40 planter var der på bordet med numre i og 11 uden, så det bliver igen en stor mængde billeder, I bliver præsenteret for, og så har jeg allerede fjernet en del færdiglavede fra samlingen.

I får lidt mere motion denne gang, da billederne igen bliver sat i som et galleri, hvor I selv skal trykke dem frem. Billedshowet, jeg har brugt de sidste par gange, har begrænsninger i størrelsen, så når jeg oploader et billede i fx. 800 x 800 pixels, så vises det som maks. 720 pixels på begge led. Vil I hellere have billederne lidt mindre, og få dem som billedshow, så sig til, det er jo bl.a. for jeres skyld, jeg sidder og laver disse billeder.

Og i den anledning har jeg en lille bøn til nogen af jer. Når jeg sender en mail eller SMS, og beder jer om at bekræfte et tvivlsomt navn, jeg lige er stødt på, eller sende det rigtige, så må I godt lade høre fra jer. Denne gang har et medlem fået både en mail lørdag aften og en SMS tirsdag aften, men som regel får jeg aldrig noget svar tilbage, heller ikke denne gang.

I februar efterlyste jeg ejeren til en Paphiopedilum hybrid, tilsyneladende er der ingen, der vil kendes ved den, der er planter tilbage til over et år siden, hvor mails aldrig er blevet besvaret, så planterne er stadigvæk uden de rigtige navne, og det samme gælder for mine forespørgsler omkring hjælp til billeder, når mit kamera eller hukommelsen har svigtet, der kommer ikke svar tilbage, om ejerne vil tage nogle nye billeder af deres planter til sitet. Jeg har gentagne forespørgsler til et medlem omkring en bestemt plante fra en udstilling sidste sommer, det tager få minutter at lede efter billedet, men det sker ikke.

Det navn, jeg mangler denne gang til en hybrid, kunne findes på få minutter, det samme med alle de andre navne, jeg har sendt mails ud om gennem tiden, men nej, jeg venter som regel forgæves på svar. Jeg har vel brugt 30-40 timer fordelt over 5 dage denne gang på billedbehandling af medlemmernes billeder, absolut ikke et ualmindeligt tidsforbrug, men at bede om 3-5 minutters hjælp fra medlemmerne er åbenbart for meget forlangt fra min side. Jeg bruger en del af tiden på at verificere navnene, så vi har de rigtige navne liggende på sitet, og de billeder, hvor jeg spørger ejeren efter et navn, bruger jeg måske efterfølgende et par timer på at finde lignende planter, så jeg kan komme med et kvalificeret gæt på, hvilken slægt planten muligvis kommer fra, og hvilken art eller hybrid den ligner, men formentligt ikke er. De par timer kunne jeg sagtens bruge på mange af de andre opgaver jeg laver for JOK, DOK og bladet, for ejeren ville det tage 3-5 minutter at finde navnet, eller evt. svare tilbage, der er desværre ikke noget skilt i planten.

Så tænk over det, næste gang der dumper en mail ind fra mig omkring et plantenavn! Det tager få minutter for jer, men timevis for mig! Og så ikke mere brok fra min side ...... lige nu!

Først kommer der lidt billeder af vores lille udstilling. Klik i dem, og de bliver større!

Mere kunne vi ikke formå denne gang, men måske vi snart skal overveje at bruge 6 borde i stedet for 4, planterne stod lidt tæt. Jeg beklager, hvis nogen har fortalt derhjemme, at I tog på golfbanen, og jeres bedre halvdel nu kan se, at I var til orkidemøde, men jeg formoder, at hvis nogen helst ikke vil med på billederne, så siger I vel til.

Så følger de 5 planter, der fik flest stemmer.

Ja, mere skulle der ikke til, for at få en førsteplads hjem til Pernille. Det er en Cattlianthe Fire Dance ‘Patricia’, (Guarianthe aurantiaca x Cattlianthe Fire Island). Den sprutler jo i farverne, som var det en lille vulkanø i udbrud.

