Tekst og billeder, Egon Krogsgaard.
August 2019.
Aftenens emne var skadedyr, og hvad gør vi ved dem. Der var ikke mange forslag til at komme dem til livs. I dag, søndag d. 18. august hørte jeg, at ECOstyle MyreFri Spray skulle være effektiv mod uldlus. Det kan vel ikke skade at prøve det.
Men ellers var det første møde efter sommerferien, enkelte havde glemt, at der var møde, men der var alligevel 41 planter på bordet, hvor de 38 indgik i afstemningen.
Men ellers var det første møde efter sommerferien, enkelte havde glemt, at der var møde, men der var alligevel 41 planter på bordet, hvor de 38 indgik i afstemningen.
At det var ferietid kunne også ses på andre måder. Alle vinduer og døre var åbnet for at få temperaturen ned, og Jan og jeg havde ikke fået snakket sammen angående gitteret, så Bjarke fandt kurven i redskabsrummet, så måtte vi bruge den til klodsplanterne. Enkelte hang i vinduerne, nu gitteret var blevet glemt. Bjarke stod også for at lave numre til planterne, nu vores nummermand havde gelmt mødet.
Der stod også planter på to andre borde, så ved medlemmerne nok, hvad det går ud på.
Så er vi kommet til nummer et i afstemningen. Det blev tilsyneladende Knitta og Polles flotte Anguloa virginalis Linden ex B.S.Williams, (1862).
Hvis nogen synes, sådan en plante er dyr i dag, så kan jeg fortælle, at første gang den dukker op i litteraturen er i 1851. Der blev planterne solgt til mellem 2£ og 3£ og 5 shillings. Husk det, næste gang I prutter om priserne hos en orkideforhandler!
Men det kan I faktisk være ligeglade med til denne plante, for navnet er forkert.
En Anguloa virginalius hører til sektion Euanguloa. sammen med tre andre arter. Den sektion er bl.a. kendetegnet ved, at der er to trekantede sideflapper på rostellum. Som I kan se på det næstsidste billede, er der kun en "tap" yderst på den. Sidste billede viser de to trekantede sideflapper på en anden art.
Den anden sektion i Anguloa er Guloanga. Det er heller ikke nogen af de fem arter, der er i denne sektion. Det er heller ikke en af naturhybriderne, dem er der fire af.
Den har træk efter Anguloa virginalis, så den art nok er krydset ind med en af dem fra sektion Guloanga. Hvilken tør jeg ikke gisne om. Og dog, den kunne minde en del om Anguloa Elisabeth Eyles, der er krydset mellem Anguloa (virginalis x hohenlohii). Men sikker er jeg ikke.
Hvis nogen synes, sådan en plante er dyr i dag, så kan jeg fortælle, at første gang den dukker op i litteraturen er i 1851. Der blev planterne solgt til mellem 2£ og 3£ og 5 shillings. Husk det, næste gang I prutter om priserne hos en orkideforhandler!
Men det kan I faktisk være ligeglade med til denne plante, for navnet er forkert.
En Anguloa virginalius hører til sektion Euanguloa. sammen med tre andre arter. Den sektion er bl.a. kendetegnet ved, at der er to trekantede sideflapper på rostellum. Som I kan se på det næstsidste billede, er der kun en "tap" yderst på den. Sidste billede viser de to trekantede sideflapper på en anden art.
Den anden sektion i Anguloa er Guloanga. Det er heller ikke nogen af de fem arter, der er i denne sektion. Det er heller ikke en af naturhybriderne, dem er der fire af.
Den har træk efter Anguloa virginalis, så den art nok er krydset ind med en af dem fra sektion Guloanga. Hvilken tør jeg ikke gisne om. Og dog, den kunne minde en del om Anguloa Elisabeth Eyles, der er krydset mellem Anguloa (virginalis x hohenlohii). Men sikker er jeg ikke.
Den næste til at blive præsenteret er Jans Paphiopedilum (Kemp Tower x Wössner Black Wings). Paph. rothschildianum indgår to gange i den krydsning. Det er der kommet et spændende resultat ud af. Den blev nummer et i afstemningen.
Ole havde denne Vanda hybrid med, som havde to skafter der blomstrede tæt sammen. En imponerende planter, der fortjente at blive nummer et i afstemningen.
Nej, jeg er ikke gået i hak, der var tre planter på førstepladsen denne aften.
Nej, jeg er ikke gået i hak, der var tre planter på førstepladsen denne aften.
På andenpladsen kom Jans Acianthera recurva (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001). Den hørte tidligere ind i Pleurothallis slægten, og hos sælgerne skal den nok findes med det gamle navn. På navneskiltet stod et andet navn, nemlig Pleurothallis recurvata. Klikker I i de to links i navnene, kan I selv afgøre, om mit navn ser rigtig ud, eller jeg skulle holde mig til Jans navn.
