​September mødet 2017.

Nu er efteråret for alvor sat ind. De lyse timer er på hastig retur, men snart "vender" det igen. I hvert fald hastigheden, hvormed dagene bliver kortere. 22. september, som er jævndøgn, er den dag, hvor flest minutter og sekunder forkorter dagens længde, og derfra går det stille ned mod årets korteste dag, hvor det igen vender.​

Nogle af os kan glæde os over, at regnvandstønderne efterhånden er fyldte året rundt, men det er på bekostning på lysintensiteten om dagen. Men så er det jo godt, at orkidéerne kan glæde os derhjemme, til møderne og på nettet.

Sidste møde var som at komme i skole igen på den første skoledag, en ny verden ventede. Facebook blev demonstreret og fortalt af Camilla, Ellen og Jette, så en anden verden blev åbenbaret denne dag. 

Men den gamle dagsorden blev stadigvæk fulgt til mødet, så her kommer først de 5 planter med flest point.

Jettes Aerangis luteoalba var. rhodosticta (Kraenzl.) J.Stewart, (1979) blev en værdig vinder denne aften. Flot er den jo med den lille røde prik i midten. Den har vi set før, og heldigvis overlevede den en krise på et tidspunkt.

Sort baggrund, så må det være min plante, der kom ind på en andenplads. Men det vil Jan sikkert brokke sig over, så jeg lader ham få æren for det flotte skaft. Jans planter havnede hos mig indtil et par dage efter mødet, og så sneg jeg mig til at tage lidt billeder af nogle af hans planter foran min sorte baggrund. Andet billede er fra mødet, så I skal ikke helt snydes for en rodet baggrund! Det er en Dendrobium densiflorum Lindl. (1830).

Her har vi en ejer, der er glad for den manglende sol. De nederste blomster blev ramt af solens stråler en dag, og så visnede de. Det er Jens' Habenaria medusa Kraenzl.,(1892). Det var ikke den eneste plante denne aften, der trak på den græske mytologi, og endda også samme person derfra. En smuk og spændende plante på trediepladsen.

Så er det igen Jan, der er på banen igen. Det er en af de forholdsvis få Laelia, der er blevet i den gamle slægt, de fleste er i dag blevet til Cattleya. Det er en Laelia crispa (Lindl.) Rchb.f., (1853). Den bestemte sig for at blomstre godt 2 uger for tidligt, så den var allerede ved at visne ned igen. Den kommer desværre ikke med til landskampen i weekenden. Jan har det samme problem som de fleste af os andre med drivhus, vinterhave og lignende, og det er snegle. Det sidste billede viser nogle huller inde i blomsten, det er som regel tegn på et snegleangreb.

​Efter et billede fra mødet er det igen min dystre sorte baggrund, der tager over bag planterne. Så igen er det en af Jans planter. Det er en spændende plante, der desværre findes i alt for få samlinger. Måske prisen har lidt med det at gøre.

Det er en Dendrobium tobaense J.J.Wood & J.B.Comber, (1893). Den er både underlig, bizar og smuk på en gang, og det er da noget af en alternativ læbe, den har udviklet gennem tiden. Gad vide, hvem den forsøger at tiltrække af bestøvere med det udseende. Den fik en femteplads.

Her følger så de uofficielle sjettepladser og syvendepladser til mødet i alfabetisk rækkefølge. Da pointene ikke er oplyst til mødet, er alle de deltagende planter jo på en sjetteplads, og dem udenfor konkurrencen er i princippet på syvende og sidste pladsen.

Her er et godt eksempel på et gennemtænkt hybridnavn, og så alligevel ikke. Holdet bag hybridlisten opfordrer dem der laver hybriderne til at bruge lidt af forældrenes navne i primærhybriderne, men det sker sjældent. I Bulbophyllum Carcul skete det dog. Forældrene er Bulb. carunculatum og Bulb. sulawesii. Et perfekt navn, lige til Kew ændrede navnet på den ene forælder. Så den første skal i dag hedde Bulbophyllum amplebracteatum subsp. carunculatum. Hybriden har delvist taget farven ud fra den førstnævnte, og faconen på blomsten fra den sidstnævnte.

​Det er min plante.

Det er vist ikke alle, der ved, at grantræer hører til blandt orkidéerne. Men her ses en af de smukkeste blandt de stedsegrønne. Nå, nu er det jo ikke første april, så jeg må hellere finde det rigtige navn frem til den. Det er en Bulbophyllum crassipes Hook. f. (1890). Hvad siger du så, Jens, kan du se blomsterne nu?

