Så fik vi overstået julemødet, hvor Sven Ito-Frederiksen fortalte om en orkideudstilling i Tokyo samt en rundrejse på Izu-halvøen. Det er altid spændende at komme med som fluen på væggen i den slags foredrag.
Som noget nyt blev vores banko delt i to dele, ellers hang dagen ikke sammen. Og for at dagen hænger helt sammen, så skal Dunder også stå i køkkenet og kokkerere til os. Vi havde aftalt, at jeg skulle tage et par billeder af den færdige ret, men det glemte vi igen, så al den spændende mad var fortæret, da tanken strejfede os igen.
Derfor må I "nøjes" med et billede af Dunder, mens æbleskiverne blev vendt.
Som noget nyt blev vores banko delt i to dele, ellers hang dagen ikke sammen. Og for at dagen hænger helt sammen, så skal Dunder også stå i køkkenet og kokkerere til os. Vi havde aftalt, at jeg skulle tage et par billeder af den færdige ret, men det glemte vi igen, så al den spændende mad var fortæret, da tanken strejfede os igen.
Derfor må I "nøjes" med et billede af Dunder, mens æbleskiverne blev vendt.
Om det er koncentrationen omkring drejningsmomentet af æbleskiverne, der tydeligt ses på billedet, eller tankerne om hvor mange gange hun skal vinde i banko, vides ikke. Men endnu et arrangement, hvor Dunders anretninger kom i en "top 3".
Ud over det spiselige og foredraget, så lavede vi også en lille udstilling. Juletræet stod nede i et hjørne, så havde vi haft tid til det til sidst, så kunne vi have danset om det, men vi overlod nu gulvet til de mere professionelle. Efter vi var draget hjem, så stod den på argentinsk tango ført an af et argentinsk par. Men her er udstillingen, hvor det også ses, at vi havde besøg "nordfra". Nej, det var ikke julemanden der kom til julemødet!
Der var mange gengangere fra novembermødet, så dem kan jeg jo enten springe over eller vise med billederne fra sidste møde, men så let slipper I ikke. Her er først top 5, hvor der venter en overraskelse for de fleste! Husk, at blå skriftfarve er et link, I kan klikke i!
Denne plante fra Jørn skulle egentligt have haft en halvte-plads, men da vi bedømmer planterne ud fra dagen vi mødes, så måtte den nøjes med en førsteplads. Den havde været med Jan i Frankrig siden sidste møde, hvor der havde været dobbelt så mange blomster på. Og med det udseende burde den jo have fået en dobbelt så god placering til mødet, derfor en halvte-plads. Det er en Oncidium sotoanum R.Jiménez & Hágsater (2010). Det var næppe så prægtigt en blomstrende plante, der blev fundet første gang og beskrevet i 1816.
Spørgsmålet er så, om den egentligt skal hedde Oncidium sotoanum R.Jiménez & Hágsater (2010). Kew har den stadigvæk under det gamle navn, men på orchidspecies kan man læse, at det navn hører til en gul art. Så i 200 år har denne art måske haft et forkert navn. Den gule art har Kew dog ment, er den samme som den pinkfarvede, så de har slået dem sammen. Fremtiden vil så vise, om det forbliver én art eller skal være to forskellige.
En imponerende blomstring, selvom den havde mistet halvdelen af blomsterne! Den fik en tredieplads til novembermødet.
Spørgsmålet er så, om den egentligt skal hedde Oncidium sotoanum R.Jiménez & Hágsater (2010). Kew har den stadigvæk under det gamle navn, men på orchidspecies kan man læse, at det navn hører til en gul art. Så i 200 år har denne art måske haft et forkert navn. Den gule art har Kew dog ment, er den samme som den pinkfarvede, så de har slået dem sammen. Fremtiden vil så vise, om det forbliver én art eller skal være to forskellige.
En imponerende blomstring, selvom den havde mistet halvdelen af blomsterne! Den fik en tredieplads til novembermødet.
Endnu en plante med et problematisk "navneroderi". Skal der være så meget bøvl med top 5 navne fremover, så overvejer jeg at springe dem over til møderne!