Det er så her, jeg må tilstå, at jeg vist fik trykket på en eller anden knap på kameraet i løbet af dagen, så noget ændrede sig dramatisk på billederne. De blev meget mørke, og dermed forsvandt også en del af den farveglød, blomsterne havde. Så husker I denne mere glødende, så er det nok rigtig nok. Det er ulempen ved så lille et kamerahus, knapperne sidder meget tæt, og hvad var det så lige, fingeren ramte, og blev det mon aktiveret. Det gjorde det!

Og allerede på andenpladsen kommer et af de store problembørn. Jan havde købt denne plante hos Karge, og selvom I sikkert ville nikke samstemmende, så er det altså ikke Jan, der er problemet .....denne gang, men plantens navn.

På navneskiltet står der Dendrobium nobile "Nikkou". Det er ikke kun Karge, der har solgt denne plante med det navn, andre tyske orkidegartnerier har gjort det samme. Den har været genstand for megen undren rundt omkring på europæiske orkidefora, men alle er enige om, at den art er det ikke, selvom den formentligt er krydset ind.

Nu sidder I garanteret alle og tænker, den har vi da set før, og det har I næsten. Til generalforsamlingen sidste år havde John og Solveig en 
Dendrobium Rainbow Dance med, der også var købt hos Karge.

http://www.jydskorchideklub.dk/generalforsamling-2014.html

Den havde lidt større blomster men knapt så mange, og den hybrid har disse forældre: Den. (Kurenai x unicum). Det er Den. unicum's flotte netmønster på læben, der går igen her, så et slag på tasken må være, at Jans hybrid burde hedde Dendrobium Rainbow Dance "Nikkou", men grundet rod med navngivningen på frøformeringsglassene på laboratoriet, så må jeg desværre kalde den for Dendrobium hybrid "Nikkou".

Og hvor blev Den. nobile så af i alt dette her. Jo, med lidt roden på RHS' hybridlister, så kan man se dette:

Forældrene til John og Solveigs hybrid er Den. (Kurenai x unicum), Den. Kurenai = Den. (Komachimusume x Cassiope), og Den. Cassiope er primærhybriden Den. (moniliforme x nobile). Der var den.

Trediepladsen gik til en af Uffes planter. Da han kom om formiddagen, slæbte han på en planke så stor, at vi var nogen der undrede os over, om han ikke var gået forkert. Et surfbræt skal jo ned til Silkeborgsøen, og ikke slæbes ind i Lunden. Men da brættet blev vendt om, så sad der et par planter på det.

Og hans Dendrobium fimbriatum var. oculatum havde et smukt blomsterskaft, der faldt i medlemmernes smag. Varianten med det mørke "øje", "oculus" på latin, fremstår meget smukkere end den rent gul/orange art. Den stærkt frynsede læbe understreger meget smukt prydværdien af blomsterne. Der var lidt snak omkring navnet, men en Dendrobium moschatum er det helt sikkert ikke.

Her er en af mine Dendrobium moschatum i et gammelt skele 3D-billede, som jeg ved, du kan se effekten i Uffe. Den har de mørke pletter bagerst i blomsten, men har så også en næsten fruesko-agtig læbe. Og er nærmere håret end frynset på læben, har meget større blomster, og et mere åbent blomsteraks. Bare for at få forskellen på de to frem i lyset.

Fjerdepladsen gik til Finn's Aerangis citrata. En utrolig blomsterpragt til så "lille" en plante. Og bagud hænger de lange sporer, som ikke mindst natsværmerne er glade for at besøge.

Endnu en hvid-blomstrende plante kom ind på 5. pladsen. Men, senere kommer samme art i en endnu mere hvid version, mere derom til den tid. Det er Kristians Coelogyne cristata. 4 planter var der på bordet af den art, denne var nok den med de mest fyldige blomster. Og måske også de mest saftspændte stængelknolde eller pseudobulber, som de også kaldes. Altid en plante, der vækker opmærksomhed. 

Så følger de øvrige planter med numre i, og sædvanen tro kommer de nogenlunde i alfabetisk rækkefølge.

