Så nåede vi frem til september, hvor efteråret for alvor gør sin entre. Masser af regn, rusk og kulde men ikke i år endnu. Så i stedet for at sidde og redigere billeder fra sidste møde, mens regnen trommer mod vinduerne, så har mange orkideer fået et kort ophold i baghaven, hvor der er sat og syet masser af nyt sphagnummos på mange af klodserne. Billeder kan jeg jo altid få redigeret færdige, og det er så endelig sket nu.
Med de mange billeder jeg havde taget på forhånd af mine egne planter før mødet, så endte jeg på over 1000 billeder, der skulle kigges igennem for de bedste billeder til dette indlæg. Og med en smuttur til Lund i lørdags, så har jeg rigeligt med nye billeder liggende til den næste uges tid af udstillingerne derovre. Så selvom jeg snart er færdig med dette indlæg, så bliver jeg ikke arbejdsløs lige med det samme.
Landskampen i Lund endte med en tysk sejr, og Sverige kom ind på trediepladsen. Hvilken placering mon vi så fik i 3-landskampen? Tyskerne havde været så ufine at tage en stor blomsterrig rød Dendrobium cuthbertsonii med, så dommerne faldt sikkert i svime over den og glemte at give points til den, og uden fratrækkende points, så bliver det en ren guldmedalje!
OK, det var nok ikke helt sådan, det hang sammen, men den plante fjernede enhver mulighed for en topplacering til os. Og efter et kort referat fra landskampen, så vil jeg gå til vores topplacering på mødet.
Med de mange billeder jeg havde taget på forhånd af mine egne planter før mødet, så endte jeg på over 1000 billeder, der skulle kigges igennem for de bedste billeder til dette indlæg. Og med en smuttur til Lund i lørdags, så har jeg rigeligt med nye billeder liggende til den næste uges tid af udstillingerne derovre. Så selvom jeg snart er færdig med dette indlæg, så bliver jeg ikke arbejdsløs lige med det samme.
Landskampen i Lund endte med en tysk sejr, og Sverige kom ind på trediepladsen. Hvilken placering mon vi så fik i 3-landskampen? Tyskerne havde været så ufine at tage en stor blomsterrig rød Dendrobium cuthbertsonii med, så dommerne faldt sikkert i svime over den og glemte at give points til den, og uden fratrækkende points, så bliver det en ren guldmedalje!
OK, det var nok ikke helt sådan, det hang sammen, men den plante fjernede enhver mulighed for en topplacering til os. Og efter et kort referat fra landskampen, så vil jeg gå til vores topplacering på mødet.
Ligesom til sidste møde, var det en fruesko, der havde fået førstepladsen. Denne gang var det Kristians store flotte Paphiopedilum hybrid, der løb af med sejren. En af de unavngivne, så sådan bliver den ved med at være. Skulle nogen nu tænke, at den har Kristian nok lige købt i blomst i Lokal Brugsen, så tro om igen. Samme plante har været med til møde både i september 2014 og i august og oktober 2015. Den er ikke blevet grimmere med årene. Kigger man godt efter, så kan en af vores gæster fra Fyn-klubben ses inde mellem blomsterne.
Som nok de fleste planter til vores møder, så har vi heldigvis også set denne her på andenpladsen før. Den var med sidste år, hvor jeg brugte lidt tid på at finde navnet til den. Arter kan man ofte finde navne til, men hybrider skal man holde sig fra at sætte et navn på, selvom den ligner meget. Så dette er Jørns Habenaria fordii Rolfe, (1896). Artsnavnet med de to ii'er til sidst fortæller, at den er opkaldt efter en person ved navn Ford. Og da den er beskrevet i 1896, så hentyder den ikke til en amerikansk præsident.
Planten er købt hos Knitta og Polle, som har købt den i Thailand. Men der stammer den plante ikke fra. Den hører hjemme i Kina, hvor den er fundet i 3 proveniser, bl.a. i Yunnan. Planten var også med i Lund i sidste weekend, hvor den fik en bronzemedalje med hjem. En spændende og anderledes Habenaria!
Planten er købt hos Knitta og Polle, som har købt den i Thailand. Men der stammer den plante ikke fra. Den hører hjemme i Kina, hvor den er fundet i 3 proveniser, bl.a. i Yunnan. Planten var også med i Lund i sidste weekend, hvor den fik en bronzemedalje med hjem. En spændende og anderledes Habenaria!
