Tekst og foto: Egon Krogsgaard

Orkidé-Huset.

Så nåede jeg til den sidste af sælgerne på min vej gennem billederne. Og her er det Orkidé-Huset, der befinder sig på Maglemose 5, 4960 Holeby. De har lukket i vinterhålvåret, men åbner igen til marts/april 2018.

http://www.orkide-huset.dk/

Det var en fin lille udstilling, de havde fået lavet. Trappestigen gav mulighed for både at få en del planter op i luften, hvor de hører hjemme, og samtidig udvide pladsen til orkidéerne. Der var mange spændende planter, også nogle der normalt ikke ses. De fik fortjent en bronze for udstillingen. Om ikke andet burde de have fået den for alle de problemer, som urtepotterne lavede under opstillingen. Men det er en helt anden historie.

Helt oppe i toppen af trappestigen stod der vist tre Aerides lawrenceae Rchb.f., (1883). Den i midten var en alba, og en af de andre om end ikke begge to havde følgende på navneskiltet. Aerides lawrenceae 'HUB' AM x Vieean. Måske én stor plante, der rakte ud til begge sider. ​Den var med i landskampen. Dommerne kunne godt have brugt en trappestige ved siden af udstillingen for at se planten ordentligt, måske den blev bedømt hårdere, nu de knapt kunne se den. Den fik bronze og en 12. plads blandt de planter, der indgik i selve landskampen blandt de danske planter. Men om fredagen fik den sølv i standen.

Hvis I kan se navneskiltene, så er det ikke altid de samme slægter, jeg har til planterne. Jeg sætter de nyeste navne på, og i morgen har de måske fået endnu et nyt navn, hvis en eller flere af de arter, der indgår i hybriderne, har fået nye slægtstilhørsforhold. Denne hedder nu Beallara Peggy Ruth Carpenter 'Morning Joy'.

Navnet til denne her har jeg været meget i tvivl om. Jeg fik fotograferet en forkert potte med navneskiltet på, og det, jeg tilsyneladende kunne se på nogle af mine andre billeder, passede ikke til denne plante. Men det er meget normalt, at planterne bliver solgt med forkert navn til. Det nærmeste, jeg kan komme et navn er en Brascidostele hybrid. Der er en navngiven hybrid, den ligner fuldstændig, men uden at jeg har set et navneskilt til den, så forbliver det en unavngiven hybrid. Har Birthe og Jørgen skiltet liggende, hører jeg da gerne fra dem.

Denne er nu blevet en ren Brassia hybrid, efter de mange rokader i arterne. Det er en primærhybrid og hedder Brassia Mivada (aurantiaca x brachiata). Farven har den fra frøbæreren i krydset.

Endnu en af disse "spider"-orchids. Det er igen en primærhybrid, denne gang mellem to slægter. Det er nu en Brassostele Billabong 'Simi Alba' (Rhynchostele bictoniensis x Brassia gireoudiana). Sikke en blomstring, det er da imponerende.

Denne flotte orkide mistede sin status som art i 2011, da den blev til en underart. Den skal nu hedde Bulbophyllum amplebracteatum subsp. carunculatum (Garay, Hamer & Siegerist) J.J.Verm. & P.O'Byrne, (2011).

En spændende art, der sjældent ses i udstillinger. Hænger nok til dels sammen med, at den holde så kort tid i blomstringen. Så det er lige med at få det til at passe sammen. Det er en Bulbophyllum delitescens Hance (1876).

Denne dukker heldigvis op fra tid til anden, selvom det måske ikke er til alles tilfredshed. Den øverste sepal vender normalt opad, men det kan være luftfugtigheden, den ikke bryder sig om, så den har haft svært ved at holde saftspændingen i blomsten. Dufter skønt, hvis man er en spyflue, af rådden stank som en elefantkirkegård. Blomsten kan nå en højde på 40 cm, og er den med den største blomst i denne slægt. Det er en Bulbophyllum echinolabium J.J. Sm. (1934).

Det ser næsten ud til, at navnet er rigtigt til denne Cleisostoma discolor Lindl. (1845). Der sælges en del ubeskrevne arter i denne slægt, og som regel får de navnet på den art, de ligner mest. Den var også indskrevet til landskampen, men havde ikke nok udsprungne blomster til at den kunne blive bordbedømt. En uge mere, og den må have været flot med blomster på alle skafterne. Men da de springer ud lidt efter lidt, så vil den aldrig kunne give det helt store blomsterhav på én gang. En stor flot veldyrket plante.

Det er en høj plante med nogle flotte blomster, sådan en Dendrobium auriculatum Ames & Quisumb. (1932) har. Heller ikke en man ser særlig tit.

Her er det en unavngiven Dendrobium bigibbum hybrid.

