Tekst og fotograf hvor der ikke er nævnt andet, Egon Krogsgaard.
Oktober 2019.
Så blev det oktober, nu er halvdelen af efteråret snart slut. Frosten står for døren, med hvad det betyder for vores planter. Så er det jo rart at høre lidt om, hvordan en have fyldt med orkideer kan orkestreres. Og det var netop, hvad Susanne Vissing Aagaard fra Midtjylland fortalte om på mødet. Krydret med gode råd om mediet de skal pottes i samt mange flotte billeder.
Nu er Susanne ikke uden jydsk lune, så jeg har fået lov til at sætte dette billede på hjemmesiden fra mødet. Taget på lang afstand i en dunkel belysning. Måske I andre ikke husker en grå nederdel til hende denne aften? I så fald er vi flere.
Vi hørte om Leca, Eco Grip Grow, kattegrus, BIMS, langtidsvirkende gødningskugler og Perlite i en skøn blanding. Man kunne sagtens fornemme, at Susanne selv har stået med fingrene nede i mediet, mens rødderne omhyggeligt blev arrangeret rigtigt. Dejligt med så levende et foredrag.'
Der blev fortalt om salgsteder for både planter og jordmedier, her er de fra hendes slideshow.
www.floralpin.de
www.albiflora.be
www.phytesia-orchids.com
www.gartenwerkstatt-schreiner.de
www.judithprinstuinorchidee.nl
Scheidel Skorstene, Industrivej 23, 7470 Karup
https://www.schiedel.com/dk/produkter/Materialer/
Det sidste link viser BIMS' porøsitet i stor forstørrelse.
Vi hørte om Leca, Eco Grip Grow, kattegrus, BIMS, langtidsvirkende gødningskugler og Perlite i en skøn blanding. Man kunne sagtens fornemme, at Susanne selv har stået med fingrene nede i mediet, mens rødderne omhyggeligt blev arrangeret rigtigt. Dejligt med så levende et foredrag.'
Der blev fortalt om salgsteder for både planter og jordmedier, her er de fra hendes slideshow.
www.floralpin.de
www.albiflora.be
www.phytesia-orchids.com
www.gartenwerkstatt-schreiner.de
www.judithprinstuinorchidee.nl
Scheidel Skorstene, Industrivej 23, 7470 Karup
https://www.schiedel.com/dk/produkter/Materialer/
Det sidste link viser BIMS' porøsitet i stor forstørrelse.
Jeg har også fået tilsendt dette billede af Susanne fra hendes "lille" have. Det er en flot dyrket Cypripedium Ulla Silkens "White", der er primærhybriden Cyp. (flavum x reginae). Lige en have efter mit hoved, hvor blomsterne får lov til at gro lidt "vildt"!.
Jeg kan varmt anbefale andre klubber at kontakte Susanne for et lignende foredrag.
Da jeg er med på flere af billederne, kan jeg vist ikke tage æren for disse, så den tilfalder Henriette. Medlemmerne har travlt med at få stemt på de flotte orkideer, mens jeg går i vejen for deres åsyn med mit kamera. Men jeg får aldrig taget disse billeder af folket omkring bordet, så dejligt, at der er andre, der gør det. De to sidste billeder var to arter og en hybrid, som Jan godt ville vise frem. De to forældre og deres "afkom" Phalaenopsis Tetralind (tetraspis x lindenii). Jans plante hed Phalaenopsis speciosa, Kew siger, den skal hedde Phal. tetraspis i dag, Jay siger det er to forskellige arter. Husk at blå tekst er link, I kan klikke i. Fx indeholder Phalaenopsis Tetralind (tetraspis x lindenii) 3 link.
Så er det planterne på pralebordet, der skal vises. 30 planter var med i afstemningen, 9 andre var udenfor konkurrencen, og de to af dem må I have til gode til en anden gang. De kommer sikkert også i blomst til næste år.
Mit kamera har problemer med at fokusere, når lyset bliver dæmpet i lokalet, og jeg har makrolinsen på. Den har kun få mm i skarphed, når jeg går tæt på, det kan den ikke finde ud af. Så den kører ud og ind mange gange, før den endelig kan se, at der er stillet skarpt. Selvfølgelig skal lyset dæmpes, når der skal vises billeder på skærmen, men det betyder, at der ikke kommer så mange makrobilleder. I kan jo heller ikke vente på, at jeg bliver færdig med at tage billeder, så bliver det en midnatsforestilling.
