Tekst og billeder, Egon Krogsgaard.
Januar 2020.
Så lykkedes det endelig at få mulighed for at lægge billederne på som vanligt.
Aftenens emne var hviletid, det var ikke en, jeg skulle have i 3 uger, men den mange af planterne har brug for, for at kunne blomstre. Jan styrede begivenhedernes gang, som han vist har gjort et par gange før!
Til sidst blev aftenens vindere vist frem, og ejerne havde mulighed for at fortælle lidt om, hvad de havde gjort, for at få så flotte planter. Der var 31 planter med i konkurrencen og vist 4 udenfor.
Aftenens emne var hviletid, det var ikke en, jeg skulle have i 3 uger, men den mange af planterne har brug for, for at kunne blomstre. Jan styrede begivenhedernes gang, som han vist har gjort et par gange før!
Til sidst blev aftenens vindere vist frem, og ejerne havde mulighed for at fortælle lidt om, hvad de havde gjort, for at få så flotte planter. Der var 31 planter med i konkurrencen og vist 4 udenfor.
Kristians plante var en af de mindste til mødet, men løb med en delt førsteplads. Men det var også den, der voldte flest problemer at få gjort færdig.
Det kan godt være, den har nydt sit navneskilt i flere år, men det er forkert.
Cattleya cernua er det ikke. Jays billeder ligner jo ellers meget godt i farven og de lilla sidelapper på søjlen. Men går jeg ind og kigger på de originale tegninger af denne blomst, så skal både sepaler og petaler være forholdsvis smalle og spidse.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/41/305441m.jpg
Se nederste venstre hjørne på den næste.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/17/308017.5m.jpg
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/51/322051m.jpg
Læben er ligeledes smal og spids.
Sådan ser Kristians plante ikke ud. Jeg har lige set et billede af en af en af Per Alms Cattleya cernua, den lignede tegningerne og havde røde sidelapper på søjlen.
Så jeg må bedrøve dig med, Kristian, at du deler ikke denne plante med tusinder af andre verden over, men måske kun nogle få hundrede samlere. Cattleya cernua blev beskrevet første gang som Sophronitis cernua i 1838. Siden er den slægt lagt ind under Cattleya, selvom det ikke er dem alle, der er endt der. Men det er en helt anden historie.
Jeg vil mene, at din plante er en Cattleya alagoensis (V.P.Castro & Chiron) Van den Berg, (2008), Kristian. Den er første gang beskrevet i 2003 under slægten Sophronitis.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/35/3000235m.jpg
Jays lignende billeder kan skyldes, at denne art gennem en længere årrække er solgt med navnet Sophronitis cernua. Derfor er nogle af hans billeder formentligt forkerte.
Det kan godt være, den har nydt sit navneskilt i flere år, men det er forkert.
Cattleya cernua er det ikke. Jays billeder ligner jo ellers meget godt i farven og de lilla sidelapper på søjlen. Men går jeg ind og kigger på de originale tegninger af denne blomst, så skal både sepaler og petaler være forholdsvis smalle og spidse.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/41/305441m.jpg
Se nederste venstre hjørne på den næste.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/17/308017.5m.jpg
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/51/322051m.jpg
Læben er ligeledes smal og spids.
Sådan ser Kristians plante ikke ud. Jeg har lige set et billede af en af en af Per Alms Cattleya cernua, den lignede tegningerne og havde røde sidelapper på søjlen.
Så jeg må bedrøve dig med, Kristian, at du deler ikke denne plante med tusinder af andre verden over, men måske kun nogle få hundrede samlere. Cattleya cernua blev beskrevet første gang som Sophronitis cernua i 1838. Siden er den slægt lagt ind under Cattleya, selvom det ikke er dem alle, der er endt der. Men det er en helt anden historie.
Jeg vil mene, at din plante er en Cattleya alagoensis (V.P.Castro & Chiron) Van den Berg, (2008), Kristian. Den er første gang beskrevet i 2003 under slægten Sophronitis.
https://orchid.unibas.ch/phpMyHerbarium/documents/35/3000235m.jpg
Jays lignende billeder kan skyldes, at denne art gennem en længere årrække er solgt med navnet Sophronitis cernua. Derfor er nogle af hans billeder formentligt forkerte.
