Jydsk Orchide Klub.
Den sidste udstilling, jeg sætter ind, er vores egen i Jydsk Orchide Klub. Men den bliver sat alfabetisk rigtigt ind i rækkefølgen.
Om det er ny vin på gammelt koncept, eller gammelt vin på ny, det er selvfølgelig op til dem, der enten har set noget lignende fra os før, eller det er nyt for dem. Udstillingen er bygget op omkring gamle vinstokke, der sammen med lysets stænger giver mulighed for at få klods- og hængeplanter op i luften. Vi fik sølv for udstillingen.
Navneskiltet sagde Brassia maculata, men kan det nu også passe? Jeg tror mere på en Brassia verrucosa Bateman ex Lindl., (1840).
Som jeg skrev ved Karges udstilling, syntes jeg, at hans plante var flottere end min plante. Men selvfølgelig er der noget hokus-pokus ved min plante, der gør et udslag i bedømmelsen. Karges er den "almindelige" art, min er en Cattleya purpurata var. semialba (Lindl. & Paxton) Rollisson ex Lindl., (1855) og den fik sølv. At medaljen så er sat ind bag denne plante, og står foran min anden variant i denne art, nemlig var. striata, kan måske få nogen til at tænke, om dommerne har taget fejl af de to varianter. Det er jeg sikker på, at dommerne sagtens kunne drømme om at gøre, ... hvis de have mareridt en nat! Ellers ikke.
At læberne på det ene billede er lilla og violet på det andet, skyldes det faktum, at lilla ikke er en rigtig farve. Der findes ikke en bølgelængde for lilla, som der gør for alle andre farver, lilla er en lige blanding af små blå og røde prikker, som i det rigtige lys bliver blandet op i øjnene, og så fremstår den "hybride" farve lilla. Så afhængig af vinklen på min blitz i forhold til blomsterne, så kan læben både blive lilla og violet. I kan lave samme nummer med en Zygopetalum! I nogle belysninger er den violet, i andre lilla.
At læberne på det ene billede er lilla og violet på det andet, skyldes det faktum, at lilla ikke er en rigtig farve. Der findes ikke en bølgelængde for lilla, som der gør for alle andre farver, lilla er en lige blanding af små blå og røde prikker, som i det rigtige lys bliver blandet op i øjnene, og så fremstår den "hybride" farve lilla. Så afhængig af vinklen på min blitz i forhold til blomsterne, så kan læben både blive lilla og violet. I kan lave samme nummer med en Zygopetalum! I nogle belysninger er den violet, i andre lilla.
Nu jeg lige har været inde omkring blitzens betydning, så er det første billede taget uden blitz og det andet med blitz. Uden kommer der mange flere planter med i baggrunden, med blitz får jeg oplyst den plante, det handler om, og de andre toner væk i mørket. Det er smag og behag, hvad man synes bedst om, men det er svært at se planten og blomsterne på det første billede. At blitzen så også fremhæver mange flere farvedetaljer i blomsterne, er en helt anden sag. Var det ikke lige en Cleisostoma discolor Lindl. (1845), der skulle fotograferes, men en dansk eng, så har I nok lagt mærke til, at med sol på en blomsterrig forårseng, så lyser blomsterne kraftigt op i gule, blå og andre farver, næste dag hvor der er overskyet, så er alt "gråt" og trist at se på. Lidt ligesom med og uden blitz på orkideernes blomster! Av, det kan vist give smæk sidenhen!
Den første skulle være primærhybriden Coelogyne Lyme Bay (speciosa x usitana). Den anden vil jeg tillade mig kun at kalde Coelogyne nitida Lindley (1824). Den sælges i dette udseende som Coelogyne nitida v. alba, men det navn er aldrig blevet beskrevet til den art. Det er til gengæld navnet Coelogyne nitida f. candida Roeth (2002), som er fra samme tid, hvor denne farvevariant kom frem. Måske det rigtige navn til den, men så alligevel ikke, for det accepterede navn er det uden variantsnavnet til.
Den sidste er en Coelogyne swaniana Rolfe (1894). Den er ved at sætte sit 7. skaft i år i udestuen lige nu, men det var et sidespring af de mere uskyldige.
Den sidste er en Coelogyne swaniana Rolfe (1894). Den er ved at sætte sit 7. skaft i år i udestuen lige nu, men det var et sidespring af de mere uskyldige.
Denne Cymbidium aloifolium (L.) Sw., (1799) stod med store bristefærdige knopper, så kom Henriette hen og lavede nogle håndbevægelser, mens hun mumlede nogle magiske ord, og så var planten sprunget ud. Nej hvor jeg glæder mig til den næste "Magiske dyr og hvor de findes" kommer i biffen. Heldigvis er der længe til sankthans, men jeg må nok for god ordens skyld sige, at jeg ved ikke, hvad Henriette havde gang i, men blomsterne var sprunget ud inden.
