Tekst og hvor intet andet er nævnt også billederne, Egon Krogsgaard.
Oktober 2018.
Et møde som så mange andre, og alligevel ikke helt. Ikke fordi aftenens emne Bulbophyllum 3 uger forinden var blevet delt mellem to, hvoraf den ene havde glemt aftalen, nej, vi satte vist rekord med planter i konkurrencen. 48 planter var der med, samt en 10 planter udenfor konkurrencen. Måske vi skal leje Marselisborghallen til næste møde for at få plads til dem alle på bordet.
Her kommer lidt billeder indledningsvis fra Henriette.
Her kommer lidt billeder indledningsvis fra Henriette.
Både Knitta og Jan havde planter med til salg, der blev kigget på planter, navne og priser begge steder. Her er det Knittas planter, der er vist. Samt Henriks sko til venstre på det sidste billede. Nå ja, måske er det hans hund Vega, Henriette vil vise. Om hun faldt for den eller omvendt, det må I selv afgøre.
Henriette tog turen bordet rundt. Så har I set stort set alle planter, og jeg kan springe alle mine billeder over denne gang. Læg mærke til hvor hurtig jeg er til at tage billeder, det går så stærkt på tredje billede, at selv på en tusinddel sekund kan jeg ikke fryses. Hmmm, jeg kan se, at der er andre, der også er hurtige. OK, 1/20 sekund, er jeg så langsom? På det syvende billede kan Jans salgsplanter ses i baggrunden, mens der stemmes.
Efter der faldt ro på medlemmerne over en kop kaffe, var der foredrag om Bulbophyllum ved Jan og afslutningsvis et diashow fra mig af mange forskellige arter for at vise den kæmpe store forskel, der er repræsenteret i den slægt.
Som vanligt skulle der snakkes om nummer 5-1 i den rækkefølge efter foredraget. Jan tog turen rundt i magegen med planterne, mens ejerne fortalte om vanding, lys, gødning mm.. Så kan I se navnene og placeringerne på dem, når jeg går igang med mine billeder nu.
Først havde jeg glemt at få rygsækken med, der lå kameraet i. Så hjem efter det, og en halv time forsinket kom jeg igang med at tage billeder. Små 60 planter i alt, der var vist ikke tid til at tage 10-16 billeder af hver plante, som jeg ellers tit gør til vores møder. Langt de fleste fik kun 4-5 billeder, der var ikke meget at vælge mellem for mig denne gang. Mine egne planter blev fotograferet dagen efter, jeg havde lidt travlt den tirsdag. Som altid er blå tekst link, I kan klikke i.
Jørn løb med førstepladsen denne gang med hans Aerangis mystacidii (Rchb. f.) Schltr. (1917). Han klagede over, at 3 skafter var filtret ind i hinanden. Jeg undrede mig over, at han ikke havde klaret problemet hjemmefra med en saks! Selvom det er nogle smukke blomster på en flot dyrket plante, så skulle Jørn lige smide lidt malurt i bægeret. De havde jo været flottere, hvis der havde været en rød klat i midten. Den art vender vi tilbage til om lidt.
Nummer to var Ellens Paphiopedilum philippinense (Rchb.f.) Stein, (1892). Jeg kan allerede høre Ellen brokke sig, for det er jo en variant. Det stod der på navneskiltet, men tag du en fed tusch og streg variantsnavnet var. roebbelenii over. Jay har den som en art, Paphiopedilum roebbelenii. Selvom mine billeder er til den mørke side, så kan man vist godt se, at petalerne ikke har den længde og snoning, de skal have for at være varianten. Men smuk er planten da.
Tredjepladsen var et kært gensyn med en Cattleya maxima Lindley (1833). Det er Fritz og Ingeborgs plante som Kristian havde taget med for dem. Men det havde nu været hyggeligt, om I også havde kunnet komme med. Det er et dejligt sted I har til jeres orkideer, det ses tydeligt på dette store eksemplar.
Selvom Cattleya'erne ikke gik hele vejen til tops denne aften, så var de godt repræsenteret i top 5. Her er det John og Solveigs unavngivne Cattleya hybrid, der har fået en fjerdeplads. Sidst vi så den var i 2015, som John også antydede.
