Så blev det 2016, man kunne næsten tro, der var nogen, der lavede nytårsløjer til mødet, mere derom senere. At jeg så også havde svært ved at få Bentes kamera til at makke ret, mens mit eget og makrolinsen er til reparation, var lige rigeligt med løjer. Nu kunne hun også have købt et kamera for 9 måneder siden, det var til at finde ud af, men nej, hun skulle absolut købe et magen til mit!

Jeg undgik vist at få juletræet med i hjørnet af Salen, men to julestjerner, en plante og en ophængt i vinduet kom med flere gange.

Klikkes der i billederne, så bliver de større. Og som sædvanligt, kommer først planterne på de 5 første pladser. Hmmmm!

På en suveræn førsteplads kom denne ​Lysudamuloa Red Jewel. Ejeren kan ses på det sidste billede, det er Jan, der har fået den til samlingen. Han blev forelsket i den i Kiel, hvor denne hybrid stod i fynboernes udstilling. Så var det jo heldigt for Jan, at Merei Karge havde en med til salg til julemødet. En meget vellykket hybrid.

Denne Colmanara MASAI RED har Jørn været rundhåndet med med gødning, så sikke en pseudobulb, den har sat sidste gang. Ikke noget at sige til, at den kan bære så stort et skaft frem. Nu duemøjsgødningen er sluppet op, var der vild diskusion om, hvad det så var, der gav det resultat, strudsemøj eller....? Det var såmænd noget så eksotisk som Hornum.

Så er det trediepladsen. Denne  har vi set før, men vist ikke så blomsterrig. Det er Paphiopedilum Phips, som John og Solvejg havde med. En meget elegant blomst!

Fjerdepladsen gav anledning til lidt ekstra arbejde, for nu kunne jeg endelig få rettet navnet på denne plante fra januar mødet sidste år. Det er en Bulbophyllum lilacinum Ridl. og ikke en Bulbophyllum careyanum  (Hook.) Spreng., som der stod på navneskiltet. 3 skafter var der på den, der havde været flere. Den eneste art i top 5, er vi virkelig så hybridfikserede i klubben?

Så er det den, der på mødet kom på femtepladsen. Og det var så her, at nogen vist lavede nytårsfis med os.

For det første, så havde sætternissen haft travlt i Dahlenburg og fjernet en del af navnet, for på skiltet på den plante, som John og Solvejg fik med hjem fra julemødet, stod der Cymbidium Million Veil. Nu har jeg jo for vane at tjekke op på forældrene, når jeg ser en ny hybrid, og det var denne for mig. Den fandtes desværre ikke. Men nu er jeg jo ikke tabt bag en vogn, men dog fra en vogn, det er så en helt anden historie, så jeg fortsatte min søgning på nettet. Og så var der gevinst. Hybridnavnet var blevet glemt, og så var klonnavnet blevet til hybridnavnet. Så det rette navn til den er Cymbidium Devon Wine `Million Veil'. Og så dukker den op i hybridregistret. Det er hybriden Cym. (insigne x Devon Odyssey), hvis nogen vil eftergøre den. Den kan næppe fremavles smukkere, derfor er den også blevet meristemformeret.

Nu behøver det jo ikke være hos Karge, at fejlen er sket, inden de køber dem som små meristemformerede planter, er den oprindelige klon-plante sendt til et laboratorie, hvor vækstpunkter under sterile forhold er delt mange gange,  "ompottet" et par gange i agar, og hver gang skal der laves navneskilte. Så der er mange steder, hvor en del af navnet kan forsvinde.

Men en sætternisse og nytårsløjer er jo ikke helt det samme, så her kommer en mere, der havde samme pointtal.

Det er Finn's Phragmipedium Memoria Dick Clements. Den blev dog glemt til en femteplads, og det var jo egentligt helt rigtigt, hvis jeg skal se sådan på det. Planten fejlede jo ikke noget, de er smukke, de der hybrider med Phrag. besseae, og det er den art jo ikke mindst selv. Men I blev ikke snydt for Finn's dyrkningsvejledning til den, for som skrevet, så var det helt fint, den blev glemt. Og hvorfor så det?

Her er den reelle femteplads til det møde, den havde fået et point mere end de to andre, som en nærmere revision af sedlen fra den aften viste. Det er min navnløse hybrid, som mest af alt ligner en Oncidium Tiny Twinkle. Nu var det jo et samarbejde mellem formanden og en suppleant i JOK, der stod for stemmeoptællingen, eller var det et samarbejde mellem formanden og sekretæren i DOK, hvis det er det sidste, så vil jeg foreslå, at sekretæren laver arbejdet færdigt, og sætter numre ved de 5 med flest point. Stakkels Jan kan ikke nå at gennemskue tallene, når han bliver smidt hovedkuls ud i "Bordets glæder", så sker den slags småfejl. Og de samme to folk gav også anledning til samme forvirring til julemødet, så lad dem endelig øve sig på et godt samarbejde til de næste møder også! Heldigvis nogle småfejl, der er til at leve med! 