Mit kamera har problemer med at fokusere, når lyset bliver dæmpet i lokalet, og jeg har makrolinsen på. Den har kun få mm i skarphed, når jeg går tæt på, det kan den ikke finde ud af. Så den kører ud og ind mange gange, før den endelig kan se, at der er stillet skarpt. Selvfølgelig skal lyset dæmpes, når der skal vises billeder på skærmen, men det betyder, at der ikke kommer så mange makrobilleder. I kan jo heller ikke vente på, at jeg bliver færdig med at tage billeder, så bliver det en midnatsforestilling.
Egentligt kunne jeg bare undlade billederne af denne plante og så nøjes med teksten, for den blev nummer fire til sidste møde, og har allerede været vist. Ligeledes fra landskampen i Lund. Men nu blev den så nummer et denne gang, så I får Helles primærhybrid Phragmipedium Eric Young (besseae x longifolium) en gang mere! Den er ikke blevet grimmere den sidste måneds tid.
Jørn fik æren af andenpladsen med sin Aerangis biloba (Lindl.) Schltr., (1915). En flot blomstring på den. Hvis den lange spore er fyldt med nektar, kan den mætte mange natsværmere i Afrika. Spøjs detalje den har på sin griffelstøtte (gynostemium). Måske den udløser støvknappen ved berøring, så pollinierne bliver blotlagt.
Ellen havde også samme art med i november 2013, det udløste en tredieplads dengang.
Ellen havde også samme art med i november 2013, det udløste en tredieplads dengang.
På trediepladsen kom min Dracula chiroptera Luer & Malo (1978). Den blomstrede også for et par uger siden, den blomst var ikke nær så stor som denne her. Snipperne var omkring 30 cm lange, efter mødet var de kun halvt så lange grundet den tørre luft i lokalet. Men blomsten rettede sig ud igen, efter den var klasket sammen under mødet. Men Hr. Dracula og sollys er vist heller ikke nogen god kombination, så måske forståeligt nok! "Øjnene" er blomstens små petaler.
Jan satte sig heldigvis ikke på fjerdepladsen, ikke et ondt ord om hans vægt, men det gjorde hans plante Paphiopedilum Toro Olé. Den er resultatet af tre arter krydset sammen. Først er primærhybriden Paphiopedilum Mount Toro (stonei x philippinense) fremkommet i 1976, den er så igen krydset i 2004 med Paph. glanduliferum, som Paph. gardineri skal hedde nu. Det er Jay på orchidspecies uenig i. Det er der kommet en blomsterrig plante ud af. Måske lidt år på bagen heller ikke er ubetydelig i den henseende.
Den sidste i top 5 er også min. Det er en Erycina glossomystax (Rchb.f.) N.H.Williams & M.W.Chase, (2001). Jeg tog billederne af mine orkideer om eftermiddagen, derfor er de fyldt med dråber fra formiddagsvandingen. Det gør så desværre det uheldige ved denne her, at det flotte "fryns" i midten er svært at se. Så det andetsidste billede er fra midten af september, og det sidste billede er af Kristians Erycina pusilla, han havde med til septembermødet. Som jeg skrev til det møde, er der endnu en i den slægt, der ligner de to her. Erycina crista-galli. Vil I købe en af arterne, skal I se efter synonymet Psygmorchis, det er det navn, sælgerne bruger.
Som vanligt kommer resten af planterne nu i alfabetisk rækkefølge.
Knitta og Polle havde taget denne Bulbophyllum grandiflorum Blume (1849) med. Det er den ene af forældrene til den næste plante. De to ligner hinanden meget mere, end den nedenfor og den anden forælder.
Det her er den samme hybrid, som jeg havde med til augustmødet, nemlig Bulbophyllum Hsinying Grand-arfa (grandiflorum x arfakianum). Denne tilhører dog Knitta og Polle. Den sælges som Bulbophyllum arfakianum var alba, selvom den art har små prikker og denne har sammenhængende tegninger på blomsten. Jeg har forsøgt at udrede de 3 planter i augustvisningen, så det vil jeg ikke gå videre ind på her.
Efterhånden begynder nogle af de tyske orkidegartnerier at sælge planten som hybriden, det har holdt hårdt.
Efterhånden begynder nogle af de tyske orkidegartnerier at sælge planten som hybriden, det har holdt hårdt.
Denne Cattleya hybrid er vi efterhånden nogle stykker, der har i samlingen. De stammer alle som delestykker fra denne plante, der tilhører Bente. Min blomstrer også for tiden, men da en Nattens Dronning har infiltreret den godt og grundigt med sine lange skud, så bliver den i mit vindue. Den har en god duft for dem, der har næse for den slags ting. Flot blomstring den havde.
