April mødet.

Tekst og billeder Egon Krogsgaard.

I får lige top 5 først. Så kommer resten af billederne en af de næste dage. Jeg er faldet i to store huller på min vej igennem de to sidste indlæg. Jeg er løbet ind i et problem med at dechifrere planterne i de mange fælles udstillinger i Dresden-udstillingen, så det står lidt stille med det. I denne månedsvisning løber jeg ind i det ene årstal efter det andet til offentliggørelsen af beskrivelsen af arten, hvor jeg har to til tre forskellige årstal, afhængigt af, hvor jeg søger. Og de skal jo være ens, så jeg har en stor korrespondance kørende på flere arter både med Kew's World Checklist, Kew's IPNI, Tropicos og Jay's orchidspecies.

Fx kan jeg finde årstallet 1828 til Uffes Coelogyne flaccida på orchidspecies, 1829 hos IPNI og 1830 hos Checklisten og Tropicos. Det er ved at blive rettet til. Og mens jeg roder rundt i de forskellige databaser, så dukker der forskellige stavemåder op til nogle arter, som jeg så også har fået diverse organisationer til at samordne. Og når først de små fejl dukker op hist og her, så går der jo lidt sport i at finde flere!

Men her kommer så top 5, hvor I denne gang får lov til at motionere pegefingeren, når billederne skal skifte. Derved kan de blive større. Husk, I behøver ikke ramme "næste"-symbolet, I kan bare klikke i højre eller venstre side af billedet, for at skifte den ene eller anden vej.

Nummer et blev Uffes Dendrobium fimbriatum var. oculatum Hook., (1845), der rettelige skal have årstallet 1823 og hedde Dendrobium fimbriatum Hook., (1823). For varianter accepteres ikke længere som gyldige navne, men er stadigvæk synonymer i listerne. Variationen består i den mørke plet, ellers er den art helt gul i blomsten og den kan ses her:

http://www.orchidspecies.com/dendfimbriatum.htm

Så denne er ikke bare langt mere spændende end den helt gule, det er også tre flotte blomsterklaser, som sjældent ses så tætte. Flot dyrket Uffe!

Og den opmærksomme læser (medlemmerne) har måske allerede set, at vi havde besøg denne aften af nogle "ikke" medlemmer. Så mens jeg tog billeder af planterne, så sneg nogle af medlemmerne sig ud i gangen med deres flotteste medbragte plante og blev fotograferet sammen med den af Ophelia. (Undskyld, hvis jeg har stavet dit navn forkert!) Så denne aften havde jeg endnu mere besvær med at finde planterne i nummer-rækkefølge, for et par gange var planten ude på gangen med ejeren.

​Det kunne jo være spændende, hvis vi måtte bringe Ophelias billeder her på sitet, når hun selv har brugt dem i sit studie på journalisthøjskolen. 

I får et af billederne i 3 variationer her under, for jeg vil lige vise, hvad jeg gør ved nogle af billederne.

Første billede er et udklip af originalbilledet, kun formindsket en del. Baggrunden er jo lidt forstyrrende, så jeg gemmer billedet, laver en kopi og åbner billedet i mit nye billedbehandlingsprogram. Der er det meget hurtigere at fjerne baggrunde i. Når jeg er færdig med det på få minutter, så har programmet også slettet en del af stilkene samt mere skyggefulde steder i blomsterne, så billedet bliver gemt med et nyt navn. Det er det næste billede. Så bliver det åbnet i det gamle program, hvor kopien ligger og venter på at blive misbrugt. Fra kopien kopierer jeg de manglende stilke mm. og sætter dem ind i billedet med den mørke baggrund. De sidste rester af den gamle baggrund bliver fjernet. Så kan jeg gemme billedet endnu engang, og så står jeg med det færdige tredie billede.

Nummer to blev Jettes Dendrochilum wenzelii Ames, (1915). Hvordan hun fik denne "græstot" til at sætte så mange blomsterskafter, det måtte vi undvære at høre, for Jette måtte forlade mødet lidt før tid. Hjemme ventede både de "store" hunde og ikke mindst de få uger gamle hvalpe utålmodigt på, hvor "Mor" mon var blevet af.