Nå, så galt går det nok ikke, men denne plante var uden navn. Forrygende flotte blomster der sad i hobetal på de mange stilke. Jeg har konfereret lidt med Jan omkring mulige navne til den, og selvom den minder utroligt meget om en art, der sjældent ses i samlinger og da slet ikke til salg, så må den forblive en Cymbidium og ikke andet. Den ligner meget arten Cymbidium erythraeum. Da hybrider med den art kan ligne arten næsten til forveksling, så kan det ikke afgøres, om det er arten eller en hybrid med den. Men flot var den! Det var Birgit, der havde gjort kuppet.
Nå, så galt går det nok ikke, men denne plante var uden navn. Forrygende flotte blomster der sad i hobetal på de mange stilke. Jeg har konfereret lidt med Jan omkring mulige navne til den, og selvom den minder utroligt meget om en art, der sjældent ses i samlinger og da slet ikke til salg, så må den forblive en Cymbidium og ikke andet. Den ligner meget arten Cymbidium erythraeum. Da hybrider med den art kan ligne arten næsten til forveksling, så kan det ikke afgøres, om det er arten eller en hybrid med den. Men flot var den! Det var Birgit, der havde gjort kuppet.
Hmmm, sort baggrund, så må det jo være Egons plante. Altså er det min plante fotograferet hjemmefra, for dem der ikke er bekendt med skribenten bag hjemmesiden.
Til sidste møde fik denne art en delt fjerdeplads. Det var en anden plante, som dog efter en ny stemmeoptælling måtte vige pladsen til en anden i samme slægt. Den plante (Dendrobium cyanocentrum) var også hængt på klodsophænget til dette møde, efter den blev afleveret af Jan fra hans tur til Frankrig. Men den slipper I for at se i dag, den var delvist afblomstret, og den hang der åbenbart kun, for at Jan kunne finde den frem til en lille peptalk senere på dagen.
Men denne fik en delt andenplads til dette møde, og det er så min Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886). Købt hos Knitta sidst på sommeren med ét skaft. Noget større blomster end på de mange andre planter i samme art, jeg kunne vælge mellem, og de andre var tæt besat af blomstrende skafter. Det er der så også kommet på min nu, og det oprindelige er en af de to mørke i farven. Blomsterne bliver mere og mere mørke, jo ældre de bliver, derfor de to farver på denne. Og da blomsterne holder i flere måneder, så er det jo en dejlig plante af have stående i blomst.
Jeg fortalte til mødet, at den står på mit spisebord i stuen, men jeg fik ikke fortalt, at jeg p.g.a. mine 11 store terrarier samme sted har en luftfugtighed på godt 80%. Derfor kan jeg dyrke mange planter i stuen, der skal have høj luftfugtighed.
Den findes både på og på de omkringliggende øer af den delte ø Papua Ny Guinea/Ny Guinea
Til sidste møde fik denne art en delt fjerdeplads. Det var en anden plante, som dog efter en ny stemmeoptælling måtte vige pladsen til en anden i samme slægt. Den plante (Dendrobium cyanocentrum) var også hængt på klodsophænget til dette møde, efter den blev afleveret af Jan fra hans tur til Frankrig. Men den slipper I for at se i dag, den var delvist afblomstret, og den hang der åbenbart kun, for at Jan kunne finde den frem til en lille peptalk senere på dagen.
Men denne fik en delt andenplads til dette møde, og det er så min Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886). Købt hos Knitta sidst på sommeren med ét skaft. Noget større blomster end på de mange andre planter i samme art, jeg kunne vælge mellem, og de andre var tæt besat af blomstrende skafter. Det er der så også kommet på min nu, og det oprindelige er en af de to mørke i farven. Blomsterne bliver mere og mere mørke, jo ældre de bliver, derfor de to farver på denne. Og da blomsterne holder i flere måneder, så er det jo en dejlig plante af have stående i blomst.
Jeg fortalte til mødet, at den står på mit spisebord i stuen, men jeg fik ikke fortalt, at jeg p.g.a. mine 11 store terrarier samme sted har en luftfugtighed på godt 80%. Derfor kan jeg dyrke mange planter i stuen, der skal have høj luftfugtighed.