Nu har denne plante i årevis skullet hedde Cypripedium smithii Schltr. (1924), men nu er den blevet overhalet indenom af et ældre navn. Det er ikke engang et synonym til den art mere, det er et illegalt navn til den. Hvis jeg nu sætte alt det ind til det illegale navn, som jeg vitterligen burde, så kan I ud over forfatteren og årstallet også se, hvor beskrivelsen er lavet og på hvilken side.
Cypripedium smithii Schltr., Acta Horti Gothob. 1: 129 (1924).
Altså har Rudolf Schlechter beskrevet denne art i Acta Horti gothoburgensis på side 129.
Nu skal den så med hele beskrivelsen hedde:
Cypripedium calcicola Schltr., Acta Horti Gothob. 1: 126 (1924).
Altså har Rudolf Schlechter beskrevet denne art i Acta Horti gothoburgensis på side 126.
Samme forfatter, samme udgivelsessted og år, men 3 sider forinden. Formentligt har beskrivelsen af Cypripedium calcicola været ud fra en afvigende blomst, så botanikerne nu om dage, ligesom Rudolf Schlechter selv dengang, ikke har kunnet se, det var samme art. Men heldigvis overlevede de fleste gamle herbarieark både 1. og 2. verdenskrig, og det er antageligt de to originale herbarieark til de to artsbeskrivelser, der via DNA-test har vist, at det var én og samme art, hvorefter det først beskrevne navn får retten til navnet. Normalt vil det/de næste navne blive synonymer, men måske p.g.a. samme forfatter og bog, den er beskrevet i, så bliver det næste navn illegalt. Det giver for megen forvirring.
Skulle nogen have lyst til at forske videre i de to originale beskrivelser til denne plante, så er den endnu ikke scannet ind til fri afbenyttelse, som dem over 100 år er, men den kan lånes hjem fra Det Kongelige Bibliotek. De har bogen.
Så hvad er det for noget rod hos JOK, et illegalt navn i udstillingen!
Cypripedium smithii Schltr., Acta Horti Gothob. 1: 129 (1924).
Altså har Rudolf Schlechter beskrevet denne art i Acta Horti gothoburgensis på side 129.
Nu skal den så med hele beskrivelsen hedde:
Cypripedium calcicola Schltr., Acta Horti Gothob. 1: 126 (1924).
Altså har Rudolf Schlechter beskrevet denne art i Acta Horti gothoburgensis på side 126.
Samme forfatter, samme udgivelsessted og år, men 3 sider forinden. Formentligt har beskrivelsen af Cypripedium calcicola været ud fra en afvigende blomst, så botanikerne nu om dage, ligesom Rudolf Schlechter selv dengang, ikke har kunnet se, det var samme art. Men heldigvis overlevede de fleste gamle herbarieark både 1. og 2. verdenskrig, og det er antageligt de to originale herbarieark til de to artsbeskrivelser, der via DNA-test har vist, at det var én og samme art, hvorefter det først beskrevne navn får retten til navnet. Normalt vil det/de næste navne blive synonymer, men måske p.g.a. samme forfatter og bog, den er beskrevet i, så bliver det næste navn illegalt. Det giver for megen forvirring.
Skulle nogen have lyst til at forske videre i de to originale beskrivelser til denne plante, så er den endnu ikke scannet ind til fri afbenyttelse, som dem over 100 år er, men den kan lånes hjem fra Det Kongelige Bibliotek. De har bogen.
Så hvad er det for noget rod hos JOK, et illegalt navn i udstillingen!
Sikke en dejlig frynset læbe denne Dendrobium Gatton Sunray har.
Her er en pose blandede bolsjer i Dendrobium. Først er det en Dendrobium lawesii F. Mueller (1884). Den næste er primærhybriden Dendrobium Lutin Blanc (aberrans x polysema). Tredje billede er af Dendrobium Nikkou. Fjerde billede er arten Dendrobium purpureum Roxb., (1832). Og det sidste billede er en Dendrobium Sweet Dawn.
Jeg kan ryste posen længe endnu. Her er det en flot farvet Dendrobium victoriae-reginae Loher (1897).
Denne Dendrobium wassellii S.T.Blake, (1963) er med i posen.
Og slutteligen kommer denne frem. Dendrobium Yukidaruma 'The Queen'. Længere tilbage var det Dronning Victoria's Dendrobium, denne har så klonnavnet 'Tha Queen'. Det kan selvfølgelig være rockbandet Queen, der har været indspirationskilden!
