Så går januar på hæld, officielt er der kun en måned tilbage af vinteren, men reelt er der nok nærmere to måneder. Solen er 1½ time længere på himlen, hvilket vores orkideer sikkert er glade for. Så glade, at ikke alle kan vente på, at det bliver næste møde.
Derfor har Helle indsendt denne primærhybrid, da den næppe holder til næste møde, og næste knop først springer ud efter mødet. Det er en Phragmipedium Memoria Dick Clements (sargentianum x besseae).
Jeg vil også godt bidrage med lidt planter herfra. I efteråret købte jeg blandt en del andre orkideer to Bulbophyllum biflorum Teijsm. & Binn. (1854). Den ene havde et lille skaft, da knopperne var halvlange visnede de ned. Øv! I går kom jeg til at se, at oppe i en anden potte lå der to blomster og rodede rundt. Det var den anden plante der havde sat et skaft, og i mangel på plads til de nedhængende blomster, lå de ovenpå en anden potte. Så at blomsterne hænger nogenlunde nedad er fusk fra min side, for kameraet er holdt i en næsten 45° skæv hældning, for at blomsterne hænger mest nedad. Denne art findes også i en gul version.
En mere i samme slægt. Bulbophyllum cambodianum (Christenson) J.J.Verm., Schuit. & de Vogel 2014). Slægten Trias er lagt ind under Bulbophyllum i dag, men sælges tit med det gamle slægtsnavn. Købt til sidste møde af Knitta, har blomstret lige siden og kører nu på sidste blomst. Det røde i baggrunden er den forrige blomst. De bliver mere og mere røde når de skal visne ned.
En navnløs Promenaea hybrid, der er købt i Plantorama for nogle år siden. Har en sparsom blomstring, måske den kommer med flere skafter, når vejret i udestuen bliver varmere.
Det meste af tiden hænger der en 8-10 blomster under min Scaphosepalum beluosum Luer (1979). Men da den risikerer at tørre de tynde skafter ud de få timer, et møde varer, kommer den ikke med igen. Så selvom jeg kan kigge på den til hvert møde og tænke, den kunne jeg også tage med, så er det en af de dumme orkideer, der ikke kan tåle den lave luftfugtighed i lokalet. Jeg har ladet flere af de gamle skafter blive siddende på planten, der har været 6-8 blomster på de fleste, før de stopper blomstringen.
Det er dog intet i forhold til denne Scaphosepalum sp., der har op til 25 zig-zag på de gamle skafter. For hvert knæk har der siddet en blomst. Har blomstret det meste af tiden de sidste ca. 15 år, så jeg har tilgivet gartneren for, at den havde et forkert navn med. Måske en ubeskrevet art, jeg er ikke stødt på nogen, hvor den har passet helt til tegningerne af en art.
Den sidste af de dumme orkideer herfra en min store Stelis restrepioides (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase (2001). Der er kun 8 skafter, men som det ses på skaftet, der når længst ned, så sidder det på en keiki på en keiki. Dem er der en del af, mange af dem er gennem tiden faldet af og sat på en klods til højre for den gamle plante fra før årtusindskiftet. Måske nogen undrer sig over, at den først er beskrevet i 2001, men jeg har købt den før endda med navn, men dengang hed den Pleurothallis. Nogle universiteter anerkender ikke, at den nu er beskrevet som en Stelis og holder fast i Pths.. Det gør det jo ikke nemmere for os andre dødelige. Den blev beskrevet som Pths. restrepioides i 1837. Findes også i en lysere farvevariation.
Merete har taget billeder af sin Paphiopedilum micranthum Tang & Wang (1951), der sprang ud i weekenden efter sidste møde og faldt i dag d. 04-02-19. Så det er da en af de dumme orkideer. Holdt godt 3 uger, men nåede ikke med til et af vores møder.