Den findes både på og på de omkringliggende øer af den delte ø Papua Ny Guinea/Ny Guinea
Så er vi nået til trediepladsen. Det er Kristians Bulbophyllum medusae (Lindl.) Rchb.f. in W.G.Walpers, (1861), der endnu en gang havde ramt et møde med sin flotte blomstring. Der var allerede faldet et par skafter, men det forhindrede den ikke i sin placering. Den skarpsindige læser har selvfølgelig undret sig over det sidste billede, for det er da ikke den samme plante! Nej, det er min Bulbophyllum medusae 'Alba', jeg har sat ind for at vise forskellen med og uden prikker i blomsterne.
Den findes fra Thailand og ned på mange af de sydlige beliggende øer over mod Borneo.
En plante der flot lever op til den mytologiske figur Medusa, der har lagt navn til denne art.
Den findes fra Thailand og ned på mange af de sydlige beliggende øer over mod Borneo.
En plante der flot lever op til den mytologiske figur Medusa, der har lagt navn til denne art.
Nu kunne man jo have forventet, at den lille "juleorkide" Ludisia discolor var dukket op til mødet men nej, i stedet for var Jan kommet i forårshumør og havde taget en "tulipan-orkide" med. Så det var naturhybriden Anguloa × ruckeri Lindl., (1846), (clowesii × hohenlohii) der fik en fjerdeplads. Som I kan se ud fra de to link i navnene, så ligner den mest pollengiveren i navnet, men det er som regel frøbæreren, den først nævnte, der afgiver det meste af farven og udseendet til hybriden, så denne må været krydset den anden vej. Hybriden hedder stadigvæk det samme, selvom de to frøsætningers blomster vil være en del forskellige i udseende.
Skal den ses i naturen, så findes den i Colombia og Venezuela. Det ville derfor være oplagt at tage en smut der forbi, når I selvfølgelig skal til WOC til næste år i Ecuador.
Så husker de fleste nok, at Jan også fortalte om planten på femtepladsen, men.....!
Skal den ses i naturen, så findes den i Colombia og Venezuela. Det ville derfor være oplagt at tage en smut der forbi, når I selvfølgelig skal til WOC til næste år i Ecuador.
Så husker de fleste nok, at Jan også fortalte om planten på femtepladsen, men.....!
Jan beklager meget, at han overså, at det var Jettes primærhybrid Paphiopedilum Wiertzianum (lawrenceanum x rothschildianum), der fik en femteplads. Den var røget én placering ned fra sidste møde. Den minder nok mere om Paph. rothschildianum end om en Paph. lawrenceanum. Den sidste er også en af forældrene i den velkendte hybrid Paph. Maudiae.
En spændende mangeblomstrende hybrid, der blev registreret så langt tilbage som i 1898.
En spændende mangeblomstrende hybrid, der blev registreret så langt tilbage som i 1898.
Så blev jeg færdig med top 5, og nu kommer planterne vanligt i nogenlunde alfabetisk rækkefølge.
Jeg starter med min egen Bulbophyllum cylindrobulbum Schltr. in K.M.Schumann & C.A.G.Lauterbach, (1905). En af de småblomstrede i den slægt. Og derfor er det en art, der sjældent ses i samlinger. Den stammer fra New Guinea og Salomonøerne. Navnet hentyder til de cylinderformere pseudobulber. Den var ikke med i konkurrencen om point.
Endnu en af mine i samme slægt. Det er en Bulbophyllum longibrachiatum Z.H.Tsi, (1981). Denne gang så den noget anderledes ud end den plejer, for dens sepaler var ikke samlet, som de har været de andre gange, den har blomstret her hos mig. Det sidste billede er samme plantes normale udseende fra en tidligere blomstring. Skal den findes i naturen, så hører den hjemme i det sydøstlige Kina og Vietnam.
Jan havde taget denne spændende Bulbophyllum repens Griff., (1851) med. Det er normalfarven til den. Den sælges også med klonnavnet Bulbophyllum repens `Green´. I gætter aldrig, hvilken farve den har!
Artsnavnet hentyder formentligt til dens voksemåde, da repens betyder krybende. Om Jans plante så har forstået det er jo en helt anden sag. Spændende blomstring.
