Tekst og billeder: Egon Krogsgaard.
Nu hvor julen nærmer sig, og vi har den korteste dag i morgen d. 22. december, en lille hilsen fra dengang solen lige havde vendt sidst. Varmen var en dejlig makker til dyrkningen, lyset gav gode vækstbetingelser, og hos mig vil jeg tro, at mine myrer i udestuen tog for sig af snegleæg og små snegle, så pludselig kunne jeg få blomst i mangt og meget, som plejede at blive ædt på knopstadiet.
Men senere i mit indlæg kommer der også en lille opfordring til at huske barndommens regneregler. Ikke alt er, som det måske ser ud til at være, derfor er det godt at huske på, at 1+1=2! Derom senere.☺
Har I andre billeder liggende af jeres sommerblomstrende orkideer, eller måske her fra december, så vil jeg gerne lægge dem på blandt de andre dumme orkideer.
Men senere i mit indlæg kommer der også en lille opfordring til at huske barndommens regneregler. Ikke alt er, som det måske ser ud til at være, derfor er det godt at huske på, at 1+1=2! Derom senere.☺
Har I andre billeder liggende af jeres sommerblomstrende orkideer, eller måske her fra december, så vil jeg gerne lægge dem på blandt de andre dumme orkideer.
Nu antydede jeg jo, at snegle ikke har været det store problem i sommer, og så viser jeg denne Aerides odorata Lour. (1790) som den første. Voldsom sneglebegnavet. Jeg havde fuldt knopperne en måneds tid, og denne dag var de første endelig sprunget ud, men samtidig var der kravlet to store dræbersnegle ind af mine åbnevinduer. Jeg fandt de to fuldvoksne snegle en halv meter fra blomsterskaftet, længere var de ikke nået. Som det ses på det andet billede, så blev der ikke ædt mere, efter sneglene døde. Men noget af pynten var jo gået af fornøjelsen. Det skulle være den ikke anerkendte variant majus, som har flere blomster end normalformen.
Jeg kalder den for elefantorkideen, et navn jeg vist står alene med. Hvorfor kan I jo selv gisne om!
Jeg kalder den for elefantorkideen, et navn jeg vist står alene med. Hvorfor kan I jo selv gisne om!
En af de orkideer, der ikke gør megen væsen af sig, en min Bulbophyllum cylindrobulbum Schltr. in K.M.Schumann & C.A.G.Lauterbach, (1905). Overses let, at den blomstrer, og da de kun holder få dage, så er det med at være klar med kameraet.
Jeg har et par planter af Bulbophyllum frostii Summerh.(1928), den kan være noget variabel i pletstørrelsen, men mine to er nogenlunde ens.
Denne har jeg også to planter af. Måske nogen husker Bentes artikel om hendes plante. Om navnet er rigtigt, er et godt spørgsmål. Den er købt som Bulbophyllum papulosum Garay (1999) hos Hans. Som I kan se i det blå link, har Jay to forskellige arter til denne art, men det har han flere steder i Bulb. nymphopolitanum-komplekset.
Et andet godt bud på et navn til den kunne være Bulbophyllum recurvilabre Garay (1999). Det er det navn, der oftets dukker op til blomster som disse. Planten er nok ligeglad med, hvad den kaldes. Måske DNA-studier af de oprindelige indsamlede planter kan give et endegyldigt fingerpeg i den rigtige retning.
Et andet godt bud på et navn til den kunne være Bulbophyllum recurvilabre Garay (1999). Det er det navn, der oftets dukker op til blomster som disse. Planten er nok ligeglad med, hvad den kaldes. Måske DNA-studier af de oprindelige indsamlede planter kan give et endegyldigt fingerpeg i den rigtige retning.
Nu skrev jeg ikke, at jeg ikke havde problemer med snegle, men ikke nær så stort et problem som tidligere. Det her er førstedagen, hvor min Bulbophyllum pecten-veneris (Gagnep.) Seidenf. 1973 publ. (1974) sprang ud. Men også efter en hård nat for planten.
