Så blev det oktober, nogle har måske manglet lidt billeder fra Kiel, siden jeg sidst lagde billeder ind, men de er stadigvæk under redigering, dem jeg har fået reddet! Hvad det går ud på, kommer jeg nærmere ind på, når jeg når så langt.

Men som vanligt kommer først de planter, der fik flest points til mødet. Og de fleste billeder kan blive større, hvis der klikkes i dem.

Og denne gang ville Bente helt til tops, men om hun havde klippet og klistret lidt hist og her, det fremgik ikke af hendes dyrkningsanvisninger. De andre år har der været 3-4 blomster på hvert skaft på hendes Cattleya hybrid, i år var der omkring 8 blomster på et par stykker, så måske hun havde limet to skafter sammen et par steder. Den normale gødning i det hjem, duemøjsgødningen, er sluppet op, så nu står den på Hornum i stedet for. Jeg synes nu godt, Jørn kunne bygge et stort dueslag i haven, så han igen kunne blive leverandør af det dejlige hjemmelavet duemøjsgødning, men det vil han ikke. Utroligt, så uhjælpsomme folk er!!!! Men her er Bentes Cattleya hybrid.

Som det vist fremgår med al uønsket tydelighed, så har jeg svært ved at styre lyset ens i de to forskellige typer linser, jeg sætter på kameraet, men det må I leve med, ligeledes har en eller anden fået sat en finger på linsen herhjemme, ser det ud til, så på mange af billederne sidder der en grålig plet. Gad vide, hvem der har sat den finger der, nu jeg lever alene her i huset?

På andenpladsen kom Ole's Coelogyne tomentosa. Den så vi også sidste år, i år var der 2 skafter, og endnu et var på vej. For at den ikke skulle vælte, var den hægtet fast i kassen, den stod på, ellers havde den for længst klasket mod gulvet.

To planter delte trediepladsen, så her er først en Kefersteinia pellita, som John og Solveig havde taget med. Vi var et par stykker, der syntes, at det artsnavn lød lidt underligt, men det er godt nok. Søde små blomster på den, og en meget flot læbe.

Endnu en genganger fra sidste år er ​Leomesezia Lava Burst, tidligere Howeara, Det er Jørn, der har fået lidt flere skafter på i år, så det rakte også til en tredieplads.

På fjerdepladsen kom Kristians Bulbophyllum medusae. Et skaft var afblomstret, og der var 2-3 skafter mere i anmarch, så den får vi forhåbentligt lov til at se igen senere på året.

Og den sidste i denne omgang er min Dendrobium cyanocentrum. Den var også med sidste gang, ud over blomsterne fra sidst er der dukket en del flere op, mon ikke der er 16 udsprungne nu, samt en del knopper på vej. Da blomsterne hører til de langtidsholdbare, så er der nok endnu flere til næste møde. Det sidste billede er bare for at vise, hvor små blomsterne er, eller var det mon for at vise et par af de 14 blomster a' 12 cm, der er på min Cymbidium tracyanum for tiden. Bente må købe en større bil inden den blomstrer næste gang, planten med skaftet er både for bred og høj til den nuværende bil.

​Så er det alle de andre planter, der var med til mødet, som kommer i alfabetisk rækkefølge.

Og den første er Jørns Aerangis mystacidii. Et pænt skaft, den kunne fremvise.

Den næste er også en af dem, med en lang spore på en hvid blomst. Det er Henrik, der forsøger sig igen med hans Angraecum magdalenae. Sidst havde han dyrket den, så sporen stort set ikke kunne fotograferes, det er så også lidt svært denne gang, for blomsten sidder nu på bagsiden af planten!

Så ud med den plante, Henrik! Hvad skal man med en blomst, man ikke kan se?

​OK, nu skal jeg så heller ikke gøre hverken dig eller mig selv dummere, end vi er, .......kan jeg mon egentligt det.....? Så her kommer lidt billeder af denne smukke blomst, og denne gang er det lykkedes at få sporen med på billederne. Det er jo ikke dårligt, når man kan få blomst i sådan en plante et par gange om året.