Men jeg har fået lusket ud af hende, at de får en masse luftcirkulation hele tiden, som hun mener har stor betydning for deres trivsel. Måske den flotte blomstring også kunne skyldes, at der sidst på vinteren endelig kom lys i væksthuset, for den mørke vinter var hård ved hendes planter. Denne art kan købes mere rød end Jettes plante, så ønsker man sådan en plante, så skal den købes i blomst. Ellers kan den variere en del, men de er jo alle flotte hver for sig.

Her er det så trediepladsen. Det er Finns Dendrobium senile C.S.P.Parish & Rchb.f., (1862). En plante de fleste har store problemer med bare at få til at overleve, men det er aldrig gået op for Finn. Så alle de krumspring, der står om pasningen af den plante, dem har Finn aldrig læst, så den bliver bare passet som enhver anden vindueskarmsorkide. Og det stortrives den jo med. Hvorfor gør noget besværligt, når det kan gøres på den lette måde. Måske jeg skal fjerne min fra udestuen og sætte den ind i stuen!

Nummer fire hører til i min udestue. Og den skal man ikke forsøge at dyrke i en vindueskarm i stuen, med mindre man har en luftfugtighed på tæt på de 90%. Selv må jeg nøjes med godt 80%, så den bliver i udestuen.

Som nogen måske husker, så gik der ikke lang tid, før blomsten hang slap ned, så skulle jeg også være nået ud til Ophelia, så ville dette have været den, jeg tog med. Men allerede inde hun begyndtre at tage billeder til sit projekt, så var den klappet sammen.

Det er en af flere i den art hos mig, denne er noget større end den sidste, jeg havde med til møde, men også meget lysere i blomsten. Det er en ​Dracula chimaera (Rchb.f.) Luer, (1978). Næste dag var den igen spændstig, og snipperne nåede heldigvis ikke at visne væk i den tørre luft i mødelokalet.

Dobbeltbilledet er et 3D-billede, hvor I skal skele indad med øjnene, så opnår i at de to billeder bliver til fire, der smelter sammen på midten og bliver til tre billeder. I det midterste er effekten. Jo længere, I er væk fra skærmen, jo lettere er det at skele nok.

Nummer fem i afstemningen denne aften blev Jans E​pidendrum parkinsonianum Hook., (1840). Heldigvis var folk opmærksomme på at rødderne lå og rodede rundt på gulvet. I et par år har den stort set kun lavet vegetativ vækst, men nu har den så taget sig sammen og sat en pæn blomstring. Den vil vi glæde os til at se, næste gang den blomstrer, for hvis du husker at gøde, Jan, så må den jo blive et endnu mere imponerende syn. Store flotte blomster der kommer ud samtidig med at de nye blade vokser færdige.

Som det ses på billederne af "bordets glæder", så var der næsten ikke plads til de mange medbragte planter. Nu var der så også en del store "skrumler" blandt orkideerne, herligt at de også bliver slæbt med. Og som det også ses, så holder jeg mere øje med planterne i kameraet, end personerne omkring bordet, så kameraførringen kunne have være noget bedre.

Nu følger planterne i alfabetisk rækkefølge. Det samme gælder for ejernes navne, når ens benævnte planter vises.

Det bliver min ​Cattleya intermedia 'Rio' Graham ex Hook., (1828), der kommer først. Ikke nogen prangende blomstring i den rodede plante, men glædeligt at se, at det underlige blakkede farvespil, der var sidste år, ikke er der i år. Så var det ikke virus, der var i blomsterne.

Jan følger trop med en...., ja, hvad er det mon for en? På skiltet stod der Coelogyne vietnamense, men der findes hverken arter eller hybrider med det navn i den slægt. Læben ligner jo umiskendeligt en i vores klub meget kendt art, men farven på sepalerne og petalerne er normalt ikke så mørke. Men formen på dem trækker også i samme retning som læben. Så Jan og jeg er blevet enige om, at det må nok være en Coelogyne flaccida Lindl., (1830). Jan havde bedømt ligende mørke planter med det navn i Dresden, da vi var dernede for nylig.