Heldigvis er Ole ikke så plaget af snegle, så I fik lov til at nyde hans plante et par gange i både august og september.
Heldigvis er Ole ikke så plaget af snegle, så I fik lov til at nyde hans plante et par gange i både august og september.
Det er så her, jeg kunne fortælle lidt om regnereglerne, men jeg venter lige en omgang mere. Det er ikke min plante, men Bentes. Billederne er mine, derfor kan jeg jo godt blande hendes planter ind i mine egne.
Jeg passede som vanligt hendes planter, mens hun var på, guderne må vide hvilken nummer i rækken af ugelange ferier også i år. Siden der var WOC i Vancouver sidst i 90'erne, har jeg passet hendes planter, når hun har været på ferie. Da Inge og Bente kom hjem fra den tur, og vi mødtes til næste møde, ville jeg aflevere hendes nøgler igen. Men hun sagde, "Nej, behold du bare dem, Egon, jeg får sikkert brug for dig en anden gang til at vande planter, når jeg er på ferie". Det skal jeg så sandelig love for, hun har holdt ord om!☺
Men det giver mig så mulighed for at se, hvad hun har i blomst i det store terrarie, så jeg går gerne den tur på små 4 km hver vej, så hendes planter kan overleve. Det betyder så også, at 9 ud af 10 gange, jeg når til hendes dør, er hun ikke hjemme. Det har dog aldrig forhindret mig i at komme ind!
Men det her skulle være en Bulbophyllum sanguineopunctatum var. album Seidenf. & A.D.Kerr, (1973 publ. 1974). Artsnavnet er rigtigt nok, men variantsnavnet er vist en tilsnigelse. Alba-versionen kan ses her:
http://www.orchidspecies.com/orphotdir/bulbsanguineopuntatum.jpg
Faktisk kan jeg bedre lide den med striberne, så det gør ikke mig noget, variantsnavnet nok ikke passer.
Jeg passede som vanligt hendes planter, mens hun var på, guderne må vide hvilken nummer i rækken af ugelange ferier også i år. Siden der var WOC i Vancouver sidst i 90'erne, har jeg passet hendes planter, når hun har været på ferie. Da Inge og Bente kom hjem fra den tur, og vi mødtes til næste møde, ville jeg aflevere hendes nøgler igen. Men hun sagde, "Nej, behold du bare dem, Egon, jeg får sikkert brug for dig en anden gang til at vande planter, når jeg er på ferie". Det skal jeg så sandelig love for, hun har holdt ord om!☺
Men det giver mig så mulighed for at se, hvad hun har i blomst i det store terrarie, så jeg går gerne den tur på små 4 km hver vej, så hendes planter kan overleve. Det betyder så også, at 9 ud af 10 gange, jeg når til hendes dør, er hun ikke hjemme. Det har dog aldrig forhindret mig i at komme ind!
Men det her skulle være en Bulbophyllum sanguineopunctatum var. album Seidenf. & A.D.Kerr, (1973 publ. 1974). Artsnavnet er rigtigt nok, men variantsnavnet er vist en tilsnigelse. Alba-versionen kan ses her:
http://www.orchidspecies.com/orphotdir/bulbsanguineopuntatum.jpg
Faktisk kan jeg bedre lide den med striberne, så det gør ikke mig noget, variantsnavnet nok ikke passer.
Denne store plante blomstrede for første gang, mens Bente var på ferie. Igen er det hendes plante. Da hun kom hjem, var den afblomstret igen. Så kan hun lære at blive hjemme, kan hun!☺ Det viser sig, at der er sat to arter sammen på samme klods i sin tid. De er vokset lidt ind i hinanden, men den med de mindre blomster er mest til højre og den med de større orange blomster mest til venstre.
