Godt nytår til jer alle, bedre sent end aldrig! Jeg vil fortsætte Egon's hærgen af jer, men denne gang bliver det lidt mere fredeligt end da weekendens storm rasede.

Klik i billederne, og der kommer en større version af billedet! Først de planter, der fik flest points ved vores afstemning. Bare for at sige det med det samme, der er igen mange billeder! Og alligevel er der planter, som kun har 2 billeder, uretfærdigt, men jeg er selv en af dem, der er ramt!

Først kommer de fem, der fik flest stemmer i tirsdags.

Denne gang blev det Kristian, der løb med første pladsen. En stor Paphiopedilum hybrid, som næsten vokser formanden over hovedet på det første billede. OK, så stor er den heller ikke, men en flot veldyrket plante, som havde fortjent førstepladsen. Desværre faldt mit kamera lidt i svime over denne plante, så et par andre billeder gik nærmest selv i sort, mere end de to nærbilleder. Beklager Kristian, det er ikke personligt ment, selvom det ofte er dine planter, mit kamera strejker ved.

Nu var der ikke nogen, der kom og brokkede sig over de mørke baggrunde på nogle af billederne fra sidst, så der kommer lidt flere rundt omkring ved præsentationen af planterne.

Så er det en Lycaste lasioglossa på anden pladsen, dyrket af John & Solveig. Denne art var der endnu en af, de var dog meget forskellige i fremtoningen. Denne er mere lukket end den anden, og farvegløden var heller ikke ens. Nu kan jeg jo lægge så meget kontrast i billederne, at den mest lyse bliver mørkest, hvis jeg vil det, så husk planterne, som I så dem på mødet, og ikke som jeg laver dem! Så hvem husker denne som den mørkeste?

Stenorhynchus speciosum, så er vi ovre i Jan's afdeling. Skulle nogen komme til at købe sådan en ved en fejl, og dens blomstring tager opmærksomheden fra de andre blomstrende planter, så er der hjælp at hente nogle måneder hvert år, der er den visnet helt ned. Den findes også med flotte plettede blade, og så kommer Jan med en med helt grønne blade, det må være en ommer, Jan! Med de farver burde den stå i ethvert patriotisk hjem....... i Schweiz, Japan og Grønland, sikkert også i andre lande! Vokser i mange sydamerikanske lande, der må være flot i blomstringstiden.

Så gik den ikke mere, I må igang med "skelerierne"! Med 38 planter i konkurrencen, og et par ekstra ved siden af, så når jeg ikke at tage billeder af mine egne til møderne. Jeg springer dem over i første omgang, og er der tid til det til sidst, så kommer de også i kassen, ellers må de til "fotografen" derhjemme. Og da Bente allerede slukkede lyset, da jeg manglede de sidste 3 af I andres planter, (tak Jan, at du tændte lyset igen), så må I tage til takke med mine hjemmelavede billeder. Er der to sammensatte billeder, er det 3D-billeder, det eneste der kræves, er at I kikker på næseroden, altså skeler, og så er effekten der! Min Odontoglossum wyattianum, Oncidium i dag, blev nummer 4!

Nummer 5, og sidst i konkurrencen, altså i den gode ende, kom en Cycnoches chlorochilon, som John & Solveig skulle fortælle lidt om. En spøjs plante, næsten naturstridigt at så store blomster kommer ud af de lange bladløse skud.

Og så er det de øvrige planter i konkurrencen til mødet. De kommer alfabetisk.

For Jan stod aftenen lidt i afrikanske orkideer, som denne Aerangis luteoalba var. rhodosticta var et godt eksempel på. Hans foredrag var jo om Angraecum, og udenfor konkurrencen havde han også taget en med derfra! Det er jo en lille knalding ved siden af den, Jette havde med sidste år, men om 6 år,.....gad vide, hvad der forhåbentligt sker der, .......så er det også blevet en stor plante! Lidt har også ret! Og det er jo en lækkerbisken at se på!