Findes fra Malaysia i syd og nordpå til lidt op af Himalaya og østover til den kinesiske del af disse småbakker!
Artsnavnet hentyder formentligt til dens voksemåde, da repens betyder krybende. Om Jans plante så har forstået det er jo en helt anden sag. Spændende blomstring.
Findes fra Malaysia i syd og nordpå til lidt op af Himalaya og østover til den kinesiske del af disse småbakker!
Siden vi så denne plante til sidste møde, har den smidt to af blomsterne. Med det udseende, så kunne den godt fortjene at få et hybridnavn, men indtil det sker, så må den nøjes med at hedde Cattleya (mooreana x coccinea). En af de hybrider, hvor hybridiseringen har sin berettigelse. Den hører hjemme hos John og Solveig.
Man kunne have Pernille mistænkt for at eksperimentere med sine orkideer! Kigger I på blomsten til venstre, så har den fyldige afrundede sepaler i en pink farve, mens den til højre er småprikket med spidse sepaler og en mere brunlig farve. Ydermere har den til højre nærmest en dobbelt læbe, så noget er gået helt galt i blomsternes udvikling. Den hedder Cattleya Bangkok Welcome 'Snow Queen', tidligere en Lc.. Forældrene er begge hybrider, og deres forældre er også hybrider, så der er mange gener blandet sammen i denne hybrid. Det fremmer risikoen for disse forskelligartede blomster på samme plante. Mindst en af krydsningerne går tilbage til 1898, og denne hybrid er så registreret i 1994.
Dette er Jans Cattleya dormaniana (Rchb.f.) Rchb.f., (1882). Det er en smuk fremtoning, den laver med læben, sådan som den er bukket rundt. Man kunne jo tro, at planten er så grovillig, nu den har sat så store flotte skud de seneste år, at dens rødder har sprængt potten, men det skyldes vist et fald på gulvet på et tidspunkt. Godt at planten overlevede uden at tage skade.
En brasiliansk art.
En brasiliansk art.
Om Finn havde håbet på, at navnet på denne skulle smitte af på dagens placering, vides ikke, men den har navnet Cattleya Ginny Champion. Den er resultatet af to primærhybrider, der er krydset sammen. Forældrene til denne er C. (Baby Kay x Psyche (1902). Årstallet antyder, at efter mange slægter er blevet flyttet rundt og lagt sammen, så er der nu mindst to accepterede hybridnavne i slægten Cattleya med det navn, og denne er registreret i 1902.
C. Baby Kay er arterne C. bicolor krydset med C. luteola og C. Psyche (1902) er C. cinnabarina krydset med C. coccinea.
C. Baby Kay er arterne C. bicolor krydset med C. luteola og C. Psyche (1902) er C. cinnabarina krydset med C. coccinea.
Cattleya er heldigvis en slægt, der findes i mange af medlemmernes samlinger, for de udviser en stor flot variation i deres blomstring. Mange har pangfarver, og de fleste er storblomstrede, så udgifter til en lup er for mange en unødvendig investering. Her er det en unavngiven hybrid fra John og Solveig, der pranger.
Dem der tænkte til mødet, at den plante havde vi da også set til sidste møde, må vist tro om igen, for denne er Pernille kommet med. Det må være samme unavngivne hybrid, som Finn også havde med til sidste møde. At det må være Pernilles plante ses jo tydeligt af, at blomsterne tager sig meget forskelligt ud med dekoreringen af læben, har hun nu været igang med hormonforstyrrende eksperimenter igen? Men Finns plante havde også forskellige farvearrangementer på læben, så det må nok nærmere tilskrives hybridiseringen.
Den sidste i denne slægt kom Jan med, den var ikke med i konkurrencen. Det er en Cattleya praestans (Rchb.f.) Van den Berg, (2008). Skulle I nu undre jer over, at den først er beskrevet i 2008, for den har I da set længe før, så var det i 2008, at den blev flyttet til Cattleya. Den hed oprindeligt Laelia praestans Rchb.f., (1857). Så da den holdt 100 års jubilæum for sin beskrivelse, kom Jan til verden!
