​Tekst og hvor intet andet er nævnt, er også billederne af Egon Krogsgaard.

JOKs udstilling ved Plantoramas genåbning i Egå 1.-3. marts 2019.

Vi havde spurgt om lov til at lave en udstilling til åbningen, og den blev sat op lørdag morgen. For en gangs skyld skulle vi ikke sprede vores orkideer på 5-6 forskellige Plantorama, som vi gør til det årlige orkidearrangement, orkideklubberne laver sammen med Plantorama. Plantorama har fået bygget et meget flot og stort nye plantecenter. Ikke mindst er udendørsplanterne nu kommet under tag, så en regnvejrsdag er ikke længere en hindring for at tage derud.

​Der er lagt nye navne og billeder på mandag.

Som det ses, fik vi lavet et flot bord med en del af klubbens medlemmers planter. 

Om lørdagen var Bente og jeg forbi i starten, men ellers var det Helle, John og Solvejg der stod der fra morgenen af. Susanne kom lidt senere, der var Bente og jeg kørt igen. Om søndagen var det Kristian, Birgit, Bente og mig, der stod klar til en snak om orkideer. Velkommen til vores nye medlemmer.

Orkideerne blev som udgangspunkt sat sammen efter slægter. Her er det en del af de mange Cymbidium hybrider, der kan ses. Omme bagved står der også nogle stykker. Dem fik jeg ikke taget billeder af i dag, da vi havde sat udstillingen op, men måske husker jeg det i morgen.

For bordenden var der mest Coelogyne til venstre og to store Dendrochilum til højre.

Ned langs med den første side, man kommer til, står der mest Dendrobium i første række.

Længere inde på bordet stod bl.a. den store Oncidium Twinkle (cheirophorum x sotoanum). Jeg eksperimenterede lidt med kameraet lørdag, da jeg også skulle derud søndag, hvilket resulterede i at stort set ingen af mine billeder af hver enkelt plante duede, de var for slørede. Men jeg fik også taget nærbilleder af næsten alle, men i morgen skal jeg igennem alle navneskiltene for at finde de navne, jeg ikke kan sætte på i dag.

Den første er en Barkeria whartoniana (C.Schweinf.) Soto Arenas, (1993), selvom skiltet formentligt nævner en anden art.

Den første plante havde et forkert navneskilt ved. Det er ikke ejerens skyld, for mange gartnerier sælger denne hybrid som en art. Der stod Coelogyne mossiae på skiltet. Jay på orchidspecies er også i tvivl om hans billede er rigtigt. Det kan ses via linket i navnet. SOF har to tegninger af to forekellige arter liggende til den art, den ene ligner Jays plante, det gør den anden ikke. Men hvad er det så for en hybrid? Når den sælges som primærhybrid, er det med navnet Coelogyne Intermedia (cristata x tomentosa). Jeg referer min tekst fra april sidste år om denne. "Krydset er registreret tilbage i 1913, og et eller andet er formentligt gået galt i navnene på forældrene. Coel. cristata er rigtig nok, men der er tvivl om pollenbæreren. Måske det er en Coel. ​flaccida i stedet for. Det er der mange, der mener." Er det den hybrid, så skal den i stedet for hedde Coelogyne Unchained Melody.

De næste to planter er Coelogyne flaccida Lindl. (1830). Så er det en hybrid mellem to arter, der jo kaldes en primærhybrid, det er en Coelogyne Lyme Bay (speciosa x usitana). Den sidste er en Coelogyne trinervis Lindl. (1830).

Her er 5 forskellige Cymbidium hybrider. Den første skal ejeren have skrevet et nyt skilt til. Hybridnavnet er et klonnavn, som sælgeren desværre tit laver. Smider hybridnavnet væk og sætter klonnavnet som hybridnavn. Selv de hybrider, hun selv har krydset og fået registreret, laver hun "falske" navne til. Et par af hendes hjemmelavede hybrider er blevet til en art med hybridnavnet som klonnavn. Her mangler hybridnavnet så. Da hun også er dommer i det tyske orkideforbund, ved hun godt, hvad forskellen på arter, hybrider og klonnavne er. Navnet på denne er rettelingen Cymbidium Dorothy Stockstill 'Forgotten Fruits'.

Den næste med den mørke farve hedder Cymbidium Eva Pedreros Melo. Så følger Cymbidium Square Dancer, en unavngiven hybrid og til sidst er det en Cymbidium Pleiades weiß.