Det her er min gamle Coelogyne ovalis Lindl (1838) fra en Indiens-import i starten af årtusindet. Det sidste billede er af Coelogyne fimbriata. Læben er lidt kortere på den, men ellers fremstår de meget ens i blomsterne. Dens pseudobulber og blade er dog meget mindre end Coel. ovalis og med kort rhizom mellem skuddene, så den er meget mere kompakt. Helle havde en Coelogyne fimbriata var. fimbriata med i april, dens blomster ser dog lidt anderledes ud.
Denne smukke primærhybrid er Helles Cymbidium Osborn (erythrostylum x dayanum). To smukke arter der begge er rent hvide med rødt, så lidt sjovt, at hybriden bliver svagt rosa på sepaler og petaler.
Nu har jeg jo undret mig lidt over denne plante et par gange før, når den har været med til møde. Derfor tog jeg et billede af navneskiltet. Desværre er det ikke fyldestgørende, men lidt hjælp er der måske at finde til navnet. Der står Dendrobium Tokunaga x johnsoniae x atroviolaceum.
Den. Tokunaga er en hybrid, men der mangler halvdelen af navnet. Der er 6 hybrider, der har Tokunaga i navnet, en af dem er tidligere blevet krydset sammen med netop Den. johnsoniae. Det er Den. Roy Tokunaga, og den krydsning hedder Den. Bill Takamatsu. Det er den eneste af de 6 hybrider, der som registret er krydset videre med den art. Men det er så ikke et endeligt bevis på, at der skulle have stået Den. Roy Tokunaga i starten af navneskiltet. Men er det den hybrid, så indgår de samme to arter to gange i John og Solvejgs plante. Hvorfor dog lave sådan en hybrid? Med mindre nogen har sjusket med navneskiltet på et tidspunkt, så der i stedet for x skulle have været en parentes, for at vise, at navnet på hybriden er Den. Roy Tokunaga (johnsoniae x atroviolaceum). Deres plante ligner den hybrid, så jeg vil tro, det er primærhybriden Den. Roy Tokunaga, de havde med. Men uden et fyldestgørende navneskilt burde den kort og godt kaldes Dendrobium hybrid.
Den. Tokunaga er en hybrid, men der mangler halvdelen af navnet. Der er 6 hybrider, der har Tokunaga i navnet, en af dem er tidligere blevet krydset sammen med netop Den. johnsoniae. Det er Den. Roy Tokunaga, og den krydsning hedder Den. Bill Takamatsu. Det er den eneste af de 6 hybrider, der som registret er krydset videre med den art. Men det er så ikke et endeligt bevis på, at der skulle have stået Den. Roy Tokunaga i starten af navneskiltet. Men er det den hybrid, så indgår de samme to arter to gange i John og Solvejgs plante. Hvorfor dog lave sådan en hybrid? Med mindre nogen har sjusket med navneskiltet på et tidspunkt, så der i stedet for x skulle have været en parentes, for at vise, at navnet på hybriden er Den. Roy Tokunaga (johnsoniae x atroviolaceum). Deres plante ligner den hybrid, så jeg vil tro, det er primærhybriden Den. Roy Tokunaga, de havde med. Men uden et fyldestgørende navneskilt burde den kort og godt kaldes Dendrobium hybrid.
John og Solvejs havde også denne Dendrobium goldschmidtianum Kraenzl. (1909) med. Ærgerligt at den ikke nåede at springe ordentligt ud. Man kan se, hvordan skafterne nærmest pibler ud af skuddene.
Så er det igen en af Helles planter. Der er nogle stykker, der næsten har det udseende, men her er det en Dendrobium griffithianum Lindl. (1835).
Nu er der jo ikke noget galt i, at vi ser mange af planterne til flere møder eller igen år efter år, men det er jo altid dejligt at se noget nyt. Denne Dendrobium platycaulon Rolfe (1892) fra Knitta og Polle har vi vist ikke set før. Også uden blomster er det en spændende plante med de flade skud.
Med John og Solvejgs Dendrobium sanderae var. luzonicum Rolfe, (1909) ender denne slægt for denne aften. Variantsnavnet har aldrig været accepteret, men der har været gjort et forsøg i 2009 og igen i år på at det bliver accepteret, så måske dukker det snart op officielt.