Femtepladsen er Uffes. Det er også en Cattleya hybrid, men ikke kun den slægt. Det er en Rhyncholaeliocattleya hybrid uden navn, de får som regel de store prangende læber. Frynserne kunne stamme fra Rhyncholaelia digbyana. Og den ligner til forveksling en hybrid registreret i 1999, Rhyncholaeliocattleya Haadyai Delight, men uden et skilt ved, så forbliver det en navnløs hybrid. Flot er den da, tænk, hvis vi havde så store prangende orkideblomster i den danske natur.
Så følger de sidste par stykker fra denne aften.
Her har vi så den plante, Jørn efterlyste, da han snakkede om sin vinderplante. Det er Jans Aerangis luteoalba var. rhodosticta (Kraenzl.) J.Stewart, (1979). Den var udenfor konkurrencen og havde dermed ingen chance for at smide Jørns plante ned af rangstigen. Den pynter da godt, den lille røde "klat" i midten.
Jette havde sat en flamingokasse på bordet, der kunne hendes planter måske stå lidt beskyttet for den tørre luft i lokalet. Dette er en Angraecum distichum Lindl. (1835). Næste gang vi ser denne plante, er det med en ny ejer, for planten skiftede ejerskab i løbet af aftenen.
Og se, aldrig så snart den havde skiftet ejer, så eksploderede den i vækst og blomster. Det er ... nåe, nej, det her er Knitta og Polles plante, de havde taget med. Måske var det den, der lokkede Susanne og Bjarke til at købe Jettes plante. Det er en imponerende plante, næsten som en lille Euphorbia ("kaktus"), uden det er fornærmende ment. Nærbilleder af arten må I se ovenfor.
Og se så, hvad Jan kom med. En Brassavola cucullata (L.) R.Br. (1813). Havde den nu fået lidt vand engang imellem, så havde bladene måske nået at folde sig ud og blomsterne hang ikke så meget. Nu skal jeg sætte et link ind til en veldyrket plante. UPS, den skal se sådan ud. OK, jeg har den også selv. Den kan være lidt over i det rødlige i farven, men som regel har den denne farve. En rimelig holdbar blomst med et spændende alternativt udseende.
Knitta og Polle havde også denne Bulbophyllum disciflorum Rolfe (1895) med. De har endda så mange planter af denne art, at de sælger af dem. Indtil for nylig hed den Trias disciflora, det er det synonyme navn, de sælger den under. En stor blomst til en lille plante.
Denne plante har der været mange gisninger om. Var det en variant eller en ny art! Men faktisk ser den ud, som den art skal se ud. Det er en Bulbophyllum fascinator (Rolfe) Rolfe (1908). Der blev solgt nogle tynde blomster til den art indtil for en 10-15 år siden. Da disse tykke blomster så kom frem, blev der sat op til flere variantsnavne på den. Både var. corazone og var. hempaliana har været i spil til den. Her kan I se originaltegningen af den fra 1908. Den ligner jo godt nok billederne. Og her kan I læse den originale beskrivelse af den som Cirrhopetalum fascinator. Selvfølgelig på latin, som det skulle være dengang. Nu kan man nøjes med at beskrive planten på engelsk. Det er Jans plante, og den var udenfor konkurrencen.
Bente havde også planter med denne gang. Her er det hendes Bulbophyllum guttulatum (Hook.f.) N.P.Balakr., (1870). Den har blomstrer flittigt hen over sommeren i hendes terrarium med flere skafter på vej på samme tid.
Knitta og Polle havde også denne Bulbophyllum maxillare (Lindl.) Rchb.f. (1861) med. Den minder meget om et par andre Bulbophyllum. Det kan I læse mere om her. Der var mange flere skafter på vej, det er jo også en stor plante.
Her er det endnu en af Jettes små planter i kassen. Det er den rigtblomstrende Bulbophyllum membranaceum Teijsm. & Binn. (1854). Knopperne kommer lidt usædvanligt frem midt på rhizomet, altså stykket mellem pseudobulberne. Det er dog noget flere arter især blandt de små gør.
Dette er Jans Bulbophyllum rothschildianum (O'Brien) J.J.Sm., (1912) udenfor konkurrencen. Man må have et seriøst "problem" med for mange spændende planter, når den ikke fik et nummer. Som det ses på det første billede, hænger der endnu et skaft længere nede.