Og det er så min Bulbophyllum longiscapum, der starter op. 4. blomst på samme skaft, den har holdt pause det meste af vinteren, men fortsætter nu blomstringen fra spidsen af. Blomsten holder 8-10 dage, og som det kan ses på billederne, så vender min altid blomsten vinkelret på blomsterskaftet

Så er det en Cattleya intermedia var. orlata 'Rio', som Pernille havde med. Variationen fra den almindelige art skulle være større blomster og have en bedre form, og så fortsætter den mørke farve på fronten af læben op langs siderne af "sidelapperne" på læben. Den ekstra farvning af læben giver en flot effekt!

Denne storblomstrede lille plante har Finn heldigvis haft med før. En utrolig blomst, som Ceratochilus biglandulosus har. Ikke en plante, der vil egne sig til vindueskarm, det ville nok kræve et mindre vandingsanlæg samme sted, og det går vist ikke. Flot at den genblomstrer allerede nu, har du mon "snydt" og læst lidt om dens pasning, Finn?

Så er det vist Coelogyne-tid lige nu, her er det Uffes mindste Coelogyne cristata, der pranger. Flot blomstring, men det var nok bl.a. de lidt mere gennemfarvede hår på læben på Kristians plante, der afgjorde deres placeringer. Men en seværdig plante.

Det her er så min Coelogyne flaccida. Har et meget nedhængende skaft, de tre sepaler er nogenlunde lige tykke på de inderste ⅔ af læben, og kun en tynd tværgående stribe langt ude på læben er farvet. Folderne på midten af læben er hvide ind mod midten af blomsten, så den kan man da ikke tage fejl af!

Her er Jettes med samme navn. Bare for at få slået det helt fast, så tager jeg lige alle endetegnene igen ud fra billederne. Blomsterskaftet lettere opret- til delvist nedhængende, de tre sepaler tykkest på midten, og den øverste sepal tykkere end de andre to, farven på læben følger de to yderste folder helt ind i bunden af læben, så kun den midterste fold er hvid, så det er helt klart ikke den samme art. Dette er en Coelogyne huettneriana. Husk at rette din plantes navn, Jørn.

Men Jette havde også en Coelogyne huettneriana med, og den havde det rigtige navneskilt på. Samme kendetegn som den lige før, men der er endnu en art, som kan ligne disse to, nemlig Coelogyne graminifolia. Den ligner især Coelogyne huettneriana, men kendetegnet mellem de to er, at Coel. graminifolia har græslignende blade, altså minder de meget om Cymbidium-blade, men som det ses på billederne, så har Coel. huettneriana "almindelige" blade, der er elliptiske.

Her har jeg sat alle 3 sammen, som det ses, har Coelogyne graminifolia farve på alle 3 folder på læben. Første og sidste planter er mine, den midterste er Jettes. At søjlen (gynostemiet), der svæver over læben, på den sidste billede er mere rødbrunlig skyldes nok mest, at blomsten var tæt på at falde. Vi var nogle stykker der diskuterede disse forskelle lidt i Silkeborg, derfor tager jeg den tredie med også, selvom den ikke var med til mødet. Forskellene er bl.a fundet frem via dette link til SOF.

Den sidste Coelogyne med nummer i, var Jans Coelogyne lawrenceana. En af de storblomstrede arter, sikke en læbe den har!

Jan havde også taget denne primærhybrid med, altså krydset mellem to arter. Og det er en Cymbidium Cricket (devonianum x madidum). Som det ses på 2. billede, så havde det en stor betydning for farverne på billederne, det jeg var kommet til at trykke på. Den højre halvdel af billedet er forkert i farven. Måske jeg udskifter nogle af billederne, når John kommer med hans billeder fra den dag!

Mon ikke Birgit havde fundet denne Cymbidium hybrid hos Billigblomst, den var vist endnu stærkere i farverne end på mine billeder. En af de langskaftede typer.