​Så er det vist på tide, at dem fra og med nummer 8 bliver vist, og de kommer i alfabetisk rækkefølge.

Jørgen havde taget denne primærhybrid med. Det er en Coelogyne Lyme Bay. Det er hybriden Coel. (speciosa x usitana). Hvis den bliver passet godt, så vil skaftet fortsætte længe endnu med nye holdbare blomster, altid kun én af gangen. Var det 25 blomster, en af de to meget dygtige med nu desværre tidligere orkidedyrkere i LFOK var oppe på, så længe kan jeg ikke holde min plante under optimale forhold, desværre. Planten har haft en omskiftet tilværelse, da den for år tilbage blev solgt som arten Coelogyne celebensis J.J.Sm.

Denne Coelogyne havde Jan med. På skiltet stod der Coelogyne lentiginosa Lindl., men om det så er den art, er et godt spørgsmål. På nogle billeder ligner den meget godt, på andre knapt så godt. Jeg har ikke kunnet komme en anden art nærmere, så er Jan stadigvæk utilfreds med det navn, så må den indtil videre hedde Coel. sp..

Og så til en art, som efterhånden står i mange samlinger hos JOK-folket. Dendrobium aberrans Schltr. . Her er det Jørgens, der for alvor var ved at åbne knopperne. Den holder i flere måneder, genblomstrer fra de gamle skud, hvad mere kan man så forlange?

Her er det Jans plante i samme art!

Jørn ville ikke holde sig tilbage, så han kom med denne her. Var det 4. gang på et år, jeg hørte ham sige, den havde blomstret på et år. Så har du den ikke i samlingen endnu, så må du jo nøjes med at se den til møderne. Måske min springer ud til næste møde.

Nu er det jo ikke alle, der vil have de samme planter som alle andre, og det er denne et godt eksempel på. Det er en Dendrobium johnsoniae F.Muell., som John og Solveig havde taget med. Det er sjældent, man ser den art, og når den nu er så smuk, så forstår man jo slet ikke, at den ikke er mere udbredt i orkidegartnerierne. Ligner meget Dendrobium rhodostictum F.Muell. & Kraenzl. i blomsten.

Endnu en plante, som står i mange samlinger rundt omkring, her er det Kristians Leomesezia Lava Burst. Hed tidligere Howeara. De fleste af os andre havde den vist i blomst i efteråret.

Her er en, der har skiftet navn, nu DNA er blevet så moderne at bruge. ​Lycaste virginalis (Scheidw.) Linden 'Alba' x 'Rosea'. På navneskiltet stod der Lycaste skinneri alba x rosea, skal vi tro, det igen er sætternissen, der har skrevet de to klonnavne med lille og uden apostrofer på. Så forvirrer klonnavnene mere end de gavner. Når to "forskellige" arter bliver til én ud fra DNA, så er det det først registrerede navn, der gælder, og det er så også tilfældet her. Jeg har tidligere indhentet tilladelse fra RHS og Kew til at sætte skærmbilleder ind på hjemmesiden, jeg skal bare huske at skrive, hvor billedet stammer fra, og det er http://apps.kew.org/wcsp/. Så her er "stamtavlen" for denne art, hentet d. 09.01.2016.

Som det ses, så blev planten allerede beskrevet som Lycaste skinneri Lindl. i 1843, og først i 1888 blev den beskrevet som Lycaste virginalis (Scheidw.) Linden. Og da det først givne navn til den gælder, skal den selvfølgelig hedde Lycaste virginalis (Scheidw.) Linden. For allerede i 1842 blev den beskrevet med det artsnavn men i en anden slægt, nemlig Maxillaria. Så nu er I alle helbefarne til at begive jer ind og kikke efter accepterede navne til jeres planter.

OK, så tager jeg lige det med, hvis nu nogen undrer sig over, at navnet Maxillaria skinneri Bateman ex Lindl. er et illegalt navn., så skyldes det, det næste skærmbillede fra Kew.

Den art, der i dag hedder Lycaste cruenta (lindl.) Lindl. havde allerede fået navnet Maxillaria skinneri Lindl. i 1840. Altså var det navn allerede givet 2 år før, derfor blev navnet ugyldigt. Og lov mig nu, at I ikke selv går videre med arten Lycaste cruenta (lindl.) Lindl., for det vil bare forvirre alt, hvad der er gældende omkring navngivningen. Det først beskrevne navn skal gives til en plante, og havde I nu selv gået videre, så ville I finde dette skærmbillede på Kew.

Det ville så være der, kæden sprang af, og navngivningen var gået fejl i byen ud fra de gældende regler, så heldigvis, at jeg har frabedt mig, at I finder og ser det skærmbillede.