Godt at se så mange Bulbophyllum, nu det var aftenens emne.
Godt at se så mange Bulbophyllum, nu det var aftenens emne.
Denne plante købte Bente til landskampen sidste år i Aarhus. I dag skal den hedde Cattleya bicalhoi 'Tipo' Van den Berg (2008). Variantsnavnet var. coerulea er ikke et accepteret synonym til den, men bruges i salgsøjemed. Tidligere hed den Laelia dayana. Da den skiftede slægt, kom der et problem, da der allerede fandtes en naturhybrid i den slægt med det navn. Cattleya × dayana Rolfe, Orchid Rev. 10: 292 (1902), med hybridformlen C. forbesii x C. guttata. Selvom Bentes plante fik artsnavnet først, så skal den have et nyt artsnavn, når den flytter til en anden slægt, hvor det artsnavn allerede findes. I år har den dobbelt så mange blomster som sidste år, hvis den fortsætter med at fordoble hvert år, bliver den endnu flottere i 2021, når der er EOC i København. Bare synd, det er om foråret.
Jeg tror, Kristian havde lugtet lunten, at det var Cattleya'ernes tur til at komme på podiet. Men med så mange andre, blev der ikke plads til denne her. Det er endnu en navnløs hybrid. Men det bliver den ikke grimmere af. Sikke en læbe, den har.
Jans Cattleya tenebrosa (Rolfe) A.A.Chadwick, (2006) bliver den sidste i denne slægt fra det møde. Det er nogle fede farver, den har i de store blomster.
Denne plante opdagede jeg først lige før vi sluttede. Det er en navnløs Comparettia hybrid. Mit bedste bud på et navn kunne være Comparettia Oberhausen (macroplectron x speciosa). Så passer prikkerne på læben fra frøbæreren og formen på læben fra pollengiveren. Den var ikke med i konkurrencen. I skal ikke føle jer truffet over den lille andefugl i midten af blomsten rækker tunge.
Denne Dendrobium Angel Baby 'Love Pocket' kommer oppe fra Henriettes hjem. Et godt eksempel på, at hybrider også kan være afbalancerede i farverne, så det næsten kunne være noget, evolutionen selv havde frembragt.
Og her er tre billeder mere af Henrie.... næ, det er Oles plante i samme hybrid og klon. Hvis nogen vil tjekke op på forældrene og lave et stamtræ til den, kan I begynde her:
http://apps.rhs.org.uk/horticulturaldatabase/orchidregister/orchiddetails.asp?ID=84372
Så er det bare at kopiere navnene på forældrene og sætte dem ind i en ny søgning, så får i fire nye forfædre og otte i næste generation, men efterhånden vil de arter, der er krydset ind, dukke op, og antallet af forfædre vil aftage. Til sidst er der to arter, der er krydset sammen, så er I igennem. Så er det bare at starte helt forfra med super flotte planter i de arter og krydse jer den anden vej igen, måske I så om en 40-50 år kan få et endnu flottere resultat. Hmmm,... måske vi er en del, der skulle være startet på det for flere årtier siden, hvis det skal nås.
http://apps.rhs.org.uk/horticulturaldatabase/orchidregister/orchiddetails.asp?ID=84372
Så er det bare at kopiere navnene på forældrene og sætte dem ind i en ny søgning, så får i fire nye forfædre og otte i næste generation, men efterhånden vil de arter, der er krydset ind, dukke op, og antallet af forfædre vil aftage. Til sidst er der to arter, der er krydset sammen, så er I igennem. Så er det bare at starte helt forfra med super flotte planter i de arter og krydse jer den anden vej igen, måske I så om en 40-50 år kan få et endnu flottere resultat. Hmmm,... måske vi er en del, der skulle være startet på det for flere årtier siden, hvis det skal nås.
Hybriderne ovenover havde mange blomster, men denne er næsten overbroderet med dem i små klaser. Når planten blomstrer på de bladløse skud, så ses de meget lettere. Man forstår godt, denne art er brugt til mange hybrider. Der er vel ingen grund til at fortælle, at Knitta og Polles plante hedder Dendrobium bracteosum Rchb. f. (1886). Den kender I vel alle!
