plante behøver ikke ligne Jørns. Det sidste billede er Jans salgsplante til oktobermødet, så de varierer en del. Er det mon den plante, Helle har købt? Den var udenfor konkurrencen.

Endnu en af Helles planter udenfor konkurrencen. Det er en Pleurothallis anceps Luer (1979). Som det ses udfarver blomsterne mere med tiden.

Dette er min Pleurothallis volcanica Luer (1977). Den havde mange nye skafter på vej. Ikke med i konkurrencen.

Endnu en af Kristians planter. En navnløs Promenaea hybrid. 

Endnu en af mine planter. En Scaphosepalum beluosum Luer (1979).​

Dette er også min plante. En Scaphosepalum merinoi Luer (2002).

En mere i samme slægt. Den har meget små "horn" som de øvrige i denne slægt. Det er min Scaphosepalum ovulare Luer (1976). Første billede er igen et 3D-billede til at skele indad til.

Her er det den sidste af Jans planter. Det er en Sudamerlycaste locusta (Rchb.f.) Archila (2002). Det er ikke sås tit, man ser grønne blomster.

Denne stærkt farvede plante er Helles navnløse Tolumnia hybrid.

Bjarke havde ikke bare taget den lille plante med, denne navnløse Vanda hybrid hører også hjemme hos dem. Læg mærke til den glade blomst på det andetsidste billede, måske den glæder sig til påsken, hvor familien kan være samlet omkring den.

Måske der er glemt et udenfor konkurrencen et par steder i mit indlæg, jeg får det kigget igennem om et par dage.

Det var de sidste billeder, I må have en god påske.