Og efter denne hurtige visning af reglen, ingen undtagelser i navngivningen, så er vi nået til Jans Masdevallia tovarensis Rchb.f.. Med mindre Jan har købt flere gennem årene, så har vi vist set denne smukke art før. Eller er det Jørn, der også har haft den med? Der faldt et par blade af i løbet af aftenen, jeg håber ikke, den var nået til "stubmarkstadiet", som indtræffer, hvis der er gået sygdom i den. Steen Christensen, der om nogen kunne dyrke Masdevallia til perfektionisme, mente, det var bakterier, der kom ind i planterne og stoppede vandtilførslen i bladene, og derfor faldt de alle pludselig af ved en lille berøring af potten, efterladende små stubbe i potten, og dermed en død plante. Jeg håber, det bare var transportskader!

Hvad jeg skal kalde denne navnløse hybrid fra Kristian, kan jeg ikke helt finde ud af, men noget i retningen af enten Oncidopsis eller Oncostele hybrid. Det var nemmere, dengang alle af denne type gik under fællesbetegnelsen Cambria. At der er Oncidium krydset ind, fornægter sig ikke.

Så er det nemmere med sådan en navnløs hybrid, det er en Paphiopedilum hybrid. Endnu en fruesko fra Jokn og Solvejg.

Sidder der nu nogen og tænker, den har vi da set, er den ikke sat forkert, så nej og nej. Det her er en Peaseara Chian-Tzy Lovely 'Red Bug', der også en en tidligere Howeara. Det er Jørn, der står for dens pasning.

Så er Jan på banen igen. Ikke en art eller slægt, vi er forvente med i klubben, godt at se noget helt andet ind imellem. Det er en Pescatoria dayana Rchb.f. 'Rhodaera'. Muligvis var den mere blålig i virkeligheden, jeg kunne ikke fange den rigtige farve på læben.

Men gamle kendinge er jo heller ikke at foragte. Her er det Jørgens Phalaenopsis hybrid, i den nærmest gullige farve, som i mange år var uopnåelig i den slægt.

Og her er så endnu en af de flotte hybrider, Phragmipedium Cardinale. Næste knop sidder klar til at springe ud. Det er hybriden mellem Phrag. (Sedenii x schlimii). John og Solvejg er ejerne af den plante.

Nu må det snart være tid til nogle flere af mine, 5 havde jeg med, men det er kun de andres planter, der hele tiden kommer på. Det vil jeg lave om på nu!

Det er vist 4. år, jeg har skafter på denne Pinalia stricta (Lindl.) Kuntze, og når den er visnet ned efter 2-3 måneder, har jeg stadigvæk kun set den som her. Aldrig mere åben, så jeg tænkte, at sådan skulle den tidligere Eria nok se ud. Det skal den dog ikke, så noget må være helt forkert for den, når først vi når til vinteren. Den går i stå på knopstadiet, og længere kommer den aldrig. Den har allerede stået sådan et par måneder, så jeg får den nok heller ikke at se fuldt udsprunget i år. Men 2 billeder må være rigeligt af en plante, der slet ikke er sprunget ud.

Og nu, hvor jeg endelig har fået hul igennem med mine billeder, så fortsætter jeg lidt endnu. Her er det min Pleurothallis phalangifera (C.Presl) Rchb.f. in W.G.Walpers. De fleste planter, der sælges med det navn, er forkerte, jeg har også en med store gule blomster, der havde 37 skafter i december, den blev købt med samme navn. Men det her er den rigtige, den har bare den lille ulempe, at når først den begynder at falde, så går det hurtigt. Ved aftenens slutning var den helt færdig, der blev de to første billeder taget, det sidste tog jeg ved starten af mødet, der var den stadigvæk i fuld flor.

Nu kan jeg jo ligeså godt blive færdig med mine, så her er det min Scaphosepalum beluosum Luer. Den har ligesom en tidligere nævnt den fordel, at den kan blomstre fra de gamle blade/skud, så der bliver bare flere og flere skafter på den. Altid kun én blomst og én knop på vej på alle skafter, de ældste på den har blomstret i et par år nu. Kommer den i for lav luftfugtighed en hel dag, så er det sket med blomstringen, så visner spidserne, og så skal den starte helt forfra. Måske nogen sidder og tænker, har vi ikke set den før, og har I tidligere været inde og se eller gense fotokonkurrencen i klubben fra sidste år, så jo, det var det billede nr 4. Billederne fra konkurrencen i 2015 er også lagt på DOK's site for nylig.

http://www.orkideer.dk/index.php/artikler-fuld-visning/item/26-fotokonkurrencen-2014

Og her er det så den sidste af mine, en ​Scaphosepalum rapax Luer. Ligesom Jørgens Coelogyne, så sidder der også kun en blomst for enden af skaftet af gangen, her er vi nede i 5 mm store eller små blomster.

Og når jeg fortsat går alfabetisk frem, så er det nu Jørn's Stenoglottis longifolia Hook.f.. En sydafrikaner, som Jørn vist fortalte, også havde blomstret tidligere sidste år, men jeg kan jo have hørt eller husket forkert. Et stort skaft, der har min noget at leve op til.

Og den sidste bliver så Kristians Vanda hybrid, som næsten har blomstret sig ihjel. Det gamle hovedskud har for nylig smidt godt halvdelen af bladene, så nu er det sideskuddet, der fortsætter den imponerende blomstring, somden plante har fremvist.