Trediepladsen gik til en Dendrobium lindleyi Steud., (1840), som John og Solveig passer til daglig. En flot plante, som med de mange lange skafter var umulig at fjerne fra pladsen på bordet, så den må kæmpe med jerngitter mm. om opmærksomheden på mine billeder. Som flere af de andre planter på bordet var denne også i Lund til landskamp, men jeg kender desværre ikke resultatet af andre bedømmelser end Jørns plante.
Mon ikke I er ved at have lært set! En plante med sort baggrund, så er billederne taget hjemme hos mig selv inden mødet. Ellers når jeg ikke at få hverken kaffe eller brød til, og så går klubben glip af 20 kroner, det går sandelig ikke. Så dette er min (Egons) Dendrochilum magnum Rchb.f. in W.G.Walpers, (1861). Potten er lidt mosgrøn hist og her, jeg håber, den er helt grøn af mos om nogle få år, derfor blev den ikke gjort ren inden fotografringen. En kraftig duft kan den også byde på, så folk med "sarte" næser kan glæde sig over, at duften ikke følger med billederne. En kraftig parfumeret duft. Det sidste billede er af en nyudsprunget skaft. De starter op som grønne, så kommer den gyldne farve efter et par dage. Det blev til en fjerdeplads til den.
Og så skulle det næsten være overflødigt at skrive, at Jans Epidendrum melanoporphyreum Hágsater, (1993) kom ind på en femteplads. Men der kunne jo have været 2 på fjerdepladsen! Selvom der står 1993 som det år, planten er beskrevet, kan man ikke bare regne med, at det er den første gang, den er beskrevet. De fleste Dracula er fx beskrevet længe før det årstal, der står ved dem, for de hed tidligere Masdevallia. Så årstallet følger det navn, som den er beskrevet med og ikke den første beskrivelse af planten.
Men her er årstallet rigtigt nok, den er først fundet i 1993 i Peru. Nogle fantastiske farver, den har udviklet gennem tiderne. Gad vide, hvilket dyr der bestøver den med de farver!
Men her er årstallet rigtigt nok, den er først fundet i 1993 i Peru. Nogle fantastiske farver, den har udviklet gennem tiderne. Gad vide, hvilket dyr der bestøver den med de farver!
Det var de 5 højest placerede denne aften, og nu følger resten i alfabetisk rækkefølge. Der var godt 40 planter på bordet, og de 36 var med i konkurrencen.
Jeg lægger straks ud med en af mine egne planter, en Bulbophyllum longisepalum Rolfe, (1895). Den ligner mest en mellemting mellem en Bulb. grandiflorum og en Bulb. arfakianum. Men der er en udisciplineret vildskab over denne her, for de lange sepaler bugter sig lidt på må og få. Den kommer fra New Guinea
Her er det Birgits Cattleya hybrid. Det er nogle kraftige farver, der er blevet fremavlet i den. Den udmærker sig bl.a. ved, at det ikke er et stort "skrummel"! Så kan der være flere planter i vindueskarmen
Og her er det Jans Cattlianthe Chocolate Drop, der kommer. Tidligere en Cattleya, men det var før verden gik af lave. Det er en primærhybrid, altså krydsningen mellem to arter. Det er Cattleya guttata x Guarianthe aurantiaca. Den er registreret i 1965. Flot ren farve i en dyb tone.
Så er det igen en af mine planter. Coelogyne Orchideengarten Joachim. Igen en primærhybrid. Coel. (usitana x salmonicolor). Der er vist én, der vil udødeliggøre sin far, det er Marei der har registreret den hybrid i 2014. Hendes planter varierer meget i læbens farve, som frøplanter jo bør gøre, så vil man fx have en meget mørk, så skal man købe den i blomst. Min var kun en stor frøplante, da jeg købte den, så jeg er godt tilfreds med den farve, der sidenhen dukkede op.
Her er det den første ud af mange i denne slægt, der var på bordet til sidste møde. Mon ikke det er den samme Dendrobium Green Elf, (alexandrae x convolutum), som John og Solveig havde med for et år siden. Arten Den. alexandrae er det ikke. Det er en fantastisk sektion, denne hybrid kommer fra.
