Nu er ferietiden ved at være slut for de fleste for denne sommer, men sommeren er heldigvis ikke slut endnu. Det bliver først når efteråret for alvor melder sig, at vi/I igen i år opdager, at der ikke er plads til planterne mere, når de skal ind fra drivhuset eller haven. De er blevet større, og der er måske kommet flere til hen over sommeren. Vi lærer det aldrig, heldigvis!

Men vi holdt møde her i august, og sikke en masse lækre planter, der var med. Nogle stod dog for sig selv, for emnet var syge planter og skadedyr. De "befængte" planter var henvist til et bord for sig selv, så kunne diverse underlige smådyr komme under stereomikroskopet, som Jan havde taget med. Så jeg må huske at fortælle Svend Erik vores nye redaktør på bladet, der var på besøg, at så mange lusebefængte planter plejer vi altså ikke at have med til møderne!

Hvis I undrer jer over, at mine planter har en mørk baggrund, mens I andres planter har nogle skiftende baggrunde, så skyldes det selvfølgelig udelukkende, at jeg kun gider sidde og bruge tid på at gøre mine egne planter flottere på billederne. Eller var det mon, fordi jeg fotograferede mine egne her hjemme dagen før og efter mødet, for at nå dem alle? Lad os bare sige, det er derfor!

Og de mange ekstra planter, der var med til mødet, dem opgav jeg at tage billeder af med den lille linse, derfor er der kun få billeder af dem, selvfølgelig med undtagelse af mine egne ekstra planter. Så det er ikke af ond vilje, men jeg trængte lige til at få en kop kaffe eller to, før mødet skulle slutte.

Og sædvanen tro kommer først de 5 planter, der fik flest stemmer. 

Denne gang var det en Paphiopedilum Saint Swithin, som John og Solveig havde taget med, der fik flest stemmer. En flot primærhybrid med de to arter, Paph. (philippinense x rothschildianum). Forståeligt, at den nåede så langt i afstemningen. Den vil vi glæde os til at se på EOC-udstillingen i 2021 med 18 skafter på!

Andenpladsen fik til Jettes primærhybrid Dendrobium (glomeratum x cuthbertsonii), der ikke er registreret endnu. Men med det udseende, så bliver den det nok med tiden. Det er mest Den. cuthbertsonii, der slår igennem med både bladene, størrelsen og de flotte blomster. Skulle andre få lyst til at købe en, så kan skiltet ses med forhandlernavnet. En ekstra service fra min side, eller glemte jeg mon bare af fjerne det, mens jeg tog billederne?

Det kan da godt være, jeg skal til at gøre lidt mere i primærhybrider, bare fordi jeg kun kom med arter til mødet, så var min bedste plante straks henvist til en tredieplads! Nå, mere havde den nok heller ikke fortjent. Skulle nogen ikke vide, hvem jeg er, så er det Egons plante, og det er en Dendrobium moschatum (Buch.-Ham.) Sw., (1805). Den blomstrer flittigt hvert år, det næste lille skaft er sprunget ud nu. Det er det største skaft, den endnu har haft, der plejer vist at være en 6-7 blomster på, så måske jeg skal fortsætte med at huske at gøde et par gange om måneden, når jeg vander. De bladbærende nyere skud kunne ikke komme med på billedet, de hænger langt over billedkanten.

Hvem andre end Jan kunne finde på at tage så stor en plante med til et møde? Ja, ja, rolig nu, I behøver jo ikke råbe i munden på hinanden, vel! Nogle fascinerende lange petaler, den har, så myrerne kan kravle op og bestøve den. Der kunne en Paph. rothschildianum godt lære noget! Tænk, hvis den rakte ud på små 1½ meter i bredden, for at "indfange" bestøverne! Da alle selvfølgelig kan se, at det er en Phragmipedium caudatum (Lindl.) Rolfe, (1896), så er der egentligt ikke nogen grund til at skrive navnet!