​Det er John og Solveigs plante, de spøjse blomster har vi heldigvis set før til møderne fra de to dyrkere.

Med lidt held, så har denne plante fået det rigtige navn med fra Indien, da den blev sendt i en import. Der findes stort set ingen billeder på nettet af den, men der er flere meget lignende blomster i slægten. Men ud fra de tegninger, jeg kan finde, så burde navnet holde. I så fald er det en Bulbophyllum leptanthum Hook.f. (1890). Det er min plante, der var udenfor konkurrencen.

Så har vi balladen med en af Birgits planter. Er det her en meget flot farvet Cattleya forbesii Lindl., (1826), eller er det en hybrid med den. Den er næsten for velfarvet til at kunne være arten, men en smuk blomst er det.

Denne Cattleya maxima Lindley (1833) hører hjemme hos Ellen. Mon ikke vi ser den i weekenden igen, hvis den kan komme til Aarhus på fredag. Der er endnu to store knopper på den, de må være på toppen nu.

Så er den gal med en af Birgits planter igen. Navneskiltet sagde Cattlianthe Chocolate Drop. Jan havde sådan en hybrid med både i september 2015 og igen i 2016. 3. januar havde Birgit også sådan en hybrid med, denne her er alt for gul på læben og formen på sepaler og petaler er helt forkerte til den hybrid. Men den kunne godt ligne lidt en videre hybridisering med netop den hybrid som så hedder Cattlianthe Elegant Oak. Jeg vil nøjes med at kalde den for en Cattlianthe hybrid. Mon ikke det var den samme plante, der var med i september sidste år og dengang fik navnet Cattleya hybrid?

Til gengæld er der ingen slinger i valsen her med Birgits Cattlianthe Secret Love. OK, lidt er der, men det er min skyld. Forvirringen med nummerskiltene betød, at jeg aldrig fik taget billeder med makrolinsen af denne plante, så I får de tre første billeder jeg tog til mødet af den.

Selvom de færreste nok lagde mærke til denne plante uden for konkurrencen, så er det faktisk en stor sjældenhed i orkidésamlinger. Det er min Coelogyne candoonensis Ames (1923). Den gør ikke megen væsen af sig, med altid kun en blomst af gangen på et kontinuerligt blomstrende skaft. Blomsterne er ca. et par cm, så ikke megen pang effekt i den.

Her er det endnu en af disse sjældent sete Coelogyner. Dette er også min og er en Coelogyne tenompokensis Carr (1935 ). Begge arter tilhører sektionen Longifoliae. Samme størrelse blomst, måske næsten mere sjælden end køn. Var heller ikke med i konkurrencen.

Jørn havde taget denne lille Comparettia falcata Poepp. & Endl. (1836) med. Det er da en farve, der er til at få øje på. Den ses heller ikke særlig tit i orkidé samlinger, det er nok ikke alle der tør binde an med den. Flot dyrket.

Aldrig så snart har jeg vist en lille smuk plante, hvor antallet af blomster giver en flot mulighed for at nærstudere blomsterne i detaljer, før Jan skal trænge sig på med flere bundter af sammenpressede blomster i næsten samme farve. Det er en af de sejlivede, der kan blomstre i mange måneder. Det er en Dendrobium bracteosum Rchb. f. (1886). Den var ikke med i konkurrencen.

Så er vi tilbage i John og Solveigs samling. Dette er en Dendrobium dearei Rchb. f. (1882) 'Stuttgart' x selbst. Altså en art, så I skal have rettet navnet til lille på skiltet. Det er jo en imponerende blomstring, den har.

Denne plante hænger normalt i Jettes væksthus, og er en Dendrobium lamellatum (Blume) Lindl.(1830). Den varierer en del i farven fra grønlig over gullig til hvid. En sød lille kompakt plante.

Endnu en af Jans planter uden for konkurrencen. Desværre holder de ikke så længe i blomsterne. Da Jan hentede planterne igen torsdag efter fyraften var halvdelen af blomsterne faldet. Det er en Dendrobium lindleyi Steud. (1840). 

Endnu en af Birgits planter, det har jo betydet en del problemer med de medkøbte navneskilte. Denne er ingen undtagelse. Det skulle være en Dendrobium Mini Spin, og ligner til forveksling andre planter på nettet med samme navn. Det navn er aldrig registreret, derfor kan det jo godt være det rigtige navn til den. De billeder, jeg kan finde af den er utroligt ensartede, så jeg vil næsten driste mig til at tro, at det er klonnavnet, den bliver solgt med som hybridnavn. Der er tilsyneladende ikke andre på nettet, der kender forældrene til den, men sød er den da.