Så har vi problembarnet. Altså ikke mig, selvom det er min plante. Hvad skal den hedde? Den er købt hjem fra Indien for 10-12 år siden, den hed Dendrobium denudans i listerne. Som I kan se i linket, har dén meget smallere blomster. Så kan det være en Dendrobium eriiflorum eller Dendrobium darjeelingense. Kigger jeg på andet billede på den førstnævnte af de to arter, dukker der blomster op magen til min plantes. Men Jay advarer i artikel om, at der er to forskellige arter i artiklen til dette navn. Alt afhængig af, hvem man bruges som reference, er forskellige arter beskrevet som denne art.
Nu har jeg kortvarig haft en bog liggende af Bentes i en 5-6 år, ifølge den ligner læben på tegningerne mest en Dendrobium darjeelingense. Det er det yderste på læben, der bl.a. er forskellig på de to arter, og ud fra den har jeg indtil nu holdt mig til Dendrobium darjeelingense. Men resten af blomsten ligner mere en Dendrobium eriiflorum. De lever samme sted og blomster på samme tid, så det kan være en naturhybrid mellem de to arter. Men Den. denudans er det ikke. Så indtil de toneangivende botanikere bliver enige om et navn til den, så kan jeg jo kalde den for en Den. sp..
Nu har jeg kortvarig haft en bog liggende af Bentes i en 5-6 år, ifølge den ligner læben på tegningerne mest en Dendrobium darjeelingense. Det er det yderste på læben, der bl.a. er forskellig på de to arter, og ud fra den har jeg indtil nu holdt mig til Dendrobium darjeelingense. Men resten af blomsten ligner mere en Dendrobium eriiflorum. De lever samme sted og blomster på samme tid, så det kan være en naturhybrid mellem de to arter. Men Den. denudans er det ikke. Så indtil de toneangivende botanikere bliver enige om et navn til den, så kan jeg jo kalde den for en Den. sp..
Nå ja, problembørn er der jo nok af i denne verden. Tager vi nu fx Henriette, så har vi et oplagt emne. Altså hendes plante på billederne. Det nærmeste, man kan komme et navn til den må være Dendrobium aff. formosum. Altså en art, der ligner en Dendrobium formosum. Med mindre det er en hybrid. Men hvordan er det nu lige, en Dendrobium formosum ser ud? Hop ned til den næste, der er svaret på det.
Som det ses, er Jans Dendrobium formosum Roxb. ex Lindl. (1830) meget lig Henriettes. Men den er meget mere orange på læben. Og hvordan kunne Henriette så falde for den anden, nu hun elsker de orange blomster? Det vil jeg lade hende selv surmule over indtil næste møde. Men hun havde købt planten for at være en helt anden art.
Havde jeg ikke været i tidsnød denne aften, så havde jeg nok husket at få et billede af den smukke læbe set forfra. Men dens farver kan lige anes på det sidste billede. Det er Finn's Dendrobium rigidum R.Br., (1810).
Her er endnu en af de planter, der sælges med et variantsnavn, der aldrig er registreret. Dendrobium sanderae Rolfe (1909). Det er som var. luzonicum farvevarianten med det grønne i midten sælges. Ellers er den rød inderst på læben. Det er John og Solvejgs plante.
Det her er min Dendrobium subuliferum J.J. Sm. (1911). Den har store blomster i forhold til plantens størrelse. Jeg undlod at sætte nummer i den, for ikke at "stjæle" en masse point for næsen af Jette. Se selv nedenunder.
På min plante var der hele 5 blomster, på Jettes var der kun en 10-12 stykker. Jeg var vel ikke så snu, at jeg tænkte, min får ingen point op mod Jettes monsterplante! Ikke verdens letteste plante at dyrke, i en stue tror jeg ikke, den vil fungere. En holdbar blomst.
Ellen havde også taget denne Dendrochilum cobbianum Rchb.f (1880) med. Der er mindst et skaft mere på vej. Den har en flot farve på læben.
Jan havde denne Dendrochilum convallariiforme Schauer (1843) med udenfor konkurrence. En usædvanlig farve i den slægt. Og grundet de store blomster kommer skaftet let til at se lidt rodet ud i forhold til mange af de andre arter i slægten.
