Nu har flere af jer været inde og kigge efter denne måneds visning nogle gange, så skal den komme i oktober, så skal det være nu!
Jeg har holdt en lille ferie i 2½ uge, desværre hverken i Ecuador eller New Guinea's regnskove, men bare holdt en mindre ferie fra billedmageriet.
Der var 35 planter med nummerskilte i og 16 ekstra udenfor konkurrencen, og så glemte jeg endda et par store planter af Jans, der stod på et andet bord! Det var vist godt, jeg fik fotograferet mine egne hjemmefra inden mødet! Så der er en pæn mængde billeder denne gang. 622 billeder blev knipset til mødet, plus et par hundrede billeder af mine egne inden, da jeg også tog en del billeder, der efter vores møde er blevet bearbejdet til bladets billedbank, og så trængte jeg til en pause fra billederne!
Kew har været nede en stor del af weekenden, så måske der mangler lidt i author-navnene, for orchidspecies sætter ikke alt det på, som hører til navnet. Men det kan I vist sagtens leve med!
Denne gang tager jeg billederne efter de numre, de havde på bordet, så slipper jeg også for at sætte de 16 ekstra planter ind.
Jeg har holdt en lille ferie i 2½ uge, desværre hverken i Ecuador eller New Guinea's regnskove, men bare holdt en mindre ferie fra billedmageriet.
Der var 35 planter med nummerskilte i og 16 ekstra udenfor konkurrencen, og så glemte jeg endda et par store planter af Jans, der stod på et andet bord! Det var vist godt, jeg fik fotograferet mine egne hjemmefra inden mødet! Så der er en pæn mængde billeder denne gang. 622 billeder blev knipset til mødet, plus et par hundrede billeder af mine egne inden, da jeg også tog en del billeder, der efter vores møde er blevet bearbejdet til bladets billedbank, og så trængte jeg til en pause fra billederne!
Kew har været nede en stor del af weekenden, så måske der mangler lidt i author-navnene, for orchidspecies sætter ikke alt det på, som hører til navnet. Men det kan I vist sagtens leve med!
Denne gang tager jeg billederne efter de numre, de havde på bordet, så slipper jeg også for at sætte de 16 ekstra planter ind.
Havde Bente nu formået at dele sin Cattleya hybrid i 15 mindre stykker, så havde jeg slæbt den over på nabobordet til fotografering, men med risiko for et hold i ryggen, så blev den stående mellem kuglepenne mm.. Som det også ses på bordet, så havde den nummer et, og den placering fik den også til mødet. Var det 7 eller 8 blomster, den havde på ét af skafterne, var hun nu fortsat med duemøjsgødning, så havde den måske haft dobbelt så mange blomster pr skaft, men ikke om hun gider gå rundt på banegården for at finde høm-hømmer fra duerne dernede.
En flot plante, der fortjente førstepladsen, og kunne jeg sende duften med, så var den i kraftighed også gået rent ind på en førsteplads. Hun rumler med tanken om snart at dele den igen, så måske den snart er hvermands eje i klubben. Lige nu er vi 3 der har den efter sidste deling, de to andre store delestykker har også blomstret igen i år.
En flot plante, der fortjente førstepladsen, og kunne jeg sende duften med, så var den i kraftighed også gået rent ind på en førsteplads. Hun rumler med tanken om snart at dele den igen, så måske den snart er hvermands eje i klubben. Lige nu er vi 3 der har den efter sidste deling, de to andre store delestykker har også blomstret igen i år.
Den næste havde nummeret 2 på skiltet og blev også nummer to i konkurrencen. Hov, ud over nummer 2 stod der også 8. Nå, så er der allerede gået ged i rækkefølgen, så jeg fortsætter som jeg plejer.
Det er min Dendrobium cyanocentrum Schltr. in K.M.Schumann & C.A.G.Lauterbach, (1905) der har været med igen. Jeg fik en stor frøplante for omkring 4 år siden af en god veninde på Sjælland, det er så blevet til denne store plante nu. Den havde en pæn blomstring, sidst den var med, men det var nu ikke megen blomstring i sammenligning med i år, så det går den rigtige vej. En holdbar blomst, kan den mon holde mere end en måned, for så er den nok med i morgen igen, så er i advaret.