Denne her er heller ikke en, vi er forvendt med at se til møderne. Det er min Epidendrum moronense Dodson & Hágsater, (1989). Den var udenfor konkurrencen.
Ligesom den forrige, så hører Jørns Gastrochilus retrocallus (Hayata) Hayata, (1917) også til blandt miniplanterne. De fleste kender den nok som Haraella retrocalla, det er også det synonym, den sælges under.
Jeg overvejede, om jeg skulle tage to planter med i den næste slægt, for jeg forventede, at Jan havde sin plante med mange skud med af denne Habenaria carnea Weathers (1891). Det havde han ikke, så det her er min. Men måske Jans dukker op til julemødet i stedet for. Hans er meget kraftigere og har flere blomster på hver stilk. Vi har sidst set Jans i oktober 2017.
Det her er så også min. Jeg troede, det var en Habenaria rhodocheila Hance (1866), det er det så ikke. Igen forventede jeg, at der kom andre med langt mere blomstervillige planter i denne art, end min plante havde. Men det er faktisk en Habenaria roebbelenii Rolfe, (1913). Den helt store forskel er de 4 "stelida" der sidder og stritter ud ved griffelstøtten. Hvis der er to korte og to lange, er det en Habenaria rhodocheila. Er der 4 lange, er det en Habenaria roebbelenii. Jeg vurderer, min har 4 lange, derfor et nyt navn til den.
Det sidste billede er et 3D-billede til at skele indad til.
Habenaria rhodocheila er i dag splittet op i 4-5 arter. Habenaria rhodocheila. Habenaria roebbelenii. Habenaria erichmichelii. Habenaria janellehayneiana. Den sidste Habenaria xanthocheila siger Kew er et synonym for Habenaria rhodocheila.
Nu I har styr på forskellene på arterne, så tager jeg lidt af de nærbilleder, der gennem årene har været vist på hjemmesiden af Habenaria rhodocheila. Så kan I jo hurtigt se, hvor mange af dem, der burde have et nyt navn.
Flere af dem er meget ens i udseende. Men her kommer ejerskabet af dem. Ud fra den alfabetiske rækkefølge, de dukker op på min skærm.
Første billede stammer fra Brandorff Orchides udstilling 10-09-16. Det må være landskampen i Lund.
Andet og tredie billede er mine fra få dage før julemødet i 2016. Taget 16-11-16.
Fjerde billede er Jørns plante fra julemødet 18-11-17.
5.-7. billede er Kristians. Det første er fra 01-09-15, det næste fra 10-09-13 og det sidste fra 21-11-15.
8. og 9. billede er først Oles plante til julemødet 19-11-16. Hans sidste billede er fra julemødet året før 21-11-15.
10. og 11. billeder er fra JOKs udstilling til landskampen i Aarhus 17-09-17.
12. billede er fra Kopf-Orchideens udstilling til landskampen i Kiel 06-09-15.
13. billede er fra Orkidé-Husets udstilling til landskampen i Aarhus 17-09-17.
14. og 15. billede er fra Orkidéklubben Fyns udstilling til samme landskamp.
16. billede er Sjællands Orchide Klubs bud på samme art til samme landskamp.
Godt, har I nogle nye navne til nogle af billederne nu, så modtager jeg dem gerne?
Første billede stammer fra Brandorff Orchides udstilling 10-09-16. Det må være landskampen i Lund.
Andet og tredie billede er mine fra få dage før julemødet i 2016. Taget 16-11-16.
Fjerde billede er Jørns plante fra julemødet 18-11-17.
5.-7. billede er Kristians. Det første er fra 01-09-15, det næste fra 10-09-13 og det sidste fra 21-11-15.
8. og 9. billede er først Oles plante til julemødet 19-11-16. Hans sidste billede er fra julemødet året før 21-11-15.
10. og 11. billeder er fra JOKs udstilling til landskampen i Aarhus 17-09-17.
12. billede er fra Kopf-Orchideens udstilling til landskampen i Kiel 06-09-15.
13. billede er fra Orkidé-Husets udstilling til landskampen i Aarhus 17-09-17.
14. og 15. billede er fra Orkidéklubben Fyns udstilling til samme landskamp.
16. billede er Sjællands Orchide Klubs bud på samme art til samme landskamp.
Godt, har I nogle nye navne til nogle af billederne nu, så modtager jeg dem gerne?
Så til noget helt andet. Det er Jørns Leomesezia Mini-Primi, som den skal hedde i dag med de mange flytninger mellem slægter. Det er der jo kommet en meget flot hybrid ud af.