Og her er så beviset på, at det ikke kan svare sig at tage navnløse hybrider med til møderne, hvis man vil have mange point. "Kun" en femteplads til den. Den var storblomstret, den havde store pseudobulber og den havde flotte store mørke blomster, så en "ren" Zygopetalum hybrid var det nok ikke. Den slægt er krydset sammen med mange andre slægter, men nogle af dem kan udelukkes som mulige emner til denne. Det i mine øjne mest oplagte slægtsnavn ville være Zygolum, der er hybriden Zygosepalum x Zygopetalum. Inden I brokker jer, så kig ordentligt på navnene, der er to forskellige slægter! Et bud på et navn til den kunne være ​Zygolum Louisendorf grex, men hybrider uden navn forbliver uden navn, så Bente behøver ikke finde skilt og blyant frem! En spændende hybrid, der er kommet ud af det!

Uden stemmelighed denne gang er det nu slut med de 5 højest placerede planter, og resten kommer i nogenlunde alfabetisk orden, selvom nogle af jer nok kigger forgæves efter et par planter i første omgang.

Kun 2 billeder så må det være en plante udenfor konkurrencen og ikke en af mine ekstra. Det er Jans Brassavola perrinii Lindl., (1833), som navneskiltet refererede til. Mange af arterne i den slægt er svære at adskille, så det kan være en anden art. Jeg har selv haft en tilsvarende plante med det navn, så mon ikke navnet holder denne gang.

En plante, der har fået nyt navn, den hedder i dag Brassia cochleata Knowles & Westc., (1838). Den hed tidligere lawrenceana, det er en plante hjemme fra John & Solveig. Det er nogle imponerende skafter og blomster, den slægt kan byde på. Ikke så underligt, at de er så rigt repræsenteret i samlinger rundt omkring.

​

Det er ikke så tit, at disse hybrider bliver solgt med navn på, men det har denne her tilsyneladende. Det skulle være Brassia Memoria Bert Field. Og de to sidste navne er ikke klonnavne, så citationstegnene omkring dem kan du godt fjerne på skiltet, Jørn. Indtil verden gik af lave, så hed den krydsning Brassada til slægtsnavn. Nu er det jo ikke, fordi jeg tvivler på, om Jørn selv har fundet navnet på nettet, og skrevet det på, men selvom man finder en plante, der tilsyneladende ligner ens egen navnløse plante temmelig meget, så må man ikke skrive navnet på. En navnløs hybrid forbliver navnløs.

En af 3 Bulbophyllum, jeg havde taget med til mødet udenfor konkurrencen. Denne var erhvervet i knop hos Hans få uger før mødet, så den kan jeg ikke tage æren for. Det er en Bulbophyllum biflorum Teijsm. and Binn., (1854). Navnet biflorum hentyder til, at den altid har to blomster ad gangen. Den findes også i en gul variant.

Denne generte plante, der delvis gemmer blomsten bag et blad er også min udenfor konkurrencen. Det er en Bulbophyllum dearei (Rchb.f.) Rchb.f., (1888). Også ovre fra Hans, men købt ved SOK's sommermøde der sidste år. Er man til den slægt, så har Hans nok en af verdens største samlinger af Bulbophyllum, hvor der jævnligt kommer delestykker til salg.

Og her er det en af mine absolutte favoritter i den slægt, en Bulbophyllum guttulatum (Hook.f.) N.P.Balakr., (1970). Selvfølgelig ikke min plante, se på baggrunden, den er jo ikke sort! Det er Bentes plante, der har sneget sig ind mellem mine i samme slægt. Spøjst, at en af blomsterne ikke sidder sammen med de andre oppe i rundkredsen.

Her kommer så den sidste af mine i den slægt, det er en Bulbophyllum lobbii Lindl., (1847). Onde tunger mente, at den også kunne dyrkes på anden vis, end hængende med det meste af planten udenfor potten. Ja jeg ved absolut ikke, hvordan den ellers skulle se ud! En blomst, der holder pænt længe, som flere af de andre i den slægt.

Her er det Oles Cattlianthe Barefoot Mailman 'Rainbow'. Jeg vil tillade mig at tvivle på klonnavnet, for den hybrid er tit solgt med netop det klonnavn, og stort set alle billeder af dem er forskellige. For at de må have samme klonnavn skal det være delestykker eller meristemformerede planter af klonen, så deres DNA er ens. Og dermed vil blomsterne også have samme udseende. Men planten er nok ligeglad med, hvad vi kalder den. Nogle flotte pangfarver, den har.