Denne Brassia jipijapensis, som John & Solveig havde med, har SOF to meget forskellige bud på, hvordan den skal se ud.

https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/608761/1/Brassia/jipijapensis//img/608761m.jpg

https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/2064087/1/Brassia/jipijapensis//img/2064087m.jpg

Det andet link ligner jo godt nok, så nu kan ejerne jo selv holde øje med, om der kommer en afklaring på et tidspunkt omkring det navn. Men et meget elegant blomsterskaft, med de lange tynde blomster i lyse farver. Og så var den ikke engang sprunget helt ud, så den kan de nyde længe endnu! Det lange mangeblomstrede skaft videregives tit i krydsninger mellem forskellige slægter, det kommer der et eksempel på senere.

Og, hvem i klubben kunne dog finde på at slæbe sådan et skrummel med i Bulbophyllum, det er selvfølgelig Jørn. Der er flere knopper på vej, ligeledes har min egen i samme art, Bulbophyllum ambrosia også knopper på vej lige nu. En underlig lettere trekantet blomst, med en stor krum læbe og sat sammen på den rette måde, så kommer der en smuk blomst ud af det. Skulle dufte, men vist ikke en af de fæle i den slægt!

Og Jørn fortsætter med denne, navneskiltet sagde en Bulbophyllum careyanum. Knapt sprunget ud, men ud fra skaftet kunne det være den art, med nu et år efter har denne plante igen været med til møde, så nu kan jeg få rettet navnet på den til Bulbophyllum lilacinum. Se evt. januar 2016.

Jans Calanthe rosea havde fortjent en mere neutral baggrund, men da jeg ville flytte den, havde jeg nær smidt en anden plante på jorden, som støttede sig op af denne. Så den måtte blive stående. Næste gang, jeg sidder med en så håret plante, så får den ikke sort baggrund, det tog 1½ time at få styr på alle de små hår, så næste gang må du godt barbere din plantes lange skægstubbe hjemmefra, Jan. Endnu et af disse undere, hvor der står nogle bladløse bulber, og så skyder der nogle lange skafter op og præsenterer et smukt blomsterflor.

Eneste Cattleya var denne Cattleya Hawaiian Wedding Song (Angel Bells x Claesiana), som John & Solveig kom med. Lidt sjusket, at den ikke var blevet strøget, før den skulle præsenteres, men det ser nu godt ud med de flotte bølgede rande på blomsterne. Og skulle nogen have lyst til at se, hvem der gemmer sig som "bedsteforældre" til denne plante, så er det bare at gå ind på RHS' hjemmeside.

http://apps.rhs.org.uk/horticulturaldatabase/orchidregister/orchidregister.asp

Er man heldig, kan de første krydsninger være lavet for over 100 år siden, det kan blive et imponerende stamtræ, hvis man har tiden og lysten.

Du må i gang med rettelakken, Ole, for din plante har et forkert navneskilt på. Det er en Coelogyne tomentosa tidligere Coel. massangeana. Går du ind på dette link, så kan du se den, der står på skiltet.

https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/2045337/2/Coelogyne/dayana/Reichenbach_Heinrich_Gustav/img/2045337m.jpg

Læben er meget mere lukket som et rør og ikke frynset på spidsen.

Og her er din.

https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/182724/1/Coelogyne/tomentosa/Lindley_John/img/182724m.jpg

Den bliver ikke grimmere af, at det er den art, tværtimod! De store bulber på den tyder jo på, at den har det godt. Så mangler det da også bare, at den blomstrer!

Og, så skulle Bente absolut have en plante med til mødet, selvfølgelig et stort skrummel, som kunne tage plads op i bilen, så min store Phaius tankervillae endnu en gang måtte blive hjemme. OK, det ville have krævet et stort hul i taget på Bentes bil, så det var nok godt nok. Efter sigende havde Bente forsøgt at knække skaftet på denne, måske for at undgå hullet i taget. Med lidt held blomstrer den stadigvæk til næste møde, der er jo knopper nok på den endnu. Måske er det den nøddeagtige farve der har inspireret til navnet på den, det er en Cymbidium (sinense x Red Beauty 'Taida', registreret som Cym. Nut.