Uffe bruger åbenbart et andet vaskemiddel i vaskemaskinen, når blomsterne skal have en tur, eller er det ren klorin, de bliver vasket i. Samme art som den lige før, men i den hvidlige elfenbensfarve, den normalt optræder med. Måske lidt større plante end Jans, men Uffe har så også haft hans i måske to årtusinder i træk. Og efter botanikerne er blevet enige om et fælles årstal det denne art de seneste dage, så skal denne også hedde Coelogyne flaccida Lindl. (1830).

Jan var slet ikke færdig med at vise denne slægt frem, men den her var ikke med i afstemningen. Det er en Coelogyne swaniana Rolfe, (1894).  Noget længere skaft en de to forrige planter, men en pygmæ sammenlignet med den næste.

Det var Ole, der havde fået kæmpet denne her ind i bilen, og var nået frem uden skaftet knækkede. Det i sig selv kan være en stor bedrift. Det er en Coelogyne tomentosa Lindl., (1854), som vi også havde fornøjelsen af at se for et par år siden. Sikke nogen pseudobulber, den har sat, den har det godt hos Ole.

Navneskiltet sagde Dendrobium alexandrae! Det navn passer ikke. Hvis det er en art, så er det en Dendrobium convolutum Rolfe, (1906). Men det kan lige så godt være en hybrid, og der ville de mest oplagte navne være Dendrobium Little Green Apples eller Den. Green Elf. Det er John og Solveigs plante.

Endnu en plante udenfor konkurrencen fra Jan. Mon ikke det er arten Dendrobium anosmum Lindl., (1845). Flere af dens hybrider ligner arten så meget, at det er svært at se forskel, men det vil I snart erfare.

Endnu en plante fra Ole. Det er en Dendrobium farmeri Paxton, (1849) med et stort flot blomsterskaft på. Den findes også i en hvid variation med der gule på læben.

Foråret må vist siges at være Dendrobium's blomstringstid, her er det igen Dendrobium Frosty Dawn, som John og Solveig også havde med til sidste møde. Vi var en del, der havde gengangere med. En utrolig smuk farvet læbe, de er nået frem til i hybridiseringens navn.

Den har I jo allerede set tidligere, eller hvad? Samme ejere som den lige før, men dette er en ​Dendrobium Nestor (parishii x anosmum). Der er vist ingen tvivl om, hvem af forældrene den er faldet ud efter. 

Birgit havde taget denne Dendrobium nobile-hybrid med. Det er jo nogle forrygende blomstringer, de kan frembringe. Denne type er ofte hvid, men kan jo også købes i grøn, blå, orange og mange andre pangfarver, når planterne har fået et skud farvestof skudt ind med en sprøjte og en kanyle. Denne er dog ikke farvet på den måde, den gule farve er naturlig nok.

 En primærhybrid, der hører hjemme hos Finn. Det er en Dendrobium Pam Tajima (eximium x atroviolaceum). Der findes også en Phal. Pam Tajima. Og begge hybrider er registreret af samme person, som underligt nok har navnet R. Tajima. Det er tit klonnavnene, der bliver knyttet til et familiemedlem, her er det hybridnavnet. En vellukket hybrid.

Det her er en Dendrobium sanderae var. major auct., (1954). Men inden jeg får Kew på nakken, så må jeg hellere skrive, at det er et synonym i dag, for variantsnavnet er ikke længere gyldigt som det accepterede navn. Det officielle navn er Dendrobium sanderae Rolfe, (1909). Den kommer fra John og Solveig.

Så nåede vi endelig til en ny slægt, og det her er Jørgens Epidendrum centropetalum Rchb.f., (1852), , der tidligere hed Oerstedella centropetala. En flot farve til de spændende blomster.

Du skal have rettet navneskiltet til denne her, Ole. Det er en Masdevallia echo Luer, (1978). Masdevallia weberbaueri kan ses her. Stort set samme farve, men din er en kæmpe i forhold til det forkerte navn. En meget spændende blomst.

​

Her er det Jørns brudebuket, skaftet kan ses på det første billede. Eller også er det den uregistrerede hybrid Oncidium Tiny Twinkle, han havde taget med. Den bliver endnu flottere, når hele stangen om en 30-40 år er vokset til med planterne, men tag du den også bare med igen inden, Jørn!