Så er vi tilbage i arternes verden med Jans Dendrobium brymerianum Rchb.f., (1875). Det er da en læbe, der vil noget. Men skulle jo tro, at sådan en blomst ofte ville blive brugt i hybridiseringen, men det er faktisk ikke tilfældet. Den er kun brugt én gang som pollengiver og tre gange som frøbærer. Så her har I en stor chance for at få lov til at registrere en hybrid, hvis I anskaffer en Dendrobium brymerianum og krydser den med lidt forskelligt!
Endnu en primærhybrid. Det er Dendrobium Cassiope (moniliforme x nobile), som er John og Solveigs. En flot elegant hybrid, der har meget af faconen fra frøbæreren, der skal stå forrest i krydset, og den røde plet fra pollengiveren. En god blomstring på den.
Det var vist primærhybridernes aften, for her er endnu en. Det er Finns Dendrobium Hibiki. Det er de to arter Den. (bracteosum x laevifolium) der er forældre til denne. En af de hybrider, der kan lave en formidabel blomstring, når først den har et par år på bagen. Det er jo en farve, man lægger mærke til.
Her er det en sød lille Dendrobium hybrid uden navn på, som Jørn havde med. Den er meget graciøs med de skiftevis hvide og pastel-rosa blomster. En lille keiki han fik på et tidspunkt, den har jo haft travlt med at lave de store pseudobulber, så den kunne blomstre.
Denne findes tilsyneladende ikke i hybridlisten. Det skulle være en Dendrobium Pocket Love, som John og Solveig havde med. Når jeg støder på en smuk hybrid, der ikke er registreret, så forsøger jeg altid at sætte citationstegn omkring "hybridnavnet", så finder jeg ofte den rigtige hybrid, hvor hybridnavnet er blevet slettet og klonnavnet er gjort til et nyt hybridnavn. Noget kan tyde på, at der er sket lidt det samme her, for straks kommer der et forslag. Dendrobium Angel Baby 'Love Pocket'. Den ligner godt nok, så noget kan tyde på, at ikke bare er hybridnavnet forsvundet, men klonnavnet er også blevet vendt omvendt.
Men uanset, hvad den hedder, så er det en smuk hybrid, der er kommet ud af det!
Men uanset, hvad den hedder, så er det en smuk hybrid, der er kommet ud af det!
Denne kunne ligne en Dendrobium Dawn Maree, men det er det ikke. Det er en videre hybridisering af den, nemlig Dendrobium Sweet Dawn (Dawn Maree x scabrilingue). Den orange læbe stammer fra Den. cruentum i den oprindelige hybrid. Det var Birgit, der havde den med.
Her er det en nybeskrevet art fra 2011, men allerede før årtusindskiftet fandtes den hos mindst en af klubbens medlemmer. Det er en Dendrochilum kopfii Lückel, (2011), som Jan havde med. Opkaldt efter den tyske orkidegartner Kopf. Den stammer fra Filippinerne. Desværre hang det ene blomsterskaft fast, da Jan kom ind med den, så derfor hænger det skaft så underligt. En af de planter, der står højt på min ønskeliste!
Her er der så igen lidt hovedbrud med navnet. Det er ikke fordi det mangler, ej heller, fordi det er forkert, men se her. Encyclia alata x alata affine. Altså arten Encyclia alata, der er krydset med en meget lignende art. Det er der jo kommet en flot plante ud af. Den hører hjemme hos Birgit.
Selvom der er sort baggrund på nærbillederne, så er det Birgit, der fortsætter med den næste En Epidendrum capricornu Kraenzl., (1916). Det er jo nogle imponerende blomstringer, de kan komme med på de forgrenede skafter. Smuk rød og hvid blomst!
En genganger fra sidste møde. I mellemtiden er skafterne blevet meget længere og mere rigt blomstrende, og så er der kommet en del frøkapsler på den. Det er Jørns Grandiphyllum hians (Lindl.) Docha Neto, (2006), der tidligere hørte til i Oncidium-slægten
Jens havde taget denne Habenaria medusa Kraenzl., (1892) med til mødet. Selvom det ikke ser sådan ud, så har denne art kun 6 blomsterblade ligesom alle andre orkideer. De er bare blevet meget frynset. Det er jo en flot blomst!