Dette er så en Elaphoglossum crinitum (L. ) Christ (1899). Er vi mon ovre i Pleurothallis-gruppen? Så sidder blomsterne tit nede i bunden af bladet, men det gør det jo ikke på det andet billede. Eller på bagsiden af bladet, men nej til tredje billede. Fjerde billede skulle så gerne forklare, hvor vi er henne i blomsternes verden, det er en bregne.
Her kommer lidt forskelligt. Først er det primærhybriden Encyclia Rioclarense (cordigera x randii). Hvordan den får den ensfarvede lilla læbe, det er lidt uforståeligt. Men går jeg ned til bunden af det første link i hybriden, så dukker der en variant op. Encyclia cordigera var. rosea. Så har vi den ensfarvede læbe. Men da varianten er et synonymt navn, indgår kun det accepterede navn i hybridens officielle navn.
Næste billede er endnu en primærhybrid. Denne gang er det en Lycaste Goldschmidtiana (cruenta x aromatica). Her er det jo forståeligt, hvorfor blomsterne bliver gule. Den fik bronze.
Den sidste er en Maxillaria variabilis Bateman ex Lindl. (1837).
Næste billede er endnu en primærhybrid. Denne gang er det en Lycaste Goldschmidtiana (cruenta x aromatica). Her er det jo forståeligt, hvorfor blomsterne bliver gule. Den fik bronze.
Den sidste er en Maxillaria variabilis Bateman ex Lindl. (1837).
Den første er en Paphiopedilum hirsutissimum (Lindl. ex Hook.) Stein, (1892). Den efterfølges af Paphiopedilum insigne (Wall. ex Lindl.) Pfitzer, (1888). Så er det primærhybriden Paphiopedilum Saint Swithin (philippinense x rothschildianum). Dernæst to billeder af Paphiopedilum thaianum Iamwir., (2006). Og det sidste billede er en Paphiopedilum wenshanense Z.J.Liu & J.Yong Zhang (2000).
Som det vist tydeligt ses, fik denne Phalaenopsis chibae T.Yukawa (1996) bronze.
Desværre var det først, da jeg lavede billederne, at jeg opdagede, der hang endnu et skaft med udsprungne blomster på under bladene. Men man kan da fornemme læben på det andet billede af Phalaenopsis floresensis Fowlie (1993). Så er det Phalaenopsis violacea H.Witte, (1861) i en rød farvevariation. Og de to sidste billeder er af den lille Phalaenopsis wilsonii Rolfe (1909).
Denne storblomstrede art var forståeligt nok også i en anden udstilling. Phragmipedium caudatum [Lindley] Rolfe (1896).
Er dette mon også bregner? Næ, denne gang er det Pleurothallis. Den første er en Pleurothallis discoidea Lindl. (1835). Så er det en Pleurothallis sp.. Det er da til at huske, hvis man vil købe den! OK, det kan så give nogle hundrede forskellige arter. Så er det Pleurothallis tarantula Luer & Hirtz (1996), hvor de kraftigt behårede og meget mørke-purpur blomster sidder nede under bladene. Den sidste har desværre et meget kort skaft til blomsterne, så de kraftigt orange farvede blomster forsvinder næsten i bladene på Pleurothallis tribuloides (Sw.) Lindl. (1830).
Og enhver kan vel se, at dette er en Polystachya ottoniana Reichb.f. (1855) , så navnet til den burde være overflødigt at sætte ind.
En lille graciøs tingest. Prosthechea campylostalix (Rchb.f.) W.E.Higgins, (1997 publ. 1998).
Prosthechea vitellina [Lindl] Higgins (1997 publ. 1998).
Ejeren af denne plante synes, mine billeder er for mørke. Så kun for din og ingen andre skyld har jeg først sat et billede ind uden blitz og derefter med blitz. Jeg skal nok undlade at spørge andre ind til, hvilket billede de bedst kan lide, jeg har jo lov at leve i håbet. Det er en Renanthera monachica Ames (1915).
Tidligere var denne Thunia alba var. alba en selvstændig art, nu er det blevet en variant til Thunia alba (Lindl.) Rchb.f., (1852). Tidligere hed den Thunia marshalliae B.S.Williams, (1874).
Her er så de sidste tre planter. Først en Vanda ampullacea (Roxb.) L.M.Gardiner, (2012). Efterfulgt af Vanda curvifolia ( Lindl. ) L.M.Gardiner (2012). Og den sidste er en Vanda tricolor var. suavis (Lindl.) Rchb.f. (1864).