Også en brasiliansk art.
Også en brasiliansk art.
Coelogyne fimbriata Lindl., (1825) så vi også i oktober, men der var det Jørn, der havde sin plante med. Her er det Oles plante, der viser, at den trives flot hjemme hos ham. At han har haft den længe ses ikke mindst af den Bromelia/Tillandsia, der er groet fast på klodsen. Hvem kender ikke problemet med at stå med en ny plante, og hvad skal man lige gøre af den. Så den blev anbragt på klodsen sammen med orkideen, og nu er den groet fast.
Den findes i det meste af østen, men ikke på øerne.
Den findes i det meste af østen, men ikke på øerne.
Jeg havde taget to primærhybrider af Cymbidium Osborn (erythrostylum x dayanum) med. Det lidt besynderlige hybridnavn har måske noget at gøre med, at den er registreret af en M. Osborn i 2003. En meget elegant hybrid, der har taget mest ud efter Cym. dayanum.
Nå, er jeg nu gået galt i planterne, for har I ikke allerede set denne plante én gang før? Jo, det har I, men det var til novembermødet. Min plante i samme art har I set, men her er det Birgits Dendrobium bracteosum Rchb.f., (1886), der, siden vi så den for et par uger siden, har haft travlt med at springe mange af de nye skafter og knopper ud. Sidste billede er fra første novembers møde, så kan I se, hvor meget den har udviklet sig på den korte tid.
Her er det John og Solveigs Dendrobium dearei Rchb.f., (1882), der dukker op igen. Som jeg skrev tidligere, så er mange af planterne gengangere fra sidste møde, men det fortæller jo også, om blomsterne er døgnfluer, som nogle af dem er. Disse ser ikke ud til at være ved at falde endnu, så de må være til den mere holdbare side. En elegant blomst.
Og hvad har vi så her, er det mon en Dendrobium dearei var. auriacum? Altså en orange variant. Nej, det er Jans Dendrobium infundibulum Lindl., (1858), som han fik med hjem fra Sydafrika med Cites-papirer på. Der er mange spændende arter i sektionen Formosae, hvor de begge hører hjemme. Lidt synd for de fleste planter, at klubben ikke har et transportabelt fotoatelier med variable baggrunde. Hmmmm, måske et juleønske på vegne af alle vores orkideer, sådan et kan vel ikke koste mere end et par hundredtusinde kroner!
Måske nogen kan huske, at Karge fik registreret en Spathoglottis med et varemærkeregistreret navn sidst i 90'erne, denne plante ser ud til at have "lidt" samme skæbne. Det er et hollandsk gartneri, der kalder alle deres Dendrobium-hybrider for Dendrobium Sa-Nook. Så navnet på denne her skulle være Dendrobium Sa-Nook © White Surprise.
De har valgt det ord, fordi det er orkideer fra bl.a. Thailand, de sælger, og ordet sanook skulle være et thailandsk ord for noget i retningen af "at glæde". Så dette er med andre ord en glædelig hvid overraskelse. Smuk er den da, med sine store hvide blomster.
Det er Birgits plante.
De har valgt det ord, fordi det er orkideer fra bl.a. Thailand, de sælger, og ordet sanook skulle være et thailandsk ord for noget i retningen af "at glæde". Så dette er med andre ord en glædelig hvid overraskelse. Smuk er den da, med sine store hvide blomster.
Det er Birgits plante.
Ud fra navneskiltet på min plante, så skulle dette være en Dendrochilum cobbianum Rchb.f., (1880). Men som det ses på flere af billederne, så har den små brunlige pletter på begge sider af blomsterne, og det kan jeg ikke se, at denne art skal have. Så måske er navneskiltet forkert. Jeg har været inde på http://www.dendrochilum.com/ for at se, om jeg kunne finde den, men ikke mindst grundet de mange manglende billeder eller tegninger af blomsterne til mange af arterne, så har jeg opgivet at komme igennem dem alle. Så jeg må leve med uvisheden, om det er det rette navn. Er det den art, så findes den kun på de to øer Luzon og Mindanao i Filippinerne. Altså en endemisk art for Filippinerne.