Så er vi ovre i sjældenhedernes verden. En Holcoglossum himalaicum (Deb, Sengupta & Malick) Aver., (1988), der tidligere hørte hjemme hos Ascocentrum. Men den slægt eksisterer ikke mere. En spændende plante med en hængende vækst. Søde små blomster på den. Jans plante.
Her kommer en plante, der står i mange samlinger i vores klub. En Leomesezia Lava Burst, tidligere i slægten Howeara. De havde den i Plantorama 2000 for et par år siden, da vi stod derude, og den kom med hjem til de fleste af os. Men her er det Kristian, der har fået genblomst i den. Lækker farve.
På navneskiltet stod der Maxillaria discolor, men det er formentligt en Maxillaria meleagris Lindl., (1844). Sidst et medlem havde sådan en plante med havde den midlertidigt forladt slægten Maxillaria og hed Camaridium meleagris. men nu er den tilbage igen. Jeg skrev lidt sammen med R. Govaerts for nylig, der holder styr på tjeklisten på Kew, og han beskrev listen med de meget rigtige ord. Tjeklisten er en levende liste! Jeg skal love for, den er levende, den er i konstant bevægelse med at flytte arter og slægter sammen og væk igen.
For et par år siden hed Habenaria medusa Habenaria myriotricha, nu er de to arter igen skilt fra hinanden. Det er ikke let at holde trit med navneændringerne.
For et par år siden hed Habenaria medusa Habenaria myriotricha, nu er de to arter igen skilt fra hinanden. Det er ikke let at holde trit med navneændringerne.
Så er det min Octomeria sp.. Sådan en blomstring laver den et par gange om året. Frem fra alle blade pibler der små bundter blomster. Men desværre holder de ikke længe, en uges tid, så er det slut.
En navnløs Oncidium hybrid, som Kristian havde taget med. Også en farve, der lyser godt op.
Måske der er nogen der kan huske, at Bente måtte aflevere nummerskiltene igen, så hun fik de allersidste numre den aften, det betød også, at når jeg fotograferer planterne efter numrene, og var midt i Bentes 3 planter, så kan der hurtigt gå noget galt. Så derfor får I ikke et billede af hele planten. Men her er det en Phalaenopsis Purple Gem 'Aida', tidligere en Doritaenopsis, Som Bente havde taget med. Fed læbe den har!
Og Bente fortsætter med denne Phalaenopsis equestris hybrid. De har ofte en kraftig blomstring, og det har denne også. På det gamle skaft sidder der en keiki!
Her er det Finns Pholidota chinensis Lindl., (1847). Desværre holder blomsterne kun få dage, så den er afblomstret igen for længst!
Denne fandt jeg i Tyskland weekenden før mødet. Men da jeg ikke selv har fået blomster i den, så valgte jeg, at den var udenfor konkurrence. Det er en Platystele umbellata P.Ortiz, (1978). Hver enkelt blomst er omkring en halv mm stor. En plante jeg har budt på flere gange på ebay, men været for fedtet til at få hjem. Nu fik jeg den hjem til pænt under ebay-priser! Og tilmed en stor plante og ikke 5 blade som på ebay!
Endnu en af mine udenfor konkurrencen. Det er en Pleurothallis loranthophylla Rchb.f., (1852). Om en måneds tid vil jeg tro, at den blomstrer igen, men muligvis med en bedre blomstring.
Mon ikke de fleste har haft denne orkideart i samlingen på et tidspunkt, den er både spændende og flot med sin mørke-purpur farvede læbe. Den kaldes populært for blæksprutte orkideen, måske det tredie billede kan vise, hvorfor den har fået det navn. Men den hedder også Prosthechea cochleata (L.) W.E.Higgins, (1998),, og det var Jørn der havde taget denne med til mødet!
Så kom Jette endelig på banen med en plante. Det er hendes Renantanda Sunrise 'Prasong'. Altså en krydsning mellem Renanthera og Vanda. Den blev hængt i et af vinduerne, og måske den har glædet nogle af de ældre på hjemmet, hvis de kunne se den. Den var også med i Lund, hvor den nær var blevet forbyttet, men det snakker vi stille om!
Her er det min Renanthera vietnamensis Aver. & R.Rice, (2002). Det var et meget lille skaft, den satte i år, den har ellers blomstret med store forgrenede skafter de sidste 10 år. En plante jeg fik med hjem fra turen over til EOC i London 2003, der var det kun et år siden, den var blevet beskrevet. Blomsterne holder en måneds tid.