Dendrobium lindleyi Steud., (1840) er på de første fire billeder, troede jeg fejlagtigt efter den første dag. Næ, det er såmænd en Dendrobium braianense Gagnep. (1938). Klikker I i de to link til de to arter, er det jo indlysende, hvor forskellen er. Eller er det? Denne art hed oprindeligt Dendrobium capillipes var. elegans Rchb.f., (1880). Ikke så underligt, de ligner hinanden så meget. Men forskellen skulle være, at denne art beholder bladene på, når den blomstrer, det skulle Dendrobium lindleyi ikke gøre. Den har længere skafter og flere blomster end Den. lindleyi. På Jays sidste billede af Den. lindleyi har den alle kendetegnene til en Dendrobium braianense. Så nu tager I aldrig fejl af de to arter mere, vel? Det artsnavn, der stod på skiltet, findes ikke i den slægt.

Den næste er en Dendrobium kingianum hybrid uden navn. ​To billeder af en primærhybrid, Dendrobium Lutin Blanc (aberrans x polysema). Så er det en Dendrobium nobile hybrid. Tre billeder af Dendrobium Nora Tokunaga x aberrans. De fire sidste billeder er en navnløs Dendrobium speciosum hybrid.

Den første er en Dendrochilum glumaceum Lindl., (1841). Den anden er utvivlsomt en Dendrochilum wenzelii Ames (1915). Det er denne slægt vi har på programmet til næste møde på tirsdag.

En lidt blandet landhandel i forhold til slægter. Først er det en Epidendrum centropetalum Rchb.f. (1852). Den næste er en navnløs Lycaste hybrid. Så har vi fået puttet den næste lidt af vejen, men det var nu ikke meningen. Der var desværre ikke så mange steder, den kunne hænge på vinstokken på borden. Det er en Macradenia multiflora (Kraenzl.) Cogn. (1904). Den sidste er en navnløs hybrid, hvor Oncidium er krydset med op til flere andre slægter.

Her er det en primærhybrid, der i mange år var hærget af to forkerte navne. Oncidium Twinkle (cheirophorum x sotoanum). Den er i mange år blevet kaldt Oncidium Tiny Twinkle, men Tiny skal ikke være der. Den sidste art i krydset, pollengiveren, har i over 100 år haft en anden arts navn hæftet på sig ved en fejl. Oncidium ornithorhynchum blev den kaldt, men som I kan læse ved begge de forvekslede arter, er fejlen blevet udbedret nu.

Jeg måtte kassere en del billeder i lørdags, fordi jeg eksperimenterede lidt med kameraet. Det gik ud over de to første, som jeg fik taget nye billeder af i går. Første billede er en Paphiopedilum bellatulum [Rchb.f] Stein (1892). Den næste er en Paphiopedilum concolor (Lindl. ex Bateman) Pfitzer (1888).

Så er det Paphiopedilum delenatii f. vinicolor O.Gruss & Roeth, (2007). De næste to er begge Paphiopedilum gratrixianum Rolfe (1905). Den sidste er en navnløs hybrid.

Den første er en primærhybrid. Paphiopedilum Honey (philippinense x primulinum). Så er det kongen i den slægt, Paphiopedilum rothschildianum (Rchb. f.) Stein (1892). Desværre er den først ved at folde blomsterne ud, som det kan ses i linket, er det en imponerende plante. Den sidste er en Paphiopedilum wardii Summerhayes (1932).

Den første er en Phalaenopsis hieroglyphica (Rchb.f.) H.R.Sweet, (1969). Så følger en navnløs Phalaenopsis equestris hybrid. Den sidste er endnu en primærhybrid. Phragmipedium Memoria Dick Clements (sargentianum x besseae).

Her er det de to sidste planter i udstillingen. Den første sprang først ud søndag, og nåede knapt nok at åbne helt op. Ifølge Kew skal den nu hedde Restrepia trichoglossa F.Lehm. ex Sander, (1901). Jay har holdt den for sig selv, men grundet den knapt udsprungne blomst kan jeg ikke helt se, om den ifølge Jay skal hedde Restrepia lankesteri Ames & C.Schweinf., (1930), som navneskiltet siger.

Den sidste er en Scaphyglottis pulchella (Schltr.) L.O. Williams (1941).