Endnu en af mine planter, denne gang er der ikke tvivl om navnet. Det er en Dendrochilum cootesii H.A.Pedersen, (1997). Og skulle nogen være i tvivl, så er det den danske botaniker Henrik Ærenlund Pedersen, der har beskrevet den. Jeg købte den på det engelske ebay i maj sidste år, så det er første blomstring, den har givet, og det lover jo godt for fremtiden.
Den skulle kun findes på øen Luzon i Filippinerne, og er dermed også endemisk.
Den skulle kun findes på øen Luzon i Filippinerne, og er dermed også endemisk.
Endnu en plante udenfor konkurrencen, denne gang er det Jans Eria coronaria (Lindl.) Rchb.f. in W.G.Walpers, (1861). Det er vist for længe siden, min egen har blomstret, den kunne jeg ikke genkende. Mange af de småblomstrende arter med håret knop og bagside på blomsterne er flyttet i en ny slægt Mycaranthes, men denne er som de fleste andre Eria blevet i slægten.
Hvis nogen skulle overveje, om den kunne høre hjemme i en helt anden slægt, så har den tidligere heddet Coelogyne coronaria Lindl., (1861). Den er hjemmehørende fra den nederste del af Himalaya på den sydlige og østlige side og ned til og med Vietnam.
Hvis nogen skulle overveje, om den kunne høre hjemme i en helt anden slægt, så har den tidligere heddet Coelogyne coronaria Lindl., (1861). Den er hjemmehørende fra den nederste del af Himalaya på den sydlige og østlige side og ned til og med Vietnam.
Det her skulle være en Gastrochilus bellinus (Rchb.f.) Kuntze, (1891). Det er Jans plante og endnu en uden for konkurrencen. Den har den for den slægt så karakteristiske fordybning i læben. Der sidder en sværm af blomster og stikker ud til alle retninger, stort set alle med læben siddende ind mod midten af blomsterklasen, den slægt kan man da ikke gå galt i byen med!
Den findes fra Myanmar (Burma) i et bælte over til det sydlige Kina.
Den findes fra Myanmar (Burma) i et bælte over til det sydlige Kina.
Så er jeg nået til Finns Haraella retrocalla (Hayata) Kudô, (1930). Som regel én blomst åbent på hver skaft, en småhåret og frynset læbe, der hvælver opad, og som i sin slægt er monotypisk, altså den eneste art i den slægt. Eller sådan var det indtil for nylig, hvor den atter kom tilbage i en tidligere slægt og nu igen hedder Gastrochilus retrocallus (Hayata) Hayata, (1917). OK, der er få andre arter i Gastrochilus, der heller ikke har fordybningen i læben, så så atypisk er den heller ikke for den slægt. Der er dog en anden art i den slægt, der adskiller sig endnu mere i mine øjne, den ligner til forveksling en Luisia. Det er Gastrochilus inconspicuus.
Da planten nu har blomstret mange gange på flere skafter på samme tid hos Finn, så må man jo formode, at den trives fint med hans pasning af den. Endemisk til Taiwan.
Da planten nu har blomstret mange gange på flere skafter på samme tid hos Finn, så må man jo formode, at den trives fint med hans pasning af den. Endemisk til Taiwan.
Da E kommer før O, så er vi nu nået til denne her, som er en Habenaria rhodocheila Hance, (1866). OK, det her er min plante derfor E'et, Oles kommer i næste visning. Den var uden for konkurrencen, da jeg ikke vil tage æren fra Knitta og Poul Erik for at have fået den i blomst. Det er nogle spøjse blomster den har, som ikke bliver mindre spændende tæt på.
Der findes flere forskellige farvenuancer i den arts blomster, og alligevel havde både Ole og jeg valgt den samme farve i Habenaria rhodocheila. Jeg var lige ved at tro, vi havde fået forbyttet planterne, da jeg skulle hjemad, for min plante stod på det sted, hvor Oles plante havde stået i udstillingen. Men alt var, som det skulle være.
Findes i et bælte fra Malaysia og stik sydøst på til Kinas Stillehavskyst samt på Filippinerne.
Findes i et bælte fra Malaysia og stik sydøst på til Kinas Stillehavskyst samt på Filippinerne.