Der er mange blomster, der har samme udseende, så et endegyldigt navn til de to tør jeg ikke give. Bulbophyllum cauliflorum Hook.f. 1890 ligner en mellemting mellem dem.
Det bliver så her, jeg vil fortælle lidt om regnereglerne. Da jeg havde min første time i regning i forrige årtusinde, lærte vi som det allerførste, at 1+1=2. Det er altid godt at kunne huske de gode gamle grundregler. Senere lagde jeg så mærke til at 1+1 også kunne være et par. Det er så det, jeg godt vil dvæle lidt ved.
Det er kommet mig for øre, at nogen har brugt den sidste sammenlægning på en noget forkert måde. Bente og jeg er stadigvæk 2 og ikke et par. Ellers havde vi nok meldt det ud. Hvorfor holde det hemmeligt! Men det er da fedt, vi har så kreative medlemmer i klubben, det kan vi sagtens bruge næste gang, der skal laves en udstilling. Hvor jeg vil se fortvivlet på en stor bunke udstillingsmaterialer og en masse orkideer i opstarten, så kan disse kreative medlemmer fra starten af se de muligheder, som det kan give, så det ender med en flot udstilling. Så I er selvskrevne næste gang, der skal laves udstillinger! ☺
Har I fortalt til folk udenfor klubben om jeres fejltolkninger, så må i godt fortælle de samme mennesker, at I tog fejl. Vi kan alle begå fejl, det er først, hvis ikke vi retter dem op, at det bliver rigtig træls!
Så er regnetimen slut for denne gang! ☺
Der er mange blomster, der har samme udseende, så et endegyldigt navn til de to tør jeg ikke give. Bulbophyllum cauliflorum Hook.f. 1890 ligner en mellemting mellem dem.
Det bliver så her, jeg vil fortælle lidt om regnereglerne. Da jeg havde min første time i regning i forrige årtusinde, lærte vi som det allerførste, at 1+1=2. Det er altid godt at kunne huske de gode gamle grundregler. Senere lagde jeg så mærke til at 1+1 også kunne være et par. Det er så det, jeg godt vil dvæle lidt ved.
Det er kommet mig for øre, at nogen har brugt den sidste sammenlægning på en noget forkert måde. Bente og jeg er stadigvæk 2 og ikke et par. Ellers havde vi nok meldt det ud. Hvorfor holde det hemmeligt! Men det er da fedt, vi har så kreative medlemmer i klubben, det kan vi sagtens bruge næste gang, der skal laves en udstilling. Hvor jeg vil se fortvivlet på en stor bunke udstillingsmaterialer og en masse orkideer i opstarten, så kan disse kreative medlemmer fra starten af se de muligheder, som det kan give, så det ender med en flot udstilling. Så I er selvskrevne næste gang, der skal laves udstillinger! ☺
Har I fortalt til folk udenfor klubben om jeres fejltolkninger, så må i godt fortælle de samme mennesker, at I tog fejl. Vi kan alle begå fejl, det er først, hvis ikke vi retter dem op, at det bliver rigtig træls!
Så er regnetimen slut for denne gang! ☺
Her er en af mine Bulbophyllum sp'ere, den skulle komme fra Kina ifølge navneskiltet. Det er kun halvdelen af planten, der ses på det første billede, ellers bliver blomsterne helt usynlige. Sådan en blomstring har den hvert år, der er langt over 100, måske 200 blomster på den. Havde de nu været orange, så ville det have været en show-stopper, nu ville mange kigge på planten i en udstilling og tænke, hvorfor er den med, når den ikke blomstrer.
Denne plante er så bevis på, at det ikke kun er orkideerne, der opfører sig dumt, når de blomstrer imellem to møder. Det er en Cirrhaea dependens Loudon (1830).
Andet billede er fra 31. juli, hvor den havde 3-4 skafter hængende. De andre billeder er fra 10. august. Hvad hjælper det, at planten blomstrer på det rigtige tidspunkt, når jeg glemmer at tage den med til mødet!
