Så nåede vi til marts, og foråret startede officielt samme dag, som mødet blev afholdt.  Solsortene begyndte at synge, men samme aften væltede det ned med sne, det var flere af solsortene dog fløjtende ligeglade med.

Knud Nielsen, Dagnæs Orkidekultur, holdt aftenens foredrag, i det ene øjeblik var vi med på foto-orkidejagt i Bolivia, og snart efter var det jaguaren, der næsten jagede Knud. En fornøjelig aften.

Aftenen sluttede sædvanen tro med bordets glæder, og resultatet af afstemningen kommer lige om lidt.

For jeg vil godt lige resumere lidt omkring blandt andet klonnavne. Jeg kikker sommetider på nogle af navneskiltene, når jeg tager billederne, og der er megen opfindsomhed omkring ikke mindst klonnavne, kan jeg se. Tager jeg en tilfældig fra denne aften, så kunne det være Cymbidium sinense 'Momo Hime'.

Slægtsnavnet skal jo skrives med stort, artsnavnet med lille, og begge skrives med kursivt, hvis det skal være helt rigtigt. Hybridnavne er altid med stort og ligeledes klonnavnene. Ingen af dem er med kursiv skrift. Klonnavnene sættes i enten enkelt eller dobbelt citationstegn, anførselstegn eller gåseøjne, kært barn har mange navne, for så er der ikke tvivl om, hvilken del på navneskiltet, der er klonnavnet. 

Când este făcut în acest fel, așa că toți vorbesc aceeași limbă. Și toată lumea înțelege sensul plăcuțe indicatoare.

Rolig nu, siden er ikke blevet hacket, jeg viste bare, hvad der sker, når man blander forskellige skrivemåder, her var det rumænsk. Og det der skulle have stået på dansk var, "Når det gøres på den måde, så taler vi alle samme sprog. Og alle forstår meningen med navneskiltene." Se, blander man hjemmelavede regler med de officielle, så er navneskiltene lige så lidt forståelige, som når man blander forskellige sprog sammen.

Jeg vender tilbage til emnet senere, for endnu engang er der et meget uforståeligt skilt blandt orkideerne.

Jeg starter op med de største stemmeslugere, dem der blev nummer 1-5.

Som det ses, var det Finn, der kørte hjem med førstepladsen. Sødt lille køretøj til planten, måske det også trak et ekstra points med sig. Men man skal jo også belønnes for sin originalitet og opfindsomhed. Det er en Restrepia sp.'er, og nu kunne jeg jo godt referere, hvad Finn fortalte om dens oprindelse, men jeg vil gøre noget helt andet i stedet for. Dem der kan huske længere tilbage end til sidste blad, som er kommet indenfor de sidste par dage, kan måske huske, at netop den orkide har Finn beskrevet i bladet. Men, hvornår var det nu lige, det var?

Ja, så er det jo bare at finde nogle af de sidste numre frem, og få dem bladret igennem, eller også kan man jo bruge indholdsfortegnelsen på DOK's site. ​http://www.orkideer.dk/ Under "Tidsskrift" kan man gå til "Indholdsfortegnelse", og der kan man lave en søgning efter Finn's artikel.
​http://www.orkideer.dk/index.php/tidsskrift/indholdsfortegnelse

​Nu kan man jo søge på Restrepia, men med risiko for at der har været 12 fra den slægt de sidste to år, så er det nok mere sikkert at søge efter Finn som forfatter eller fotograf.

​

Så skal der baret trykkes i "Søg", og så kommer resultatet.

Så er det bare at finde blad nummer 6 fra sidste årgang, og på side 15 står en del af Finn's kommentar den aften til den plante.

Og det skulle vel være overflødigt at nævne, at jeg har indhentet tilladelse til at bruge et par skærmbilleder fra DOK's site. Så længe man husker at spørge og får ja, så har man ryggen fri. Man må jo ikke bare bruge noget fra andres hjemmesider uden at spørge. Og til de indviede, jo, jeg gav også min tilladelse til skærmbillederne. Så tager jeg JOK-kasketten på igen.