Det er min Dendrobium cyanocentrum Schltr. in K.M.Schumann & C.A.G.Lauterbach, (1905) der har været med igen. Jeg fik en stor frøplante for omkring 4 år siden af en god veninde på Sjælland, det er så blevet til denne store plante nu. Den havde en pæn blomstring, sidst den var med, men det var nu ikke megen blomstring i sammenligning med i år, så det går den rigtige vej. En holdbar blomst, kan den mon holde mere end en måned, for så er den nok med i morgen igen, så er i advaret.
Nummer 3 blev Jettes Holcoglossum kimballianum (Rchb.f.) Garay, (1972). Det er efterhånden ved at være en stor plante, derfor havde den også to skafter. Sikke en læbe, der er udstyret med, den er da til at få øje på.
Måske er det en forkert planter, jeg sætter ind nu, men i samråd med Jørn er vi nået frem til, at det var denne og ikke hans Coelogyne, der kommer senere, som blev nummer 4. Det her er en Ionopsis utricularioides hybrid. Kunne være en videre hybridisering af Ionmesa Popcorn, men kan også være et nyt kryds med Ionopsis utricularioides . Spændende er den da og åbenbart blomstervillig, når selv Jørn kan få den i blomst!
Så er det Oles tur til at komme i top 5. En flot dyrket Habenaria medusa Kraenzl. (1893). Synd at den har så mange blomster, for den når lige at begynde at visne de gamle ned, før de sidste knopper springer ud i toppen. Men det er da et luksusproblem, der er til at leve med! Den er jo altid fascinerende!
Så følger de sidste få planter i alfabetisk rækkefølge.
Gad vide, om Jørn synes, han har pladsproblemer i drivhuset, siden han er begyndt at sætte to forskellige arter på samme klods? Det er ellers noget, som Jens plejer at have "eneret" på.
Men de to planter er da meget harmoniske sammen, og når de så også gider blomstre på samme tid, så er det da ikke så tosset endda. Det her er en Acianthera pubescens (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase (2001), der tidligere hørte ind under Pleurothallis. Men nu har de vist puttet alle dem der har et flerblomstret skaft liggende på bladet over i denne slægt.
Men de to planter er da meget harmoniske sammen, og når de så også gider blomstre på samme tid, så er det da ikke så tosset endda. Det her er en Acianthera pubescens (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase (2001), der tidligere hørte ind under Pleurothallis. Men nu har de vist puttet alle dem der har et flerblomstret skaft liggende på bladet over i denne slægt.
Her har vi noget så sjældent til sidste møde, som en plante fra Jan.......med nummer i! Det er en Aerangis articulata [Rchb.f] Schlechter (1914). Det er en afrikaner, der kommer fra Comorerne og Madagaskar. Det må være flot at se dem sidde oppe i træerne og næsten lyse med de smukke blomster. Og mon ikke der er nektar i den lange spore, så sværmerne ikke skal falde sultne i søvn om morgenen. Kunne sagtens dufte i skumringen eller om natten, for netop at lokke de langsnablede natsværmere til.
Den hører til i Gøgeurt-familien, og nej, det er ikke første april endnu! Det er den største familie i orkideernes verden, men ca. 800 slægter og 18.000 arter. Så mange af de andre, jeg viser denne gang, hører til i samme familie!
Den hører til i Gøgeurt-familien, og nej, det er ikke første april endnu! Det er den største familie i orkideernes verden, men ca. 800 slægter og 18.000 arter. Så mange af de andre, jeg viser denne gang, hører til i samme familie!
Endnu en plante fra Jette. Har det pigebarn da ikke andet en orkideer med terete blade?
Det skulle være en Brassavola ceboletta Rchb.f., (1855), der tidligere hed B. ovaliformis. Den ligner så hverken en af de to forskellige billeder på orchidspecies eller tegningen på SOF, men der er mange forkerte navneskilte og billeder i den slægt. Så hvis du lige piller pollinierne ud af en af blomsterne og fotograferer dem Jette, så kan vi måske finde ud af, om navnet er rigtigt! Uanset, hvad den hedder, så er det nogle flotte blomster, den har.
Det skulle være en Brassavola ceboletta Rchb.f., (1855), der tidligere hed B. ovaliformis. Den ligner så hverken en af de to forskellige billeder på orchidspecies eller tegningen på SOF, men der er mange forkerte navneskilte og billeder i den slægt. Så hvis du lige piller pollinierne ud af en af blomsterne og fotograferer dem Jette, så kan vi måske finde ud af, om navnet er rigtigt! Uanset, hvad den hedder, så er det nogle flotte blomster, den har.