Endnu en af de høje planter fra John og Solveig. Nej, den har jeg ikke vist før i dette indlæg, for dette er en Dendrobium sanderae (var. luzonicum) Rolfe (1909). Samme farver som i Dendrobium dearei, men ikke mindst læben er meget forskellig. Jeg har sat variantsnavnet i en parentes, for den variant er aldrig blevet officielt anerkendt af de toneangivende botanikere. Men den er væsentlig forskellig fra normalformen i den art.

Her er det endnu en af Jørns små orkidéer. Det er en tidligere Dockrillia, der alle nu hører ind under Dendrobium. Navneskiltet sagde Dendrobium rigidum, men den tror jeg ikke på. Ingen tvivl om, at den hører til i samme sektion, men læben er meget forskellig fra en Den. rigidum. Jeg har ikke kunnet finde en art, der ligner denne her, så det må være en ubeskrevet art. Altså bliver det til en Dendrobium sp.'er.

Mon ikke Oles Dendrochilum magnum Rchb. f. (1861) dukker op til udstillingen i weekenden? Tre skafter på vej og en sprunget ud. Tyskerne kommer nok med nogle utroligt store og flotte planter i denne art, men derfor kan vi andre jo godt have dem som mindre planter. Godt dyrket Ole.

Det er noget af et skaft, der er på Ellens Encyclia alata x alata affine. En krydsning af to meget ensartede arter, som navnet antyder. Sikke en smuk læbe, den er udstyret med!

Så er vi tilbage i den græske mytologi igen. Dette er min Epidendrum medusae (Rchb.f.) Pfitzer in H.G.A.Engler & K.A.E.Prantl (eds.), (1889). Desværre holder blomsterne kun en lille uges tid, så de var ved at falde til mødet. Derfor var den ikke med i konkurrencen. Det er anden blomstring siden juni, og der er endnu en knop på vej. Har normalt altid to blomster af gangen. Den varierer meget i farverne, fra sart grønlig til kraftige farver i det røde område.

Vi har allerede set en Habenaria i top fem fra Jens. Her er det endnu en fra ham. Navneskiltet sagde Habenaria dentata, men det er det ikke. Den kan ses her. Der er jo en slående ulighed mellem de to arter. Måske nogen husker, at Jørn havde en magen til med for nylig. Det er en Habenaria fordii Rolfe (1896).

Endnu en af Jans planter, denne gang en Kefersteinia tolimensis Schltr. (1920). ​Den har hos mig været længeblomstrende, så mon ikke den kommer med igen i weekenden. Kunne ligne en plante med de farver, der med sin duft tiltrækker fluer. Men Jay på orchidspecies.com har den ikke til at skulle dufte, så det er ikke en af stinkerne.

Her er det min Margelliantha burttii (Summerh.) P.J.Cribb (1979). Med så lang en spore er den formentligt bestøvet af natsværmere i naturen. På det sidste billede kan man se nektaren i den nederste halvdel af sporen. Springer først ud på midten af skafterne, og åbner så blomster op både opdad og nedad på samme tid.

Så Torben, så er jeg nået til din plante. Og hvad skal jeg kalde den?

Vi havde en snak om det navn til mødet, du selv har fundet til den, og det vil jeg godt dvæle lidt ved. Du havde fundet frem til navnet Masdevallia Rose-Mary x exquisita, og det er helt sikkert et godt kvalificeret bud på et navn. Den kan ses her. Den krydsning er registreret med navnet Masdevallia Lynnie.

​Men inden jeg giver dig accept af det navn, så har jeg søgt efter andre lignende blomster på Google. Prøv at se, hvad der gemmer sig i dette link! Det er en primærhybrid, som Kopf tidligere har solgt mellem Masdevallia exquisita x constricta. Den er aldrig blevet registreret. Men den ligner jo også til forveksling din plante. Så nu har vi to hybrider, der begge kan være den rigtige. Men der er jo en fællesnævner i de to hybrider, og det er arten Masdevallia exquisita. Hvis jeg søger efter dens udseende, kommer jeg frem til dette.

Altså har vi nu to hybrider og en art, som din plante kan være, og der er sikkert flere hybrider med det udseende. Derfor kan man ikke "finde" det rigtige navn til en unavngiven plante. Det kan både være en art og hybrider med den. Så det nærmeste jeg kan komme et navn til den må kort og godt blive Masdevallia.