Torben er faldet for denne hybrid, og det kan jeg godt forstå. Nu er jeg så i tvivl, om det stadigvæk hedder en primærhybrid, når det er to arter i to forskellige slægter, der krydses sammen, men planten hedder Miltonidium Peter Komp (Miltonia leucoglossa x Oncidium schroederianum). Men heldigvis er Miltonia × leucoglossa en naturhybrid mellem Milt. candida × Milt. spectabilis, så mit problem er løst. Der indgår 3 arter i Torbens hybrid, så behøver jeg ikke udstille min uvidenhed.
Jeg har allerede vist én hybrid hvor den ene af de to forældre i John og Solvejgs fruesko også indgik. Dette er en Paphiopedilum Judge Philip (philippinense x Pinocchio). Ligesom i Torbens plante indgår der også tre arter i denne, da Paph. Pinocchio er primærhybriden Paph. (glaucophyllum x primulinum).
Her er så den tredie, hvor Paph. philippinense indgår. Paphiopedilum Saint Swithin (philippinense x rothschildianum). Samme ejere som den ovenfor.
Henriette kan andet end hækle og tage billeder. Hun kan også dyrke orkideer! Hvem skulle nu have troet det? Denne Anders And orkide, som den populært kaldes, er hendes. Den hedder officielt Pecteilis hawkesiana (King & Pantl.) C.S.Kumar, (2002 publ. 2003) nu, og har tidligere hørt til Habenaria, under hvilket slægtsnavn den normalt sælges. Kombinationen Habenaria sagarikii er hjemmelavet, for det navn har den aldrig haft. Den fik navnet Habenaria hawkesiana i 1897, 2 år senere kom den til at hedde Platanthera hawkesiana. Vores egen Gunnar Seidenfaden troede, det var en ny art i 1973 og beskrev den som Pecteilis sagarikii. Men reglerne siger, at det først beskrevne navn gælder, så længe det ikke er et ugyldigt navn. Derfor det gamle artsnavn hawkesiana kombineret med det nyeste slægtsnavn Pecteilis.
Sidste billede er en albaform af den, som Jan havde med til møde 03-10-17. Der er ikke meget Andres And over den.
Sidste billede er en albaform af den, som Jan havde med til møde 03-10-17. Der er ikke meget Andres And over den.
Nu har vi lige set et eksempel på et ugyldigt navn, denne bærer i folkemunde rundt på endnu et. Denne plante hedder Phalaenopsis finleyi Christenson, (2011). Den sælges under det forkerte navn Phal. minus.
Den er oprindeligt beskrevet af Gunnar Seidenfaden i 1988 som Kingidium minus. Så langt så godt. I 2001 flytter den over i Phalaenopsis med navnet Phalaenopsis minor. De latinske artsnavne skal gradbøjes efter slægtsnavnet, derfor går den fra minus til minor. Helt efter bogen. Men så går det galt. I 1988 er samme navn brugt til at beskrive en art med, som sidenhen har vist sig at være beskrevet i 1909 som Phalaenopsis wilsonii. Altså er Phal. minor et synonym til den art. Da et artsnavn kun må bruges en gang i en slægt, selvom det bliver til et synonym, så er navnet Phalaenopsis minor ugyldigt til Jans plante denne aften. Phal. minus har den aldrig heddet, hvilket gør navnet endnu mere ugyldigt. Den får sit endelige navn i 2011, og det er som skrevet Phalaenopsis finleyi.
Den er oprindeligt beskrevet af Gunnar Seidenfaden i 1988 som Kingidium minus. Så langt så godt. I 2001 flytter den over i Phalaenopsis med navnet Phalaenopsis minor. De latinske artsnavne skal gradbøjes efter slægtsnavnet, derfor går den fra minus til minor. Helt efter bogen. Men så går det galt. I 1988 er samme navn brugt til at beskrive en art med, som sidenhen har vist sig at være beskrevet i 1909 som Phalaenopsis wilsonii. Altså er Phal. minor et synonym til den art. Da et artsnavn kun må bruges en gang i en slægt, selvom det bliver til et synonym, så er navnet Phalaenopsis minor ugyldigt til Jans plante denne aften. Phal. minus har den aldrig heddet, hvilket gør navnet endnu mere ugyldigt. Den får sit endelige navn i 2011, og det er som skrevet Phalaenopsis finleyi.
