Så fik vi overstået generalforsamlingen, genvalg til alle dem, der ønskede det, og så blev John også fanget ind denne gang som revisor.

Lars Bagge kom og holdt et underholdende foredrag, hvor både fortiden og fremtiden kom med. På billedet her under kunne den sjællandske dialekt få frit afløb, nu Inge også bor på den side af broen. En stor tak til Lars.

Men sædvanen tro, så så vi ikke meget til Dunder. Knapt er vi kommet til Silkeborg, før hun forsvinder. Men spisetiderne, dem kan hun, så der kommer hun naturligvis igen. Det samme til kaffetid, og da banko-pladerne kom frem, så kunne hun finde ud af at blive i Salen. Det samme gjaldt Laila, de fulgtes ad denne dag.

Om der blev spillet kort med pladerne, vides ikke, men mange af os andre kom til kort, når gevinsterne skulle udleveres. Bare fordi Dunder har næste 3 gange så mange plader som os andre, behøver hun vel ikke få 3 gange så mange gevinster!

Men for du uindviede, så stod Dunder og Laila i køkkenet det meste af dagen, så den stod på hakkebøf med tilbehør. Så det var velfortjent, at de to fik lidt planter med hjem via bankospillet.

Men ud over selve generalforsamlingen, spisetiderne, banko og foredraget, så var der også smidt lidt planter på bordet hist og her. Der var 42 med i konkurrencen, og alt i alt var der 49 planter på bordet. Til stor glæde for de fleste, men for mig betyder det jo ekstra arbejde med så mange planter. Men fint nok, jeg elsker jo at sidde og lege med billederne! Med billederne af mine egne, der blev taget dagen før, så endte det med godt 600 billeder.

Som det ses, blev der også handlet flittigt til mødet. Hvad Jan funderer så kraftigt over, må fortabe sig i tågerne. Jeg glemte at spørge, hvilket format I helst vil have billederne i, så det bliver den mindre med diasshow denne gang.

Og så er jeg vist nået til planterne. Der blev en sikker vinder, det var rosinen i pølseenden, nummer 42. Uffes Dendrobium harveyanum Rchb.f., (1883). Den plante har vi set før, og kommer forhåbentligt også til at se den fremover. Lidt frynsegoder skal der jo være ved at komme med store gamle planter, og frynser, det må man sige, der er på planten.

Nummer 2 er også en velkendt genganger, som i flere år har været med i toppen. Det er Pernilles Cattlianthe Fire Dance 'Patricia'. Mon hun virkelig var inde og læse mit indlæg fra sidste års generalforsamling, planten var faktisk blevet pottet om!

Trediepladsen tog Jette sig af med hendes primærhybrid Pleurothallis teaguei x dilemma. Egentligt lidt synd, at bladene ikke har taget ud efter pollengiveren. Lange tynde blade, der øverst splitter op i to ender.

​http://www.orchidspecies.com/orphotdir/pleurothalldilema.jpg

Jeg fik aldrig taget et billede af hele planten, men den er med på flere af de andre billeder i sin helhed.

Selvom fjerdepladsen først for alvor kommer frem nu, så er den registreret tilbage i 1997. Det er en videreforædling af en anden smuk hybrid, Den. Dawn Maree. Dette er en Dendrobium Frosty Dawn, og det er John og Solveigs plante.

Jette tog sig også af femtepladsen med hendes Dendrobium signatum Rchb.f., (1884). Selvom det er 133 år siden, den blev beskrevet, og har haft lang tid til at holde sit indtog i mange samlinger, så ses den sjældent. Men med så flot en blomstring, så er det da synd!

Så følger resten i alfabetisk rækkefølge. Og den første er igen en plante hjemme fra Jette. Det er en Aerangis fastuosa (Rchb.f.) Schltr., (1914).

Der er en anden slægt, der også er kendt for sine snehvide blomster med lange sporer, og sådan en kommer der så ikke her. Her er det en af de få i den slægt, der ikke er hvid, men det bliver den bestemt ikke grimmere af. Jans Angraecum viguieri Schltr., (1922).

Nu har vi allerede set Pernille orange Cattlianthe på andenpladsen, om dette er samme slægt eller en Cattleya, vides ikke, men orange er denne navnløse hybrid fra Jan.​ Farveforskellene fra lys til mørk i de fleste visninger skyldes, at jeg bruger to forskellige linser, en på afstand, og en makro tæt på. De lukker ikke lige meget lys ind gennem linsen, og jeg vil tro, det har med det at gøre, at makroens billeder bliver med en mørkere glød.

Orange er jo en smuk farve, så her kommer Uffes navnløse Cattleya hybrid. Måske mere gul en orange!