Her er det Finns Restrepia sp.'er, der dukker op igen. Der sidder en lille keiki på den, mon ikke den er stor nok til at flytte hjemmefra om en måneds tid, så får jeg igen denne art eller klon i min samling, hvor Finn oprindeligt fik den fra.
Endnu en af mine, som var købt weekenden før, så udenfor konkurrencen. Jeg har budt på den 3 gange på ebay, men aldrig været i nærheden af at få den hjem. Den ryger op i en meget høj pris, for det er en plante, der sjældent bliver sat til salg, og vi er mange, der godt vil have fingre i den. Men nu lykkedes det, jeg fik allernådigst lov til at købe én. Prisen snakker vi ikke om, selvom den var noget under ebay-priserne.
Det er næsten en mini fruesko, der er kraftig behåret, men det er nu i en helt anden slægt, den hører hjemme. Stelis pilosa Pridgeon & M.W.Chase, (2002), hedder den i dag, og hed tidligere Pleurothallis amparoana.
Det er næsten en mini fruesko, der er kraftig behåret, men det er nu i en helt anden slægt, den hører hjemme. Stelis pilosa Pridgeon & M.W.Chase, (2002), hedder den i dag, og hed tidligere Pleurothallis amparoana.
Endnu en Stelis, der tidligere hørte hjemme i Pleurothallis. Det er min Stelis pompalis (Ames) Pridgeon & M.W.Chase, (2001). Blomsterne holder ca. 3 måneder så de næste skafter er begyndt at springe ud, før den er blomstret færdig på de gamle. Med andre ord blomstrer den stort set hele tiden. Udenfor konkurrencen.
Samme nuværende og tidligere tilhørsforhold gælder for min Stelis tarantula (Luer & Hirtz) Pridgeon & M.W.Chase, (2001). Den blomstrer på bagsiden af bladene, så det er let at overse, når den blomstrer, hvilket den næsten gør året rundt.
Der var engang, hvor en Stelis var let genkendelig på et lille kraftigt skaft fyldt med små trekantede blomster på. Men sådan er det ikke mere. Nu er de fleste Pleurothallis med et langt skaft og mange blomster på flyttet over i Stelis.
Der var engang, hvor en Stelis var let genkendelig på et lille kraftigt skaft fyldt med små trekantede blomster på. Men sådan er det ikke mere. Nu er de fleste Pleurothallis med et langt skaft og mange blomster på flyttet over i Stelis.
Så er det blevet tid til en afrikaner. Ikke alle er hvide med en lang spore på. Dette er Jørns Stenoglottis longifolia Hook.f., (1891). Der er godt gang i den, det tredie skaft er allerede godt på vej.
Det er vist godt, jeg snart er igennem alle planterne, for programmet er tilsyneladende ikke gearet til at håndtere de få billeder, jeg har valgt denne gang. De forsvinder ofte igen, når de er blevet uploadet.
Men her er det Finns Trichoglottis triflora (Guillaumin) Garay & Seidenf., (1972), der bliver vist. En meget lille plante med meget små blomster i små klaser. Når Finns plante har været med til et møde, så har min i samme art som regel også sat knopper, så måske jeg skal få min kigget efter i sømmene.
Men her er det Finns Trichoglottis triflora (Guillaumin) Garay & Seidenf., (1972), der bliver vist. En meget lille plante med meget små blomster i små klaser. Når Finns plante har været med til et møde, så har min i samme art som regel også sat knopper, så måske jeg skal få min kigget efter i sømmene.
Her er det så den sidste af mine i denne omgang, og igen udenfor konkurrencen. En blomstervillig plante, der blomstrer flere gange om året, og som Pleurothallis-familien er kendt for, genblomstrer den gang på gang fra alle bladene. Blomsterne holder kun en lille uges tid, så falder de igen. Det er en Trichosalpinx blaisdellii (S.Watson) Luer, (1983).
Og Bente står så for den sidste plante til mødet. En Zygostates alleniana Kraenzl., (1898), der lige var begyndt at springe den første knop ud. En slægt hun bliver mere og mere glad for, så stor var hendes begejstring, da hun fik øje på en lille samling i den slægt i Lund.