Her er den anden, der kom ind på en delt førsteplads. Det er en Pleurothallis allenii L.O. Williams (1940). En rodet plante, så det er næppe helhedsindtrykket, der har gjort udslaget. Men den har nogle spændende blomster i en flot farve, det er nok det, der har gjort indtryk ved stemmebordet. Det er min plante, så det glæder mig da, at jeg ikke er den eneste, der synes om den art.
Bente løb med andenpladsen, eller var det hendes primærhybrid Bulbophyllum Hsinying Grand-arfa (grandiflorum x arfakianum), der gjorde det. Jeg har to gange før udredet denne hybrid, så det vil jeg undlade at gøre igen, selvom den endnu engang fremstod som en alba af en art.
http://www.jydskorchideklub.dk/august-2019.html
http://www.jydskorchideklub.dk/oktober-2019.html
Det er da en smuk blomst, den hybrid leverer.
http://www.jydskorchideklub.dk/august-2019.html
http://www.jydskorchideklub.dk/oktober-2019.html
Det er da en smuk blomst, den hybrid leverer.
Trediepladsen gik til Jørgens Renanthera monachica Ames (1915). Det er sjældent, at en Renanthera ikke kommer i top 5, det har den slægt også fortjent.
Helle havde taget tøflerne med, de fik en fjerdeplads. Skal den have et mere regulært navn, så er Bulbophyllum frostii Summerh. (1928) nok bedre. Den kan være mere eller mindre lys/mørk i farven, og have små eller store pletter. Var jeg en humlebi, der kom flyvende, ville jeg nok ikke flyve længere. Det er jo en fortrinlig bi-seng med dyne, indlagt mad og det hele.
Nå, Knitta, du må igang med rettelakken på navneskiltet. Det er rigtigt nok, at en Dendrobium chrysanthum er gul med rødbrun i den frynsede læbe. Men den rødbrune plet skal ikke sidde i bunden af læben, men på hver side af søjlen. Altså skal der være to pletter.
Det her er varianten Dendrobium fimbriatum var. oculatum Hook., (1845), som fik nok point til at komme ind på en femteplads. Meget mere frynset i kanten af læben, mørkere i gløden, og med en flot farveklat på læben. Som det ses i det blå link i navnet, er normalformen uden den mørke plet. Det accepterede navn for varianten er kort og godt Dendrobium fimbriatum.
Det her er varianten Dendrobium fimbriatum var. oculatum Hook., (1845), som fik nok point til at komme ind på en femteplads. Meget mere frynset i kanten af læben, mørkere i gløden, og med en flot farveklat på læben. Som det ses i det blå link i navnet, er normalformen uden den mørke plet. Det accepterede navn for varianten er kort og godt Dendrobium fimbriatum.
Så følger resten i alfabetisk rækkefølge. Nu der allerede er smuttet to Bulbophyllum, skal vi helt frem til C, for at finde den første slægt.
Det bliver så Birgit, der starter med hendes navnløse hybrid. Det er en såkaldt Cambria-hybrid, der bruges i flæng til en mængde hybrider i Oncidium-komplekset. Den havde sat en kraftig pseudobulb, det skal der også til, for at sætte så stort et skaft.
Her er endnu en navnløs hybrid. Ejeren er ... tja, se på farven. Den er købt orange, så er der en stor mulighed for, at det er Henriettes plante. Jeg forstår godt hendes begejstring for den farve, det er da en, der lyser godt op. Skal vi kalde den for Cattleya hybrid, med risiko for, at der er krydset andre slægter ind.
Nu er vi kommet godt igang med de navnløse, så Jørgens plante får også navnet Cattleya hybrid. Meget ren i den hvide farve.
Jan havde hængt denne Coelogyne fuscescens Lindl., (1830) ovre ved vinduerne. Vi havde ikke fået et net med til klodsplanter, så de fleste af dem lå på bordet. Måske Jan skal se den efter for myrer, der kravlede en del på væggen omkring den. Planten var udenfor konkurrencen.
Mon ikke dette var en navnløs Cymbidium hybrid. Ellers må Birgit lige sige til, for det er hendes plante. Kunne ligne den, der kommer som nummer to herefter. Efterhånden som blomsterne ældes, bliver de ofte mere rødlige. Her ser det dog ud til, at de hænger meget tilfældigt.