Hvis nu Kristian havde købt denne hybrid i et orkidegartneri, så ville han ud over en 3-4 dobling af prisen også have fået et navneskilt med, så havde det været meget lettere for Jan og mig at identificere den. Men nej, ikke om han tænker på os, når han køber ind. Vi er nået frem til, at det formentligt må være en Degarmoara hybrid, men sikre, det er vi absolut ikke. En Dgmra. = Brassia × Miltonia × Odontoglossum, men da Odontoglossum er flyttet over i Oncidium i dag, så bliver det til en Aliceara [Alcra.] = (Brassia x Miltonia x Oncidium). Se, der var Brassia måske brugt til at give flere blomster og måske længere skaft. Størrelsen på blomsterne kan måske også stamme derfra. 

Jeg havde min Dendrobium aberrans med til julemødet, der var den begyndt at åbne de første knopper, nu er de så så småt ved at falde igen. Derfor den gullige farve. En gammel plante hos mig, som har den fremragende egenskab, at den bliver ved med at genblomstre fra de gamle bulber år efter år, så der bliver flere og flere klaser på den. En egenskab, som er forsøgt overført til mange hybrider de senere år. Samt den kompakte plante, synd jeg ikke kunne vise den frem i sin rigtige farve på et møde.

Men, så er det jo godt, at Kristian også har denne lille juvel, den er så i sit udspring lige nu, så den kommer jeg nok til at fotografere 1-2 gange endnu, og, det gør jeg gerne! Har lidt mere at leve af, nu den står i potten, så vækstraten bliver nok højere end på min plante. Dendrobium aberrans kommer igen lidt senere som den ene forælder i en hybrid.

Denne lille skønhed, Dendrobium capituliflorum, er John & Solveig's. Et fantastisk blomsterflor, de kan fremtrylle, og når planten så bliver noget ældre, så vælter disse klumper ud hist og her på planten, men allerede her er det jo flot. Blomsterne kommer på de gamle bladløse bulber, som på så mange andre arter i den slægt!

Så er det igen en af mine planter, og dem der ikke ved, hvem jeg er, så tilhører den Egon. En Dendrobium cuthbertsonii, der har trodset temperaturer på 30-32° C et par forår, måske den overlever på mit kraftige vandplaskeri derude. Samme plaskeri er måske skyld i, at blomsterne sjældent holder mere end en måneds tid, hvor de skulle kunne holde et halvt år, hvis pasningen var i orden. Men, den lever, den blomstrer, hvad mere kan jeg forlange. Den havde endnu en blomst fra november, men den faldt netop som denne skulle springe ud.

Og nu jeg er kommet så godt igang, så fortsætter jeg også med den næste. 3 små Dendrobium havde jeg med denne aften, i de størrelser er der plads til mange planter. Dendrobium cyanocentrum white er navnet, og som navnet antyder, så findes den i endnu en farve, nemlig blue. Jeg byttede mig til en af hver med en anden orkididiot, hun havde fået dem hjem som flaskebørn, nu har begge endelig blomstret, og begge er de hvide. Har hun nu kun blå selv, så må den ene jo ind i en byttehandel igen, ellers har jeg ikke noget imod at have to af den hvide. Meget holdbare blomster, desværre nåede jeg ikke at tage billeder af den før 3 dage senere, så en af blomsterne var så småt ved at visne ned, da tiden endelig blev til lidt fotografering. Holder sagtens et par måneder, og det har de også gjort!