Endnu en af Birgits Cymbidium hybrider. Mon ikke den også var med til marts-mødet? En af de mindre Cymbidium hybrider. Første billede er ikke et 3D-billede, hvis nogen skulle tro det, jeg har sat en del smalle billeder sammen for at spare lidt på mængden af billeder.

Jørgens Cymbidium hybrid var vist også er en genganger fra sidste møde. Minder meget om forrige plante.

Og nu Birgit endelig kom på banen, så tager vi 2 mere af hendes. Dendrobium aberrans, en sød lille orkide med langtidsholdbare blomster. En art, der er brugt meget de senere år til hybridisering.

Jeg kan godt forstå, Birgit var glad for denne Dendrobium anosmum var. dearei (alba). Normalt er den rosa-farvet med en mørkere plet bagerst i læben, men denne overgår langt normalformen i udseende. En smuk plante. For overskuelighedens skyld skal jeg måske nævne, at næsten alle varianter i alle slægter er fjernet på Kew, det gælder også denne, så de angiver navnet slet og ret til Dendrobium anosmum.

Godt nok var Birgits Dendrobium aberrans lille, men ved siden af min Dendrobium cuthbertsonii er den jo nærmest en kæmpe plante. Jeg har før haft denne plante med med samme blomst i. Det er også en af de sejlivede, så hvis jeg kan holde temperaturerne nede i udestuen, så kan blomsten holde 6-8 måneder. Det lader sig nok ikke gøre her, desværre!

Endnu en genganger fra sidste møde, formentligt Dendrobium Green Elf (alexandrae x convolutum). Ligesom Den. unicum's læbe slår igennem i hybriden Dendrobium Rainbow Dance, så slår Den. concolutum's læbe også igennem her, og det gør ikke blomsterne mindre interessante. Flot hybrid.

Den flotte glød i Jans Dendrobium wardianum mangler, som i så mange andre af billederne. Den er ellers en af de smukkeste repræsentanter indenfor den slægt, med sine pang-farver. Minder en del om Den. falconeri i blomsterne, men ikke i de tykke skud. Nå, vi ser den vel til næste år igen, når den blomstrer, så må jeg jo bare passe bedre på med, hvor jeg sætter fingrene på mit nye kamera.

Og stærke farver er også noget, der kendetegner Jettes Epidendrum radicans. En meget brugt art i hybridiseringen. Kew's hybridliste angiver, at den indgår i 54 hybrider, men det er jo kun de registrerede, dertil kommer formentligt langt flere unavngivne hybrider med den. Helt rart at se arten for en gangs skyld!

Man siger jo, at julen varer lige til påske, så må det snart være slut med din "juleorkide", Birgit. Nok den mest kendte variant af arten Ludisia discolor. Det gode ved den er, at den jo beholder det smukke løv, det er måske mere på grund af det, end de små hvide blomster, at folk køber den. Vil I se løvet tæt på, må I jo bare købe en plante selv, her er det blomsterne, jeg har sat i højsædet!

Så er det igen en af Jørns planter, og denne gang er det én, der går mod strømmen. Mange orkideslægter er på det seneste forsvundet, mange af dem er blevet til Oncidium nu. Denne hed tidligere Oncidium eurycline, men hedder nu Gomesa longipes. Selv uden de flotte blomster er det en smuk plante!

Så er vi nået til en af de slægter, der næsten altid er repræsenteret på vores pralebord. En Paphiopedilum hybrid. Denne hører hjemme hos John og Solveig.

Endnu en navnløs Paphiopedilum hybrid fra samme samling. Den var så småt ved at falde i løbet af dagen.

Denne slægt er netop "kendt" for sine mange navnløse hybrider, jo mere populær en slægt er, jo flere navnløse hybrider laves der. Her er det Uffes Paphiopedilum hybrid.

Den sidste repræsentant for denne slægt er så netop undtagelsen der bekræfter reglen. Dette er Paphiopedilum Phips (Aureum x Boltonii), der hører hjemme hos John og Solveig. Den er hvid og ikke grumset grålig, som på de to sidste billeder.