Denne store pisling var også Jans. Det er en Dendrochilum magnum Rchb. f. (1861). Egentligt en stor plante, men når jeg får lavet landskampsbillederne, vil I forstå, hvorfor det er en pisling. Den er næsten guld-farvet i blomsterne.
Endnu en af Ellens planter. En Gastrochilus dasypogon (J.E.Sm.) Kuntze (1891). Husker jeg rigtigt, var der 7 skafter i alt på den med mange blomster og knopper på hver. Hvor blomsterne vil være, efterhånden som de springer ud, er jo et godt spørgsmål.
Hvem skulle nu have troet det! Finn plejer at komme med meget små orkideer, hvor et mikroskop vil være bedre end et par nypudsede briller, og så kommer han med dette "monster"! Du kan have 7 mindre orkideer på al den plads, hvad tænker du på, Finn?
OK, det er så ikke første gang, Finn har store planter med. Hvem husker ikke hans flotte gule Soterosanthus shepheardii i august 2014 på en fjerdeplads? Hans høje Phragmipedium longifolium i september (nr. 3) og oktober 13 (nr. 4) og igen i februar 14! Den store røde blomst på hans Phragmipedium Memoria Dick Clement i januar 16 på en femteplads. Ansellia africana (var. alba) i marts 16. Epidendrum pseudepidendrum i maj 14. Og Oeceoclades saundersiana i april 16. Og så er der alle dem i "normal" størrelse, det er ved at gå op for mig, hvorfor også Finn har pladsproblemer derhjemme.
Men her er det så hans Lycaste hybrid, vi fik fornøjelsen af at se denne aften. Og der var mange blomster på den.
OK, det er så ikke første gang, Finn har store planter med. Hvem husker ikke hans flotte gule Soterosanthus shepheardii i august 2014 på en fjerdeplads? Hans høje Phragmipedium longifolium i september (nr. 3) og oktober 13 (nr. 4) og igen i februar 14! Den store røde blomst på hans Phragmipedium Memoria Dick Clement i januar 16 på en femteplads. Ansellia africana (var. alba) i marts 16. Epidendrum pseudepidendrum i maj 14. Og Oeceoclades saundersiana i april 16. Og så er der alle dem i "normal" størrelse, det er ved at gå op for mig, hvorfor også Finn har pladsproblemer derhjemme.
Men her er det så hans Lycaste hybrid, vi fik fornøjelsen af at se denne aften. Og der var mange blomster på den.
Så er det her jo en hel anden størrelse. Selvom den stritter godt ud til alle sider, så fylder Bentes Maxillaria sophronitis (Rchb. f.) Garay (1958) ikke alverden. Pænt broderet til med knaldrøde blomster, med den størrelse på planten kan den hænge i dit terrarie længe endnu.
Det her er så mit bud på samme art, Maxillaria sophronitis (Rchb. f.) Garay (1958). Bente købte sin for et par år siden, den er groet godt sidenhen. Min er fra de første par år i dette årtusinde, visnede alle nyskud væk igen de første 4-5 år, men så var den endelig akklimatiseret til mine forhold. Og min er stadigvæk en lille plante i forhold til dem, der sommetider ses på udstillinger. Dette er et delestykke fra en af Arne og Lailas store udstillingsplanter.
Og I behøver ikke lave mobilstorm til mig. Jeg har set den lille fyr på nærbilledet, det er lige nu, at luften er tæt udenfor af små svævende bladlus, der kommer ind af åbne døre og vinduer. Indenfor og ligeledes på orkideerne på sommerophold i det fri lægger de æg, som hurtigt klækker i varmen indenfor. Husk derfor at kigge alle jeres nyskud, blomsterskafter og blomster efter foran, bagpå og inde i blomsterne. En bladlus kan med jomfrufødsel blive til hundredvis af kloner på få uger. Det er nu, de skal bekæmpes, samt et par uger efter de sidste planter er kommet ind.