Her er så den anden af de tre planter, Jan slæbte rundt på. Også hans egen, det er en Phalaenopsis lindenii Loher, (1895). En elegant fugl, der lægger an til landing. Nå nej, en elegant blomst!
En af mine ekstra planter, der var med udenfor konkurrencen. Det er en Platystele scopulifera Luer & Dodson(1991). Når Jay får lavet næste opdatering på hjemmesiden, så er et par af mine billeder at finde på hans hjemmeside. Han har ikke den art endnu, han har jo også kun sølle 22.810 arter for tiden. Som det ses, har den en blomst ad gangen på stilkene, men de kan blomstre meget længe på hver. Blomsterne holder snildt et par uger, før de afløses af en ny. Grundet vandingen inden fotograferingen, kunne jeg ikke få ordentlige nærbilleder, så sidste billede er fra 11. september.
Dejligt, vi endelig er nået til nogle flere af mine planter. Denne har jeg måttet rette navneskiltet til, da det er en Pleurothallis gomezii Luer & R.Escobar (1996). Den var købt som Pleurothallis phalangifera, der normalt sælges i en purpur farve, men også kan være gullig. Dens sepaler, petaler og læben er smallere og længere og blomsterne er mere end dobbelt så store. De to sidste billeder er af min rigtige Pleurothallis phalangifera.
Jay sammenligner i teksten i linket ovenfor Pths. gomezii med endnu en plante, og det er endnu en af mine udenfor konkurrencen. Det er en Pleurothallis rowleei Ames (1922). Mindre blomster og meget kortere petaler end de to andre. Jeg har en meget større plante i en potte, den er ikke nær så mørk i farven.
Her er det så en af Jans planter, der ikke var udenfor konkurrencen, men udenfor bordet. Vi manglede lidt det store net, der normalt er med til møderne, så den måtte hænge lidt for sig selv. Måske den gik glip af et par point af den grund. Det er en Renanthera philippinensis (Ames & Quisumb.) L.O. Williams (1937).
Nu er det ikke fordi jeg har været igang med at farve Knitta og Polles fine Robiquetia cerina (Rchb. f.) Garay (1972) rød, at der er to billeder til sidst i den farve. Det er også deres plante, de havde med til septembermødet og landskampen. Den findes i de to farver, herligt at de begge findes hos samme dyrker.
Jeg har før været inde over problematikken med de unavngivne planter, der tidligere hed Slc.. Sophronitis hører i dag ind under Cattleya, det samme gør en del Laelia, og mange Cattleya er i dag blevet til Guarianthe. så hvad denne plante officielt ville hedde i dag, vides ikke. Men en Slc. hybrid er stadigvæk et synonym for den, så Kristian kan lade den hedde det.
Helle havde taget denne Stelis maloi Luer (1981) med, der har ført et hundeliv hjemme hos hende. Den har indtil for nylig stået i hundegården. Normalt har en Stelis alle blomster udsprunget på samme tid, men måske den tørre luft i lokalet fik den til at visne en del af dem ned.
Da jeg købte denne plante for en del år siden, fandt jeg tre arter på orchidspecies.com, der lignede den meget, i dag kan jeg ikke længere finde de tre arter. Den tilhører nok nærmere Stelis end Pleurothallis, som den er købt som. Den springer ud om formiddagen, hen over eftermiddagen lukker alle blomsterne igen, så til mødet lignede den en uudsprunget plante. Når blomsterne bliver ældre, så bliver halvdelen af blomsten svagt rosa. Den må indtil videre forblive en ukendt art.
Endnu en af mine planter udenfor konkurrence. Den skulle have været behåret, hvis navneskiltet var rigtigt, så det må blive endnu en Stelis sp.. Ligesom Helles Stelis ovenfor har den meget små blomster.
Jørn mente ikke, at han havde plads til denne Stenoglottis longifolia Hook.f., (1891) mere, så den solgte han på auktion under mødet. Han kunne da bare klippe blomsterstilkene af, når de kommer frem, så fylder den ikke så meget. Nå, det er jo for sent nu.
Virkelig en veldyrket plante, noget møg han ikke har adgang til duer mere.
Virkelig en veldyrket plante, noget møg han ikke har adgang til duer mere.
Den sidste plante denne aften, der kommer på hjemmesiden, er min Zootrophion dayanum (Rchb. f.) Luer (1982) udenfor konkurrencen. Det sidste billede er fra sidste år, så kan I se, hvorfor bunden er hvælvet så meget op på det fjerde billede. Det er ikke en fejl. Synd den ikke lige åbnede knopperne lidt mere op.