Så er det igen en af de småblomstrede, og igen er det en af mine planter. En Bulbophyllum dayanum, hvor jeg godt kunne have drejet ophænget lidt væk. Det fik jeg så ikke gjort.

 Bente har endnu engang fået fingre i en Cymbidium Golden Elf, den var med til mødet. Den gamle plante døde pludselig, det samme gjorde det delestykke, jeg havde af den plante, måske dens gener har lidt problemer med at hænge sammen! Men vil man have de flotte gule blomster i vindueskarmen, så må der jo bare en ny med hjem fra Karge.

 Så er det Dendrobium der er på programmet. Først en plante, der er solgt med forkert navneskilt ved, men formentligt indgår det artsnavn i hybriden. Det skulle være en Den. alexandrae, men der er i hvert fald krydset en Den. convolutum ind over på et tidspunkt med den læbe, den har. Så bedste gæt på et navn må være hybriden mellem de to arter, og den hedder Dendrobium Green Elf. Det er John og Solveigs plante.

Næste plante er Jørgens Dendrobium kingianum. En af de bedre kloner, som er flot farvet.

Den næste plante er en nyere hybrid fra 2013. Det er John og Solveigs Dendrobium Lutin Blanc, (aberrans x polysema). Selv knopperne fremstår smukke på skafterne.

Så er det en af Birgits hybrider, en Encyclia alata x affine alata. Altså er det en Encyclia alata, der er krydset med en plante, der ligner (affine) alata'en. Det er der kommet en smuk plante ud af.

For mig er den næste et kært gensyn, det er min ​Esmeralda clarkei, der også var med sidste år. Den er købt i starten af årtusindet fra Indien, så den tog en del år om at komme med blomster første gang. Sidste år forsøgte min Esmeralda cathcartii også at sætte et skaft for første gang, men det visnede hurtigt ned igen. I år har dén ligeledes sat et skaft, så må jeg se, om det lykkes denne gang. De to planter er købt på samme tid.

Og endnu en genganger fra sidste år, Jørn's Grandiphyllum hians, der tidligere hed Oncidium. Et noget anderledes udseende end de gængse Oncidium, så ikke så underligt, den er kommet i en anden slægt. En småblomstret plante.

Så kommer der en plante, der har haft en omtumlet tilværelse. I mange år hed den Lycaste virginalis, så skiftede den navn til Lyc. skinneri, men er nu tilbage som Lycaste virginalis. Det er det ældste navn, den er beskrevet som, der gælder, så når botanikerne kommer godt ned i gemmerne, så kan det være, den skifter tilbage igen. Jeg har før spurgt RHS og Kew, om jeg måtte sætte skærmbilleder ind fra deres hjemmesider, og det har jeg fået tilladelse til, bare jeg husker at nævne, at disse stammer fra Kew. http://apps.kew.org/wcsp/  Og det er så hermed gjort. Samtidig skal jeg skrive, hvornår jeg har hentet navnene, og det er 07.10.2015. Så ved I, at hvis navnene ikke længere er de accepterede, så er datoen grunden til, at I selv finder andre navne til dem på tjeklisten. Husker man at spørge om lov, får man som regel tilladelsen til det, ellers må man ikke bare sætte ting fra nettet ind på en hjemmeside. Så nu kan vi alle se, hvorfor navnet er skiftet igen.

Lycaste skinneri er beskrevet i 1843, og Lycaste virginalis i 1888. Noget galt, nej vel, for klikker man i det accepterede navn Lycaste virginalis, så kommer det andet skærmbilledets indhold frem. Planten er oprindeligt beskrevet som Maxillaria virginalis i 1842, derfor har navnet virginalis fortrinsret. Det er John og Solveig, der har den.

Den næste plante har Jørn sikkert fået billigt hos sin blomsterhandler, så den er købt orange! En Masdevallia hybrid der har været på friland denne sommer, hvilket den har kvitteret flot for.

 Den næste er Birgits, gad vide, hvorfor den har fået navnet Oncidium Lemon Surprise? Med den farve får man næsten lyst til at smage på den!