Og her er vi så endelig nået til Jettes bidrag, en Dendrobium hybrid. Havde det nu været en art, så var der kommet mange flere billeder af den,.......nej, de øvrige 3-4 billeder duede desværre ikke, så der var ikke flere at gøre godt med. En flot sart rosa farve, pastel-agtig, og så kan Jette da ikke klage over dens blomstervillighed. Vi vil glæde os til, at den får 25 nye bulber, hver med sådan en blomstring!

Vi bliver lidt endnu i denne slægt, her er det Kristians Dendrobium nobile hybrid, der dukker op. Der er endnu nogle knopper, der ikke er åbnet endnu, så måske vi får den at se til næste møde. Blomsterne burde kunne holde til det. Et par flotte nyskud, så pasningen fejler vist ikke noget! Men, med den sommer, de temperaturer, det solskin, så burde orkideerne jo have haft et godt år til at vokse i. Så, det manglede da bare, Kristian!

Denne glæder jeg mig til, bliver registreret og forhåbentligt får et kort hybridnavn. Dendrobium Nora Tokunaga x aberrans, og Den.  Nora Tokunaga er primærhybriden (atroviolaceum x rhodostictum). Så der dukkede Dendrobium aberrans op igen. Den er Jørn, der dyrker den i drivhuset, det var vist godt, at der kom lidt mere varme på derude, det har givet helt nye muligheder for overlevelse og for dyrkning af mange andre orkideer.

Her har jeg slået to planter sammen i samme visning, begge er Dendrobium x delicatum, og ejes begge af Fritz og Ingeborg. I skal lige have rettet jeres navneskilte, de siger noget helt andet! Det er ikke bare en primær hybrid, men også en naturhybrid, så den kan findes i den australske natur. Derfor har den x'et i navnet. Det er krydset mellem (Den. kingianum X Den. speciosum). Lidt synd, at Dendrobium speciosum ikke slår mere igennem med de flotte blomsterskafter, den byder på. Disse to planter var først ved at springe ud, så dem ser vi forhåbentligt igen om en måned!

Så er vi allerede færdige med Dendrobium og dermed også med d i alfabetet, tju hej hvor det går. Så er vi snart igennem! Endnu en, der mangler et registreret hybridnavn, hvordan kan man krydse Epidendrum stamfordianum x Barkeria lindleyana og så ikke registrere navnet med et kort navn. Men en Bardendrum er, hvad der kommer ud af de to slægter, når de krydses. Når krydset vendes på den måde, er det nok for at få det lange og mangeblomstrende skaft med i krydset, jeg kunne nu godt tænke mig at se dem modsatte vej, hvor det så var Barkeria lindleyana, der slog mest igennem. Men en spændende hybrid. Det var denne, der nær var røget på gulvet, da Jans Calanthe rosea blev forsøgt fotograferet med en rolig baggrund. Hybriden her er også Jans.

Så er det igen Kristian, der er på banen med sin Howeara Lava Burst. I dag hedder den så Leomesezia Lava Burst, det er de der botanikere, der smider rundt med slægternes tilhørsforhold, og forældrene er Leomesezia Mini-Primi x Rodriguezia lanceolata. Det var en af de mange planter, Plantorama 2000 havde taget hjem til orkideugen, så mon ikke denne stammer derfra! Den er jo elegant, som skaftet hænger flot ned fra klodsen. 

Denne må du godt lade blive hjemme en anden gang, Jørgen, den er rimelig kompliceret at udrede. Formentligt Laelia rubescens x anceps, i givet fald hedder den Laelia Maronii, det er så også en naturhybrid, og så hedder den også Laelia x hybrid b, og endelig er den blevet registreret endnu engang som Laelia Acuminato-anceps. 3 navne til samme hybrid, nogen må have sovet i timen! En storblomstret hybrid, med en meget smuk læbe. Synd, at den ikke viser sit "indre" lidt mere frem. OK, når den blomstrer igen til næste år, så kom bare med den! Jeg kan altid kopiere teksten fra sidst!