Jeg forstår godt, at så mange er faldet for denne lille flotte primærhybrid, sikken en farve, den har. Det er en Dendrobium Hibiki (bracteosum x laevifolium).

Endnu en primærhybrid med en af forældrene i den sidste plante. Dette skulle være en Dendrobium Monalex (bracteosum x smillieae). En flot afrundet form på blomsterne, det kryds har givet.

Jeg slutter denne slægt af med en ​Dendrobium secundum (Blume) Lindl. ex Wall., (1829). Den art findes i flere forskelige farver efterhånden. Men denne farve gør sig nu godt.

Der var mange udstillinger med denne flotte plante i. Med det udseende, forstår man godt ejerne. Det er en Dendrochilum magnum Rchb. f. (1861).

Det var lige årstiden for blomstringen på Habenaria rhodocheila Hance (1866). Det er jo også en utrolig smuk blomstring, de har. De findes i gul, rød, orange og pink. Jeg mener ikke at have set den i alba-form endnu.

Endnu en der har fået nyt slægtsnavn Den skal nu hedde Ionmesa Popcorn (Gomesa flexuosa x Ionopsis utricularioides). Men planten er nok ligeglad med, om vi bruger de gamle navne til den.

Denne har også fået nyt slægtsnavn, den skal nu hedde ​Leomesezia Lava Burst 'Red Bug'.

Det er nogle store prægtige blomster, de kan diske op med i den slægt. Her er det en unavngiven ​Lycaste hybrid.

Også en plante, der stod i flere udstillinger, den er da også flot. En Miltonia Honolulu.

Til vores eget septembermøde kom Jan også med denne art i blomst. Det var en kæmpe stor blomst, og det var denne her også. Måske der er blevet klonet en 4n-plante! Denne er nu blevet ophøjet fra underart til en ny "gammel" art, for den har endelig igen fået det oprindelige navn, den blev beskrevet med i sin tid. Den hedder nu Miltonia moreliana A.Rich. (1848)

Her er det en unavngiven Miltonia phalaenopsis hybrid.

En spændende art, det er en Miltonia schroederiana O'Brien (1889). Skal måske flyttes til Oncidium p.g.a. DNA-analyser.

Denne mangeblomstrende hybrid er aldrig blevet registreret, men den sælges med navnet ​Miltonidium Honey 'Green Valley'.

Der var et par spændende jordorkideer med i udstillingen, selvom denne også kan findes som epifyt. Det er en Oeceoclades ugandae (Rolfe) Garay & P.Taylor (1976).

De to første billeder er af primærhybriden Oncidium Katrin Zoch (schroederianum x sotoanum). Hvis ikke Oncidium schroederianum ender med at blive flyttet til denne slægt, så skal det gamle slægtsnavn bruges igen. Jeg har sat billeder ind af arten ovenfor med det gamle slægtsnavn Miltonia.

Det er nok de færreste, der nogensinde har hørt om navnet til denne art. Det er Oncidium sotoanum R.Jiménez & Hágsater (2010). Den er krydset ind i hybriden lige før. Og så sidder der en masse og ryster på hovedet, for det her er da helt klart en Oncidium ornithorhynchum H.B.K. (1815). Nej! I godt et par hundrede år har denne plante haft et forkert navn, fordi botanikerne troede, det var en plante beskrevet tilbage i 1815. Men nyere forskning viser, at den oprindelige plante er gulblomstrende, og så måtte de jo finde et nyt navn til denne her. Linket ovenfor viser den gulblomstrede art.

Her er det en forholdsvis nyopdaget og beskrevet art, det er en Oncidium zelenkoanum Dressler & Pupulin (2003). En spændende form med det krøllede udseende, men svært at finde hoved og hale på blomsterne i nærbilledet.

Og samme år, 2003 blev denne lille til dels epifyt og jordorkide også beskrevet. Det er en Polystachya clareae Hermans (2003). En meget spændende plante. Den kommer fra de normalt hvide blomsters land, ​Madagaskar.

Det her er en af de småblomstrede planter. Den har det udseende, som næste alle i den slægt have, før verden gik af lave. Nu er de fleste Pleurothallis med et langt skaft og mange blomster på blevet til Stelis. Men blandt de oprindelige findes der mange ubeskrevne arter, og dem der er beskrevet, kan være svære at skelne fra hinanden. Så forståeligt nok, at denne stod som en sp.'er. Altså en Stelis sp..

Stenoglottis longifolia Hook.f., (1891) er også en af dem, der stod i mange udstillinger, så der kommer kun to billeder af de flotte planter her.

Hvad Karge's stand manglede, kunne man bl.a. finde her. En Vanda hybrid i toppen. Den var vist unavngiven, som de fleste af dem er.

​Det var så den sidste plante i denne udstilling.