D.O.G. Gruppe Schleswig-Holstein.

Til at lave udstillingen for Tyskland var det som altid D.O.G. Gruppe Schleswig-Holstein, der kreerede et smukt stykke arbejde. Der blev nusset med de små detaljer, mosset blev studset, hvor det blev for dominerende, jo, der blev gjort noget ud af det. Og de fik fortjent en sølvmedalje for deres flotte udstilling.

Der blev arbejdet med platforme, og der blev nytænkt lidt omkring mosset. Den ene platform fik mos, den anden fik ikke, og et hjørne fik også mos, mens resten fremstod med den sorte bund. Det var vist godt, vi ikke valgte lilla eller neongrøn til stoffet til at dække udstillingerne.

Den første er en afrikaner, en Aerangis mooreana (Rolfe ex Sander) P.J.Cribb & J.Stewart (1983).

Mit navn til planten passer ikke med skiltet, men begge er rigtige. Efter den blev flyttet fra Laelia, fik den navnet Cattleya harpophylla (Rchb.f.) Van den Berg, (2008). Tidligere hed den bl.a. Laelia cowanii. Det navn fik den først i 1900. Derfor har den igen fået det oprindelige artsnavn fra 1873, da den flyttede slægt. Det først givne navn har fortrinsret.

Jeg er lidt vild med den læbe, der er på Cattleya loddigesii 'KK' Lindl., (1826). I mine øjne har naturen til de fleste tider været de menneskeskabte hybrider langt overlegen i farvesammensætningen. Stille og harmonisk går den fra den ene farve over i den næste.

Det er Cattleya maxima Lindley (1833) også et godt eksempel på. Den stod i flere udstillinger, så der får I kun to billeder denne gang.

Og straks præsenterer den tyske stand en hybrid, der er ligeså harmonisk i sine farver. Typisk! Nu skrev jeg heldigvis også kun, at det tit forholder sig sådan, at arterne er mere harmoniske. Det her er den smukke Cattlianthe Little Hazel. Her er det kun slægtsnavnet, der er blevet ændret efter de mange slægtsrokader blandt arterne.

En art vi også igen har set i klubben på det seneste. Det er en Coelogyne fimbriata Lindl., (1825). At der var så få blomster skyldes muligvis, at det er i slutningen af dens blomstringsperiode. Der har nok været mange flere for en måned siden.

En primærhybrid der også var at finde i flere udstillinger, så igen kun to billeder. Det er en ​Dendrobium Hibiki (bracteosum x laevifolium).

Der var flere der undrede sig over, at så stor en plante med så få blomster kunne få en bronzemedalje, men det er en sjældent set plante, og det fremmer som regel "lysten" til at bedømme den til den gode side. Men det er da en flot farve, der er på blomsterne. Det er en Dendrobium jacobsonii J.J.Sm., (1918).

Her er der endnu en plante, der ses sjældent. Der er den ene af forældrene til Den. Hibiki ovenfor. Som regel er den den anden forælder, man ser i udstillingerne. Dendrobium laevifolium Stapf (1924).

Denne art varierer en del i farven, så vil man have så smuk en farve, som på denne, må man købe den i blomst. Det er en Dendrobium victoriae-reginae Loher, (1897). Det skulle vist være indlysende, når man ser den, at man ikke klipper de bladløse skud af.

Jeg tror jeg vil ønske mig en flytbar bagvæg af klubben, så kan medlemmerne skiftes til at stå med den! :-)
​
De mange blomster oppe i luften på første billede drukner jo næsten i vinduerne bag ved. Nå, nu er det jo en udstilling, så I må se blomsterne, som vi andre også så dem på udstillingen. Det her er den smukke ​Encyclia alata (Bateman) Schltr., (2014).

Vi må jo til at vænne os til de mange nye navne til vores orkideer, og her er det en stor flot ​Gomesa radicans (Rchb.f.) M.W.Chase & N.H.Williams, (2009), der toner frem.

Denne Habenaria medusa Kraenzl., (1892) stod også i flere udstillinger, men dette var vist en af de bedste. 

Hvis denne hybrid skulle dukke op i naturen, må det skyldes et blindt insekt, da blomsterne er så forskellige som dag og nat. De insekter der tricker på den ene vil næppe synes om den anden. De to forældre kan ses ved at klikke i navnene. Hybriden hedder Masdevallia Huayna Picchu (veitchiana x princeps). At der også er omkring 600 km i ufremkommeligt landskab mellem lokaliteterne i Peru, ville nok ikke gøre en bestøvning lettere i naturen.