Her kommer så den første af Jans 21 medbragte planter, som ikke havde nummerskilt ved. Da jeg kom ind i klubben for 20 år siden, havde Jan ikke meget tilovers for tanken om at skulle huse hybrider i sin samling, men det kan jo gå tilbage for enhver! Overlever jeg næste møde i morgen, så har alle medlemmerne forstået meningen med forrige kommentar!
Det er en Brassocattleya Yellow Bird, som den skal hedde i dag, efter mange Laelia er flyttet over i Cattleya. Det er Brassavola nodosa, der er krydset ind.
Det er en Brassocattleya Yellow Bird, som den skal hedde i dag, efter mange Laelia er flyttet over i Cattleya. Det er Brassavola nodosa, der er krydset ind.
Her er det min Bulbophyllum bisetum Lindl., (1842) som jeg også havde med i november sidste år. Det sidste billede er fra dengang. En af mine indiske planter, jeg har haft i mere end 10 år nu. Den lille ubetydelige forskel, der er fra sidste år til nu, skyldes et par gange vanding med superthrive og gødning fra tid til anden i år. Med så ringe et resultat i væksten på et år er der vist ingen grund til at bruge de to tilsætningsstoffer mere. Det nederste skaft var tæt på at visne ned igen, men det havde også hængt der en lille måned på det tidspunkt.
John og Solveig havde taget denne plante med. Den var knapt udsprunget i knopperne, men da der var en 5 små skafter mere på vej, så ser vi den muligvis igen i morgen i fuld udspring i de næste skafter. Det er en Bulbophyllum crassipes Hook.f., (1890). Blomsterskaftet ligner lidt en grankogle, og har vist det mest kompakte blomsterskaft i den slægt med disse aflange mangeblomstrede skafter. Kan sagtens monteres på en klods, da den kan være svær at styre i en potte!
En Bulbophyllum med to meget forskellige blomster på, det ses ikke så tit. Men der er så også lidt "snyd" med. Det er en Bulbophyllum lasiochilum C.S.P.Parish & Rchb.f., (1874), som Kristian er den lykkelige ejer af. Øhhh, ....... i hvert fald er han ejer af den! Den anden er en Sinningia pusilla. Når jeg kigger ind i orkideens blomst, så synes jeg, det ligner en hybrid mellem Pluto og Fedtmule, men det er måske bare mig, der endnu ikke har forladt barndommens fantasirige verden!
Endnu en plante fra Jette, derfor har den terete blade! Næ, de er ikke runde som grannåle, så har hun jo også andre. Det her er en Bulbophyllum mirum J.J.Sm., (1906), der stort set altid blomstrer med to blomster ad gangen. Nogle langskæggede blomster. Godt at Jette fandt ud af, at når hun ikke kan dyrke alle de planter, hun bedst kan lide, så må hun dyrke dem, der stortrives hos hende, og det gør Bulbophyllum-slægten!
Havde jeg været vild med Bulbophyllum, så havde jeg sat lidt flere billeder på af denne her. Det er Jans Bulbophyllum sp., der var uden for konkurrencen. Den minder meget om en Bulbophyllum speciosum, men ikke helt. Det er den eneste med samme udseende, som har den kæmpe størrelse, men der er detaljer i blomsten, som ikke helt passer på den art. Så indtil videre forbliver det en ukendt species. Er de næste knopper ikke faldet i blomsterne endnu, så ser vi den måske igen i morgen!
Vi tager endnu en af Jans planter uden nummer, denne gang er det en Calanthe sylvatica (Thouars) Lindl. (1833). Det er ikke den grimmeste i den slægt. En flot farve og nogle spændende blomster.
Denne Cattleya maxima Lindley (1831), havde Uffe med til mødet. Den varierer en del i blomstens størrelse og til dels i farvedybden. Af så "lille" en plante at være, så har den jo nogle forholdsvis store blomster. En lækker farve på den!
Har vi ikke set denne plante før? Det ligner den, som Jan og en af de tyske klubber ikke er helt enige om, hvad skal hedde. Enten er det arten Cattleya tenebrosa (Rolfe) A.A.Chadwick, (2006), eller også er det hybriden C. Kupferprinz. Havde Jan nu være plantelæge i stedet for dyrlæge, så kunne han have gentestet planten for at se, om det var en art eller hybrid, men vi må jo bare leve i uvisheden. Endnu en plante uden for konkurrencen.
