Tekst og hvor intet andet er nævnt også billederne, Egon Krogsgaard.

Maj-mødet 2018.

Nu er det ved at være tid til at se orkideerne komme op af jorden ude i haven. Derfor skulle mødet handle om frilandsorkideer, og hvem er næsten bedre til dem end Jørn. Billeder tager han ingen af, men så kunne Jan supplere med nogle af hans billeder. Og dette billede har Henriette stået for.

---

Selv med slukkede lamper er det lyst nu, når vi skal holde møde. Det er en dejlig tid, vi er gået ind i. Men inden vi nåede så langt i aftenens program, skulle der stemmes på planterne.

Der var til tider en dejlig ufremkommelig mængde mennesker i "vejen", når jeg skulle forsøge at få lidt billeder i kameraet af medlemmernes planter. Her er det igen Henriette, der har taget billederne. 

Jan havde taget fristelser med, dem nåede jeg da heldigvis ikke hen for at kigge på. ​Om der havde sneget sig et hvidløg ind i aftensmaden, eller medlemmerne endelig var nået til kaffen, det vides ikke, men pludselig havde jeg det temmelig alene ved bordet. På nær det andet billede, er det igen Henriette, der har taget dem

Ind på en førsteplads var det Jans Epidendrum parkinsonianum Hook., (1840). De tre billeder, hvor den stolte ejer selv går rundt med planten, er taget af Henriette. Ved mødets afslutning var det ved at skumre, derfor var der en begyndende duft i planten, som lidt senere næsten ville være kvælende. En flot dyrket gammel plante, placeringen var velfortjent.

På en sølle andenplads kom Bentes Bulbophyllum lasioglossum Rolfe ex Ames, (1905). Sølle, fordi denne plante fik en førsteplads sidste år i april. Hun mente selv, at det var gødningen der havde givet en god effekt, nu der var så mange skafter på den. Der kommer RAIN MIX i vandet ved hver vanding. Skafterne springer ud nedefra og opad, en spøjs detalje på den smukke plante. Igen er det første billede Henriettes.

Der var to planter på tredjepladsen. Jette skulle kæmpe med sig selv om den placering. Nu er Jan jo lidt hurtig i vendingen, så han strøg hurtigt forbi Henriette med planten på det første billede. Nå, den kom nu heller ikke ind på en tredjeplads, så den tager jeg senere.

Til gengæld kom Phalaenopsis parishii Rchb. f. (1865) ind her. Den har ikke mange blade til så kraftig en blomstring. Til gengæld hjælper de grønne rødder godt til med fotosyntesen. Det er Henriettes de to første billeder.

Nu er det ikke kun visse landes parlaments- og præsidentvalg, der kan trænge til et kritisk tjek, så efter lidt granskning hoppede denne plante op på tredjepladsen. Det er Jettes Prosthechea vitellina (Lindl) Higgins (1997 publ. 1998). De der orange blomster klarer sig stort set altid godt i konkurrencerne. Og flot er den jo.

Fjerdepladsen tog Jørn sig af med denne Zelenkocidium Kukoo 'Lemon Surprise' (Zelenkoa onusta x Oncidium cheirophorum). Det er jo en overdådig blomstring, planten kan diske op med.

På femtepladsen kom Helles navnløse Paphiopedilum hybrid. 7 blomster, der kiggede ud til alle sider. Man skulle næsten tro, de var blevet klippet af og sat flot rundt omkring i potten. Som regel vender alle blomsterne samme vej, måske den kan få lys ind fra næsten alle sider, der hvor den står. Henriette skød det første billede.

​Så kommer resten af planterne på bordet.

Denne Ancistrochilus rothschildianus O'Brien (1907) hører hjemme hos Jan. Den havde fået gødningsvand på blomsterne et par dage forinden, det skulle være grunden til de små mørke pletter på de smukke blomster.

Det her er min Bulbophyllum saurocephalum Rchb. f. (1886). Jan var lidt hånlig på Henriettes billede i starten, fordi jeg havde glemt at sætte nummer ved denne plante. Som det ses på det sidste billede, så starter skafterne op som grønne, siden bliver de helt hvide, for til sidst at få den mørke farve ovenfra. Der er 4 skafter mere på vej. Planten var ikke med i konkurrencen, men var medvirkende årsag til, at der var 38 planter på bordet.