Og I behøver ikke lave mobilstorm til mig. Jeg har set den lille fyr på nærbilledet, det er lige nu, at luften er tæt udenfor af små svævende bladlus, der kommer ind af åbne døre og vinduer. Indenfor og ligeledes på orkideerne på sommerophold i det fri lægger de æg, som hurtigt klækker i varmen indenfor. Husk derfor at kigge alle jeres nyskud, blomsterskafter og blomster efter foran, bagpå og inde i blomsterne. En bladlus kan med jomfrufødsel blive til hundredvis af kloner på få uger. Det er nu, de skal bekæmpes, samt et par uger efter de sidste planter er kommet ind.
Har man store blomster på sine Miltonia hybrider, som Henriettes plante her, så kan der sidde mange bladlus på bagsiden af blomsten. Så husk det nu.
Det kunne jo være spændende at krydse Henriettes plante med Bentes, og så få så store blomster i knaldrød. Det kunne også være, de blev små i denne farve. For at få så store blomster som her, er det nødvendigt at bruge storblomstrede arter, og en af dem kunne være en Milt. moreliana. Og hvordan er det nu lige, den ser ud. Hop videre til den næste!
Det kunne jo være spændende at krydse Henriettes plante med Bentes, og så få så store blomster i knaldrød. Det kunne også være, de blev små i denne farve. For at få så store blomster som her, er det nødvendigt at bruge storblomstrede arter, og en af dem kunne være en Milt. moreliana. Og hvordan er det nu lige, den ser ud. Hop videre til den næste!
Igen en plante fra Henriette. Tidligere var dette en variant til en anden i slægten, men den er nu igen ophøjet til at være arten Miltonia moreliana A.Rich. (1848). I de første 3 år, efter den var beskrevet, havde den også dette navn, men i 1851 blev den beskrevet som Miltonia spectabilis var. moreliana. Læg mærke til den store læbe med det flotte mønster på, og gå så op og kig på hybriden igen. Ikke helt samme mønster, men læben ligner da godt nok. Så er det bare at åbne hybridlisten hos RHS, sætte denne art ind som først frøbærer og i næste søgning som pollengiver, gå de få hybrider igennem med en billedsøgning, og så er der måske noget, der ligner denne her. Det får planten dog ikke et gyldigt navn af.
Som frøbærer har den givet gener videre til 20 hybrider og som pollengiver til 17 hybrider. Og så alle de hybrider, hvor den i 2. 3. eller tidligere generationer allerede er krydset ind. En nemmere måde er en billedsøgning på Google af hybridens blomst, så kommer denne frem. Miltonia Rick Hood Woodland 2003. Går man langt nok tilbage i forfædrene, så vil jeg tro, at denne art Miltonia moreliana dukker op måske flere gange.
Ikke bare er det nogle flotte blomster, du har på din plante her, Henriette, de er også meget store.
Som frøbærer har den givet gener videre til 20 hybrider og som pollengiver til 17 hybrider. Og så alle de hybrider, hvor den i 2. 3. eller tidligere generationer allerede er krydset ind. En nemmere måde er en billedsøgning på Google af hybridens blomst, så kommer denne frem. Miltonia Rick Hood Woodland 2003. Går man langt nok tilbage i forfædrene, så vil jeg tro, at denne art Miltonia moreliana dukker op måske flere gange.
Ikke bare er det nogle flotte blomster, du har på din plante her, Henriette, de er også meget store.
Store blomster ville være en vittighed om Jørns Pabstiella uniflora (Lindl.) Luer (2007). Tidligere en Pleurothallis, men er kommet over i en ny slægt nu. Jay er ikke helt så sikker på navnet til denne art, som Jørn er. Han har den som det andet billede til den art, men stiller spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige art til navnet. Du kan jo prøve at pløje dig igennem de 34 arter, Jørn, der tidligere hørte ind under SUBGENUS Specklinia SECTION Hymenodanthae SUBSECTION Apodae-Caespitosae [Lindl.]Luer 1986. Måske der venter et nyt navn på dig.
Hvis denne plante var naturindsamlet på et tidspunkt, så var navnet til den Paphiopedilum × wenshanense. Men stort set alle planter i handlen er menneskeskabte, og så er navnet Paphiopedilum Conco-bellatulum (concolor x bellatulum). Hybriden har arvet farven efter frøbæreren og blomsterformen efter pollengiveren. Det er den da ikke blevet grimmere af. Det er Meretes plante.