Nu var jeg godt klar over, jeg ville komme i endnu mere tidsnød, end jeg plejer, så for at jeg ikke skulle fortsætte "alt" for længe under foredraget med at fotografere, så blev mine egne 5 planter fotograferet om eftermiddagen her hjemme. Og derfor kan jeg også vise, hvor min Holger hænger til daglig ude i udestuen. Holger kom vist hjem med Jans første åbne Indiens-import for 13-14 år siden, så den har jeg haft megen fornøjelse af sidenhen. I år er det dog den største blomstring, den har lavet indtil nu. Jeg gav for en gangs skyld gødning i nogenlunde pæne mængder og over en længere periode sidste sommer, det er det, der hævner sig nu med de mange blomster.

Inden nogen ringer efter den blå vogn, så kan vi jo også kalde orkideen for Dendrobium nobile Lindl., det gør nok det hele mere forståeligt. Og selvfølgelig er der en mening med galskaben, det vil I erfare om ikke ret mange planter. Men Yrsa ville i princippet også have været et udmærket navn til den, bare for at få det på det rene.

3.-pladsen gik til Kristians Bulbophyllum lasiochilum C.S.P.Parish & Rchb.f.. Den havde en knop mere, men den faldt inden fremspring. Som Jan sagde, et flot mørkt eksemplar, der normalt sælges med betegnelsen "dark". En meget variabel blomst, jeg har altid syntes, den lignede en mellemting mellem Pluto og Fedtmule. Men det skal man nok ikke sige højt, så tror Disney bare, de har eneret på den plante.

Og så nåede vi til Sigurd. En vidunderlig plante, selvom nærbilledet slet ikke yder farverne retfærdighed. Sikke en lækker mørk farve, skal den hjem i samlingen, så er det jo bare at lede efter den, Sigurd, hvor svært kan det være?

Ja, det var så denne plante, jeg faldt over, der havde et helt forkert navneskilt. Hvor er det synd, at der sælges så mange planter med mere eller mindre tilfældige navneskilte til, man skulle jo tro, at gartnerierne ville gøre mere for at sætte de rigtige navne på. På dette skilt stod der Cymbidium Forgotten Fruit. Dum som jeg var, ville jeg jo lige se, hvem forældrene var, men den findes ikke i Sanders liste på RHS's site. 

http://apps.rhs.org.uk/horticulturaldatabase/orchidregister/orchidregister.asp

Det virker underligt, at så smuk en hybrid ikke er registreret, så jeg lavede en hurtig googling på navnet, og så havde jeg det rette navn.  Det er en velbelønnet hybrid, og det rette navn til den er Cymbidium Dorothy Stockstill 'Forgotten Fruit', AM AOS. Forældrene viste sig nu at være to andre hybrider, så det gik jeg ikke videre med. Jeg klandrer ikke Karges for at smide hybridnavnet væk, det kan være sket på laboratoriet, hvor man har udtaget celler til meristemformering, eller nogle af de mange gange, planterne skifter "hjem" mellem nye agar-glas og senere i gartnerier. Men på et tidspunkt er hybridnavnet forsvundet fra navneskiltet, og så er klonnavnet pludselig blevet til hybridnavnet. Og har gartnerierne eller laboratorierne så lemfældig en omgang med navne og kloner, så kan jeg jo ligeså godt kalde min Dendrobium for Holger, det er lige så rigtigt eller forkert. Og det er jo ikke første gang, jeg er faldet over en af Karges planter, hvor klonnavnet er blevet til hybridnavnet, så nogen sjusker gevaldigt rundt omkring i drivhusene eller laboratorierne. At jeg har fundet to planter nu med klonnavnet ophøjet til hybridnavn hos Karges er nok en tilfældighed udledt af, at mange af vores medlemmer har store dele af deres samling fra det gartneri. Får andre gartnerier fra samme leverandør, så har de sikkert samme problem med navngivningen.

Men det er en meget smuk plante, og nu har I så det rigtige navn til John og Solveigs plante på fjerdepladsen, en Cymbidium Dorothy Stockstill 'Forgotten Fruit'. 

Og nu hvor jeg havde fat i både en Cymbidium og i John og Solveig, så havde de også 3 meget forskellige udseende kloner med af samme art. Cymbidium sinense '18 Jiao' kom på en femteplads. De to andre kommer senere. Det er skønt, at der efterhånden dukker nogle af disse små typer Cymbidium-arter op, som kineserne og japanerne har optimeret i forskellige retninger gennem mange hundrede eller tusinder af år. Vi må jo se, om der kommer nogle af dem med til salg til DOK's generalforsamling på Fyn.