Det var ikke nemt at se på Jettes valg af planter denne aften, at hun fik en større bil for nogen tid siden. Også en af de små orkideer. Det her er en Capanemia superflua (Rchb. f.) Garay (1967). Har du virkelig ikke plads til større planter Jette?☺

De 6 første billeder er af Jans Coelogyne huettneriana Rchb.f. (1872). Den og Coelogyne flaccida ligner temmelig meget hinanden, og sælges ofte under samme navn. Det sidste billede er to af mine planter, der viser forskellen på de to arter på læben. Det er Coelogyne huettneriana  til højre.

Jeg havde også taget et par Coelogyne med. Først er det primærhybriden Coelogyne Lyme Bay (speciosa x usitana). Blomsterne er meget variable, med mindre det er forskellige hybrider, der sælges under samme navn.

Her er den anden af mine. Det er Coelogyne xyrekes Ridl. (1915). Det er nogle spændende læber, den sektion har.

Noget kunne tyde på, at det var Dendrobium-tid nu. Her er det først Jans Dendrobium aphyllum (Roxb.) C.E.C.Fisch. (1928) udenfor konkurrencen.

Dette skulle være en Dendrobium chrysotoxum var. suavissimum (Rchb.f.) A.H.Kent (1888). John og Solvejg havde den med. Jeg er godt klar over, at variantsnavnet ikke længere er et accepteret navn, men skal denne art købes med den mørke plet i, skal I gå efter det navn. Ellers er den stort set ensfarvet gul. Det giver en god effekt, det rødkransede mørke i midten.

Ole havde taget denne dejlige store Dendrobium farmeri Paxton (1849) med til mødet. Den findes også i en hvid version. ​Det var godt, den kom op at stå på en "piedestal", de mange lange skafter fortjente det. Heldigvis er det let at verificere navnet på så spændende en plante.

Her er det Jettes plante med navneskiltet Dendrobium palpebrae. De to arter er ofte blevet forvekslet med hinanden, og til mødet blev der fra anden side sagt, at den havde det rigtige navn. Det vil jeg dog stille mig meget tvivlende overfor. Jeg vil tillade mig at kalde den Dendrobium farmeri Paxton (1849) i den hvide version. I det blå link kan I se Jay's billede og teksten til navneskiltet, men højst sandsynligvis er det billede også forkert. Ligesom han tidligere har kaldt billedet af Den. farmeri for Den. palbebrae.

Her er læben på Jettes plante til venstre og Oles plante til højre. Som der står om Dendrobium palpebrae, har den to sidelapper på læben, de mangler her. Inde ved basis af læben skal der sidde nogle lange øjenvippe-lignende hår, der har givet den navnet. De mangler. De kan ses på tegningen fra SOF på figur c. Men stort set alle billederne på SOF er også forkerte, eneste rigtige er muligvis herbariearket, hvor læbens form som den eneste er rigtig. Læben skal være mere oval på en Dendrobium palpebrae. Så jeg vil holde mig til navnet Dendrobium farmeri til Jettes plante. Nu var det en joke ovenfor, at det er let at verificere navnene på de mange ensudseende Dendrobium. Desværre kan jeg ikke finde originalbeskrivelsen af Dendrobium palpebrae, den bog er aldrig blevet scannet ind.

Dette er også en af Jettes planter. Skiltet sagde Dendrobium chrysanthum, jeg siger umiddelbart ​Dendrobium fimbriatum Hooker (1823). Det kan også være en Dendrobium chrysotoxum Lindley (1847) i den rent gule version. Men ud fra læbens størrelse i forhold til sepaler og petaler, samt de længere indsnit i læben, bør det være en Den. fimbriatum i den gule version. Planten er nok ligeglad med, hvad den hedder, men planten til skiltets navn skal have de to mørke pletter i blomsten, og dem har jeg temmelig svært ved at få øje på! ☺

 Allerede før mange andre slægter er blevet lagt ind under Dendrobium de sidste år, var der over 1.200 arter i slægten. Det er en stor slægt at tumle med. Hovedparten af de gamle beskrevne arter er så mangelfulde i beskrivelsen af blomsterne, at det er umuligt at sige, om botanikerne i dag har givet planterne de rigtige navne. Der kommer DNA-analyserne så til sin ret, for utroligt mange af de gamle herbarieark med de originale beskrevne planter findes stadigvæk. Og ud fra dem kan man sammenligne DNA'et med de planter, vi i dag har givet navnene til. Det er en af grundene til, at nogle af arterne skifter navn, de har intet med den oprindelige beskrevne art at gøre. Så måske skulle botanikerne gøre, som Jay har foreslået, kvitte alle de mangelfulde beskrivelser i de gamle bøger og give dem en ny beskrivelse. Det kunne rydde meget op i de arter, som stort set kun er fundet én gang, og har så diffus en beskrivelse, at selvom man kender planten i dag, så har man ingen mulighed for at vide, at den allerede er beskrevet for mange år siden. Med mindre, der er et herbarieark. Jeg kommer ind på samme emne under Stelis.