Igen en af Jans planter, men denne gang var den med i konkurrencen. Cattlianthe Secret Love hedder den i dag. Medens en masse Laelia er kommet over i Cattleya, så er en masse Cattleya forsvundet over i slægten Guarianthe. Derfor har denne hybrid fået nyt slægtsnavn. Det der underlige papskilt glemte Jan sikkert at smide væk, inden han satte planten på bordet! Står der mon Plantorama 2000 på den?
OK, nu skal jeg nok være sød ved Jan, for det er en sølvmedalje planten har fået i Tyskland, muligvis til Karges jubilæum for nylig.
OK, nu skal jeg nok være sød ved Jan, for det er en sølvmedalje planten har fået i Tyskland, muligvis til Karges jubilæum for nylig.
Og nu til noget helt andet! Igen en plante fra Jette, denne gang er vi i småtingsafdelingen. Det er en Cleisostoma crochetii (Guillaumin) Garay, (1972). Spændende små blomster, ligner næsten en bisværm der flyver omkring planten. Flere af blomsterne har pollinierne siddende frit fremme.
Så nåede jeg til Jørns Coelogyne fimbriata Lindl., (1825), som er en mulig vinder af fjerdepladsen. Men den har vi i så fald tilskrevet en anden plante fra ham. En spændende måde at dyrke den art på, som tilgodeser det lange rhizom mellem skuddene. En meget harmonisk plante i forhold til blomsternes størrelse og resten af planten. I den lille ende af skalaen i den slægt!
Men her er så en i samme slægt, der har endnu mindre blomster. Den skal i dag hedde Coelogyne prolifera Lindl., (1830), men handles stadigvæk ofte under synonymet Coel. flavida. Den går tit i stå midt i blomstringen, så kan der gå et år, før den fortsætter blomstringen i spidsen af samme skaft. Og det nummer kan den lave mere end én gang. På den måde "genblomstrer" den på gamle skud, samtidig med at den blomstrer fra de nye skud, og det giver jo en mere imponerende blomstring.
Her er der 3 planter mere fra Jan uden for konkurrencen. 3 farvevariationer af Dendrobium cuthbertsonii F. Mueller (1888). Den sidste rødlige blomst er muligvis fordi blomsten er tæt på at falde, der bliver mange blomster rødlige. Det kan dog også skyldes, at der er sat to frøplanter på samme klods fra starten af.
Spørgsmålet er så, hvem der i året 1888 blev mest forbavset, franskmændene, der så Eiffeltårnet skyde til vejrs, eller Baron Sir Ferdinand Jacob Heinrich von Mueller, da han fandt og beskrev denne lille juvel af en orkide på New Guinea.
Spørgsmålet er så, hvem der i året 1888 blev mest forbavset, franskmændene, der så Eiffeltårnet skyde til vejrs, eller Baron Sir Ferdinand Jacob Heinrich von Mueller, da han fandt og beskrev denne lille juvel af en orkide på New Guinea.
Denne formidable hybrid hedder Dendrobium Formidible (formosum x infundibulum) og er altså en primærhybrid mellem to arter. Begge arter har den orange farve på læben, så ikke så mærkeligt, at hybriden også har den. Det er hos John og Solveig, at den er hjemmehørende!
Endnu en i samme slægt, det her er Jans Dendrobium glomeratum Rolfe (1894), der var med i konkurrencen. I år 2000 fandt man en ny art, mente botanikerne, den havde større blomster end Dendrobium glomeratum , og den fik navnet Dendrobium sulawesiense. Men i dag er de slået samme til samme art. Viser de sig at være to arter på et tidspunkt, så er Jans plante helt klart den nye art.
Denne lille fyr havde Finn med til mødet. Det er primærhybriden Dendrobium Hibiki (bracteosum x laevifolium). Har arvet nogle gode egenskaber af begge forældrene, så det er blevet en flot harmonisk hybrid. Men den har nok taget mest ud efter Den. laevifolium.
Endnu en i denne slægt, som John og Solveig har i deres eje. Det er en Dendrobium Meinen Hebammen (Nikkou x Oriental Smile). Formodentligt købt hos Karge. Og går jeg ind på netop Karges hjemmeside, så undres jeg over noget. En Dendrobium Meinen Hebammen er en hybrid mellem to andre hybrider, og de har derfor en stor variation i udseendet og ikke mindst i farvespillet. På Karges hjemmeside har de ikke Dendrobium Meinen Hebammen til salg, med de har begge forældre til den til salg. Den ene, Dendrobium Oriental Smile ligner til fuldkommenhed den plante, der er i denne visning. Nu kan navneskiltet jo være aflæst forkert til mødet, det er jo også en mulighed. Eller planten er solgt med et forkert navneskilt.