Denne navnløse Cymbidium hybrid er også fra Birgit, den vender skafterne op i luften. Så ud over en mere gennemfarvet læbe, så rækker de to i forkellige retninger.
Da denne plante blev købt i Plantorama sidste år, var der vist et navnesklit i den. Det er der ikke mere. Bentes plante ligner jo meget den, vi fik som frøplanter for et årtusinde siden, men en Cymbidium Sarah Jean 'Ice Cascade' vender skafterne nedad, så jeg er i tvivl, om det er den.
Selvom jeg har sat denne hybrid ind på hjemmesiden mange gange før, er der næppe nogen, der vil nikke genkende til navnet. Dendrobium Niep Snowstorm. Går I ind via linket, kan I se, hvem forældrene er. I kan så også se, at den er registreret 7. maj sidste år, derfor er den ikke dukket op tidligere, når jeg har ledt efter et navn til denne hybrid. Det er Jans plante.
Det kan jo undre lidt, at en så fyldt potte med blomster ikke kommer i top 5. Men kender man dens historie den dag, så er det forståeligt nok. Den kom først på bordet, da de fleste havde stemt. Jeg forsøger sommetider at stoppe afstemningen til de sidste er kommet, som jeg ved dukker op, men det er umuligt. Så fortryder I, at I ikke fik stemt på den, så husk at vente lidt med at stemme, der kan komme smukke ting frem til sidst.
Det er Meretes Dendrobium peguanum Lindl. (1858).
Det er Meretes Dendrobium peguanum Lindl. (1858).
Endnu en plante med forkert navneskilt i. Hvor ville det lette arbejdet, hvis de rigtige navne sad i planterne, når de kom med til mø.... Hov, det er da en af mine planter!
Jeg var med til et møde i SJOK i starten af sidste år. Der blev holdt auktion over to af disse planter, jeg købte den ene. Jeg var godt klar over, at navnet formentligt ikke holdt, men jeg ville nu godt købe den alligevel.
Til vores møde havde vi besøg af tre fra OKF. Den ene kommer hen og spørger mig, om det ikke var en Dendrobium falcorostrum? Han havde en magen til derhjemme. Så fik jeg ellers historien om, hvordan denne plante var kommet til Fyn for længe siden, var blevet delt og derfra sikkert var havnet i SJOK via ham.
Planter der har været i handlen i mange år, har været svære at finde de rigtige billeder af. Jays hjemmeside var ikke så prangende med arter, som den er i dag, og mange af dem, man kunne google, havde forkerte navne. Det er stadigvæk et stort problem, at folk blindt stoler på et navn, og smider den på nettet med det forkerte navn.
Men tilbage til min plante. Den ligner jo Jays en del, men læben er helt forkert. Det samme er den i forhold til SOF's billeder. Læben skal være smallere, her udvider den sig kraftigt midtvejs ude.
Det nærmeste, jeg kan komme et navn, vil være naturhybriden Dendrobium x delicatum (kingianum x speciosum var. hillii). Men det kan sikkert også være så mange andre hybrider, så den må forblive en Dendrobium hybrid. Er det naturhybriden, så er det en noget flottere klon, end den, jeg har i forvejen.
I har vel set Helles Dendrobium hybrid, der er lagt på under de dumme orkideer!
Jeg var med til et møde i SJOK i starten af sidste år. Der blev holdt auktion over to af disse planter, jeg købte den ene. Jeg var godt klar over, at navnet formentligt ikke holdt, men jeg ville nu godt købe den alligevel.
Til vores møde havde vi besøg af tre fra OKF. Den ene kommer hen og spørger mig, om det ikke var en Dendrobium falcorostrum? Han havde en magen til derhjemme. Så fik jeg ellers historien om, hvordan denne plante var kommet til Fyn for længe siden, var blevet delt og derfra sikkert var havnet i SJOK via ham.
Planter der har været i handlen i mange år, har været svære at finde de rigtige billeder af. Jays hjemmeside var ikke så prangende med arter, som den er i dag, og mange af dem, man kunne google, havde forkerte navne. Det er stadigvæk et stort problem, at folk blindt stoler på et navn, og smider den på nettet med det forkerte navn.