Der var endnu en femteplads, og det var Uffes Dendrobium harveyanum Rchb.f., der løb med den. Det er en af mine favoritter i den slægt, der er da frynsegoder for alle pengene. Når man kan komme slæbende med sådan et stort eksemplar, så gør det næsten ikke noget, at det er den eneste, man har med. Ikke så lidt kønnere end de mange forskelligartede narcisser og påskeliljer, der snart skal fylde haverne med samme gul-orange farve.

Så er det de resterende planter, der var 34 alt i alt i konkurrencen, så der kommer mange endnu, og denne gang i alfabetisk rækkefølge.

Her var der noget helt nyt, som der vist ikke var andre end Finn, der havde set før denne aften. En Ansellia africana (var. alba) Lindl.. Helt uden prikker, det var da et friskt pust fra det afrikanske. Uden prikkerne lægger jég meget mere mærke til formen på blomsten, når den fremstår normal prikket, så er det de mange mørke prikker, øjnene ser sig mætte i. Skal vi tro, den er kommet med hjem fra en "rejse" til Sjælland, nærmere bestemt Orkideimperiet. Christian har vist "prakket" dig mange spændende orkideer på gennem tiden, mens han endnu solgte dem.

​Så har jeg fået en lille hilsen, så nej, planten er ikke importeret fra den østlige side af Storebæltsbroen, den er købt af Knitta.

Bare for overskuelighedens skyld, så sætter jeg et par af mine gamle billeder ind af den meget variable normalform herunder.

Så er det jo smag og behag, hvad man bedst kan lide.

Det var et bord med en noget andet spredning i slægterne, end vi normalt ser, og med 5 hybrider og en art i Cattleya, så var den næsten overrepræsenteret. Her er det en flot farve i en Cattleya hybrid, som Birgit havde taget med.

Denne Cattleya hybrid er også fra Birgit.

Og hvem kunne nu have gættet det, endnu en C. hybrid fra Birgit. Ingen af dem ligner den hybrid i farven, som jeg kom hjem med fra Plantorama 2000 for nylig.

Men Jørgen var nu også godt repræsenteret med Cattleya hybrider, og det her var hans den ene.

Og her var det Jørgens anden og sidste hybrid i den slægt. Når man ser, hvor mange farver Cattleya kan have, så forstår man godt, at så mange har den i samlingen.

Om Jan virkelig ikke kunne diske op med en blomstrende hybrid i den slægt, vides ikke, i stedet for havde han medbragt denne Cattleya trianae Linden & Rchb.f.. Den kan være meget kraftigere farvet, det er jo noget af det, samlere af arter i Cattleya holder så meget af, de er utroligt variable. For få år siden var der et hav af accepterede variantnavne, i dag er de stort set alle væk, men gartnerierne holder ved da gamle variantsnavne, så fortvivl ikke, hvis I vil have en komplet samling af varianter i én art. Hvis Jan vil have en komplet samling i denne art, Cattleya trianae , så mangler han kun et par af 20. Her er synonymlisten for den art, med alle de gamle nu fjernere variantsnavne.

Og bare for at få det på det rene, jeg har tidligere indhentet en tilladelse fra både RHS og Kew til fremadrettet at bruge skærmbilleder fra deres hjemmesider, jeg skal bare huske at sætte linket ind til dem. Det kommer her.
​
 ​http://apps.kew.org/wcsp/

Og skærmbilledet er hentet 03.03.2016.

Vi bliver i Jans afdeling, en slægt det er rigt repræsenteret i hans store samling. Her er det en Coelogyne mossiae Rolfe. Der er gennem tiden solgt mange lignende blomster som hybriden Coelogyne Intermedia, der er hybriden mellem Coel. (cristata x tomentosa). Om der har været forkerte navneskilte på dem, eller den primærhybrid virkelig ligner Coelogyne mossiae så meget, er jo lige det. Men en flot blomst og blomstring, den laver på hvert skaft.

Så var der noget med 3 forskellige kloner i samme art, som John og Solveig havde taget med, her kommer de to andre. Cymbidium sinense 'Momo Hime', hedder denne. Og det er jo noget helt andet end den, der fik en femteplads. Der er endnu et skaft på vej op.