Så kommer der igen en mindre flok gengangere fra sidste møde. Nu lå de også tæt på hinanden, så forståeligt nok, så mange var med sidste gang. Her er det Ellens Phaius pulcher, nu Gastrorchis pulchra. Utroligt så variable, orkideernes læber er, både i farver og udseende. Gad vide, hvem den forsøger at tiltrække med så smuk en læbe?

Så er det Jørgens Phalaenopsis hybrid, jeg er nået til. Også en slægt, hvor navnløse hybrider sprøjtes ud i stort antal til det hungrende folk. Godt at se, at der sommetider dukker noget lidt anderledes op i mængden.

Men selv navngivne orkideer ender tit som navnløse hybrider, og det er vist, hvad der overgår denne plante fra John og Solveig. Fordelen, ved at den også var med til sidste møde, er jo, at der har billederne de rigtige farver, så her kan denne plante nydes noget bedre.

På frøglasset, Jan havde med til en generalforsamling for mange år siden, stod der Phalaenopsis schilleriana, men både det gule på sideplapperne på læben og læbens form ligner temmelig meget en Phalaenopsis philippinensis. Prikkerne på læben og de to nederste sepaler kunne dog nærmere stamme fra Phalaenopsis schilleriana, så måske er det hybriden mellem de to arter, Phalaenopsis Philishil, (schilleriana x philippinensis). Men da det også kan være så meget andet, så ender den vist som en navnløs Phalaenopsis hybrid.

Foråret er også årstiden, hvor Pleione'rne skal ud af køleskabet, så de kan vise deres smukke blomster, og her er det Jan der har haft Pleione formosana med. En pæn lille pottefuld, som jeg dog ikke helt tror, har været i køleskabet hele vinteren, så det er ikke et must, at lægge dem der til overvintring. Men der er det lettere at styre temperaturen på de kølige arter, og lys har de jo ikke brug for i hviletiden.

Jeg havde taget to Pleurothallis med til mødet, men de syntes vist, at luftfugtigheden var lige lav nok, så næsten alle blomster på dem begge var færdige, da jeg kom hjem. Og da jeg ikke nåede at fotografere mine egne orkideer i Silkeborg, så var der kun halvvisne blomster tilbage på min Pleurothallis adelae. Selvom de nye knopper også er meget dekorative, så ville jeg gerne have vist den i blomst. Måske jeg lister et billede ind, næste gang, den åbner en knop. På mange af de andre billeder fra mødet kan man se blomsterne hænge åbne under bladene, men hjemme igen var det slut.

Og det samme var så gældende for min Pleurothallis ruberrima. Der var dog stadigvæk én udsprungen blomst, så den nåede jeg da.

Her er endnu en plante, der har mistet sit navneskilt siden lørdag. Ikke at Jette har fået det smidt væk, men fordi det har et forkert navn. Mange arter fra Pleurothallid-alliancen har et forkert navn på, og det gælder også for denne småblomstrede plante. Anathallis pabstii stod der på navneskiltet, men dens blade er helt forkerte til den art. Den kan ses her:

Anathallis pabstii i SOF.

Blomsterne er også forkerte, men hvad gør det, det er da nogle søde små blomster, den har hængende på skaftet. Så jeg vil kalde den for Pleurothallis sp., da jeg ikke har andre bud på et navn til den.

Igen en af Jørns små planter. Denne gang en Restrepia roseola. Mange arter i den slægt har forkert navn , men denne ser dog ud til at være rigtig nok. 

Også en af de småblomstrede fra Jette. En Tuberolabium odoratissimum, så med det navn burde den jo være velduftende. Normalt sidder der mange blomster på samme skaft på en gang, men her er det jo lettere at se formen på blomsten uden overlappende blomsterdele fra de andre. En spøjs form, den har, men flot og spændende.