OK, det er jo den ene forælder til hybriden Dendrobium Meinen Hebammen, så det kan jo godt ske, at de får stort set samme udseende. Men i Karges salgsliste findes der så en Dendrobium nobile 'Meinen Hebammen'. Altså arten Den. nobile i klonet 'Meinen Hebammen'. Planter med samme klonnavn har samme arvemasse, og dermed samme udseende. Der er intet til hinder for, at man kan give en art eller hybrid et registreret hybridnavn til klonnavn! Til den plante viser de tre forskellige udseende planter, hvor en af dem kunne være arten Den. nobile. En anden ligner meget hybriden Den. Nikkou. Og den sidste har to forskelligt udformede blomster i klaser, den ene meget mere fyldig end den anden, og læberne er meget forskellige. På Facebook kan samme underlige plante ses i en anden vinkel med samme navn, Dendrobium nobile 'Meinen Hebammen'.
Men et klon kan ikke have tre forskellige udseender. De er alle ens, ellers er det ikke samme klon!
Så spørgsmålet er så, er dette en Dendrobium Oriental Smile, eller har Karge lavet kludder i navnene på hjemmesiden. De har før solgt planter, hvor hybridnavnet mangler fra bl.a. Cymbidium og hvor klonnavnet er blevet ophøjet til et nyt hybridnavn, det har jeg set flere gange. Men her ser det næsten ud til, at det er gået den anden vej, og hybridnavnet er blevet rodet ind som klonnavn til en art. Men billederne er langt fra alle af Den. nobile!
Nu er der jo den mulighed, at Marei ikke ved, hvad en Den. Meinen Hebammen er for en størrelse, men går jeg igen ind på hybridlisten på RHS's hjemmeside, så kan jeg se, hvem der har lavet denne hybrid og navngivet den, og det viser sig at være Karge Orchideengarten d. 17/07-2013.
Familien Karge er nogle søde flinke mennesker, men der er efterhånden blevet rodet godt og grundigt rundt i navnene i gartneriet, og det er synd ikke mindst for de handlende.
Men det ændrer ikke på, at den plante, som John og Solveig havde med til mødet, er et meget flot eksemplar blandt hybriderne i denne slægt.
OK, det er jo den ene forælder til hybriden Dendrobium Meinen Hebammen, så det kan jo godt ske, at de får stort set samme udseende. Men i Karges salgsliste findes der så en Dendrobium nobile 'Meinen Hebammen'. Altså arten Den. nobile i klonet 'Meinen Hebammen'. Planter med samme klonnavn har samme arvemasse, og dermed samme udseende. Der er intet til hinder for, at man kan give en art eller hybrid et registreret hybridnavn til klonnavn! Til den plante viser de tre forskellige udseende planter, hvor en af dem kunne være arten Den. nobile. En anden ligner meget hybriden Den. Nikkou. Og den sidste har to forskelligt udformede blomster i klaser, den ene meget mere fyldig end den anden, og læberne er meget forskellige. På Facebook kan samme underlige plante ses i en anden vinkel med samme navn, Dendrobium nobile 'Meinen Hebammen'.
Men et klon kan ikke have tre forskellige udseender. De er alle ens, ellers er det ikke samme klon!
Så spørgsmålet er så, er dette en Dendrobium Oriental Smile, eller har Karge lavet kludder i navnene på hjemmesiden. De har før solgt planter, hvor hybridnavnet mangler fra bl.a. Cymbidium og hvor klonnavnet er blevet ophøjet til et nyt hybridnavn, det har jeg set flere gange. Men her ser det næsten ud til, at det er gået den anden vej, og hybridnavnet er blevet rodet ind som klonnavn til en art. Men billederne er langt fra alle af Den. nobile!
Nu er der jo den mulighed, at Marei ikke ved, hvad en Den. Meinen Hebammen er for en størrelse, men går jeg igen ind på hybridlisten på RHS's hjemmeside, så kan jeg se, hvem der har lavet denne hybrid og navngivet den, og det viser sig at være Karge Orchideengarten d. 17/07-2013.
Familien Karge er nogle søde flinke mennesker, men der er efterhånden blevet rodet godt og grundigt rundt i navnene i gartneriet, og det er synd ikke mindst for de handlende.
Men det ændrer ikke på, at den plante, som John og Solveig havde med til mødet, er et meget flot eksemplar blandt hybriderne i denne slægt.