Andet billede er fra 31. juli, hvor den havde 3-4 skafter hængende. De andre billeder er fra 10. august. Hvad hjælper det, at planten blomstrer på det rigtige tidspunkt, når jeg glemmer at tage den med til mødet!
Det her er tæt på, at I får hele denne plantes livshistorie, dog ikke fra Heinrich Gustav Reichenbach beskrev den i 1877, men fra jeg købte den i 2003 til EOC i London.
Det er en Coelogyne mayeriana Rchb.f., (1877).
Jeg købte en plante med én pseudobulb og et nyskud i London. Dengang tog jeg ikke billeder af mine nyindkøb, det var 1½ år før den digitale verden kom til mig angående kameraer. Men de første billeder er fra ompotningen 19. august 2007. En dejlig varm sommerdag i baghaven, uden for megen sol. Lige en tilpas dag at potte om i.
2. billede viser rodnettet, som havde det lidt trangt i den lille netpotte, jeg havde sat den i. 3. billede viser den midlertidige plads, den fik i 10 minutter. Så gik det op for mig, at det var et spørgsmål om et år, så var den igen ude over kanten. Den sætter et langt rhizom mellem hver pseudobulb, den er ikke egnet til en potte. Et stykke korkeg blev fundet frem, og på det 4. billede er den lige blevet sat på det.
De grimme blade kunne ligne virus. Det var et voldsomt angreb af bladlus, da det nyskud var helt spæd. Der var snesevis af bladlus, der havde perforeret de små nye blade, da de blev større, fyldte de mange indstiksteder meget på bladene. Havde det været virus, var den fortsat med at sætte grimme blade, men allerede næste gang så de normale ud, og det har de gjort siden.
5. billede er fra dens første blomstring i efteråret 2007. Jeg har opgivet at støve de 9.600 billeder igennem i de 79 datomapper det efterår og december, for at finde datoen.
Men det var jo en stakket frist, korkegestykket. I juni 2010 stod jeg og beundrede dens blomstring, den havde blomstret op til 3 gange om året siden, hver gang den satte et nyskud, startede den med en blomstring, så fortykkes den ved det nederste af blomsterstilken, et par blade bliver store, og pseudobulben hærder færdig. Der hang 4 pseudobulber oppe over klodsen med planten på, og med få timers mellemrum kiggede jeg til planten. Skaftet var så tungt, at den for hver gang hang mere og mere ud til siden, og mens jeg stod der og filosoferede over, hvad jeg kunne gøre, for at den ikke skulle knække, lød der et højt knæk. Ned faldt de 4 øverste pseudobulber, som jeg nænsomt greb i luften. Det var den 22. juni, så en hurtig tur til en dyrehandler i midtbyen som bar frugt. Jeg fik fat i en korkegestykke på 1 meters længde, og der blev den monteret på samme dag. Det er billede 6. Der blev sat lidt levende sphagnummos på, som for længst er væk.
Mange nyskud og blomstringer siden, så så den ud som på billede 7 d. 14. november 2014. Nu var den ved at forlade korkegen igen. Et år efter var der 2-3 skudbaner hver med 2-3 pseudobulber på, som hang deroppe i luften. De blev klippet af og sat i bunden på bagsiden af korkegen. Det samme har jeg været nødt til at gøre mange gange sidenhen, så der er trængsel på barken.
De næste 4 billeder viser den blomstring, den havde midt i juli i år. Næste billede viser, at der ikke er noget medie på barken mere, den er sat fast med fiskesnører i sin tid, og så hæfter den ellers selv til barken med de mange rødder.