Her er så endnu en, der gav anledning til et andet navneforslag. I stedet for det rigtige navn Paphiopedilum henryanum blev Paphiopedilum × herrmannii, (P. helenae × P. hirsutissimum) foreslået, men den ser således ud: ​https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/24/2165324m.jpg
​Planten er min.

Og vi bliver i samme slægt, denne gang en Paphiopedilum hybrid. En flot blomsterrig plante, som Kristian har vist os mange gange, og heldigvis da for det!

Og så til noget helt andet, den er blevet kaldt Anders And orkideen, den ér opkaldt efter en, men en fra orkideernes verden, nemlig professor Rapee Sagarik. Derfor bar den navneskiltet Pecteilis sagarikii . Men intet varer jo evigt, så den har skiftet navn til en beskrivelse, der er 76 år ældre end Gunnar Seidenfadens beskrivelse af den i 1973, hvor professoren blev hædret, så i dag skal den hedde Pecteilis hawkesiana. Det er Jens, der har dyrket den frem til blomstring.

Finn havde også et par ting med, og her er hans Phalaenopsis equestris. Den er jo elegant med sine små flotte farvede blomster.

Henrik havde også denne med til sidste møde, i mellemtiden er alle de sidste knopper sprunget ud. Også en af dem, der har et lidt forkert navneskilt, der står nemlig Phal. Liodoro, den hedder retteligen Phalaenopsis Liodora. At Phal. violacea er krydset ind sidste gang fornægter sig ikke i blomsterne.

Og her er en mere fra sidste møde, utroligt, så langtidsholdbare mange orkideer er. Det er Finn's Restrepia sp., som han holder styr på ved at bure den inde. Eller var det for at alle knopper og 3 blomster kan hænge frit fremme.​

Den næste er også en af mine. Sprang ud om morgenen inden mødet, og jeg havde da godt nok set en knop på vej på et tidspunkt, men at den skulle åbne blomsten den dag, havde jeg ingen anelse om. Så jeg kikkede noget, da der hang en stor blomst på en af planterne. Det er en ​Scaphyglottis pulchella, og det er første gang, den blomstrer hos mig

Til sidste møde var der to ens planter, som havde fået navnet Stenoglottis fimbriata. Jeg undrede mig lidt over, at det plejede at være Stenoglottis longifolia, folk havde i deres samlinger, men når jeg kikkede på nærbillederne på SOF, så så det rigtigt ud. Ingen pletter på den øvre sepal. Men den art bliver ikke særlig høj, så begge planter var nok alligevel Stenoglottis longifolia. Og netop den art var der to af denne gang, fra to andre orkidesamlinger. Her er det først John og Solveigs.

Fire skafter på den, og her kommer Oles med tre skafter.

For få år siden ville vi nu være nået til Finetia falcata i alfabetet, og der var langt endnu, før indlægget var slut, men nu hedder planten Vanda falcata. Det var Jørn, der havde den med.

 Og Birgit havde været så ubarmhjertig imod mig, at hun havde taget en Vanda hybrid med, som mit kamera ikke kunne fange farven i. Så den er rettet til på computeren efter bedste hukommelse. Som jeg plejer at sige, "Jeg har en hukommelse som en elefant, men desværre en død en af slagsen!". Så tag farverne med et gran salt til. Kan du tage et mere vellignende billede, Birgit, skal du være velkommen til at sende det til mig, så ryger det også ind her. Jeg har før haft problemer med lilla og violet i den belysning, som Salen har. De to sidste billeder er et og samme billede, men med den farve på det sidste, som kameraet gav disse lilla blomster.

Som udgangspunkt fejlet kameraets farve jo ikke noget, det er da en fin farve, bare langt fra den rigtige. Mere rigtig er Kristians Vanda hybrid vist, nu kommer der nok til at gå lidt tid, før vi ser den igen, den har blomstret så meget i år, at dens skafter nu er nået til toppen, så der kan ikke komme flere ud nu. Og den startede i bunden for godt et år siden, utroligt, hvad den har kunnet præstere, eller, er det Kristian, der skal have æren for det?

Så var der ikke flere billeder i denne omgang, så går jeg videre med Kiel-billederne, dem jeg har fået reddet.