Men tilbage til min plante. Den ligner jo Jays en del, men læben er helt forkert. Det samme er den i forhold til SOF's billeder. Læben skal være smallere, her udvider den sig kraftigt midtvejs ude.
Det nærmeste, jeg kan komme et navn, vil være naturhybriden Dendrobium x delicatum (kingianum x speciosum var. hillii). Men det kan sikkert også være så mange andre hybrider, så den må forblive en Dendrobium hybrid. Er det naturhybriden, så er det en noget flottere klon, end den, jeg har i forvejen.
I har vel set Helles Dendrobium hybrid, der er lagt på under de dumme orkideer!
Her bliver der muligvis skiftet et navn ud på et senere tidspunkt. Det er mindst nogle minutter siden, jeg sendte en mail til Jan, om mit forslag til et navn var rigtigt. Jeg har ikke fået svar endnu. Nå, jeg var gået forkert i byen. Her kommer det rigtige navn.
Det er en Dendrochilum wenzelii Ames (1915). Den findes også i en rød version. Der er kun få åbne blomster, og de var svære at komme ind på, så fx læben kunne ses ordentligt. Men der var en anden grund til, at jeg havde svært ved at se læben, for denne art har en meget lille en.
Umiddelbart fravalgte jeg den art, da jeg syntes skafterne var for lange. Det er jo Jans fortjeneste, at de er det, sammen med plantens gener. Jeg syntes også, bladene var for brede, men navnet skulle være god nok, nu jeg ikke behøver se den "store" læbe!
Det er en Dendrochilum wenzelii Ames (1915). Den findes også i en rød version. Der er kun få åbne blomster, og de var svære at komme ind på, så fx læben kunne ses ordentligt. Men der var en anden grund til, at jeg havde svært ved at se læben, for denne art har en meget lille en.
Umiddelbart fravalgte jeg den art, da jeg syntes skafterne var for lange. Det er jo Jans fortjeneste, at de er det, sammen med plantens gener. Jeg syntes også, bladene var for brede, men navnet skulle være god nok, nu jeg ikke behøver se den "store" læbe!
Det her er også Jans plante. Noget lettere at gå til, selvom det er en art, men ikke ser så tit. På listen står der Dendrochilum formosanum (Schltr.) Schltr., (1919), og det navn er rigtig nok. Om det så også er en Dendrochilum uncatum var. uncatum. Rchb. f. (1855), som Kew siger, det vil fremtiden nok vise. Det er det officielle navn til den for tiden.
Nu sagde jeg jo, at Kristians plante var en af de mindste til mødet, her er en mere af hans. En Erycina pusilla (L.) N.H.Williams & M.W.Chase, (2001). Som I kan se via linket, er det også en af dem, der har skiftet navn et par gange. Jay holder sig ikke altid til Kew, det er der mange andre botanikere, der heller ikke gør. Men det er da en sød lille fyr. Der er et skaft mere, så måske er vi heldige at gense den til næste møde.
Nu skal Kristian jo ikke tro, han er den eneste, der kommer med små planter. Jeg havde dristet mig til at tage denne Lepanthes inaequisepala Luer & J.J.Portilla (2002) med. Normalt bliver mine Lepanthes i udestuen, opholdet til et møde kan få alle skafter til at visne ned på få timer, og så stopper blomstringen i månedsvis. De fortsætter med nye blomster på samme skaft, altid kun en åben blomst ad gangen, men de kan fortsætte længe på samme skaft. Heldigvis blomstrer den stadigvæk.
En kæmpe blomst til en meget lille plante. Desværre ikke en af dem, hvor man skal forvente at få snesevis af blade på. En langsom groer.
En kæmpe blomst til en meget lille plante. Desværre ikke en af dem, hvor man skal forvente at få snesevis af blade på. En langsom groer.
Her er det til gengæld en stor plante med små blomster på. Det er Birgits Ludisia discolor (Ker Gawl.) Blume, (1859). Selvom den kan fås med andre farvede blade, er det stort set altid denne variant, man ser i handlen.
Jan gik også en runde med denne til sidst. Først undrede han sig over, så få der havde stemt på den, det samme gjorde medlemmerne, for den ville de da godt have stemt på.
