Jeg har fået tilsendt to tidligere Pleurothallis arter, men de fleste med lange skafter og mange blomster på dem er i dag flyttet til Stelis. Og disse to plante må i sandhed siges at leve op til det.

Som enhver ejer af denne drilske plante kan se, er det her en ​Stelis restrepioides (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase (2001). Så hvad var det så for noget vrøvl med mig om Helles plante i novembervisningen. Det her er den lyse variant af den art, den kan også være meget mørk-purpur i farven. Men det var nu ikke noget vrøvl, for det her er en anden af Helles planter. Begge havde samme navneskilt ved, og her er navnet rigtigt.

Hvis der er nogen, der vil vide, hvordan de får deres plante i blomst, så spørg Helle, hun er da et levende bevis på, at så svært kan det da heller ikke være. Men den kan være svær, det er lige med at knække dens behov for at ville blomstre.

Her er den anden af Helles planter, den der var med til mødet. Den har den mørke farve, som arten ovenfor også kan have, men det her er en helt anden art i samme slægt. Denne hedder ikke Stelis pachyglossa som jeg fejlagtigt er kommet til at kalde den. Den art sætter jeg ind nedenfor, så kan ligheden mellem de to art tydeligt ses.

Helles plante hedder Stelis megachlamys (Schltr.) Pupulin, (2002). Jay skriver om Stelis pachyglossa: "This specis has many similarities to P tuerkheimii but differs in the successively flowered, fractiflex inflorescence that is much shorter."

Det er ikke bare to store velblomstrende planter, de er også passet så godt, at de fremstår uden visne spidser på bladene. Måske vi skal have et foredrag i klubben på et tidspunkt, hvor Helle kan øse af sine gode erfaringer i timevis. OK, en halv time kan måske også gøre det.

Til næste møde vil jeg råde sælgeren af denne plante til Helle til at have styrthjelm på, så siger jeg ikke mere. Bare et godt råd! Helle har selv taget billederne af begge arter.

Min Stelis pachyglossa (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001), som den så ud sidste år. Kortere skafter og som Jay også skriver, springer blomsterne ud successivt, så der normalt kun er en af de få knopper på skaftet sprunget ud samtidig. Til sammenligning med Helles plante ovenfor.

Måske nogen kan huske, at til oktobermødet var der to Maxillaria sophronitis (Rchb. f.) Garay (1958). Her er det Bentes plante, der er gået i blomst igen. Nå ja, min er også begyndt at blomstre igen. De fleste forbinder julens farve med rød, og det må man da sige, denne orkide lever fint op til. Men det er ikke den eneste julehilsen, I får fra vores formand, for med til sine billeder har hun sendt dette:

Kære orkidevenner.
Nu går det mod lysere tider. Jeg glæder mig til vi mødes i 2019 og håber vi kommer til at se mange flotte planter.
I ønskes en glædelig jul og et godt nytår.

Jeg vil også bidrage med lidt planter her op til jul. Dette var en navnløs Pleurothallis indtil jeg i julen fandt navnet til den efter 10-12 timers søgning på Jay's hjemmeside. Den minder en del om Helles plante ovenfor, men det er ikke den art. Skafterne hænger nedad og blomsterne er nogenlunde vandrette. Det er en Pleurothallis ankyloglossa Luer & Hirtz (2000). Ca. 5 cm store blomster.

En orkide, jeg købte for nogle år siden med blomsterskaft på. En af dem, der fortsætter med én udsprungen blomst ad gangen, og når den falder efter ca. 3 uger, så er næste knop på samme skaft bristefærdig. Det er stadigvæk samme skaft, den blomstrer på nu, den har passeret de 20 blomster på skaftet. Det er den småblomstrede Coelogyne candoonensis Ames (1923).

Også en af mine, det er den ca. 30 cm lange Bulbophyllum longissimum (Ridl.) J.J. Sm. (1912). Har holdt i små 3 uger, men nu kunne den ikke mere.

En 1 cm stor blomst på en Bulbophyllum sp.. Ligner langt fra det, den skulle, men er faktisk helt pæn, når den først bliver forstørret en del.