Dette er en af mine planter, det er en Chaubardiella dalessandroi Dodson & Dalström, (1984). Det er nogle spøjse blomster, de har. Jeg har et par arter mere i den slægt. Jeg havde ikke taget planten med, nu vi havde om skadedyr mm., de små lyse nister på bladene er små fragmenter fra nedbrydningen af sphagnummos fra de andre planter, som bliver sprøjtet med rundt, når jeg vander. Den anden knop på bagsiden af klodsen er også sprunget ud nu.

Denne lange giraf-lignende plante fra Birgit skulle være en Dendrobium sanderae Rolfe, (1909). Vi snakkede lidt om den til mødet, om navnet var rigtigt, og det er det nok ikke. Sepaler og petaler skulle være meget mere smalle, læben ser anderledes ud og der skulle nærmest være røde striber i bunden af læben, ikke en plamage af rødt. Så måske en hybrid med den art. Der findes åbenbart en del varianter i den art, så hvem ved! Dendrobium sanderae kan ses her.

https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/83/182183m.jpg​

Denne har vi set før, det er John og Solveigs Dendrobium amethystoglossum Rchb.f., (1872). Ametystfarvet læbe, betyder artsnavnet, og det ser jo rigtigt nok ud. Den har før vist en flot blomstring til møderne, det må være nogle gode gener, den har, for vi skal vel ikke give ejerne æren for de mange skafter, vel? Godt dyrket!

Min Dendrobium bicameratum Lindl., (1839) havde sat et imponerende stort antal knopper i år. Til gengæld var blomsterne mindre end de plejer at være. Jeg flyttede den lidt sidste år, da den blomstrede, så den kunne være på vinduesstolpen, men jeg glemte vist at få den tilbage på sin plads igen, derfor er nyvæksten vinkelret på de gamle pseudobulber. Det er en mindre myg, der sidder ovenpå blomsterne på 5. billede, så det ér små blomster i år.

 Jeg fortsætter med samme slægt, og selvom det er en næsten mørk baggrund, så se på antallet af billeder. Det kan da ikke være en af mine, med så få billeder til! Det er Jans smukke Dendrobium brymerianum Rchb.f., (1875), hvor det "kun" er læben, der er frynset. På Dendrobium harveyanum er det også de to petaler, der er frynsede. Smørblomstgul, den skal jeg have til samlingen igen! Den var udenfor konkurrencen.

Vi har jo næsten det denne her på andenpladsen, men her er det den ene forælder til Jettes hybrid. Mon ikke det er Jans Dendrobium cuthbertsonii F.Muell., (1888)? Hvis jeg kommer til at give Jan ejerskabet over en plante, som tilhører en anden, så skriv lige til mig, så får jeg det rettet. Min mailadresse kan findes på forsiden! Men planterne udenfor konkurrencen ved jeg af gode grunde ikke altid, hver ejerne er til. Men er dejlig plante, hvor blomsterne sagtens kan holde i et halvt år.

Og mon ikke det også var Jan, der havde tager 3 Dendrobium lawesii F.Muell., (1884) med. En stor plante og to mindre. 3 forskellige farver havde de, de er jo ikke helt grimme! Og sidder der nu nogen og undrer sig over, at jeg ikke nævner den som den anden forælder til Jettes plante, så skyldes det nok, at Jan kaldte den anden forælder med det gamle navn til den, som også stod på navneskiltet. Dendrobium sulawesiense, nu Den. glomeratum. Men det er en anden art, selvom de minder noget om hinanden. 

Og her er det så Finn, der blærer sig. En Dendrobium Pam Tajima (atroviolaceum x eximium). Igen en primærhybrid, som er registreret. Det er en spændende sektion under Dendrobium, de to arter kommer fra, SECTION Latouria. Så enten har Vorherre eller evolutionen haft en heldig tid, da den sektion kom til verden! Det er også der, den lille Dendrobium aberrans hører til.

Så er det igen en af John og Solveigs planter, og det er en viderehybridisering af den smukke Den. Dawn Maree. Den er så krydset videre med Den. scabrilingue, og så hedder den Dendrobium Sweet Dawn 'Hot'. Så sæt lige et par citationstegn om det sidste ord på navneskiltet, det er klonnavnet. Den. Dawn Maree er primærhybriden Den. (formosum x cruentum), den første skinner stadigvæk meget igennem i farve og form på sepaler og petaler, mens den sidste af dem har givet farven på læben videre. Så der er ikke så meget af den sidste art Den. scabrilingue at se i hybriden. Men en flot hybrid!