Ole havde kun to planter med, men hvad skal man med flere, når de begge kan klemmes ind i top 3. Så på trediepladsen kom hans Bulbophyllum pecten-veneris (Gagnep.) Seidenf. 1973 publ. (1974), som den hedder i dag. Var alle tre skafter sprunget ud, så var den måske kommet endnu højere op i afstemningen.
Helle stod for fjerdepladsen med denne Masdevallia Red Magic. Det er en hybrid, som bl.a. Orkidegartneriet sælger. Det navn er aldrig blevet registreret, så jeg kan ikke fortælle, hvem forældrene er. Flot dyb rød farve.
På sidstepladsen blandt de 5 højest placerede planter kom Jørns variant Phalaenopsis cornu-cervi f. chattaladae D.L.Grove (2006). Men da Kew for flere år siden besluttede sig for at alle farvevarianter skulle være synonymer fremover, så er det accepterede navn til den Phalaenopsis cornu-cervi (Breda) Blume & Rchb.f., (1860). Sælges tit med tilhæftelsen Red på navneskiltet. Der er dog tre varianter, der er røde, men det er altid denne her, der er til salg.
Nu havde vi om skadedyr denne aften, og uldlus vil som oftest sidde på eller ved læben, hvor man kan se dens lange halenokker stikke frem. Prøv at kigge på spidsen af læben på det sidste billede, hvad ligner det? Heldigvis har denne plante udviklet en læbe, som til forveksling ligner bagenden af en uldlus, så bare rolig Jørn, der er ikke utøj i den.
Havde den plante indgået i en BBC naturudsendelse, ville den have fået tildelt en personlighed og gjort sig en masse tanker om livet. Et efterhånden typisk kommentatorspor kunne være: "Efter planten tit har været befængt med uldlus, har planten sagt til sig selv. "Hvis jeg nu selv udvikler noget, der ligner halenokkerne på en uldlus på læben, så kan de se, der er optaget, så slipper jeg nok for at få skadedyr"! Hvis nogen skulle være i tvivl, så går jeg ikke ind for, at alle programmer efterhånden tillægger alle dyr og planter en række tåbelige tanker, som de skulle gøre sig. Om læbens udseende har en betydning for bestøveren, vides ikke, det kan også være en "fejl" i dens evolution, at den har fået disse udvækster.
Så kommer resten af planterne i nogenlunde alfabetisk rækkefølge.
Nu havde vi om skadedyr denne aften, og uldlus vil som oftest sidde på eller ved læben, hvor man kan se dens lange halenokker stikke frem. Prøv at kigge på spidsen af læben på det sidste billede, hvad ligner det? Heldigvis har denne plante udviklet en læbe, som til forveksling ligner bagenden af en uldlus, så bare rolig Jørn, der er ikke utøj i den.
Havde den plante indgået i en BBC naturudsendelse, ville den have fået tildelt en personlighed og gjort sig en masse tanker om livet. Et efterhånden typisk kommentatorspor kunne være: "Efter planten tit har været befængt med uldlus, har planten sagt til sig selv. "Hvis jeg nu selv udvikler noget, der ligner halenokkerne på en uldlus på læben, så kan de se, der er optaget, så slipper jeg nok for at få skadedyr"! Hvis nogen skulle være i tvivl, så går jeg ikke ind for, at alle programmer efterhånden tillægger alle dyr og planter en række tåbelige tanker, som de skulle gøre sig. Om læbens udseende har en betydning for bestøveren, vides ikke, det kan også være en "fejl" i dens evolution, at den har fået disse udvækster.
Så kommer resten af planterne i nogenlunde alfabetisk rækkefølge.
Det var ikke kun Jan, der havde taget en Acianthera recurva (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001) med denne aften. Det her er min , som var ved at falde igen.
Denne aften var dette en vindueskarmsplante, men der vil den nok ikke trives i dagligdagen. Det er Knitta og Polles Aerides houlletiana Rchb.f (1872). En variabel art i en spændende slægt.
Endnu en af mine planter, der er flyttet væk fra Pleurothallis. Nu hedder den Anathallis minutalis (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase, (2001). Det er en plante, der lever op til navnet. Blomster der er op til 5 mm store. Som det ses på det tredie billede, har den kun en åben blomst pr skaft, men den kan fortsætte kontinuerligt med flere blomster et stykke tid. Blomsterne holder et par uger.
Denne hed tidligere longissimum til artsnavn, men nu skal den have det ældre navn Brassia arcuigera Rchb.f (1869). Det er desværre tit svært at få gode billeder af deres flotte blomster, når der hænger så mange store blomster tæt på hinanden. Det er Ingers plante.