Igen en plante, som har blomstret uafbrudt i mange år nu. Der kommer hele tiden nye knopper frem, som holder en uges tid. Lige nu er der to af hver farve. Der må være blevet monteret to frøplanter på klodsen i sin tid, og det var så heldigvis begge farver, den art kan have. Det er en Pleurothallis volans Luer & Hirtz (1996). Selvom den er så blomstervillig, har I vist kun set den til et møde. Er værre end en Dracula, når den forlader udestuen. Efter et kvarter klapper blomsterne sammen. Derfor bliver den hjemme.

5 mm store blomster. Også stort set i blomst hele tiden, det er en Scaphosepalum rapax Luer, (1976). Den vil tage det fortrydeligt op, hvis den forlader udestuen, så visner skafterne, og der vil gå nogle måneder, før den igen blomstrer uafbrudt.

Den sidste, jeg vil vise jer, er min Bulbophyllum scabratum Rchb. f. (1861). 1½ cm lange blomster der holder en uges tid.

Er der andre, der vil bidrage med lidt billeder gerne med lidt tekst til, kan I finde min mailadresse på forsiden.

Og med det vil jeg også ønske jer en glædelig jul samt et godt nytår. 

Merete har også sendt et bidrag til de dumme orkideer. Det er hendes Maxillaria desvauxiana, der satte en enkelt blomst i "utide" i forhold til et møde. Nyskuddene er godt igang, kan man se bag blomsten, i princippet en dum årstid for det. Blomsten burde ligeledes først komme sent på foråret til hen over sommeren, men da den formentlig er kommet fra den sydlige halvkugle i år, skal planten lige finde ud af, at nu er årstiderne forskudt et halvt år. Billederne er taget 31. oktober. Fed farve på læben, men også resten af blomsten.

Her er der to planter mere hos Helle, som nok ikke holder til næste møde. Derfor har hun taget billeder af dem og sendt til mig. Først en, der har fået lov til at blive i den gamle slægt, så det er en Pleurothallis matudana C. Schweinf. (1938). Der er en del arter, der har blomsten siddende på samme måde, og mange af dem ligner hinanden. Her er der dog ingen tvivl om, at det må være den rigtige art.

Den anden er en storblomstret Restrepia guttulata Lindl., (1837). Se selv, blomsten er meget større end hele planten inde bag ved. OK, så stor er den heller ikke, det er det synsbedrag der opstår, når noget er henholdsvis langt fra og tæt på linsen. Gunden til, at blomsten sprækker i bunden, skyldes at det er de to sepaler, der er sammenvokset. De kan åbne mere eller mindre op i blomsterne.

Merete har også denne primærhybrid, Cattleya Mini Purple coerulea (pumila x walkeriana) i blomst for tiden. Jeg lagde en med samme navn på Kiel-udstillingen for nylig, den var helt hvid på nær spidsen af læben. Og det er dens farve, der har givet benævnelsen coerulea. De første dage var sepalerne nogenlunde lige ud til siden, men så bøjede de bagud. Disse to billeder er taget af Merete henholdsvis d. 28. og 26. december.

Mon ikke dette bliver sidste års sidste plante i denne kategori! Det er Henriettes primærhybrid Dendrobium Hilda Poxon. Forældrene til den er Dendrobium (speciosum x tetragonum).

Jeg så et billede af den 10. december, der stod den fyldt med skafter, og knopperne var ved at titte frem. Det så lovende ud til vores januarmøde. Ved juletid så den ud som på billederne. Den var 40 cm høj og 75 tværs over. Den ville have prydet på vores i forvejen flot dekorerede bord til januarmødet, men sådan gik det ikke. Der var alle blomsterne faldet. Få dage før mødet så jeg et sidste billede af den, det var nu en stubmark. I sandhed en af de dumme orkideer, der blomstrer mellem to møder. Men godt at Henriettes billeder så kan blive vist her.

Så kom der alligevel en mere til decembervisningen. Det er Torben, der har taget billederne af sin navnløse Dendrobium hybrid, som kunne ligne en Den. Berry. Der er ingen tvivl om, at det er en Dendrobium kingianum hybrid. Flot farve den har.

Den startede med at blomstre i slutningen af november, billederne er fra 12. december, og den har stadigvæk lidt blomster tilbage.