Så havde Jan taget sig den frækhed at slæbe Dronning Victorias Dendrobium med til mødet, som han selv ville have points for. Men det skyldes måske mere navnet på planten, end at Jan er langfingret! Dendrobium victoriae-reginae Loher, (1897), hedder den. Når en art har to navne, så er der altid bindestreg i navnet. Tænk bare på vores hjemlige rederod, der på kombineret græsk og latin hedder Neottia nidus-avis. Mon Finns begejstring også udmøntede sig i nogle points til planten? Det er en af de få orkideer, der er tæt på at kunne være blå.

Så havde Jan også taget denne Encyclia adenocaula (Lex.) Schltr., (1918), med udenfor konkurrencen. Som Ellen antydede, så er der næsten lidt Barkeria over den. Nogle elegante blomster.

Her er det så Jørns lille plante, der dukker op, og det var nok ikke der, I forventede at finde den. Grandiphyllum hians (Lindl.) Docha Neto, (2006), hedder den i dag, tidligere en Oncidium. Små spændende blomster, som hænger langt ude i luften. 

Endnu en af Jans ekstra planter. Vi ser normalt denne slægt med gule blomster på, men her er det en Lockhartia bennettii Dodson, (1989). Spændende blomster, jeg vil glæde mig til, at min også springer ud om kort tid.

En meget spændende blomst, Jan havde fået med udenfor konkurrencen. Det er en Oncidium heteranthum album Poepp. & Endl., (1836). Den havde fortjent lidt flere billeder af de spændende nærmest abortive blomster, så til næste år må jeg få taget lidt flere og bedre billeder af den.

Sort baggrund, så er det endelig en af mine planter igen. Tidligere en Pleurothallis, men i dag skulle den lystre navnet Pabstiella tripterantha (Rchb.f.) F.Barros, (2002). Som det ses, fik jeg heller ikke husket at få billeder af alle mine egne her hjemme med begge linser. Mon ikke der var 8 skafter på den!

Endnu en af mine planter. En Papilionanthe teres (Roxb.) Schltr., (1915), der har forladt Vanda slægten igen. Den blomstrer flittigt hvert år. Jeg har faktisk endnu en plante i den art, men den har aldrig blomstret. Planten hænger foran døren ud af udestuen mod haven, og er 2 meter høj. Måske godt nok, at det ikke er den, der blomstrer, det havde givet lidt transportproblemer.

Denne lille fikse kompakte sag er Finn's. Det er en Phalaenopsis pulcherrima var. champorensis (Lindl.) J.J.Sm., tidligere en Doritis. Den variant er ikke accepteret ret mange steder, selv "biblen" om Phalaenopsis på nettet kender ikke den variant.

http://www.phals.net/

Går man videre til denne art, så kan man finde alle navne, der har været brugt til den, men det er der ikke. Og alle registrerede primærhybrider med den art er der også.

​http://www.phals.net/pulcherrima/index.html

Men spændende blomster der sidder så højt oppe.

Så er vi næsten ovre i ananas-familien, den ligner lidt en Tillandsia. Og det er også det der har givet planten sit kendte navn. Phymatidium falcifolium Lindl., (1833). Øh, det er så det accepterede navn nu, tidligere var artsnavnet tillandsioides. Også en plante, der havnede i min samling efter sidste tur til Hans. Dette er Jørns plante. Det er en af de småblomstrede. Og så alligevel!

For her er en, der fortjener at blive kaldt småblomstret. Sikke en stor mængde blomster på så lille en plante. Igen er det Jørn, der har slæbt den med, og det er en ​Platystele reflexa Luer, (1981),. Synd man ikke kan tage billeder gennem stereomikroskopet, det havde den fortjent.

En flot plante, der ikke længere er at finde blandt Encyclia. Nu skal den hedde Prosthechea livida (Lindl.) W.E.Higgins, (1998). Den har fået følgeskab af mange andre af de kendte arter fra den slægt. Orchidspecies.com har den så stående under et tredie slægtsnavn, nemlig Pollardia. Men det navn er aldrig slået an. En sød lille plante.