Så var Jan med i konkurrencen igen med denne plante. Det er en Laelia gouldiana Rchb.f., (1888), en af dem, der ikke er blevet flyttet til Cattleya.
En højtragende plante der flot bærer sine smukke blomster. Den må jo have haft behov for at gøre meget opmærksom på blomsterne, siden de skal sidde på så højt et skaft. Og måske var det ikke nok til at tiltrække tilstrækkeligt med bestøvere, for den er uddød i naturen i dag. Den fandtes i bjergrige egne i Mexico, men det gør den så ikke mere.
En højtragende plante der flot bærer sine smukke blomster. Den må jo have haft behov for at gøre meget opmærksom på blomsterne, siden de skal sidde på så højt et skaft. Og måske var det ikke nok til at tiltrække tilstrækkeligt med bestøvere, for den er uddød i naturen i dag. Den fandtes i bjergrige egne i Mexico, men det gør den så ikke mere.
Underlige unaturligt udseende blade, mon nogen har eksperimenteret med den? Så må det jo være Pernilles plante, og det er det da også. Hvad de gullige pletter skyldes, skal jeg ikke kloge i, men blomsterne fejler jo ikke noget. Det er den smukke hybrid Leomesezia Lava Burst, der tidligere hørte til hybridslægten Howeara. Howeara var den intergenetiske hybrid mellem de tre slægter Leochilus, Oncidium og Rodriguezia, hvor Leomesezia er krydsningen mellem Gomesa, Leochilus og Rodriguezia. Med andre ord er mindst én art fra Oncidium, som er krydset ind i denne hybrid, nu flyttet til slægten Gomesa.
Denne tidligere Miltonia-hybrid hedder i dag Miltonidium Peter Komp (Miltonia × leucoglossa x Oncidium schroederianum). Så her er der også blevet flyttet rundt i slægterne. Det gør det så dejligt nemt, ..... at gå vild i planterne. Ved første øjekast kunne det ligne en primærhybrid, men da Miltonia × leucoglossa er en naturhybrid mellem Milt. candida × Milt. spectabilis, så er denne hybrid ikke en hybrid mellem to arter.
Orchidspecies har naturhybriden til at være krydsningen mellem Miltonia candida og Miltonia clowesii. Nu må vi se, hvornår han får det rettet, jeg har fundet 3 fejl på hans hjemmeside denne gang med de arter, jeg har kigget på til dette indlæg fra vores julemøde. Og fejlene har jeg informeret ham om, finder I andre nogle fejl på hans hjemmeside, så vil han meget gerne have fejlene at vide, så de kan blive rettet. Han bliver ikke sur, tværtimod! Og finder I fejl her på sitet, så vil jeg også gerne have besked, så jeg kan få rettet dem Jeg bliver (næsten) heller ikke sur!
Og inden navneforvirringen bliver alt for stor, så var det Finns plan....nej Jørns pl......nej Birgits plante!
Orchidspecies har naturhybriden til at være krydsningen mellem Miltonia candida og Miltonia clowesii. Nu må vi se, hvornår han får det rettet, jeg har fundet 3 fejl på hans hjemmeside denne gang med de arter, jeg har kigget på til dette indlæg fra vores julemøde. Og fejlene har jeg informeret ham om, finder I andre nogle fejl på hans hjemmeside, så vil han meget gerne have fejlene at vide, så de kan blive rettet. Han bliver ikke sur, tværtimod! Og finder I fejl her på sitet, så vil jeg også gerne have besked, så jeg kan få rettet dem Jeg bliver (næsten) heller ikke sur!
Og inden navneforvirringen bliver alt for stor, så var det Finns plan....nej Jørns pl......nej Birgits plante!
En af mine nye planter uden for konkurrencen. Efter skiltet at dømme, skulle det vær en Oncidium cheirophorum Rchb.f., (1952), men jeg synes nu ikke helt, den ligner. Plantorama 2000 har haft en del planter til salg for nylig, der stammer fra Karge, denne og den næste er to af otte orkideer, som jeg har købt til nedsat pris derude fra Karge, nu de var eller snart var færdige med at blomstre.
