Regine Hildebrand.
Regine Hildebrand er medlem i en af de tyske lokalklubber, og havde bestemt sig for selv at lave en lille udstilling med miniatureplanter. Jeg fik en god snak med hende, mens det ene batteri til kameraet blev delvist ladet op igen.
Dem der troede, der snart kom landskampbilleder må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, disse var lavet færdige inden landskampen, derfor kommer de nu.
Dem der troede, der snart kom landskampbilleder må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, disse var lavet færdige inden landskampen, derfor kommer de nu.
Det var en meget smuk udstilling, der var bygget op, og den var fyldt med flotte dyrkede planter.
Den første er en Anathallis ourobranquensis Campacci & Menini, (2006). Det her er en af de planter, der har givet Jay på orchidspecies.com lidt problemer, for den er først beskrevet i 2006. Han har opgivet at følge Kew i deres store sammenlægninger og opsplitninger af forskellige slægter, så han har den som en Pleurothallis, selvom den officielt aldrig har tilhørt den slægt. Men da slægten Anathallis ikke findes hos Jay, så må han være lidt kreativ med sine navne.
Den anden skal i dag hedde Erycina crista-galli (Rchb.f.) N.H.Williams & M.W.Chase, (2001). Kæmpe blomster til så lille en plante.
Den anden skal i dag hedde Erycina crista-galli (Rchb.f.) N.H.Williams & M.W.Chase, (2001). Kæmpe blomster til så lille en plante.
Fire Lepanthes. Først Lepanthes caprimulgus Luer (1976). Så er det en Lepanthes elegantula Schlechter (1915). En af de storblomstrede i den slægt. Så følger en Lepanthes niesseniae Luer (2003), og den sidste er en Lepanthes nycteris Luer & R. Vásquez (1983).
Det er jo en fantastisk slægt, så her kommer 5 arter mere.
De tre første forskellige arter har alle fået navnet Lepanthes sp., selvom nogle af dem havde et navn på udstillingen. Men der er mange forkerte navne i den slægt, og det var der også i Regines udstilling.
Den fjerde art er nok den mest kendte i den slægt og er en Lepanthes telipogoniflora Schuit. & A. de Wilde (1996). Den sidste er en Lepanthes terborchii Luer & Sijm (2001), der ligner Lepanthes nycteris ovenfor en hel del.
De tre første forskellige arter har alle fået navnet Lepanthes sp., selvom nogle af dem havde et navn på udstillingen. Men der er mange forkerte navne i den slægt, og det var der også i Regines udstilling.
Den fjerde art er nok den mest kendte i den slægt og er en Lepanthes telipogoniflora Schuit. & A. de Wilde (1996). Den sidste er en Lepanthes terborchii Luer & Sijm (2001), der ligner Lepanthes nycteris ovenfor en hel del.
Normalt er det en anden art i denne slægt, man ser, men her er det den flotte Leptotes pohlitinocoi V.P.Castro & Chiron, (2004), der præsenterede sig på smukkeste vis.
Den sidste er en Macroclinium manabinum (Dodson) Dodson (1984).
Den sidste er en Macroclinium manabinum (Dodson) Dodson (1984).
De to første billeder er af naturhybriden Masdevallia × alvaroi (amanda × picturata) Luer & R.Escobar, (1978). Derefter er det Masdevallia caudata Lindl. (1833), og de to sidste billeder er af Masdevallia mendozae Luer (1983).
Denne art havde hun to planter af. Første billede er som man som regel ser den art, fåblomstret og med lidt udflydende striber i. Den anden plante var en super-klon med dybe farver og klare striber. Måske nok hendes smukkeste plante i udstillingen. Det er en Masdevallia patula Luer & Malo, (1978).
To billeder af Masdevallia prodigiosa Koniger (1985), så er det den spøjse Masdevallia schmidt-mummii Luer & R. Escobar (1978) og til sidst er det Masdevallia vargasii C. Schweinf. (1950).
Hun havde mange flotte småplanter at vise frem, og her er det først en Porroglossum meridionale P.Ortiz, (1976 publ. 1977). De andre to billeder er begge af Porroglossum rodrigoi H.R. Sweet (1974).
Endnu en plante med forkert navn på. Jeg købte også min med forkert navn til i sin tid, men det skulle være en Stelis pompalis (Ames) Pridgeon & M.W.Chase, (2001). Den sidste fra denne udstilling er en Stelis wagneri (Schltr.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001).