I den helt anden ende i den slægt udspringer hybriden Paphiopedilum Judge Philip, som John og Solvejg havde med. Måske I tænker, har vi ikke set den en gang før i dette indlæg, men nej. Det er måske Ellens plante i top 5 I tænker på, for det er en af forældrene til denne her. Krydset sammen med Paph. Pinocchio, så kommer der denne hybrid ud af det.
Endnu en af Meretes planter. Denne gang er det en Phalaenopsis hieroglyphica (Rchb.f) Sweet (1969). Jeg skal huske en boremaskine med kopbor på næste gang, så kan jeg bedre få billeder af blomsterne nedefra. Men med planten i den ene hånd og kameraet i den anden, så gik det også denne gang. Var man et lille insekt, kunne læben jo ligne en insektædende plante. Ligesom ved Paph,'s, så er det også her dejligt at se arterne ind imellem de mange hybrider, der bliver "sprøjtet" ud fra gartnerierne. Men intet ondt ment om hybriderne.
Her er netop en navnløs Phal. hybrid, som Jørgen havde med. Det er der da kommet noget meget harmonisk ud af. At udrede sådan en hybrid er stort set umuligt, der er måske 50-100 hybrider, der ligner denne her, men har forskellige forældre. Med Henriettes plante er der kun få, den kan forveksles med. Men planterne kan sagtens leve med at være navnløse, så det må vi så respektere.
Her er endnu en art. Jans Phalaenopsis lindenii Loher, (1895). Selvom Jan ikke troede på dens chancer for at skrabe en masse point sammen, den var udenfor konkurrencen, så er det da nogle flotte blomster, den har.
Ligesom Jørgens hybrid ovenfor, så følger Jørn's navnløse hybrid den trend, der hersker lidt for tiden, at det skal være hybrider med de små arter. Mange små blomster med kraftige farver. For 10 år siden kunne blomsterne ikke blive store nok, de kunne let dække en 50'er i størrelsen. Forestil jer sådan en hybrid krydset med en af disse to hybrider, lige så mange blomster med i den store størrelse, den ville fylde et stort spisebord for at få plads nok. Måske derfor vi ikke ser disse kryds!
Så kommer der endnu en af Meretes planter. Igen en art, har hun mon overhovedet hybrider i sin store samling? Denne gang er det en Phalaenopsis schilleriana Rchb.f (1860). De to "modhagere" på læben ses på mange hybrider, og denne art er også en af dem, der er brugt flittigt i hybridiseringen. 88 hybrider krydset ind som frøbærer og 172 som pollengiver.
Småt men godt. Igen en plante fra Jørn's drivhus. Det er en Platystele stenostachya (Rchb. f.) Garay (1962). Måske nogen undrer sig over det sidste billede, hvorfor er nogle af blomsterne delvis grønne i stedet for helt orange på hans plante? Det er de da heller ikke. Den sidste var en salgsplante, Jan havde med i samme art, men med andre farver. Så den der først får fat i Jan og reserveret hans plante, kan komme med en tilsvarende blomstring til næste år, som Jørn's plante havde til mødet. Men jeg var skuffet over, at Jørn ikke havde talt antallet af blomster på planten. Ingen service der!
Jeg har før haft min store Pleurothallis gomezii Luer & R.Escobar (1996) med til møde. Den fylder efterhånden en trediedel bagsæde i Bentes bil, så fremover må den måske blive hjemme. Blomsterne er ca. 2½-3 cm store, så planten ér stor. Men derfor skal I måske ikke snydes for den fremadrettet.
Som I sikkert for længst har set via forsiden, har jeg lavet en ny fane helt ude i højre side. Den er til os alle, så vi kan vise de andre i klubben, hvilke planter der enten blomstrer på et tidspunkt, hvor der ikke er møder, eller planten er så uhandig, at den ikke kan komme med til møde. Så ville du godt have haft din plante med til et møde, send et par billeder af den til mig måske sammen med lidt info om den, du gerne vil have på hjemmesiden. Men husk navnet på den. Jan kan kigge på en af 25.000 arter og sige, det er den og den, eller ligeså med en af de måske 100.000 registrerede hybrider, men det kan jeg ikke. OK, Jan kan måske kun genkende 24.000 arter!
Har I en plante til den nye fane, så kan I bruge mailadressen fra forsiden.
