Sydjydsk Orchide Klub havde valgt at bruge rionet i opbygningen, og det gav mange flader at hænge orkideer på. Men også mange små rum til stående potteplanter.
De fleste Coelogyne cristata er vist afblomstret for længst, denne må være holdt til den meget kolde side i foråret. Som altid et smukt syn.
Så har vi balladen igen! Jeg vil stadigvæk mene, dette er en Coelogyne huettneriana, der er købt som Coel. lactea.
Se her.
En af flere tegninger på den hjemmeside, hvor Coel. lactea vises. Læbens farvesammensætning burde antyde, at det er en Coelogyne huettneriana. Uanset navn, så er det en smuk lille plante.
Se her.
En af flere tegninger på den hjemmeside, hvor Coel. lactea vises. Læbens farvesammensætning burde antyde, at det er en Coelogyne huettneriana. Uanset navn, så er det en smuk lille plante.
Endnu en genganger fra en af de andre udstillinger, igen en Coelogyne nitida. "Guldfarven" på læben kan være mere eller mindre sammenhængende, men det store W er der vist altid.
Jeg fik desværre ikke hele skaftet med, en af de langskaftede. Coelogyne tomentosa. Den fik jeg ikke fotograferet tættere på.
Sådan en flot pyntet stængel på Dendrobium aphyllum er nu et smukt syn. Og tæt på kommer "frynse-goden" til sin fulde ret! Den anden er den lille Dendrobium kingianum, en flittig plante, ikke mindst til at sætte keikier.
3 meget forskellige Dendrobium, men alligevel hører de tilsyneladende sammen. Den første bar navnet Dendrobium Meinen Hebammen, som er hybriden mellem Den. Nikkou x Oriental Smile. Den næste stod også som Dendrobium Meinen Hebammen, og kan det nu passe.
Der kan selvfølgelig være sket en fejl på et tidspunkt med navneskiltene, de skal følge planterne gennem mange processer fra de forlader deres sterile miljø til de bliver solgt, så der kan ske meget. Men, man kan jo også kikke lidt på forældrene, som er Dendrobium (Nikkou x Oriental Smile).
Netop Dendrobium Nikkou (nobile x Chinsai) er den sidst viste af de fire billeder, og den ligner jo noget den første i farven. Alt efter, hvem af forældrene til krydset der er henholdsvis frø- og pollenbærer, så vil frøplanterne derfra se forskellige ud, med en variation fra den ene forælder til den anden, men oftest ligner de mest frøbæreren. Billede 2 og 3 ligner så til gengæld meget den anden forælder i krydset, nemlig Den. Oriental Smile.
Se her.
Meget farverig hybrid. Så selvom de to planter med samme navn er lige så forskellige som nat og dag, så kan de godt være samme hybrid, for den hedder det samme, uanset hvem der er frøbærer eller pollengiver.
Der kan selvfølgelig være sket en fejl på et tidspunkt med navneskiltene, de skal følge planterne gennem mange processer fra de forlader deres sterile miljø til de bliver solgt, så der kan ske meget. Men, man kan jo også kikke lidt på forældrene, som er Dendrobium (Nikkou x Oriental Smile).
Netop Dendrobium Nikkou (nobile x Chinsai) er den sidst viste af de fire billeder, og den ligner jo noget den første i farven. Alt efter, hvem af forældrene til krydset der er henholdsvis frø- og pollenbærer, så vil frøplanterne derfra se forskellige ud, med en variation fra den ene forælder til den anden, men oftest ligner de mest frøbæreren. Billede 2 og 3 ligner så til gengæld meget den anden forælder i krydset, nemlig Den. Oriental Smile.
Se her.
Meget farverig hybrid. Så selvom de to planter med samme navn er lige så forskellige som nat og dag, så kan de godt være samme hybrid, for den hedder det samme, uanset hvem der er frøbærer eller pollengiver.
Det er ikke særlig tit, man ser denne slægt på udstillinger, og det er der en god grund til. Snipperne visner som regel efter få timer i den ofte tørre luft, der er ved udstillingerne. De ville gøre sig godt i et lille terrarie, hvor luftfugtigheden kan holdes meget højere. Her er det så Dracula vampira, der var kommet med, og for at jeg kunne få billedet, måtte ejeren løfte op i blomsten. De klapper nemlig også sammen i blomsten, men åbner som regel igen, når de kommer hjem i vante omgivelser, dog nu med viste snipper. Og så er noget af pynten jo væk.
Læben skulle dufte af svamp, og i naturen bestøves de af meget små fluer, nærmest i bananflue-størrelse. Fluernes larver lever af svampe, og ikke mindst p.g.a duften, men også udseendet, som ligner mange tropiske svampe, så lægger fluerne æg i blomsterne. Når de flyver derfra, har de ofte fået rodet så meget rundt, at der sidder pollinier på fluerne. Netop Dracula-arterne har meget små pollinier, vil man lege "bien og blomsten" med to Dracula'er, så skal man være meget vågen, for de er ca. 1 mm store.