3. sidste billede viser den fra i dag. Den hænger delvist og spærrer for min trappe ned i udestuen, den fylder efterhånden godt. Det gamle "bundstykke" af planten hænger stadigvæk derude. For nogle år siden ville jeg fotografere en blomstring på den, men krogen faldt af. Så hængte jeg den midlertidig op over den kæde, den hang i, og der hænger den stadigvæk ... midlertidigt. Jeg tror næsten ikke, jeg kan få den derfra, den er groet vildt siden. Det er de to sidste billeder.
Det blev så ikke en historie fra Gorm den Gamles tid, men fra EOC'en i Londons tid.
Det er en Coelogyne mayeriana Rchb.f., (1877).
Jeg købte en plante med én pseudobulb og et nyskud i London. Dengang tog jeg ikke billeder af mine nyindkøb, det var 1½ år før den digitale verden kom til mig angående kameraer. Men de første billeder er fra ompotningen 19. august 2007. En dejlig varm sommerdag i baghaven, uden for megen sol. Lige en tilpas dag at potte om i.
2. billede viser rodnettet, som havde det lidt trangt i den lille netpotte, jeg havde sat den i. 3. billede viser den midlertidige plads, den fik i 10 minutter. Så gik det op for mig, at det var et spørgsmål om et år, så var den igen ude over kanten. Den sætter et langt rhizom mellem hver pseudobulb, den er ikke egnet til en potte. Et stykke korkeg blev fundet frem, og på det 4. billede er den lige blevet sat på det.
De grimme blade kunne ligne virus. Det var et voldsomt angreb af bladlus, da det nyskud var helt spæd. Der var snesevis af bladlus, der havde perforeret de små nye blade, da de blev større, fyldte de mange indstiksteder meget på bladene. Havde det været virus, var den fortsat med at sætte grimme blade, men allerede næste gang så de normale ud, og det har de gjort siden.
5. billede er fra dens første blomstring i efteråret 2007. Jeg har opgivet at støve de 9.600 billeder igennem i de 79 datomapper det efterår og december, for at finde datoen.
Men det var jo en stakket frist, korkegestykket. I juni 2010 stod jeg og beundrede dens blomstring, den havde blomstret op til 3 gange om året siden, hver gang den satte et nyskud, startede den med en blomstring, så fortykkes den ved det nederste af blomsterstilken, et par blade bliver store, og pseudobulben hærder færdig. Der hang 4 pseudobulber oppe over klodsen med planten på, og med få timers mellemrum kiggede jeg til planten. Skaftet var så tungt, at den for hver gang hang mere og mere ud til siden, og mens jeg stod der og filosoferede over, hvad jeg kunne gøre, for at den ikke skulle knække, lød der et højt knæk. Ned faldt de 4 øverste pseudobulber, som jeg nænsomt greb i luften. Det var den 22. juni, så en hurtig tur til en dyrehandler i midtbyen som bar frugt. Jeg fik fat i en korkegestykke på 1 meters længde, og der blev den monteret på samme dag. Det er billede 6. Der blev sat lidt levende sphagnummos på, som for længst er væk.
Mange nyskud og blomstringer siden, så så den ud som på billede 7 d. 14. november 2014. Nu var den ved at forlade korkegen igen. Et år efter var der 2-3 skudbaner hver med 2-3 pseudobulber på, som hang deroppe i luften. De blev klippet af og sat i bunden på bagsiden af korkegen. Det samme har jeg været nødt til at gøre mange gange sidenhen, så der er trængsel på barken.
De næste 4 billeder viser den blomstring, den havde midt i juli i år. Næste billede viser, at der ikke er noget medie på barken mere, den er sat fast med fiskesnører i sin tid, og så hæfter den ellers selv til barken med de mange rødder.
3. sidste billede viser den fra i dag. Den hænger delvist og spærrer for min trappe ned i udestuen, den fylder efterhånden godt. Det gamle "bundstykke" af planten hænger stadigvæk derude. For nogle år siden ville jeg fotografere en blomstring på den, men krogen faldt af. Så hængte jeg den midlertidig op over den kæde, den hang i, og der hænger den stadigvæk ... midlertidigt. Jeg tror næsten ikke, jeg kan få den derfra, den er groet vildt siden. Det er de to sidste billeder.