Som I sikkert for længst har set via forsiden, har jeg lavet en ny fane helt ude i højre side. Den er til os alle, så vi kan vise de andre i klubben, hvilke planter der enten blomstrer på et tidspunkt, hvor der ikke er møder, eller planten er så uhandig, at den ikke kan komme med til møde. Så ville du godt have haft din plante med til et møde, send et par billeder af den til mig måske sammen med lidt info om den, du gerne vil have på hjemmesiden. Men husk navnet på den. Jan kan kigge på en af 25.000 arter og sige, det er den og den, eller ligeså med en af de måske 100.000 registrerede hybrider, men det kan jeg ikke. OK, Jan kan måske kun genkende 24.000 arter!
Har I en plante til den nye fane, så kan I bruge mailadressen fra forsiden.
Endnu en af mine planter. En Pleurothallis rowleei Ames (1922). Den kan være mere eller mindre mørk i farverne. Sådan en blomstring har den et par gange om året.
Denne orkide sælges med navnet Psychopsis Mariposa Three Lip. De tre læber på planten er en tilbagevenden til et udseende, orkideerne havde, da de skilte sig ud fra liljerne. Fænomenet kaldes peloric. De tre læber ses endnu tydeligere i Iris end i liljer. Det er John og Solvejg der har den i samlingen. Den sælges bl.a. fra Claessen Orchids i Holland.
Endnu en af Jans planter udenfor konkurrencen. Det er en Rhynchostele bictoniensis (Bateman) M.A.Soto Arenas & G.A.Salazar (1993). Nogen ville kalde den var. alba, men den sælges med tilføjelsen f. sulfureum. Sulfureum betyder svovl, altså må købsnavnet hentyde til det gule i midten af blomsten. De fleste planter solgt med det navn er brune og ikke grønne i sepalerne og de to petaler. Så et godt salgsnavn burde være Rhynchostele bictoniensis f. sulfureum var. alba.
En storblomstret plante med brune og gule blomster, det må være en fra John og Solvejg. Og ganske rigtigt. Det er deres flotte Rossioglossum grande (Lindl.) Garay & G.C. Kenn. (1976).
Helle havde taget denne lille fikse tre-skaftede afrikaner med. Det er en Stenoglottis longifolia Hooker F. (1891). Imponerende, hvad den når at blive til på en sæson, da den visner helt ned inden vinteren kommer.
Så skal vi have fat i Ellen igen. Men du kan godt smide din plante ud. Det er ikke længere en i din favoritslægt. Den er skiftet væk fra Oncidium og skal nu hedde Trichocentrum Margaret Chenoweth (aurisasinorum x lanceanum). To arter krydset sammen, altså er det en primærhybrid.
Nu er Jan ikke Oncidium-freak, så han kan godt beholde sin Zelenkoa onusta (Lindl.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2001), som den skal hedde efter den er flyttet til en ny slægt. Den må kunne ses på lang afstand i naturen med den farve.
De sidste 3 planter fra dette møde er alle mine fra samme slægt. Her er det den med den største blomst i slægten, en Zootrophion argus (Kraenzl.) Luer (2004). Den var ikke med i konkurrencen. Zo. argus har mange prikker ovenpå blomsten, og artsnavnet hentyder til dem. Som der står i Den Store Danske fra gyldendal: "Argus, græsk mytologisk kæmpe, der havde 100 øjne og vogtede kongedatteren Io, som Zeus elskede".
Denne Zootrophion dayanum (Rchb. f.) Luer (1982) var til gengæld med i konkurrencen. Begge arter er stærkt hvælvet i bunden af blomsten. Men Zo. argus er meget nubret, mens denne er glat i hvælvingen. Denne er nærmest stribet ovenpå blomsten. Opkaldt efter en engelsk orkideentusiast i det 1800. ved navn Day.
Den sidste er en Zootrophion griffin Luer (1982). Igen opkaldt efter et mytisk dyr, denne gang en Grif. Og med Gyldendals Den Store Danskes ord "Grif, mægtigt firefodet fabeldyr, oftest en ørn med store vinger med en løves bagkrop; nogle griffer har dog slangehoved". Planten var ikke med i konkurrencen. Så var der ikke flere planter denne gang.