Så tager vi endnu en plante fra Jan, der var med i konkurrencen. Det er en Dendrochilum magnum Rchb.f. in W.G.Walpers, (1861). Den har vi set før den art, men det er jo et lige smukt syn hver gang. Og med deres evne til at sno blomsterklaserne, så opnår planterne en meget flot effekt i fremvisningen. Farven fejler heller ikke noget, den er næsten bronzefarvet.
Så kommer der en spøjs lille plante. En af Jans planter uden for konkurrencen, en Echinosepala shuarii (Luer) Luer (2007. Oprindeligt beskrevet i 1982 som en Pleurothallis, så det er endnu en af de nye slægter, som den slægt er blevet splittet op i. Det kommer næppe bag på nogen i klubben, hvis jeg tilføjer, at jeg synes, det er en lækker farve!
Det er så den første af Birgits planter, jeg er nået til. Det er en Epidendrum capricornu Kraenzl., (1916). Et utroligt smukt blomsterskaft, den laver med en flot farvekombination i den rødlige skala. Med lidt held, så er det andet skaft sprunget ud og holder endnu, så måske får vi lov til at se den igen i morgen.
Der var engang, ja sådan begynder alle eventyr, men her var der engang, hvor stort set alle Gastrochilus havde mange blomster siddende på et fælles skaft, hvor de nærmest sad i rundkreds og så havde de en flot læbe, der var skålformet. Denne er kommet over i den slægt nu, og den opfylder jo ikke de betingelser. Så måske er det den grimme ælling, der er kommet på afveje. Men dén voksede jo op i eventyret og blev en flot svane, og disse blomster er da i sandhed smukke!
Det er en Gastrochilus retrocallus (Hayata) Hayata, (1917), der tidligere hed Haraella retrocalla. Det er så en af Finn's planter uden for konkurrencen.
Det er en Gastrochilus retrocallus (Hayata) Hayata, (1917), der tidligere hed Haraella retrocalla. Det er så en af Finn's planter uden for konkurrencen.
Hvis jeg skal nå igennem alle Jans 20 planter, så må jeg hellere få vist nogle flere, så vi fortsætter med endnu en plante uden for konkurrencen. Den bar navnet Lepanthes sp. men som udviklingen har været i den slægt, så er det i dag den, der kan bære navnet Lepanthes gargoyla Luer & Hirtz, (1988). For få år siden skulle den art være meget mere slank af udseende og ikke brunlig i farven, som den skal være nu. Men det er ikke første gang, at der er blevet flyttet rundt på navnene i en slægt, fordi nogen var kommet til at rode rundt i to forskellige arters udseender. Et andet eksempel på det er den lille Stelis ornata oprindeligt en Pleurothallis, der tidligere blev solgt under navnet Pleurothallis schiedei. Men den art mangler de flotte lange tapper, der hænger ned fra Stelis ornata's blomster. Det bliver spændende at se om nogle år, om de små blade i bunden af planten er en anden art, eller det er samme plante.
En mere af Jans planter, denne gang en Lepanthes saltatrix Luer & Hirtz, (1996), men igen uden for konkurrencen. Blomsterne minder meget om Lths. calodictyon, men bladene er ikke nær så farvestrålende i skaktern som den anden. Og så har den anden også en ombukket kant på bladene. Men blomsterne på denne er større. Det er en fantastisk slægt, synd, at de er så svære at dyrke.
Dette er en Lepanthes sp. som er blevet solgt med lidt forskellige navne til. Den er storblomstret i forhold til resten af plantens størrelse. Og blomstervillig er den også. Det er en af Jans planter fra konkurrencen.
Men denne her kan nu også godt være med med de store blomster. Det er en Lepanthes telipogoniflora Schuit. & A. de Wilde (1996). De enkelte blomster holder kun nogle få dage, men så er den næste knop allerede tæt på at springe ud så samme skaft. Også en af Jans planter uden for konkurrencen.
Denne her så vi også for nogle måneder siden. Normalt er denne slægt gulblomstrende, men ikke denne art. Det er en Lockhartia bennettii Dodson, (1989). Endnu en af Jans ekstra planter uden for konkurrencen.
Så er vi igen ved en af de planter, der har fået nyt slægtsnavn. Nu skal den kaldes for Lysudamuloa Red Jewel. Det var noget nemmere at huske navnet, da den hed Lycaste til slægtsnavn. Det skulle jo næsten være overflødigt at skrive det, men igen en af Jans planter uden nummerskilt ved.