Så er det igen en af mine planter, denne gang en Panisea uniflora (Lindl.) Lindl., (1854). Der er blomster eller knopper på den det meste af tiden, ikke nogen dårlig egenskab at have.

Mon ikke Birgit har købt sin Paphiopedilum concolor (Lindl. ex Bateman) Pfitzer in H.G.A.Engler & K.A.E.Prantl (eds.), (1888) af Knitta? Der købte jeg min for flere måneder siden. Nogle holdbare blomster, de sætter, og farven kan variere lidt over i en svag rødlig glød.

Det her er Oles Paphiopedilum delenatii f. albinum Braem in G.J.Braem, (1998). Igen en tilsnigelse med navnet, for det officielt accepterede navn er Paphiopedilum delenatii Guillaumin, (1924). Utroligt så mange arter man finder alba-former i.

Endnu en fruesko, denne gang en unavngiven Paphiopedilum hybrid fra John og Solveig. Det er da en blomstervillig plante.

Jørn havde taget denne Phaius schlechteri x Gastrorchis pulchra med. Eller var det Jan, der havde den med? Jørns forvirring, om den var med, kunne tyde på, at den havde været med Jan i London til udstillingen derovre. Også en flot vellykket hybrid i mine øjne.

Nu kommer ejerne så i alfabetisk rækkefølge, ligesom jeg plejer at gøre, når flere planter har samme navn. Og da dette er en lidt usædvanlig form på salgsbare planter i den slægt, så skal den nok hedde Phalaenopsis hybrid.

Denne bolsjestribede hybrid havde Jørgen med.

Endnu en hybrid fra Jørgen.

Alle gode gange 3! Altså endnu en unavngiven Phalaenopsis hybrid fra Jørgen.

Her er det endnu en plante fra Jan udenfor afstemning. Den var uden navneskilt ved, men det kan kun være en Phalaenopsis wilsonii Rolfe, (1909). Ud over Jan har vi vel ingen i klubben, der interesserer sig for Phalaenopsis, ellers har jeg lagt et link på hjemmesiden til et omfattende site om den slægt. Denne her art er en af de næsten bladløse, og hører til i den lille ende størrelsesmæssigt.

Det er Jette der kan nyde denne flotte orange blomstrende plante i dagligdagen. Det er en Prosthechea vitellina (Lindl.) W.E.Higgins, (1997 publ. 1998). Tidligere en Encyclia. Flare af Jettes planter havde også været en tur i London med Jan, og mon ikke denne var en af dem.

Det var vist tredie gang, denne her Renanthera bella J.J.Wood, (1981) var med til møde. Det er en af mine. En holdbar plante. 

Det sker meget sjældent, at der er to i denne slægt med til vores møder, men Jette havde også taget denne ​Renanthera monachica Ames, (1915) med. Havde der nu været en bi på afveje i lokalet denne aften, så kunne både Jette og jeg havde fået frøkaplser på vores planter.

Endnu en af mine planter. Efter diverse rokader i orkideslægterne så har den nu fået det mundrette navn Rhyncattleanthe Shinfong Little Sun 'Young-Min Golden Boy'.

Her er det en af Jans mange Rhyncholaelia digbyana (Lindl.) Schltr., (1918), der har fået lov til at komme med til møde. En art, han er en lille smule forlibt i! Også en prægtig frynsning af læbten, den kan præstere.

Nu er Jan jo kommet godt igang, og lige som til møderne, kan han være svær at stoppe igen. Her er det den nogenlunde nybeskrevne Trichopilia punicea Dressler & Pupulin, (2006), der er foreviget. Købt med forkert navn til i efteråret.

Denne var købt med et andet skilt ved end den forrige, men igen er det en Trichopilia punicea Dressler & Pupulin, (2006). Denne var ikke med i konkurrencen.

Så er jeg nået til den sidste fra april-mødet. Det er Birgits plante. Måske nogen tænker, at den burde være vist for længst, men den hører nu til her. Den hedder Vandaenopsis Jiaho's Orange. Navnet kommer af, at det er en krydsning mellem Vanda og Phalaenopsis.