For lige at gøre forædlingen lidt mere færdig, så vil mange arter ikke bestøves af artsfæller, og det kan der være en god grund til. Mange planter kan ikke selvbestøve, og faktisk er der arter blandt Dracula, hvor der kun er indsamlet en eller to planter i naturen, så alle i de arter stammer fra delestykker fra én eller to planter.
Men en spændende art i den slægt!
Læben skulle dufte af svamp, og i naturen bestøves de af meget små fluer, nærmest i bananflue-størrelse. Fluernes larver lever af svampe, og ikke mindst p.g.a duften, men også udseendet, som ligner mange tropiske svampe, så lægger fluerne æg i blomsterne. Når de flyver derfra, har de ofte fået rodet så meget rundt, at der sidder pollinier på fluerne. Netop Dracula-arterne har meget små pollinier, vil man lege "bien og blomsten" med to Dracula'er, så skal man være meget vågen, for de er ca. 1 mm store.
For lige at gøre forædlingen lidt mere færdig, så vil mange arter ikke bestøves af artsfæller, og det kan der være en god grund til. Mange planter kan ikke selvbestøve, og faktisk er der arter blandt Dracula, hvor der kun er indsamlet en eller to planter i naturen, så alle i de arter stammer fra delestykker fra én eller to planter.
Men en spændende art i den slægt!
Epidendrum parkinsonianum var også at finde i denne udstilling, jeg forstår godt, at samlere falder for den art. Om få dage skal jeg også opleve både blomsterne og duften fra dem her i huset, så det må være deres blomstringstid lige nu. Når de nye blade er næsten udvoksede, så kommer knopperne til syne i bladhjørnerne, og ofte er der 2 knopper, her har der dog været 3.
Lycaste macrophylla er en af de mørkere i den slægt. Tit vælter det frem med mange blomsterskafter fra pseudobulberne i denne slægt, en dejlig egenskab at have. Så selv få skud kan give en rig blomstring.
Oncidium altissimum er en af de mest rigblomstrende Oncidium, ja måske næsten blandt orkideer, et imponerende antal blomster på de meget lange skafter. Det kan være en bedrift i sig selv at få dem med i bilen, uden skafterne knækker. Der var en, der sammenlignede skafterne med Forsythia-grene, der er måske noget om snakken.
Den anden er en af "ofrene" for botanikernes flytten rundt med arterne i andre slægter, nu skal den hedde Oncostele Wildcat. Tidligere var det en Colmanara, og nu lyser krydsningen på Oncostele Rustic Bridge x Oncidium Crowborough (1965). Da mange slægter ikke findes mere, og nu bl.a. hører ind under Oncidium, så er der opstået et nyt problem med slægtsnavnene. Der tillades kun at man bruger et hybridnavn én gang i samme slægt, men når der flyttes rundt med arterne, så får to gamle hybrider nu samme navn, og derfor bruger man årstallet for registreringen som angivelse af, hvilken af de to eller flere med samme navn, der indgår i forskellige hybrider. Her er det Oncidium Crowborough, registreret i 1965, der er brugt.
Det er nogle flotte mørke blomster, der som regel er resultatet af denne krydsning.
Den anden er en af "ofrene" for botanikernes flytten rundt med arterne i andre slægter, nu skal den hedde Oncostele Wildcat. Tidligere var det en Colmanara, og nu lyser krydsningen på Oncostele Rustic Bridge x Oncidium Crowborough (1965). Da mange slægter ikke findes mere, og nu bl.a. hører ind under Oncidium, så er der opstået et nyt problem med slægtsnavnene. Der tillades kun at man bruger et hybridnavn én gang i samme slægt, men når der flyttes rundt med arterne, så får to gamle hybrider nu samme navn, og derfor bruger man årstallet for registreringen som angivelse af, hvilken af de to eller flere med samme navn, der indgår i forskellige hybrider. Her er det Oncidium Crowborough, registreret i 1965, der er brugt.
Det er nogle flotte mørke blomster, der som regel er resultatet af denne krydsning.
Sandelig om ikke også synderjyderne havde fruesko i udstillingen. Det er nok en af de slægter, man oftest støder på til sådanne event.
Først er det Paphiopedilum appletonianum, som også burde have stået i Lolland Falsters Orchide Klub's udstilling. Den tror jeg så ikke helt på, men denne ser rigtig ud. Den anden er primærhybriden Paphiopedilum Envy Green (malipoense x primulinum)
Først er det Paphiopedilum appletonianum, som også burde have stået i Lolland Falsters Orchide Klub's udstilling. Den tror jeg så ikke helt på, men denne ser rigtig ud. Den anden er primærhybriden Paphiopedilum Envy Green (malipoense x primulinum)
Så er det Paphiopedilum hirsutissimum var. chiwuanum, en af utroligt mange varianter, som Kew ikke længere anerkender, så de kalder den slet og ret for Paphiopedilum hirsutissimum. Er planterne købt med variantnavne, så behold dem endelig, hvem ved, hvad fremtidens botanikere kan finde på at genindføre.