Igen en af Meretes planter, altså kom den først på bordet, da de fleste havde stemt, og sad og nød en kop kaffe ved bordet. Det er en Pabstia jugosa (Lindl.) Garay, (1973), som sjældent ses i samlinger.
Den var forsideorkide for mange år siden på orkidebladet, dengang forelskede jeg mig i den. Jeg har haft den, ... så behøver vi ikke snakke mere om det!
En meget smuk blomst, der fortjener at være i mange samlinger.
Igen en af Meretes planter, altså kom den først på bordet, da de fleste havde stemt, og sad og nød en kop kaffe ved bordet. Det er en Pabstia jugosa (Lindl.) Garay, (1973), som sjældent ses i samlinger.
Den var forsideorkide for mange år siden på orkidebladet, dengang forelskede jeg mig i den. Jeg har haft den, ... så behøver vi ikke snakke mere om det!
En meget smuk blomst, der fortjener at være i mange samlinger.
Så er vi kommet til frueskoene. Det her er Uffes plante. Han kan vist ses i baggrunden af et af mine billeder, ligesom mange andre også kan. Jeg vil hellere have medlemmer med på billederne end de mange gule nummerskilte, så mon ikke det var muligt at skifte dem ud med de hvide, Bente havde med på et tidspunkt. De gule er lette at få øje på, når der skal stemmes, men de pynter ikke i billederne.
Uffes plante skulle hedde Paphiopedilum Clair de Lune. Jeg troede egentlig, det var en forholdsvis ny hybrid, men den er fra 1927. Med så stilrene farver, er der ikke noget at sige til, at den har overlevet så længe.
Uffes plante skulle hedde Paphiopedilum Clair de Lune. Jeg troede egentlig, det var en forholdsvis ny hybrid, men den er fra 1927. Med så stilrene farver, er der ikke noget at sige til, at den har overlevet så længe.
Det her er Jans Paphiopedilum fairrieanum (Lindl.) Stein, (1892), der både var med i afstemningen og udenfor afstemningen. Der er selvfølgelig tale om to planter, den udenfor afstemningen er på de to sidste billeder. Det rødlige skær skyldes nok, at den kører på sidste vers. Vi så vist også den ene af dem i efteråret, så den har holdt længe. Ud over at være en køn orkide, så har de åbenbart også holdbarheden med som en god egenskab.
Fruesko, Cymbidium og Phalaenopsis er nok de slægter, hvor gartnerierne spytter flest nye hybrider ud. Det betyder så også, at mange af dem ikke bliver registreret, for de skal kun sælges det næste halve år, så skal der nye hybrider på hylderne.
Birgits Paphiopedilum hybrid er en af dem uden navn til.
Birgits Paphiopedilum hybrid er en af dem uden navn til.
Det var ikke antallet af billeder af Kristians navnløse Paphiopedilum hybrid, der er skyld i, at der kun er tre billeder af den, de fleste billeder var fra samme vinkel og afstand, så jeg må have været i dyb koncentration i en samtale, så går det sommetider galt med variationen. Jeg må få taget lidt flere forskellige billeder, næste gang den kommer med.
Knitta havde taget denne Paphiopedilum insigne (Wall. ex Lindl.) Pfitzer, (1888) med til mødet. Det ser godt ud med så mange blade hængende ud til alle sider. Det må være en gammel plante.
Denne her ser man ikke så tit. Det er Jans Paphiopedilum tranlienianum O.Gruss & H.Perner (1998). Som I kan se, er den først beskrevet i 1998. Så den er med andre ord beskrevet 174 år efter Knittas plante ovenfor blev beskrevet første gang. Nej, I behøver ikke hive mobilen frem for at regne efter, den er god nok. Knittas plante fik navnet Cypripedium insigne tilbage i 1824.
En spændende måde, Jans plante krøller petalerne på.
En spændende måde, Jans plante krøller petalerne på.