Det blev så ikke en historie fra Gorm den Gamles tid, men fra EOC'en i Londons tid.
Den næste plante er min Coelogyne speciosa (Blume) Lindl., (1833). Hmmm....! Måske jeg skulle skrive de næste to planter. De to sidste billeder er fra maj, de er sat ind for at vise den store farvevariation, denne plante kan have.
Den grønlige skulle være normalformen af den. Den anden går normalt under navnet Coelogyne speciosa subsp. incarnata Gravend., (1999). Det variantsnavn er accepteret.
Den grønlige skulle være normalformen af den. Den anden går normalt under navnet Coelogyne speciosa subsp. incarnata Gravend., (1999). Det variantsnavn er accepteret.
I år kunne jeg godt have taget min gamle Cymbidium finlaysonianum Lindl., (1833) med til møde både i maj og august. Købt via en af Jans importer i det forrige årtusinde. Den havde en spredt blomstring over de mange måneder. Normalt er det midt i juni og igen hen i august, den samlet blomstrer med en 8-10 blomsterskafter. I år havde den over 10 skafter, de fleste af dem lå omme bag planten ud mod vinduet.
De to sidste billeder er fra henholdsvis 4. september 2004 og 15. august 2013. Det forklare vist udmærket, hvorfor jeg ikke smider den ind bag i Bentes bil, når hun henter mig og mine orkideer til møderne. Fra knopskeden brydes inde ved pseudobulberne og skaftet kommer frem, til den er i fuld længde og i blomst hele vejen, går der kun en uges tid. Flere gange har jeg sat en 30 cm stor potte under den, alligevel har den hængt med 20-30 cm af skaftet hen af gulvet.
En flittig plante, der giver en røvfuld blomster hvert eneste år. Men den fylder en del i mit store vestvindue i stuen.
De to sidste billeder er fra henholdsvis 4. september 2004 og 15. august 2013. Det forklare vist udmærket, hvorfor jeg ikke smider den ind bag i Bentes bil, når hun henter mig og mine orkideer til møderne. Fra knopskeden brydes inde ved pseudobulberne og skaftet kommer frem, til den er i fuld længde og i blomst hele vejen, går der kun en uges tid. Flere gange har jeg sat en 30 cm stor potte under den, alligevel har den hængt med 20-30 cm af skaftet hen af gulvet.
En flittig plante, der giver en røvfuld blomster hvert eneste år. Men den fylder en del i mit store vestvindue i stuen.
Skuddene på min Dendrobium moschatum [Banks) Sw. (1805) er omkring 1 meter lange. Da den hænger inde bag en af mine mange runde "minkbure" fyldt med planter, kan jeg ikke få et ordentligt billede af hele planten. Og da den for flere år siden groede fast på vindueskarmen, kan jeg ikke få den derfra, uden at rykke mange af rødderne i stykker. Så I må nøjes med skaftet. Jeg har to planter af den, den anden er svagt rødlig i blomsterne. Det er den, jeg har sat ind i det sidste billede fra 18. juni 2012. De plejer at blomstre begge to hvert år, men den rødlige sprang over i år. Det sidste billede er et 3D billede til at skele indad til.
Jeg bliver i den orange farve med den næste. Det er den lille Dryadella aurea 'Orange' Luer & Hirtz (1999). Hva' så, Henriette, har du skrevet den op på din huskeliste?