Den næste var jeg ved at få fingrene godt og grundigt i klemme ved. Når jeg fotograferer, så ser jeg knapt nok motivet, men ser, om blomsterne er nogenlunde indefor i billedet. Det er alt det tekniske, koncentrationen går til, så kan jeg se planterne for alvor, når jeg kommer hjem, eller bedre, når jeg er færdig med at tage billederne.
Her havde jeg netop skudt et par billeder af denne plante, og set ud af øjenkrogen, at det var en krydsning mellem en Paph. xxxx Doufan x Wild. Og så kunne ejeren fortælle mig, at det ikke var en krydsning, men var arten Paphiopedilum rothschildianum. Først der så jeg for alvor blomsterne, men den stod jo som et kryds. Det var de to klonnavne, der manglede et par apostroffer omkring sig, derfor var det pludselig blevet en hybrid, jeg havde fotograferet. På forumet sker det også jævnligt, at der dukker mærkelige navne op, fordi folk ikke opfatter de små apostroffer som noget, der betyder noget. Ligeledes x'et mellem to arter, hybrider eller klon-navne som her. Men det gør de, de er lige så vigtige for orkidefolket, som vores navne er for os. Vi identificerer os via personlige navne, ikke bare menneske, og på samme måde får planterne ved en bordbedømmelse et klonnavn, som følger den bestemte plante til den evt. dør, Delestykker og meristemformerede planter skal have samme klonnavn, frøplanter må vise forældrenes klonnavne, men arver dem ikke som deres klonnavne, så køberne kan se, hvad de kan forvente af deres nye plante, hvis den er købt uden blomst i. Så klonnavnene følger en bestemt plantes DNA eller gener, og apostrofferne viser, at det er et klonnavn, og ikke et orkidenavn, der er angivet, uanset, om det er enkelt - eller dobbelt-apostrof. Begge måder er tilladte.
Så dette er altså en frøplante af bestøvningen mellem de to klonbenævnte planter Paphiopedilum rothschildianum 'Doufan' x 'Wild'.
Den næste var jeg ved at få fingrene godt og grundigt i klemme ved. Når jeg fotograferer, så ser jeg knapt nok motivet, men ser, om blomsterne er nogenlunde indefor i billedet. Det er alt det tekniske, koncentrationen går til, så kan jeg se planterne for alvor, når jeg kommer hjem, eller bedre, når jeg er færdig med at tage billederne.
Her havde jeg netop skudt et par billeder af denne plante, og set ud af øjenkrogen, at det var en krydsning mellem en Paph. xxxx Doufan x Wild. Og så kunne ejeren fortælle mig, at det ikke var en krydsning, men var arten Paphiopedilum rothschildianum. Først der så jeg for alvor blomsterne, men den stod jo som et kryds. Det var de to klonnavne, der manglede et par apostroffer omkring sig, derfor var det pludselig blevet en hybrid, jeg havde fotograferet. På forumet sker det også jævnligt, at der dukker mærkelige navne op, fordi folk ikke opfatter de små apostroffer som noget, der betyder noget. Ligeledes x'et mellem to arter, hybrider eller klon-navne som her. Men det gør de, de er lige så vigtige for orkidefolket, som vores navne er for os. Vi identificerer os via personlige navne, ikke bare menneske, og på samme måde får planterne ved en bordbedømmelse et klonnavn, som følger den bestemte plante til den evt. dør, Delestykker og meristemformerede planter skal have samme klonnavn, frøplanter må vise forældrenes klonnavne, men arver dem ikke som deres klonnavne, så køberne kan se, hvad de kan forvente af deres nye plante, hvis den er købt uden blomst i. Så klonnavnene følger en bestemt plantes DNA eller gener, og apostrofferne viser, at det er et klonnavn, og ikke et orkidenavn, der er angivet, uanset, om det er enkelt - eller dobbelt-apostrof. Begge måder er tilladte.
Så dette er altså en frøplante af bestøvningen mellem de to klonbenævnte planter Paphiopedilum rothschildianum 'Doufan' x 'Wild'.
Så er det Phragmipedium Eric Young (besseae x longifolium), endnu en primærhybrid mellem to arter. En krydsning, der har fundet vej til mange samlinger, ikke mindst p.g.a. Phrag. besseae's farve, der slår flot igennem.
Jeg fortsætter i samme slægt, men en art denne gang. Phragmipedium grande. De lange snoede petaler er brugt til mange hybrider, det forstår man jo godt.
Og endnu en art, der kan have lange petaler, den var også med i vores udstilling i JOK. Phragmipedium humboldtii hedder den, ikke en plante, der har været udbredt i samlingerne tidligere, men nu ser det ud til, at tiden er inde til den også. En spændende art.
Hov, hvad er der gået galt med den! Normalfarven af en Psychopsis. Det bliver den nu ikke grimmere af, det er en Psychopsis Mariposa (papilio x Kalihi).
Og Trichopilia hennisiana bliver så mit sidste indlæg fra denne klubs udstilling. Det er en anden art, man oftest ser i denne slægt, helt befriende at få lov til at se noget andet for en gangs skyld.