Med Jørns plante er der ingen forvekslingsmuligheder. En ​Dendrobium harveyanum Rchb.f. (1883). Den burde jo have heddet Den. fimbiratum, som den ser ud. 

En smuk primærhybrid fra Jan. Dendrobium Nestor (parishii x anosmum). Den er registreret helt tilbage i 1892. Skal vi tro, Jans plante er lavet igen ud fra den gamle recept for nylig.

Dendrobium Nikkou, som Torbens plante hedder, er krydset og registreret i 2013. Og det kryds er kun brugt en gang til en ny hybrid, nemlig til Dendrobium Meinen Hebammen, derfor tør jeg godt sætte det navn på i stedet for det forkerte navn, den havde i potten. Ellers er en forkert navngivet hybrid eller en navnløs fremadrettet uden navn. Desværre sælger Karge stadigvæk Dendrobium Meinen Hebammen som Dendrobium nobile 'Meinen Hebammen'. Men hvordan skulle Marei også vide, at det ikke er arten Den. nobile med ensartet DNA og klonnavnet 'Meinen Hebammen', hun har stående med forskellige udseende blomster, når hun selv har lavet den krydsning og fået den registreret samme dag, Dendrobium Nikkou blev registreret også af hende selv. Men uanset navneforvirringen, hvor denne også tidligere er solgt som Den. nobile 'Nikkou', så er det en meget flot blomst!

Selvom det er en stor plante, er det en af Jørns planter. Det var tidligere en Lc. hybrid, måske er det stadigvæk det rette navn til den. Mange Laelia er i dag blevet til Cattleya, og mange af de Cattleya, der tidligere er brugt i hybridiseringen med Laelia, er i dag flyttet til slægten Guarianthe. Men skal vi andre lede efter en tilsvarende flot hybrid i et gartneri, vil de stadigvæk sælge den med navnet Lc. eller Laeliocattleya, som forkortelsen står for. Virkelig en vellykket hybrid.

Denne storblomstrede Miltonia hybrid hører hjemme hos Susanne og Bjarke. Stedmoderorkideen kaldes den hos flere af planteskolerne, da den har en slående lighed med en Stedmoderplante, og det navn er lettere for de fleste at huske, end Miltonia. Det er nogle imponerende store blomster, de har fået hybridiseret sig frem til i dag.

Jørn havde også denne lille Pabstiella uniflora (Lindl.) Luer, (2007) med. Tidligere en Pleurothallis, men den slægt er idag blevet splittet op i mange nye slægter, hvor de gamle sektionsnavne er blevet ophøjet til slægtstatus. 

Min Paphiopedilum delenatii f. vinicolor O.Gruss & Roeth (2007) var også med sidste gang, men da den kun fik 2 point, var den udenfor konkurrencen denne gang. Eller fik den en andenplads sidst? Hmmm, måske den alligevel skulle have haft et nummer sat i! Den var også med i Paris, der var den nyudsprungen, måske den også skal med på kro om et par uger, når der er generalforsamling i DOK i Røde Kro.

Jeg havde endnu en fruesko med udenfor konkurrencen. Her er den en Paphiopedilum godefroyae (Godefroy Lebeuf) Stein (1892).

Jørgen havde denne ene plante med denne gang. Det er en unavngiven Phalaenopsis hybrid.

Den slægt havde Helle også med. Men her er det en af arterne, nemlig en Phalaenopsis lueddemanniana 'Mindanao' Rchb.f (1865). Fed læbe den har.

Jeg havde taget denne 2 mm storblomstrede Platystele misasiana P.Ortiz (1981) med sammen med en lup. Den var lige sprunget ud med den første blomst, ellers havde det været en sikker nummer et med nummerskilt ved.