Med Kristians Vanda hybrid er jeg næsten nået igennem de 40 planter, som vi kunne stemme på i Silkeborg. Det skulle være 2. skaft i år på den, en helt utrolig blomsterrate, den har. Men nu nærmer skafterne sig toppen af planten, så kommer den nok ned i et mere normalt tempo. Men imponerende har det været at følge dens blomstringsvanvid de sidste par år!

Den sidste denne gang med nummer ved hed tidligere Wilsonara Zones Fire. Der er aldrig blevet registreret en hybrid med det navn, heller ikke med andre slægtsnavne til. Så hvem forældrene til den er, kan der kun gisnes om. Der findes end ikke billeder af det kryds nogen steder, og den er heller ikke nævnt nogen steder på nettet, hverken med det gamle eller det nye navn, lidt underligt! Der må have indsneget sig en stor stavefejl på et tidspunkt, fra krydsningen blev lavet, og til den blev solgt til Jørn. En Wilsonara var hybriden mellem (Cochlioda × Odontoglossum × Oncidium). Da  hverken Cochlioda eller Odontoglossum eksisterer mere som selvstændige slægter, men er kommet over i Oncidium, så er det nu en ren Oncidium hybrid, og navnet må så være Oncidium Zones Fire.

Så er det de sidste 11 planter udenfor konkurrencen, der dukker op.

Dette var den sidste plante, jeg fik fotograferet, jeg måtte hive den op af Jans kasse, mens der blev pakket sammen, men med den farve fortjener den da også at komme med. Den sælges tit uden artsnavnet, men kun med slægtsnavn og klonnavn, og sådan var det også på denne plantes skilt. Det skulle være en Calanthe vestita 'rubra', og ikke en Calanthe rubra, som navneskiltet siger. Den art findes slet ikke! Men det er nok det "navn" I skal lede efter, hvis I vil købe en magen til.

På nær en af de ekstra planter, så er de alle fra Jan, det gælder også denne Cattleya (skinneri x sincorana) 'Sonnenberg', hvor den første af forældrene nu skal hedde Guarianthe skinneri. Krydset er aldrig blevet registreret, men det bliver den nok en dag.

Cattleya loddigesii 'Pink Lady' er også en af Jans planter. En af de mere sarte i farverne, den vil blegne slemt ved siden af Birgits gule Cymbidium hybrid!

Det kan godt være, at Uffes Coelogyne cristata ikke havde nær samme orange farvning på læben, som Kristians havde, men se så Jans bleg-fis her. Ikke antydningen af orange, den har han da ikke været heldig med! Hov, hvad står der til navnet, Coelogyne cristata var. alba , OK, så skal den jo se sådan ud. Sikke en smuk hvid blomst, der er nu noget over de der alba'er.

Og selvfølgelig havde Jan også medbragt en almindelig Coelogyne cristata.  Hvilken man bedst kan lide er jo så lige det, jeg er nok mest til alba'en.

Coelogyne elata er også Jans. Det må være deres blomstringstid lige nu, jeg kunne også have taget min med i blomst, hvis der havde været plads til den i bilen. En af de arter, der blomstrer fra toppen af bulberne.

Det her er så min. Hvad var det nu den med mindst farve på læben hed? Coelogyne flaccida er navnet på den.

Igen en genganger fra sidste møde, måske Jan kan holde den igang til EOC'en om kort tid. Dendrobium Comet King 'Akatsuki', (New Comet x Wave King) skulle det være.

Epidendrum porphyreum mener jeg, at jeg så i Roskilde for første gang, og husker jeg rigtigt, så er denne store plante stadigvæk en lille pisling. Men dog imponerende nok, sikke et skaft den har.

Dette er ikke en blomst, men ser hver dag, med mindre man har et billede af den hængende på væggen, og det fortjener den næsten. Jeg havde den selv i blomst for nogle år siden, så det var et glædeligt gensyn med Jans Nephelaphyllum grandiflorum, der i dag skal hedde Tainia wrayana.

Så nåede jeg den sidste plante fra bordet, igen en af Jans, det er den storblomstrede Pleurothallis gargantua. En fascinerende blomst, og så lige i min ynglings farve.