Så er det igen en af Jans planter. Det er en Miltonia Honolulu. Det er en flot vellykket hybrid.

Det var synd, at Jans Miltonia spectabilis var. moreliana (A.Rich.) Henfr., (1851) var ved at falde. En kæmpe blomst på den. Måske en 4n-plante. Den kunne have været spændende at have med til landskampen i weekenden. Som de fleste andre varianter har Kew for flere år siden slettet varianterne og har kun det originale navn som det accepterede, og det er for denne plante Miltonia spectabilis Lindl. (1837).

Botanikerne har travlt i Kina med at finde nye arter, og denne blev beskrevet der i 2003. Det er en Paphiopedilum vejvarutianum O.Gruss & Roellke (2003). Det er en af Ellens planter.

Denne lille Phalaenopsis hybrid var Jens faldet over i Billigblomst. Han havde taget den med for at vise, hvor meget plante man kan få der for var det 35 kroner. Blomsterrig er den i hvert fald.

Selvom Bente drog hærgende rundt i Sydafrika, mens vi var til møde, så havde hun også en plante med på bordet. Det er den meget vellykkede primærhybrid Phalaenopsis Purple Gem 'Aida' (pulcherrima x equestris). Vil man købe en magen til, skal man huske, at det skal være klonen 'Aida'. Ellers kan den have mange andre nuancer i farven.

Her er det min Pleurothallis discoidea Lindl. (1835), der er kommet med. Bortset fra en kort periode sidste sommer efter en tur til England, så har den blomstret uafbrudt i mange år nu.

Traditionen tro, så er det tit mine planter der er sidst i alfabetet til møderne. Denne var også med til sidste møde, men var kun lige begyndt at åbne de første blomster, nu var de første blomster så til gengæld faldet igen. Det er en Renanthera vietnamensis Aver. & R.Rice (2002).

Selvom jeg også har denne farve blandt mine 4 forskellige i samme art, så er det her Jørns Scaphosepalum swertiifolium (Rchb.f.) Rolfe (1890). Jeg tør ikke tage mine mange arter i Scaphosepalum med til møderne, der skal ikke mange timer med tør luft til, før alle skafterne visner ned. Så går der et halvt års tid igen, før de næste skafter når ud i blomsterdygtig længde, hvor de kontinuerligt kan blomstre med én blomst ad gangen i mange år.

Denne plante skulle egentligt ikke være her, for i dag er det nok en ren Cattleya hybrid. Men jeg har fulgt Jans beskrivelse af den og kalder den for en Sophronitis-Laelia hybrid. Slægten Sophronitis hedder i dag Cattleya, og det gør mange Laelia også, så det mest korrekte navn til den ville være orkidé hybrid. Det er Birgits plante. Flot er den med sin renhed i farven.

En afrikaner, der trives godt hos Jørn. Det er en ​Stenoglottis longifolia Hooker F. (1891). Med tre skafter skulle der vel være en chance for at se den igen i weekenden.

Den opmærksomme seer har nok lagt mærke til, at billede et og to er det samme. Men farven er forskellig. Mit kamera ville ikke være med til at fotografere blomsterne i deres lilla farve. De blev violette i stedet for. Derfor har jeg forsøgt at ændre på farven på et af billederne, som jeg husker farven. De andre billeder af Jørgens Vanda hybrid må I selv tænke jer til i en anden farve.

Endnu en Vanda hybrid fra Jørgen. Den skal være så pink i farven.

Det her er min småblomstrede Zootrophion griffin Luer (1982). Blomsterne er ca. 1½ cm lange, hullet til bestøverne er knap en mm stor, så bestøveren må være meget lille. Den var ikke med i konkurrencen.

Endnu en i samme slægt. Her er blomsterne på 4 cm., og navneskiltet var helt forkert. Jeg er så ikke sikker på, om det kan være en Zo. dayanum eller Zo. argus. Den sælges normalt som den første men størrelsen er nærmere som den sidste Jeg kalder den en Zootrophion sp..

Den sidste plante fra mødet er Jørn's Zygopetalum hybrid. Her er blomsternes lilla farve dukket op på flere af billederne, men nogle af dem er endt i violet. Problemet med lilla er, at det ikke er en rigtig farve. Den har ingen bølgelængde, men er en blanding af rød og blå farvekorn på blomsten. De to farver smelter så sammen, når man kigger på blomsterne, og så opstår den lilla farve.