Da Helles planter havde de sidste numre på bordet, og foredraget var begyndt, inden jeg blev færdig med at fotografere, så havde mit kamera lidt svært ved at fokusere med makroen i tusmørket på de sidste planter. Det gik blandt andet ud over denne Pleurothallis flexuosa (Poepp. & Endl.) Lindl. (1842). Så flot behårede blomster kunne godt have fortjent lidt skarpere billeder.

Da Jan spurgte efter navnet til min plante, var jeg helt blank. Nogen med en edderkop, hmmm, Pths. arachnopsis måske. Men det var nu noget helt andet i den del af spindlernes verden, den var opkaldt efter. Den er købt med navnet Pleurothallis tarantula Luer & Hirtz (1996). En Tarantella Pleurothallis. Der er nogle stykker, der ligner hinanden temmelig meget, så om navnet er rigtigt, er et godt spørgsmål. Det var ikke min gamle plante købt med det navn, jeg havde med, den blomstrer også lige nu, og ligeledes har jeg en med stort set samme blomster også på bagsiden af bladene, men alt på den er i halv størrelse. Men den sidste har jeg i hvert fald et forkert navn ved.

​Denne plante har sådan en blomstring et par gange hvert år.

Endnu en af mine planter udenfor konkurrencen. Pleurothallis volcanica Luer (1977). Det var det første af mange skafter, der var begyndt at blomstre. Udenfor konkurrencen.

Hvad, kan du ikke huske denne plante fra den aften. Nu er det jo også godt en uges tid siden, vi var til mødet. OK, den sprang ud dagen efter mødet, ellers havde jeg også taget den med. Bare for at vise, at jeg har også planter med mørke blomster. ☺ Pleurothallis teaguei Luer (1996).

Måske det snart er tid til, at jeg skal prøve en igen i denne slægt. I så fald skal den ikke ud i udestuen og blive plasket til. Det tåler de ikke. Det er Jans Psychopsis Mariposa. Udstyret med nogle store særprægede blomster.

Lidt de samme farver som den ovenfor, det her er Torbens Renanthera monachica Ames (1915). Det er nogle meget spændende blomster, der findes i den slægt.

Endnu en af de små planter fra Jørn. Så kan han have plads til mange flere. Her er det en Restrepia sp..

Men jeg kan nu også med de små planter. Den blomstrer det meste af året med sine meget små gule blomster. Man kan se de mange gamle skafter på planten. Det er en Specklinia chontalensis (A.H.Heller & A.D.Hawkes) Luer (2004). Udenfor konkurrencen.

Som det kan ses på det sidste billede, er sneglene hårde ved blomsterne på min Stelis argentata Lindl. (1842). Men de sidste dage har de ikke kunnet følge med de mange nyudsprungne blomster, så nu kan jeg selv nyde synet af de små trekantede blomster siddende på rad og række.

Den sidste plante er også min. Det skulle være en ​Stelis maxima Lindl. (1845). Den har altid hørt til Stelis, da dens petaler er meget små, og det er et af kendetegnene til den slægt.

Jeg har skrevet en del sammen med Jay på orchidspecies.com, og ud over bl.a. Dendrobium er et par andre slægter, hvor det også går helt galt med de gamle originalbeskrivelser Pleurothallis og ikke mindst Stelis. I originalbeskrivelsen af Stelis purpurea står der: "S. caule unifolio elongata, folio elliptico submucronato subtus discolore, spicis geminis folio longioribus." Det er udelukkende bladene, der er beskrevet, intet om blomsterne. Til Stelis maxima står der: " folio oblongo obtuso, spica recta basi spathavea triplo longiore, bracteis amplexicaulibus cuspidatis internodiis brevioribus, floribus ventricosis disepalis, sepalis multistriatis concavis ". De to arter bliver solgt som hinanden, men hvilken der egentligt er hvem, kan man ikke se ud fra beskrivelserne, selvom den er mere udførlig til Stelis maxima. Jay har begge typer til Ste. purpurea. Men om nogen af de to navne overhovedet holder i forhold til de originalt beskrevne planter, er der vist ingen der ved.

Det var den sidste plante i første halvdel af året, jeg håber vi ses i Lushage i juni og ligeledes hos Jørn og Dunder.

Jeg vil ønske jer alle en god sommer, hvor I kan lege lidt med at designe et nyt logo. Mere derom om kort tid på DOK's hjemmeside samt i næste blad.