Endnu en plante i samme slægt, det må vist være en Prosthechea prismatocarpa hybrid. Så er vi ovre i John og Solveigs samling igen. På navneskiltet stod der bare Encyclia, så det er nok ikke en registreret hybrid. Men det ser ud til at være en grovillig plante, der nok snart skal ompottes. Det er jo "ulempen" ved at passe dem godt!

En Restrepia sp. fra Finn. Kunne ligne arten Restrepia trichoglossa, men kan også være noget andet. Når først de kommer igang med at blomstre, så fortsætter de det meste af året med nye blomster hele tiden.

Og endnu en Restrepia sp.'er fra Finn. Den var uden nummerskilt ved, måske en forglemmelse! Den har en speciel farve, så jeg er meget i tvivl om, hvilken art det kan være. 

En plante, som voldte lidt problemer. På Jans navneliste med points fra mødet stod der Rhyncholaelia digbyana (Lindl.) Schltr., (1918), på navneskiltet stod der B. David Sander, som i dag hedder Rhynchovola David Sander. Efter lidt detektivarbejde hos Jan kan det så fastslås, at skiltet stammer fra en plante der hænger lidt højere oppe i drivhuset, så det ér arten. En ud af flere i den art hos Jan. Det var også hans Dendrobium med frynset læbe, han må jo kunne lide planter, der er lidt flossede i kanten!

Vi kender det jo kun alt for godt, når først Jan kommer til orde, så er han ikke til at stoppe igen. Så denne og den næste er også Jans planter. Det er en Rhynchostele bictoniensis f. sulfureum  (Bateman) Soto Arenas & Salazar, (1993). Sulferum skulle betyde svovl, men jeg husker ikke blomsterne som svovlgule. Derfor kan de sagtens have været det. Mange gule blomster bliver grønlige på billeder. Men ligesom Phalaenopsis'en tidligere, så er det her heller ikke et variantnavn, der er accepteret ret mange steder.

Dette er Jans Schoenorchis gemmata (Lindl.) J.J.Sm., (1912). I maj måned var det Jette, der havde taget sådan en med, dengang fik den en fjerdeplads. Men når dé begge kan finde ud af at få blomster i de mængder på deres planter, så må det være en meget nem art at dyrke. OK, så er den nok heller ikke lettere at dyrke, måske de bare er gode til dem!

Mon ikke det her var aftenens mindste plante.. Ikke den med de mindste blomster, men i plantens størrelse. Det er en Specklinia lanceola (Sw.) Lindl., (1830), og det er min. Tidligere en Pleurothallis. Den var ikke med i konkurrencen.

Og endnu en af mine, som har fået et helt nyt navn. Nu skal den hedde Stelis emarginata (Lindl.) Soto Arenas & Solano, ((2002 publ. 2003)), tidligere hed den Physosiphon tubatus. Den laver sådan en blomstring et par gange om året, ikke nogen dum egenskab at have.

Så er vi endelig nået til Vanda. Tidligere hed denne lille fyr Neofinetia falcata, nu skal den hedde Vanda falcata (Thunb.) Beer, (1854). Den hører hjemme hos Jørn. En smuk blomstring på så lille en plante, der faktisk er en stor plante i den art!

Måske nogen troede, jeg havde glemt Birgits plante, for tidligere var det en Ascocenda. Men efter Ascocentrum blev nedlagt som slægt, så er begge forældrene til Vanda Princess Mikasa pink nu i samme slægt. Det er en flot farve, man er nået frem til i den hybrid.

 Og så slutter jeg af med to fra Jan udenfor konkurrencen. Først er det en Vanda tessellata (Roxb.) Hook. ex G.Don in J.C.Loudon, (1830), der tidligere hed Vanda roxburghii. Det er ikke så tit, man ser den art, så et kært gensyn med den. Ja, der var blå himmel udenfor vinduerne!

Og den sidste er en Warczewiczella Molière (amazonica x discolor). Jeg var med Jan på Fyn, hvor vi besøgte Knitta og Polle for et par uger siden, de havde denne hybrid i store mængder. Meget variabel i farverne, fra næsten helt hvid til dyb mørkeviolet. Lidt synd, at man ikke kan se hele planten, det var nogle store veldyrkede planter, Jan købte med hjem, og det var de alle på bordet. Hvis nogen sidder og tænker, at de mener at kende den art ud fra billederne, men aldrig har hørt slægtsnavnet, så hed den tidligere Cochleanthes. Og her slutter det så allerede for denne gang.