En svær plante at holde liv i. De er så spinkle på alle måder i denne slægt, og dette er en af de smukkeste deri. Det er en Macroclinium manabinum (Dodson) Dodson (1984), Det er så den sidste af Jans i denne omgang, men der blev da ryddet godt og grundigt op i hans mange medbragte planter! Igen uden for konkurrencen.
Det her er min Maxillaria sophronitis (Rchb.f.) Garay, (1958). Det er et delestykke fra en af Arne og Laila's planter, købt for omkring 10 år siden. Det er den flotteste blomstring, den har haft til dato.
Og her er samme art igen Maxillaria sophronitis (Rchb.f.) Garay, (1958), men denne gang er det Jørns plante! Det er den fra fællesklodsen fra tidligere. En meget kompakt plante, som ser ud til at vokse godt på træstykket!
Og her dukker John og Solveig igen op som ejere af en plante. Den er blevet registreret i 2004, så en af de nyere hybrider. Det er en Paphiopedilum Kim Obi-De (Prince Edward of York x victoria-regina). Men på navneskiltet stod der, at hybriden var krydset med en Paphiopedilum chamberlainianum. Det skyldes, at den art for tiden har fået navnet Paphiopedilum victoria-regina.
http://www.orchidspecies.com/paphchamberlainianum.htm
http://www.orchidspecies.com/paphvictoriaregine.htm
Det kunne jo ligne en opgradering af navnet fra den engelske minister Joseph Chamberlain til en engelsk dronning, men det skyldes jo, at navnet Paphiopedilum victoria-regina er beskrevet til planten, før den blev beskrevet med navnet efter politikeren Chamberlain. Og da begge er beskrevet i 1892, så glem alt om den engelske premierminister i starten af 2. verdenskrig!
http://www.biodiversitylibrary.org/item/83802#page/256/mode/1up
http://www.biodiversitylibrary.org/item/83802#page/216/mode/1up
Den opmærksomme læser af de to gamle artikler har sikkert set, at ikke nok med at de begge er beskrevet i samme magasin, de er også begge nævnt på samme side, nemlig 216 i scanningen, som reelt er side 194. Havde de to "nye" arter stået i modsat rækkefølge, så var det navnet Paphiopedilum chamberlainianum, der havde været det accepterede i dag. Men sjovt at læse de to beskrivelser, som fint passer på de to billeder på orchidspecies, som jeg har linket til længere oppe.
http://www.orchidspecies.com/paphchamberlainianum.htm
http://www.orchidspecies.com/paphvictoriaregine.htm
Det kunne jo ligne en opgradering af navnet fra den engelske minister Joseph Chamberlain til en engelsk dronning, men det skyldes jo, at navnet Paphiopedilum victoria-regina er beskrevet til planten, før den blev beskrevet med navnet efter politikeren Chamberlain. Og da begge er beskrevet i 1892, så glem alt om den engelske premierminister i starten af 2. verdenskrig!
http://www.biodiversitylibrary.org/item/83802#page/256/mode/1up
http://www.biodiversitylibrary.org/item/83802#page/216/mode/1up
Den opmærksomme læser af de to gamle artikler har sikkert set, at ikke nok med at de begge er beskrevet i samme magasin, de er også begge nævnt på samme side, nemlig 216 i scanningen, som reelt er side 194. Havde de to "nye" arter stået i modsat rækkefølge, så var det navnet Paphiopedilum chamberlainianum, der havde været det accepterede i dag. Men sjovt at læse de to beskrivelser, som fint passer på de to billeder på orchidspecies, som jeg har linket til længere oppe.
Og efter at have forladt en "dronninge"-fruesko, så tager vi en mere. Det er min Paphiopedilum Maudiae Queen. Det er i hvert fald, hvad der står på navneskiltet. For den hybrid er aldrig registreret, så jeg vil tro, det er en meristemformeret plante, hvor ophavet til den havde fået klonnavnet 'Queen'.
Så slap frueskoene op, og her kommer så en anden stor slægt i folks samlinger, der er repræsenteret ved en Phalaenopsis hybrid fra Birgit her. Der findes mange smukke hybrider i denne slægt, de skal bare ikke være for grumsede i deres farvesammensætninger i mine øjne. Og det er denne her heller ikke.