Der var en flot gruppe af den småblomstrede Masdevallia menatoi Luer & R.Vásquez, (1980). Der var bronze fra dommerne.

Her er jeg lidt bange for, at både ejeren Fred Meister og dommerne er blevet snydt. Han var også ejer af den forrige gruppe. Jeg vil tillade mig at kalde den for en Masdevallia paivaeana hybrid. For at være arten skal blomsterne være mere lukkede, og snipperne skal være tykkere og kun halvt så lange. Jeg har lagt et link ind i navnet til det rigtige udseende. En tegning af den kan også ses her. Men det er da en flot blomst, den har! Det syntes dommerne også, de gav gruppen sølv i udstillingen og en af planterne bronze i landskampen.

Dem der har læst med, efterhånden som jeg får lagt udstillingerne på, husker nok denne lille variable plante. Maxillaria variabilis Bateman ex Lindl., (1837) En nogen anden farve end til tidligere viste plante.

En af de planter, der ofte er med i udstillingerne til landskampen. Her i en flot klon. Miltonia Honolulu 'Warne's Best'.

Endnu en hybrid i samme slægt, men denne er uden navn. Så den må nøjes med ​Miltonia hybrid.

Så er der igen et slægtsnavn i skal til at lære. Oncidesa Sweet Sugar.

Det vil vist kræve et stort vindue, hvis den skal kunne stå i vindueskarmen. Det er en Oncidium incurvum Barker ex Lindl., (1840).

Læg godt mærke til navneskiltet. Det voldte mig en del problemer. Var det en klonnavn, der var skrevet til, i så fald skulle den jo skrives således. 'Angtong'. Med apostrof og stort. På nettet var der en, der mente, det var en variant, altså en Paphiopedilum niveum var. angtung. Så ville det passe med, at det stod med lille. Men den variant kendes så ikke. 

RHS' hybridliste kunne ikke hjælpe med navnet Angtung, men til sidst fandt jeg måske løsningen. Der manglede en bindestreg i navnet, så dukkede den op hos RHS. Paph. ang-thung. Et navn, der ikke er accepteret alle steder. Problemet er bare, at den naturhybrid er mellem Paph. (godefroyae x niveum).

Men går jeg ind på Kew, så har de en helt anden mening om det navn. Der er ikke meget i "krydsningen" fra Paph. niveum, det ligner nærmest en Paph. godefroyae eller Paph. leucochilum. Og det er så også kew's mening om den. Ifølge dem hed denne plante i 1977 Paphiopedilum ang-thong og skiftede i 1988 navn til Paphiopedilum godefroyae var. ang-thong (Fowlie) Braem, (1988). Og da Paph. leucochilum også har heddet Paphiopedilum godefroyae f. leucochilum på et tidspunkt, så kan det have været med til at rode rundt i arterne.

Men hvad det rigtige navn er til denne plante, det må guderne vide, jeg ved det ikke! Men navnet på skiltet er totalt misvisende!

Denne var også med i Asendorfers udstilling, men i en noget mere tam farve. Det er den lille Paphiopedilum helenae Aver., (1996).

Denne flotte art havde fortjent lidt flere billeder, men resten valgte jeg at undlade. Det er en Paphiopedilum henryanum Braem, (1987).

Det her skulle være en Paphiopedilum Maudiae Vinicolor (callosum x lawrenceanum). Der er ikke umiddelbart meget i de to arter, der indikerer, hvor det sorte kommer fra. Jeg har lagt link ind i navnene til dem.

Hvis orchidspecies.com er lidt langsom for tiden, skyldes det den sidste orkan Irma, der fejede hen over USA. Jay måtte evakueres inden med alle sine små juveler, og da han kom hjem igen efter nogle dage, lå der træer og meget andet over alt. Efter en oprydning kunne han komme ind og besigtige alle skaderne indenfor. Strøm var der ikke meget af, og det kniber stadigvæk temmelig meget med netforbindelsen, så der går nok nogen tid, før der igen er stabile tilstande på den hjemmeside. Uden nogen indtjening for tiden fra købelystne turister har han ikke råd til at have sine 8 medarbejdere, så det er ikke just gode tider derovre i Florida. Ydermere måtte han haste hjem fra Colombia, hvor han havde været siden 16. juli, så hans store bibliotek kunne komme op på 2. sal, så bøgerne ikke tog skade af de store vandmasser, der hærgede huset.