Havde min orangefarvede Rhyncattleanthe Shinfong Little Sun 'Young Min Golden Boy' ikke aborteret det ene af to skafter i udspringet, så var den også kommet med. Så dens 3 blomster slap I for at se. Men så kunne jeg da tage en anden orange blomst med, og her er det min Comparettia speciosa Rchb.f., (1878).

Den næste er pink med en mørk plet inde på læben, men det er så i normal-versionen. Her er det en alba, så den er dermed hvid. Det er Birgits Dendrobium anosmum var. alba Lindl., (1845).

Jan havde taget denne Dendrobium aphyllum (Roxb.) C.E.C.Fisch. in J.S.Gamble, (1928) med. Så får vi alligevel en pink blomst. Er den mon tilbage fra en af Indiens-importerne?

Birgit havde taget denne Dendrobium bigibbum var. superbum (phalaenopsis) hybrid med. Den karakteristiske art, der indgår i hybriden, kendes normalt under det nu synonyme navn i parentesen.

Så skal I plages med min Dendrobium bracteosum Rchb.f., Gard. Chron., (1896) igen. Det nærmer sig et halvt år, der har været blomster i den.

Her kommer den storblomstrede og stærk frynsede Dendrobium harveyanum Rchb.f., (1883). Hvad siger I? Har vi allerede haft den? Nej da, den stod neden under Uffes store af samme slags. Men denne havde blomster, der var godt halvanden gange så store. Måske p.g.a. færre blomster, eller et godt klon. Det var Jan, der måtte se Uffes plante løbe med opmærksomheden til den art.

John og Solveig havde taget en Dendrobium nobile-hybrid med. Men se, de havde glemt at sprøjte blå farvestof ind i pseudobulben, så den er hvid i blomsterne.

Birgit havde også medbragt denne slægt, og her er det hendes Dendrobium Nora Tokunaga x aberrans.​

Mon vi skal formode, at vi har en orkide-pusher til møderne? En, der går og sælger de samme planter til flere medlemmer! Nå, når det er så smuk en orkide, så gør det ikke noget. Også en af dem, der kan holde i månedsvis. Her er det Jørgens Dendrobium Nora Tokunaga x aberrans.

Det er tæt på at være en evighedsmaskine i aften, for når jeg vil sætte 5 billeder ind, så ender den op med to, efter den har oploadet 3-4 men sletter 1-2 igen. Når jeg så smider de manglende billeder på, så forsvinder der igen 1-2 af dem, der allerede var hæftet på. Og det kan jeg gøre mange gange, før alle billeder endelig er sat på.

Men jeg fortsætter ufortrødent. Her er det Finns Dendrobium Pam Tajima (atroviolaceum x eximium). Samme sektion i Dendrobium som de forrige.

​

Endnu en smuk art beskrevet for længe siden, men ses sjældent i folks samlinger. Ligeledes sjældent til salg. Det er en ​Dendrobium williamsonii Day & Rchb.f., (1869). Den hører hjemme hos John og Solveig.

Det var godt, Jan havde taget den næste med, for så fik jeg endelig et brugbart navn til min af samme art. Hvis jeg tager bagsiden af Jans navneskilt til efterretning, så er det en variant i denne slægt. Og så skal navnet være Dendrochilum glumaceum var. validum [Rolfe] Pfitz. (1907). Men Kew anerkender ikke denne variant, så de mener, navnet skal være ​Dendrochilum glumaceum Lindl. (1878)

Så er vi nået til en af Heinrich Gustav Reichenbach's problembørn. I 1852 fandt han den næste og beskrev den i Botanische Zeitung (Berlin) 10(42) 732–733. 1852. Den fik navnet Epidendrum centropetalum Rchb.f., (1852). Men han fandt den endnu engang og beskrev den igen i samme bog, Botanische Zeitung (Berlin) 10(53): 932. 1852. Beskrivelserne er til dels ens, og så alligevel ikke. Men denne gang fik den så det navn, som vi normalt kender den uden, nemlig Oerstedella centropetala (Rchb. f.) Rchb. f. (1852). Da den beskrivelse er senere i samme bog, så er det i dag blevet et synonym til det førstnævnte navn. Formentligt har DNA-analyser af hans gamle herbarieark med typeplanterne vist, at det er en og samme art. Det var Jørgen, der havde taget den med.

Den næste er af nyere dato. Det er kun 16 år siden, der er blevet beskrevet. Det er Jans Epidendrum nanegalense Hágsater & Dodson, (2001), som var udenfor konkurrencen.

Den næste skulle være en Epidendrum radicans Pav. ex Lindl., (1831). ​Det var Bente, der havde taget den med.

Her kommer endnu en af Jans udenfor konkurrencen. Den er svær at fotografere med den farve, den har. Den burde være løftet op i luften, så dens mørke blomster var kommet mere til sin ret, men sådan gik det så ikke. Det er en Fredclarkeara After Dark 'Black Pearl'.