Og her fortsætter jeg så med en Phalaenopsis-hybrid fra .... Birgit igen. Så ren i farven og i en lækker mørk farve, det kan man da næsten kun blive halvskæv af at se på. Eller er det mit billede, der ikke blev rettet op i billedbehandlingsprogrammet?
Og efter en smuk mørk Phalaenopsis hybrid kommer der endnu en her i stort set samme farve, men med en noget anderledes læbe. Den hører så hjemme hos Ellen. Jeg kan godt forstå jeres valg af farve!
Her er det Jørn's art fra denne slægt, og nu vil nogen sikkert brokke sig over den manglende alfabetiske rækkefølge. Det er en Doritis pulcherrima var. coerulea. Men i dag er de fleste varianter slettet på den officielle tjekliste, og den tidligere slægt Doritis er så flyttet over i en anden slægt, derfor hedder denne her nu kort og godt Phalaenopsis pulcherrima. En flot repræsentant for den art!
Så er det min tur til at komme på banen igen. Det her er min Rhyncholaeliocattleya Ports of Paradise 'Green Ching Hwa'. Den flotte frynsede læbe har den arvet efter en af forældrene, og det er Rhyncholaelia digbyana. Den faldt jeg for for et par år siden, fordi den var så ren gul i farverne.
Så er det tæt på, at Jan får lov til at afslutte denne måneds visning med resten af hans planter uden for konkurrencen. Men der kommer en rosin i pølseenden, som ikke kan leve op til de krav. Dette er en Scaphosepalum gibberosum (Rchb.f.) Rolfe, (1890), som hører til de største i den slægt. Og mon ikke den har længderekorden i læben. Som de fleste andre Scaphosepalum, blomstrer den kun med en blomst pr stilk af gangen, men hvert skaft kan genblomstre fra spidsen i mange år, hvis ikke den bliver udsat for for lav luftfugtighed. Så tørrer den tynde stilk ind på få timer, og så går der nogle måneder, før nye skafter er lange nok til at kunne blomstre. En lækker og spændende blomst!
Og for den fortravlede husfar kunne det sikkert se ud til, at jeg har sat mange flere billeder ind af den art, men det er nu en anden art i samme slægt. Dette er en Scaphosepalum merinoi Luer (2002), som er ca. i halv størrelse af den anden. Får sjældent ret mange blomster pr skaft, men er flittig til at sætte nye skafter fra såvel nye som gamle blade, der allerede har blomstret mange gange. En af de fremragende egenskaber blandt Pleurothallis-komplekset, at de genblomstrer på alle blade år efter år og ofte flere gange om året. Scaphosepalum er i blomst året rundt på samme plante! Også Jans plante!
Og her er det en af Jans små perler, den lille frække Stelis mystax (Luer) Pridgeon & M.W.Chase, (2001), der tidligere hørte til i Pleurothallis. En spændende blomst både i formen og farverne. Måske jeg skal få den sat på ønskelisten.
Jette får lov til at afslutte månedens billeder med sin lille Trichoglottis triflora (Guillaumin) Garay & Seidenf., (1972). En flittig lille plante, der holder på blomsterne i pæn lang tid. Min blomstrede også til dette møde og den blomstrer stadigvæk nu en måned efter. Det er en art, som flere af os i klubben er faldet for, og i den størrelse kan der næsten altid blive plads til den i samlingen!
Efter nogle problemer med at uploade billeder forleden, så er jeg endelig kommet igennem indlægget. Nu venter der så i alt 1259 billeder fra (mødet) i går, dog er hovedparten taget her hjemme af mange andre orkideer end dem, jeg havde med. Der skal bl.a. også være billeder til bladets billedbank, som I alle er velkomne til at bidrage til, både Jan og jeg kan være behjælpelige med det. Og så har jeg også nogle billeder liggende fra Lund, som John og Solveig havde med på en USB-stik til mødet i oktober. Nå ja, så er der jo også det der, der snart kommer på DOK's hjemmeside....!
Efter nogle problemer med at uploade billeder forleden, så er jeg endelig kommet igennem indlægget. Nu venter der så i alt 1259 billeder fra (mødet) i går, dog er hovedparten taget her hjemme af mange andre orkideer end dem, jeg havde med. Der skal bl.a. også være billeder til bladets billedbank, som I alle er velkomne til at bidrage til, både Jan og jeg kan være behjælpelige med det. Og så har jeg også nogle billeder liggende fra Lund, som John og Solveig havde med på en USB-stik til mødet i oktober. Nå ja, så er der jo også det der, der snart kommer på DOK's hjemmeside....!