Denne har jeg købt for at være en albaform af en art, men det er en primærhybrid. Det er en Bulbophyllum Hsinying Grand-arfa (grandiflorum x arfakianum). Mange gartnerier sælger den for at være en Bulbophyllum arfakianum var alba. Men den art har en lang slank og spids blomst og smalle blade, mens Bulb. grandiflorum har en meget åben blomst, hvor den øverste sepal er hvælvet op i luften, samt bredere blade.
Jeg har sat tre billeder ind af hver af de to arter, der indgår i hybriden. Først Bulb. arfakianum, derefter Bulb. grandiflorum. Hvad tror I? Albaformen af Bulb. arfakianum eller hybriden?
Jeg har sat tre billeder ind af hver af de to arter, der indgår i hybriden. Først Bulb. arfakianum, derefter Bulb. grandiflorum. Hvad tror I? Albaformen af Bulb. arfakianum eller hybriden?
Så havde Jan taget denne her med. Slægten er jeg ikke i tvivl om, men hvilken art, det er, er jeg i tvivl om. Det er kun syv arter i slægten, de tre af dem er lyseblå. Jan havde navnet Cleisocentron merrillianum til den, men dens blomster er meget mere åbne end på Jans plante. Har ligeledes en meget mørk violet plet inde i blomsten, jeg muligvis ikke kan se grundet vinklen på Jans plante. De ligner til gengæld blomsterne på en Cleisocentron abasii, men den har et langt blomsterskaft, så den art er det ikke. Den tredie, det kunne være, er Cleisocentron gokusingii. Igen med en mørkeviolet plet. Måske er det en ubeskrevet art, for ingen af de tre arter ligner den helt. Jeg hælder dog mest til den sidste af de tre. En af de få orkideer, der er blå! Ellers er de violette.
Så er vi kommet til endnu en primærhybrid. Den er registreret af Karge i 2013. Coelogyne Linnéa (salmonicolor x speciosa), som John og Solvejg har købt. Tentaklerne på læben ligner næsten søanemoner eller koraller.
Knitta og Polle havde også denne Cymbidium dayanum Rchb.f (1869) med til mødet. Blomsterne er nærmest elfenbensfarvede med en rød stribe i.
Her er det den første af mange i Dendrobium slægten. Den sælges normalt uden hybridnavn til, men i stedet for er det klonnavnet, den fejlagtigt sælges med. Det er en Dendrobium Angel Baby 'Love Pocket'. Det er en af Jørns planter.
Denne købte jeg i blomst til sidste møde sidste år. Den har på nuværende tidspunkt blomstret i 3 uger, så rimeligt holdbare blomster. Det er en Dendrobium hekouense Z.J.Liu & L.J.Chen (2011).
En af Jans planter, denne var udenfor konkurrencen. Desværre fik jeg aldrig taget et billede af hele planten, men den kan ses på det sidste billede indledningsvis, hvor jeg viser bordet med alle planterne på samt vinduet til sidst. Det er en Dendrobium lawesii F. Mueller (1884) i bicolor typen.
John og Solvejg havde også denne Dendrobium lindleyi Steud. (1840) med. Et stort skaft på den.
Igen en af Jans planter, det er primærhybriden Dendrobium Mtn's Butterfly Kisses (glomeratum x cuthbertsonii). Den var meget storblomstret.
Her er det en Dendrobium nobile hybrid fra John og Solvejg.
Samme ejer, denne gang er det en primærhybrid. Det må være en Dendrobium Nora Tokunaga (atroviolaceum x rhodostictum).
Variantsnavnet til denne er aldrig blevet beskrevet, men i denne farvekombination sælges den som Dendrobium sanderae var. luzonica Rolfe, (1909). Kommer fra Knitta og Polle.
Så nåede vi til den sidste i denne slægt. Det er Dendrobium tetragonum Cunningham ex Lindley (1839), der hører hjemme hos John og Solvejg. Navnet hentyder til de firkantede skud.
En af Jans planter udenfor konkurrencen. Det er primærhybriden Maxillaria Sangay (pulla x striata). Da planterne manglede numre fra starten af, gik der ged i rækkefølgen, da jeg tog billederne. Så jeg fik aldrig taget nærbilleder af den. Men man kan komme langt med lidt klippen og klistren i et billede.
Der var ikke mange fruesko denne gang. Her er det en Paphiopedilum godefroyae (God.-Leb.) Stein, (1892), som Susanne og Bjarke havde taget med.
Merete havde taget 5 Phalaenopsis med fordelt på to arter, eller var der nu også det? På det første billede er det fra venstre Phal. bellina 'Ponkan' og Phal. bellina f. caerulea. På de næste to billeder skulle det være fra venstre Phal. violacea var. alba , & Phal. bellina f. alba. Fint at vi får muligheden for at se de samme arter i forskellige variationer.