Jørn havde taget denne lille fikse plante med. Gastrorchis Georges Fleurié (humblotii var. schlechteri x pulchra var. alba). Egentligt sælges denne plante med et forkert navn til, for Gastrorchis Georges Fleurié er hybriden mellem (humblotii x pulchra). Dem der har læst mit lille indlæg i sidste blad, har måske forstået, hvilket mareridt det efterhånden er for botanikerne at holde styr på hybridnavnene, når nogle orkideer bliver til underarter til andre arter. Så skal man følge den nomenklatur, der tilsyneladende er gældende for tiden, så er salgsnavnet ikke til denne hybrid. Jørns plante bar så de gamle navne Phaius schlechteri x pulchra var. alba. Men det er planten nok ligeglad med, og flot, det er den.

Birgit havde taget en ekstra plante med, og mon ikke den kan gå under navnet Miltoniopsis hybrid.

Her kommer endnu en navnløs orkide, som tidligere ville have fået navnet Odontoglossum hybrid, men nu er den slægt lagt ind under Oncidium, så dette er altså en Oncidium hybrid. Jan havde taget den med.

Det hele kunne gentages til denne plante, dog er den udenfor konkurrencen. Samme ejer, samme navn.

Så er vi nået til frueskoene. Den første er Birgits Paphiopedilum appletonianum (Gower) Rolfe, (1896), tidligere kaldet Paph. wolterianum.

Den næste er min Paphiopedilum concolor (Lindl. ex Bateman) Pfitzer in H.G.A.Engler & K.A.E.Prantl (eds.), (1888).​ Men da den er købt i blomst hos Knitta, vil jeg ikke tage æren for blomstringen, så den var udenfor konkurrencen.

Og endnu en af mine en Paphiopedilum hirsutissimum (Lindl. ex Hook.) Stein, (1892).

Så er det en navnløs Paphiopedilum hybrid fra John og Solveig.

Endnu en hybrid, men dette er Bentes Paphiopedilum Wössner Goldsuk (helenae x sukhakulii).​

Ellen havde taget denne Phalaenopsis hybrid med.

Jørgen var også godt med her.​

Endnu en hybrid fra Jørgen.

Og for at det ikke skal være løgn, så tager vi endnu en hybrid fra Jørgen.

John og Solveig havde også en hybrid med, men selvom den aldrig er blevet registreret, så har den et navn. Phalaenopsis Johann Daniel Major. Den blev døbt på sidste Kiel-landskamp, men nogen har vist glemt at få den registreret sidenhen i Sanders Liste.

I top 5 havde Jette en Pleurothallis hybrid med. Men hun har også arter i den slægt, og endda en temmelig nybeskrevet en. Det er en Pleurothallis lynniana (Luer) Pfahl, (2012). Men med til historien hører så også, at den faktisk også er beskrevet 6 år tidligere, men med et andet slægtsnavn. Acronia lynniana Luer, (2006). Den er opkaldt efter den tidligere formand for Pleurothallis-selskabet i USA, Lynn O'Shaughnessy.

Jørn havde endnu en høj orkide med. Det er en Prosthechea cochleata (L.) W.E.Higgins, (1997 publ. 1998), tidligere Encyclia.

Så tager vi endnu en fra Jette. Det er hendes Prosthechea vitellina (Lindl.) W.E.Higgins, (1997 publ. 1998).

En af mine, der også var med til sidste møde. En Renanthera bella J.J.Wood, (1981).

Den næste sidder i en lille indkøbsvogn, så må det være Finn's Restrepia sp.'er. Men Finn, hvad er nu det? Der er jo ingen blomster på, se selv det første billede! Blomsterne har bestemt sig for at sidde på bagsiden, men så er de selvfølgelig også lettere at se for blade.

Jan havde også denne Scaphosepalum gibberosum (Rchb.f.) Rolfe, (1890) med udenfor konkurrencen. Den har en af de største blomster i den slægt.

Den næste blev beskrevet samme år som den sidste i 1890 og af samme mand. Det er en Scaphosepalum swertiifolium (Rchb.f.) Rolfe, (1890). Den findes i en pink version, der også hører til blandt de største i slægten. 8 cm kan den spænde over.

Så er det igen en af mine. I dag skal den hedde Trichoglottis biglandulosa (Blume) Kocyan & Schuit., (2014). ​Tidligere hed den Ceratochilus som slægtsnavn, men den slægt eksisterer ikke mere. Blomsten havde siddet i klemme bag en anden klods, derfor er den lidt trykket i formen.

Birgit havde taget denne lille fyr med, det er en ​Vandachostylis Pinky (Vanda falcata 'Pink' x Rhynchostylis gigantea 'Red').​

Og den sidste denne gang kommer hjemme fra Bente. Det er en storblomstret Zygopetalum hybrid.