Er det den art, så findes den fra Nicaragua til Colombia.
Er det den art, så findes den fra Nicaragua til Colombia.
Denne her havde ikke noget skilt ved, så det må være en navnløs Oncidium hybrid. Samme små blomster som den forrige, men lidt anderledes i udseendet.
Dette er en Paphiopedilum Senne Calle (Senne Moor 'Pixie' x callosum 'Pixie'), som John og Solveig havde med. Den ligner meget den sidstnævnte i krydset. Hybriden er lavet af og registreret af Röllke i 2012. Selv uden blomster er det en smuk plante med de plettede blade.
Dette er min Pleurothallis rowleei Ames, (1922). Så er der måske en klokke, der ringer, for var den ikke også med sidste gang? Jo og nej. Jeg havde samme art med til novembermødet, men det var en anden og meget større plante. Den var faktisk også med i Silkeborg, men lå i en kasse, da Jan havde haft den med til Toulouse efter sidste møde. Så det her er en lille plante, jeg købte for et par år siden, egentligt skulle den være foræret væk, men heldigvis nåede den at blomstre, inden jeg kom så langt, og så var den plan opgivet. Den er meget mørkere i farven end den store plante. Så må jeg jo bare have to i den art, og med den farve, så gør det absolut ikke noget.
Pleurothallis har jo hjemme i Sydamerika, og denne hører til i Costa Rica, Panama, Colombia og Ecuador.
Pleurothallis har jo hjemme i Sydamerika, og denne hører til i Costa Rica, Panama, Colombia og Ecuador.
Dette er en hybrid fra 1981, som Birgit havde med. Det er en Rhynchobrassoleya Everything Nice 'Showtime'. Det er nogle fantasifulde navne, der efterhånden findes som slægtsnavne. Det er arten Brassavola perrinii, der er krydset ind i en hybrid fra 1967, der igen består af to hybrider, der er krydset sammen. Skulle nogen have lyst til selv at lege med jeres egne hybriders slægtstræ, så kan det gøres herinde. http://apps.rhs.org.uk/horticulturaldatabase/orchidregister/orchidregister.asp
Det her er igen Jans plante. En hybrid mellem tre arter, og igen en plante uden for konkurrencen. Det er en Rossioglossum Jakob Jenny (grande x insleayi) x splendens. Det er der kommet en spændende lille kompakt plante ud af med forholdsvis store blomster.
Så er vi nået til den sidste plante fra mødet, selvom der egentligt hang endnu en på gitret til klodsplanter. Det var samme art som denne, det var min lille plante, men de 4 nyudsprungne skafter valgte at klappe sammen, da den nåede frem til Silkeborg. Luften var nok for tør i forhold til dens normale omgivelser. Så derfor har jeg fravalgt billeder af den.
Men dette er John og Solveigs Stelis megachlamys (Schltr.) Pupulin, (2002), der tidligere hed Pleurothallis tuerckheimii. Det er nogle spændende blomster, der sidder der på rad og række på de lange skafter. Og så er det jo en af mine favorit farver. Den findes i naturen i Mexico, Guatemala, Belize, Costa Rica og Panama.
Men dette er John og Solveigs Stelis megachlamys (Schltr.) Pupulin, (2002), der tidligere hed Pleurothallis tuerckheimii. Det er nogle spændende blomster, der sidder der på rad og række på de lange skafter. Og så er det jo en af mine favorit farver. Den findes i naturen i Mexico, Guatemala, Belize, Costa Rica og Panama.
Det tog så 14 timer denne gang at lave dette indlæg, efter alle billederne allerede var lavet, så det tager noget ekstra tid, når jeg forsøger at få sat de mange link ind, men jeg håber da, at de måske kan være til fornøjelse for nogen!
Så mangler jeg stadigvæk kun billederne fra John og Solveig fra Lund-udstillingen, så kan jeg holde jul med god samvittighed! Og en god jul og et godt nytår, det må I alle have, når I når dertil!
Så mangler jeg stadigvæk kun billederne fra John og Solveig fra Lund-udstillingen, så kan jeg holde jul med god samvittighed! Og en god jul og et godt nytår, det må I alle have, når I når dertil!