Og det er så den sidste af dem, med navnet Cymbidium sinense 'Yang Ming Jin'. En og samme art, men meget forskellige af udseende. Og det skyldes ikke mindst det store forædlingsarbejde, som japanerne har lavet gennem mange menneske-generationer. Mange af de bedste kloner er arvet flere gange indenfor samme familie, utroligt, at sådanne små planter kan blive langt ældre end deres dyrkere.

Hen over en masse af de andre planter slangede en lang Dendrobium sig. Det var Birgit, der havde taget en Dendrobium aphyllum (Roxb.) C.E.C.Fisch. in J.S.Gamble, med. Så jeg måtte have hjælp fra Bente, for at kunne tage et par hurtige billeder af den. Jeg har ikke set antydningen af knopper på nogen af mine endnu, mon ikke jeg har 3 af dem. Men de plejer at være flittige nok, så der skal vel bare lidt mere tålmodighed til. Den står sikkert i mange samlinger under det gamle navn Dendrobium pierardii Roxb. ex Hook., det var også med det navn, jeg lærte den art at kende. Nogle smukke sarte farver, synd at jeg ikke fik taget et nærbillede af læben, den er heller ikke helt grim. 

I har jo set mit bud på denne art, her er det Jans Dendrobium nobile Lindl.. Noget mere kompakte blomster, ud fra navneskiltet skulle det også være selve arten. Ellers er den jo blevet brugt meget i hybridiseringen gennem tiden, den giver nogle gode egenskaber videre til krydsningerne.

Et lille tremmehus til planten, så kan det vel næsten kun være Finn, der er på spil igen. Det er en drilsk dame, han har fået i blomst her, så godt gået med 3 blomster. Planten har fået sit navn ud fra de lange lyse hår, det er en Dendrobium senile C.S.P.Parish & Rchb.f.. Tænk, hvis vi andre også kunne åbenbare sådan en overdådig farvepræsentation, når vi bliver gråhårede. Ja, så burde jeg jo være en af dem, der havde øvet mig længe, jeg har vist ikke skiftet hårfarve igen, siden jeg blev 25!

Denne lille plante kom Jan med. Lille, hvis man sammenligner med de skrumler, der sommetider bliver slæbt med til udstillinger. Det er en Dendrobium x delicatum, altså en naturhybrid. Jeg har før filosoferet over forskellen på den naturligt forekommende hybrid og den menneskeskabte, så jeg vil nøjes med at sætte et par link ind til de to hold forældre.

Dendrobium x delicatum.

Dendrobium Delicatum.

​Det er jo en imponerende blomstring, den kan smide op.​

Så er vi ovre i de små orkideers verden, omend de enkelte blomster er pænt store. Men den spinkle opbygning gør, at man næsten kan overse, at planten blomstrer. Jeg har før set den art blomstre i Bente terrarie, men her er det Jans plante. Det er en Macroclinium manabinum (Dodson) Dodson, der skal ikke mange dage med forkerte forhold til, før man står med en død plante. Erfaring kan være en grim ting at se tilbage på.

Med de mange ændringer, der er sket i Oncidium-komplekset, så kan jeg vist næsten tillade mig at kalde denne her for en ren Oncidium hybrid. Men det kan jo også sagtens være samme slægt som den næste Oncostele. Men uanset, hvor den hører hjemme i dag, så er det da en imponerende blomstring, den kan præstere. Det er Jørgens plante.

Nu kan det næppe overraske nogen, hvilken slægt det her er. Det er en Oncostele Wildcat 'Purple Fairy', tidligere Colmanara. Igen bærer planten et mega stort antal blomster, og i den størrelse, så fylder de godt i landskabet. Det er John og Solveig, der har den.

Så er vi nået til en af de slægter, der ofte er rigt repræsenteret, og her kommer der 5 bud på en Paphiopedilum hybrid. Den første er fra Birgit.

Her er det Finn's bud på en hybrid. Mon ikke der kunne indgå Paphiopedilum spicerianum i den fane?

Jørgens bud kunne være krydset samme med Paphiopedilum charlesworthii med den fane.

Endnu en hybrid fra Jørgen. Minder en del og Birgits, men er lysere i farven.

Og endnu en, der ligner den forrige, det er Jørn's plante. Vil man skille sig ud, så kan man jo bare komme med en plante med to blomster som her, men nu er Jørn jo ikke lige typen, der vil skille sig ud af mængden. Det var vist godt, jeg ikke tog min småblomstrede art med i den slægt, den var jo druknet i sammenligning med de store blomster her.