Så kom den igen, Lycaste lasioglossa. Denne gang er det Jan's. Mere åben i blomsterne, var de også lidt større, men til gengæld mere blege. Det hjælper dig nok ikke alverden, hvis jeg lægger mere kontrast i billederne, du ville nok hellere have lidt mere farve på blomsterne i virkeligheden. Men, så dum er farven nu heller ikke. I kan jo lave en bestøvning mellem dem, begge veje, så er I garderet ind, måske I lige kan nå at få dem i blomst til EOC'en i 2021, et par tusinde af dem til at omkranse de andre orkideer i udstillingen ville da være et festligt indslag i stedet for mos eller andet fyld. Jette vil sikkert gerne klippe bladene af dem, så fylder de ikke i udstillingen! En spøjs lille læbe, de har, men sikke flot, den er!

Igen en navnløs hybrid, intet skilt ved dem, så forbliver de som udgangspunkt navnløse. Derfor kan jeg jo godt skrive, at den ligner en Odontonia Samurai temmelig meget. Den hybrid har også heddet Colmanara Samurai, Bakerara Samurai og hedder nu Aliceara Samurai. Problemet er så, at der kan være krydset noget andet ind i den hybrid, og den ligner måske stadigvæk den ene forælder. Men en flot hybrid med sine 3 adskilte farver. Den har også fundet vej til min udestue, mon ikke det var dens skaft, der blev ædt af en snegl i efteråret! En rimelig nem hybrid, som næsten er blomstersikker hvert år. Jens er ejermanden til den.

Oncidium Suzy hører hjemme hos Birgit. Noget af en vild plante, sådan som skafterne bugtede sig i alle retninger. Og dermed er der nok sikret blomster længe endnu. Hybriden er tilsyneladende ikke registreret, så hvem der giver den kombination må vi så være foruden. Personligt kan jeg godt lide, at den gule farve ikke er alt for dominerende i Oncidium-hybriderne, her dæmpes det flot af den orange-brunlige farve.

Så er det igen Jørn, der lægger billet ind. Oncidium Tiny Twinkle, skulle det være, en meget rigblomstrende plante. Tilsyneladende aldrig registreret. Skulle være krydsningen mellem Onc. cheirophorum x Onc. sotoanum. Nu kan farven i mine billeder måske godt snyde lidt, loftsbelysningen skævvrider farverne på planterne. Er den hvid, så kaldes den ‘White Fantasy’, og er den gul, så hedder den ‘Fragrance Fantasy’. Nå, Jørn har nok styr på farven, på mine billeder er den både og!

Så blev det Uffes tur til at fremvise et par planter. Først en Paphiopedilum hybrid uden navn. En af de mere brede i fanen. På nogle plancher til landskampen for 6 år siden i Kiel kunne man se et eksempel på, hvordan man tidligere lavede disse desserttallerken store og næsten runde Paph.-hybrider, det var 4n-planter, der blev brugt, altså forældre med dobbelt kromosom-sæt. Om der også indgår sådanne forældre i denne, ved jeg af gode grunde ikke, men det var meget illustrativt at se.

Igen en af Uffes Paphiopedilum hybrider, denne gang med navn til. 2 velkendte arter, der på flot vis dukker op i hybriden. Læben er umiskendelig ......., ja, hvad er det nu den hedder, og de to lange flot prikkede petaler kan kun stamme fra....ja, det er så lige det der med de navne, men her er de så. Paphiopedilum Iantha Stage (sukhakulii x rothschildianum). Den sidste har givet læben, den første petalerne.  Der havde været endnu en blomst på skaftet, en egenskab der kommer fra Paph. rothschildianum.

Denne mørke Phalaenopsis hybrid har Jørgen vist haft med før. Dens purpurrøde blomst er graciøst omkrandset af en lys kant, absolut ikke den grimmeste hybrid, der er lavet. Tilpas anderledes til, at den også kunne havne i min samling. Var vist med i første novembermøde sidste år, der fik den lidt for meget blitzlys, og blev meget mere rød i bundfarven.