Egentligt skulle I for længst have set denne plante. Ikke fordi den havde blomstret i mange måneder, men jeg har valgt at vise den under dens gamle navn Epicranthes davidii Cootes & Boos, (2015). I dag er det en Bulbophyllum. Når Jay får opdateret næste gang, så har han den også på hjemmesiden. Da jeg har to planter af denne lækre sag, og I snart vil stifte bekendskab med den anden, så vil jeg ikke fortælle mere om den her. Lidt fordel skal der jo være ved at være medlem og få bladet!☺
Denne plante er fra en af Jans mange importer tilbage i det forrige årtusinde. Den har blomstret i månedsvis år efter år, den kan fortsætte blomstringen på samme skaft i flere år, mens den snor sig rundt i luften. Det længste skaft havde haft en blomstring over knapt en halv meters længde, da den stoppede. Den er købt med forkert navn til, det må være en Epidendrum secundum Jacq. (1760). Grundet de tynde skafter og de forholdsvis "tunge" blomster, er den ikke egnet til en køretur hen over de bjerge, man efterhånden skal forcere i Aarhus' gader for at sænke farten.
Endnu en, I snart vil stifte bekendskab med, så ikke så meget om den her. Det er min Myoxanthus cimex (Luer & R.Escobar) Luer (1982), der stort set altid har enten knopper på vej eller blomster. Men faktisk aldrig, når jeg går mine orkideer igennem for hvilke, der skal med til næste møde.
Mit fejlkøb! OK, jeg har ikke fortrudt, at jeg købte den, men jeg gav dobbelt for den, for at få en var. coerulea. Det var det så ikke, da den for flere år siden blomstrede for første gang. Det er en Pescatoria ecuadorana [Dodson] Dressler (2005), som den skal hedde nu om dage. Den har haft 2 blomstringer i år med 3 blomster i alt.
Denne Phymatidium falcifolium Lindl. (1833) så I også til augustmødet, så det er mere for at vise, at den havde en noget flottere blomstring i juli.
Min Podangis dactyloceras (Rchb.f) Schltr. (1918) har kendt til bedre tider hos mig. Den er en skygge af sig selv. Læg mærke til væsken i sporen, det er nektar til de natsværmere, der skal bestøve den.
Her er det et umage makkerpar, der deler denne visning. Først er det en Restrepia dodsonii Luer (1980), den anden er en Scaphosepalum merinoi Luer (2002). Den sidste blomstrer året rundt og har gjort det i årevis nu.
Endnu en af dem, der har blomstret i årevis stort set uden afbrydelse. Det er den lille Scaphosepalum ovulare Luer (1976). De fortsætter blomstringen på samme skaft, til noget går galt. De bliver for tørre, for fugtige eller luftfugtigheden falder, så er det slut.
Stelis pachyglossa (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase,(2001) har flere blomstringer om året, for tiden står den igen med udsprungne skafter.
Ligesom min Stelis kefersteiniana (Rchb.f.) Pridgeon & M.W.Chase, (2002) er denne ved at afblomstre nu i december. Begge har blomstret siden foråret. De har begge været vist før i år, men grunden til, at jeg vælger at vise denne igen fra juliblomstringen, er, at jeg har fået sat et forkert navn til den. Jeg var ikke klar over, at der var tre arter, der næsten var ens, de to andre har jeg fortalt om i bladet på et tidspunkt. Men det rette navn til denne er Stelis rostratissima (Luer & J.Portilla) Karremans, (2015). Da jeg købte min, var denne ikke blevet beskrevet endnu.
Her er så de to sidste planter fra min juliblomstring, jeg har valgt at vise. Det er først den med de tusind øjne, Zootrophion argus ( Kraenzl.) Luer (2004). Opkaldt efter et monster i den græske mytologi. Den anden er ikke et hak bedre. Zootrophion griffin Luer (1982). Også et uhyre fra den græske mytologi!
Det var så min lille "julegave" til jer, lidt tidsfordriv mens I tænker over, hvilke gaver I mangler at købe endnu. Har I også lidt billeder liggende af de dumme orkideer, så send dem, så kommer de på hjemmesiden.☺
Endnu engang, god jul og et godt nytår til jer alle.
Endnu engang, god jul og et godt nytår til jer alle.