Så hav overbærenhed med Jay, hvis I synes, hans hjemmeside er lidt langsom for tiden.

Her er det netop Paphiopedilum niveum (Rchb.f.) Stein, (1892), der tidligere var nævnt som en mulig forælder ovenfor.

Denne primærhybrid er der styr på. Det er den velkendte ​Paphiopedilum Saint Swithin (philippinense x rothschildianum).

Dejligt med så mange arter i Phalaenopsis i udstillingerne. Her er det Phalaenopsis pulcherrima (Lindl.) J.J.Sm., (1933) i alba.

Det er ikke mig, der har leget med farverne i denne Phalaenopsis pulchra (Rchb.f.) H.R.Sweet, (1968). Det er de farver, den nu engang har.

En smuk primærhybrid. Det er en ​Phragmipedium Hanne Popow (besseae x schlimii).

Endnu en primærhybrid, denne gang en Phragmipedium Sedenii (longifolium x schlimii).​ Hvor den meget kraftige og gennemtrængende røde farve kommer fra, forstår jeg ikke helt. Den første er måske nok mørk rødbrun til rød i petalerne, og den anden er lyserød, men at det skulle ​give dette udseende, det undrer mig. Flot er den.

Her er en miniplante. Blomsterne var få mm store. Måske mangler ejeren en lup, for navnet passer ikke til denne plantes blomster. Jeg måtte rode en del på orchidspecies, før det rigtige navn dukkede op. Det skulle være en ​Pleurothallis adenochila Loefgr., (1918).

Pleurothallis mentigera, som der står på skiltet er også en flot plante og kan ses ved at klikke i navnet.

Hvis nogen får associationer til vores plakat til udstillingen er det ikke helt ved siden af. Det her er nemlig en Prosthechea vitellina (Lindl.) W.E.Higgins, (1997 publ. 1998).

Jeg går ud fra, at navnet er rigtigt på denne hybrid, men RHS kender ikke til navnet Rhyncholaeliacattleya Tubtim Siam. De billeder, der ligger af den på nettet, er meget forskellige. Men det vil hybrider jo tit være.

Det er nogle lange skafter, den art sætter. Det er igen en Rhynchostele bictoniensis (Bateman) Soto Arenas & Salazar, (1993) , som Asendorfer også havde i to farvevariationer.

Det er en imponerende blomstring, denne Rossioglossum grande (Lindl.) Garay & G.C. Kenn. (1976) sætter. ​Flotte farver og kæmpe blomster.

En plante vi også ser hvert år i klubben. Det er den smukke afrikaner, Stenoglottis longifolia Hook.f.,  (1891) .

En super lækker lille plante, som kan have det rigtige navn, men kunne også have et forkert. Der er mindst to arter i den slægt, der ligner hinanden temmelig meget, og desværre kan jeg kun finde originaltegninger af den ene. Så om nettet er oversvømmet med forkerte billeder, det vides ikke. Ud fra navneskiltet hedder den Trisetella cordeliae Luer, (1989).​ På Jay's site er denne art mere kort og lidt bredere i blomsten. Jeg har den anden i blomst det meste af året, og det er en Trisetella scobina. Denne ligner næsten noget midt imellem.

En mere i samme slægt. Det er en Trisetella hoeijeri Luer & Hirtz, (1986). Spændende blomst.

Hvis denne art dukker op i Væksthusene en dag, så er det ikke med Finn's modvilje. Efter han havde holdt velkomsttalen, stod han næsten hypnotiseret og stirrede vantro på den. Og smuk er den. Ikke så sært, at den bliver brugt så meget i hybridiseringen. Det er en Vanda coerulea Griff. ex Lindl., (1847).

Denne primærhybrid hed tidligere Ascofinetia. Men efter Ascocentrum ikke længere eksisterer som slægt, og de fleste er kommet over i Vanda, og det samme er sket for den tidligere Neofinetia falcata, så er dette blevet til en Vanda hybrid. Den hedder ikke overraskende Vanda Peaches (falcata x curvifolia). Den er da ​ferskenfarvet om nogen.

Så havde de ikke flere planter i den udstilling.