Endnu en Paph. hybrid fra Jørgen. Dannebrofarvet, læben var mere varm rød end på billederne. Det er en utrolig variation der er kommet i denne slægts hybrider, for et par år siden forlød det, at nu var man også begyndt at lave genmanipulation på dem, så man hentede generne for blå farve i en helt anden plantegruppe, fik den indopereret i Phalaenopsis'ens gener, og så kom der en mere eller mindre blå Phal. ud af det.

http://conservingorchids.org/wp-content/uploads/2013/05/2013-02-02-00.21.12.jpg

Her var den så fra "the Asia Pacific Orchid Show" i Okinawa. Hvad man skal mene om det, ja, det bliver vi nok aldrig enige om!

Men dette skulle være en ganske almindelig menneskeskabt Phalaenopsis-hybrid, endnu en fra Jørgen. Planten var hvid med gult på læben, men loftsbelysningen i Salen giver et gulligt skær i billederne. Her kunne der sagtens være krydset en af de hvide arter ind i en hybrid. Langt de fleste Phal. hybrider er uden navn, i den verden giver man dem numre i stedet for.

Et par 3D-billeder igen, altså er det igen en af mine planter. Pleurothallis loranthophylla, der også var med gangen før, desværre holder blomsterne ikke længe, så dette er to nye skafter, der dukkede op ved juletid. Den voldte lidt problemer første gang, den blomstrede, for navnet var helt hen i vejret. Ecuagenera, som har solgt den i sin tid, sælger den som Pleurothallis micklowii, en lille detalje som kan være værd at huske, hvis den kunne være interessant at købe.

Alfabetisk er vi nået til r, men det er sidste plante i konkurrencen, så er der lige et par ekstra planter, som vi var et par stykker, der tog med. Dette er Birgits plante, Renanthopsis Mildred Jameson 'Bonsall' hedder den. En krydsning mellem Renanthera monachica x Phalaenopsis stuartiana. Det er der kommet en meget flot og spændende hybrid ud af, noget helt for sig selv. Flotte farver og flot form, den ville pynte i enhver samling!

Så er det de ekstra planter, som Jan og jeg tog med.

Mon ikke det er en Aerangis verdickii, eller i hvert fald den, som Karge sælger med det navn. Den er jo smuk, jeg har én i ordre, når Jan drøner sydpå næste gang. Den har vi heldigvis set nogle gange på det sidste, så der er flere i klubben, der har fået øjnene op for den!

Igen en af Jans planter, de to sidste er mine. En primærhybrid. Cymbidium Eastern Message ''yamatonadeshiko''. Det er krydset mellem Cym.  (insigne x goeringii). Jeg har svært ved at se nogen af de to arter i denne hybrid, derfor kan navnet jo sagtens passe. En spændende hybrid under alle omstændigheder.

Igen en navnløs hybrid, som ligner en velkendt hybrid. Det kunne være en Guaritonia Why Not (Guarianthe aurantiaca x Broughtonia sanguinea), der tidligere bar hybridnavnet Cattleytonia. Det første billede er igen et 3D-billede, som det ses har den et langt skaft. Pæn holdbarhed i blomsterne.

Sidste plante denne gang, måske der kommer nærbilleder fra John sidenhen. De vil så komme her under alle mine billeder. Lepanthes caloura står der på navneskiltet, og det ser ud til at holde stik. Mange i den slægt er forkerte, jeg har lige haft en længe ventet i blomst, det var ikke den, den var købt som.  Mange Lepanthes blomstrer på undersiden af blomsterne, det må jo være af hensyn til bestøverne. Blomster på et par mm er ikke ualmindeligt i denne slægt, disse er dog knapt en cm lange. Måske myrebestøvet, det må jo være et lille dyr, som nærmest kravler rundt i planten.