Her er endnu en af Kristians planter, jeg tidligere har brugt megen tid på at udrede. Var det en art eller en primærhybrid. Sidste år fik jeg løsningen foræret, da Merete tog en plante med stort set i samme klon. Hun havde købt den som en art, men det var det nu ikke. Det er hybriden Phalaenopsis Brother Pico Chip, som jeg kunne udrede fra Meretes plantes navn. Der indgår Phal. stuartiana i sidste kryds, ikke så underligt, dens udseende slår så meget igennem.
Nu vi er i en af de store hybridslægter, er det vel rimeligt, at der også er en navnløs hybrid her. Også denne gang er det Kristian, der har lagt tid og energi i at få den i blomst. Fed læbe!
Nu har jeg jo allerede vist, at jeg også er til de små planter. Så da det her ikke er Kristians plante, hvis tror I så, det er? Nej, det er ikke min, ejeren var ikke til stede. Det er en plante, jeg skal passe på i godt et år, sammen med to andre planter, mens ejeren forhåbentligt hygger sig langt mod sydvest. Men da jeg har fået knopper og blomster på den, så tager jeg æren for det. Jeg har selv en plante i samme art, den har jeg tidligere haft med. Det er en Platystele umbellata P.Ortiz, (1977 publ. 1978).
Havde blomsterne være halvt grønne og halvt røde i udspringet, havde det været en anden art i samme slægt, men nu ved jeg med sikkerhed, at navnet er rigtigt nok. Er blomsterne først et par dage gamle, kan man stort set ikke se forkel på de to arter. Den havde kun to skafter i blomst til mødet, men jeg glemte at tage billeder af hele planten den dag, så I får et billede, taget 3 dage tidligere. Derfor er der tre skafter på den.
Havde blomsterne være halvt grønne og halvt røde i udspringet, havde det været en anden art i samme slægt, men nu ved jeg med sikkerhed, at navnet er rigtigt nok. Er blomsterne først et par dage gamle, kan man stort set ikke se forkel på de to arter. Den havde kun to skafter i blomst til mødet, men jeg glemte at tage billeder af hele planten den dag, så I får et billede, taget 3 dage tidligere. Derfor er der tre skafter på den.
En sidste plante fra Jan, som vi heldigvis også har set før. Navnet er jeg lidt i tvivl om, for jeg forstår ikke helt Jays hentydning til det navn, jeg vil knytte til den. Prosthechea cochleata var. triandra (Ames) Hágsater, (2002). Læser jeg det rigtigt, skriver han nederst på siden, at denne variant har tre anthere i stedet for de to, som er normalt for denne art. Jeg troede kun, de alle havde en anthera, som er det låg, der sidder yderst på griffelstøtten, hvor pollinierne gemmer sig under. Eller har jeg misforstået noget?
Men forsøger jeg at finde beskrivelsen til det navn, så dukker der blomster på i denne farve. På Kew kan jeg se, at en af synonymerne til denne variant skulle hedde Prosthechea cochleata f. albidoflava. Albidoflava hentyder netop til denne farve på blomsten, og der står yderligere på Kew, at det navn ikke er offentliggjort korrekt i 1998, derfor har varianten fået navnet Prosthechea cochleata var. triandra i 2002.
Jeg kan godt lide de mørke områder i den normale blomst, men den her variant er nu heller ikke værst!
Men forsøger jeg at finde beskrivelsen til det navn, så dukker der blomster på i denne farve. På Kew kan jeg se, at en af synonymerne til denne variant skulle hedde Prosthechea cochleata f. albidoflava. Albidoflava hentyder netop til denne farve på blomsten, og der står yderligere på Kew, at det navn ikke er offentliggjort korrekt i 1998, derfor har varianten fået navnet Prosthechea cochleata var. triandra i 2002.
Jeg kan godt lide de mørke områder i den normale blomst, men den her variant er nu heller ikke værst!
De to sidste arter er begge mine. Her er det først en Restrepia elegans H. Karst. (1847) udenfor konkurrencen. Den art har mange forskellige udseender, hvis man skal tro på litteraturen. Små eller større prikker, få eller mange af dem, tynde eller brede blomster, korte og lange blomster, forskellige farver og forskellig udseende læber. Måske de bliver splittet op på forskellige arter med tiden. Dennes blomster hører til de små.
Så er det den sidste plante på bordet denne aften. Det er så igen min. Det er en Scaphyglottis pulchella (Schltr.) L.O. Williams (1941).