Og så må vi jo have den! Intet møde, uden mindst en Phalaenopsis hybrid. Da den stod på bordet, kort efter Bente havde låst op ind til Salen, så vil det jo være nærliggende at tro, det er hendes plante. Jan har ikke registreret den på listen, så ejerskabet kunne jo være hvem som helst. Men mon ikke jeg skal tilstå, at vi denne aften slet ikke havde Phalaenopsis hybrider på pralebordet, det her er en af Salens silkeblomster!

Jeg håber, min Pleurothallis phalangifera (C.Presl) Rchb.f. in W.G.Walpers ser knapt så kunstig ud. Den har nu stort set blomstret uafbrudt i et halvt år, og der er et par nye skafter på vej igen. Denne art må lide den skæbne, at de fleste gartnerier, der har den på salgslisten, har en forkert plante til salg. Dette er den rigtige, den er storblomstret, og mere spinkel end de fleste andre med det navneskilt ved. For nogle år siden købte jeg også denne art, troede jeg, det gik over, da jeg så den i blomst. Det viste sig at være en Pleurothallis gomezii Luer & R.Escobar. Den kommer her.

Med så prægtig en blomstring et par gange om året kan man jo næsten ikke føle sig snydt.

Er den ikke lækker i farven? Det er Jørns Prosthechea vitellina (Lindl.) W.E.Higgins, tidligere en Encyclia. Hvad prisen har været for den, ved jeg ikke, men den er helt sikkert købt "orange"! Det er en art, som Jan yndede at medbringe omkring årtusindskiftet, dengang vækkede den måske mere opmærksomhed end i dag, vi er jo alle blevet en del mere forvente siden dengang. Men en ualmindelig dejlig farve.

Så er det Jørns sidste plante denne aften, så får jeg vist lov til at slutte billedserien af med mine planter. Her er det en ​Scaphosepalum swertiifolium (Rchb.f.) Rolfe, som jeg næsten vil tro, er købt hos Arne og Laila. Det er en meget variabel art, både i farve og størrelse på blomsten, de største kan nå op på 8 cm tværs over. Det var modigt at tage den med, de tynde stilke og små knopper, der altid sidder ude i spidsen af skafterne, visner hurtigt ned, når planten kommer væk fra sine normale forhold, så en lav luftfugtighed bare nogle få timer kan betyde, at alle skafter visner ned. Så går der nogle måneder, før de næste skafter når ud og kan blomstre i årevis under optimale forhold, altid kun med én blomst af gangen på hver stilk.

Denne plante er blevet flyttet fra Pleurothallis til Stelis restrepioides (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, ligesom stort set alle de andre med lange skafter og mange blomster på. Jeg havde min store plante med til Plantorama 2000, det her er keikier, der er faldet af den anden gennem tiden og sat på en klods. Den findes tilsyneladende også i en lys version, som Arne og Laila solgte tidligere, skulle der være nogen, der ligger inde med den lyse variant, så vil jeg meget gerne bytte mig til en keiki fra den.

Lige nu befinder denne art sig i en "skraldespands-sektion i Stelis, men der arbejdes på at få smidt de fleste andre arter ud af sektionen, så der kun bliver 3-4 arter tilbage. Så hvem ved, måske den ligefrem kan få lov til at komme tilbage til Pleurothallis igen.

Denne lille plante var også med i februar, den holder forbavsende længe i blomsten. Det må ellers kræve en del energi for så lille en plante at have så stor en blomst, men det ser ikke ud til at påvirke den synderligt meget. Den er i dag en Trichoglottis biglandulosus, (Blume) Kocyan & Schuit., som tidligere hørte hjemme i Ceratochilus-slægten. Ligesom den forrige plante er det også min.

Jeg må huske at få rettet navneskiltet på den her, for det er en af mine mange planter købt med forkert navn til. Det er en Zootrophion dodsonii (Luer) Luer, og et eller andet lille insekt skal mase sig ind gennem sprækken for at bestøve planten. Der må være en godbid til bestøveren, ellers ville den nok ikke fortsætte til den næste blomst og dermed lege den gamle leg, bien og blomsten.

Det var sidste plante for denne gang, men fortvivl ikke, vi ses jo snart igen til møde, så kommer der nye billeder igen.