Men her er det først den femte, der kan ses i baggrunden på sidste billede ovenfor. Det er Phalaenopsis bellina 'Blue' (Rchb.f.) Christenson, (1995). En af Jays varianter i linket i navnet har et brudt link, men billedet kan ses her: http://www.orchidspecies.com/orphotdir/pbellinavbowringiana.jpg. Når jeg får sendt den næste rettelsesmail til Jay på orchidspecies, så kommer det link også til at virke.
Nu er min viden om Phalaenopsis meget lille, men jeg undrer mig over, at den er næsten gennemfarvet. Phal. bellina plejer at have en stor del af det yderste på både sepalerne og petalerne i en lys farve, hvor Phal. violacea er mere gennemfarvet. Umiddelbart vil jeg tro, det er den sidste art.
Nu er min viden om Phalaenopsis meget lille, men jeg undrer mig over, at den er næsten gennemfarvet. Phal. bellina plejer at have en stor del af det yderste på både sepalerne og petalerne i en lys farve, hvor Phal. violacea er mere gennemfarvet. Umiddelbart vil jeg tro, det er den sidste art.
Dette skulle være en Phalaenopsis bellina f. alba Christenson, (2001). Igen er jeg i tvivl. Selv på albaformerne, kan man tit se lidt rester af de kraftige farver i en almindelig blomst, så fremstår de ofte i en grønlig farve. Spidserne på alle sepaler og petaler er lettere grønlige, men kikker I på billedet i linket, så har den antydninger af svagt rosa, hvor normalformen har sine stærke farver nær centrum. De mangler her. Så måske er dette i virkelighedens verden en Phal. violacea var. alba. Men igen, min viden om Phal.'s er ikke god.
Men heldigvis havde Merete også en Phalaenopsis violacea var. alba Teijsm. & Binn., (1862) med. Den kommer her lidt udenfor den alfabetiske rækkefølge. Ud over en lidt bredere læbe på denne her, så kan jeg ikke se forskel på de to albaformer. Dennes blomst var noget større end den forrige, men forskellene kan sagtens være genetisk bestemt.
Jeg snakkede med Merete på mødet om de problemer, der kan være med de to arter. Da Phalaenopsis bellina kom frem, blev den kaldt Phalaenopsis violacea Borneo type. Ligesom man krydsede de to arter Phragmipedium besseae og Phragmipedium dalessandroi med hinanden i den tro, det var samme art, så har man gjort det samme med disse to Phal.-arter. Fra starten er der dukket en masse krydsninger op, som alle har fået navnet Phalaenopsis violacea. Men da det er hybrider, skulle de efterfølgende have fået navnet Phalaenopsis Samera. De var allerede solgt i store mængder, og muligvis er de igen krydset ind i nye hybrider i den tro, det er den rene art Phal. violacea. Derfor kan der sagtens være planter i handlen, der sælges i god tro, at det er en art, men i virkeligheden er det en hybrid. Lidt specielle former af Phal. bellina, der kom frem i starten, kan sagtens have overlevet til i dag med navnet Phal. violacea.
Men denne plante vil jeg tro har det rigtige navn, og umiddelbart vil jeg tro, at begge albaformer skal have det navn.
Jeg snakkede med Merete på mødet om de problemer, der kan være med de to arter. Da Phalaenopsis bellina kom frem, blev den kaldt Phalaenopsis violacea Borneo type. Ligesom man krydsede de to arter Phragmipedium besseae og Phragmipedium dalessandroi med hinanden i den tro, det var samme art, så har man gjort det samme med disse to Phal.-arter. Fra starten er der dukket en masse krydsninger op, som alle har fået navnet Phalaenopsis violacea. Men da det er hybrider, skulle de efterfølgende have fået navnet Phalaenopsis Samera. De var allerede solgt i store mængder, og muligvis er de igen krydset ind i nye hybrider i den tro, det er den rene art Phal. violacea. Derfor kan der sagtens være planter i handlen, der sælges i god tro, at det er en art, men i virkeligheden er det en hybrid. Lidt specielle former af Phal. bellina, der kom frem i starten, kan sagtens have overlevet til i dag med navnet Phal. violacea.
Men denne plante vil jeg tro har det rigtige navn, og umiddelbart vil jeg tro, at begge albaformer skal have det navn.
Så skulle der ikke være tvivl om arten. Det her er en Phalaenopsis bellina f. caerulea O.Gruss & S.Tönne, (2017). Caerulea står der, men det er ikke en fejl. Vi er vant til, at der står coerulea, når nogen planter er blå. Caerulea er formentlig en bøjningsform af caeruleus, der betyder azurblå, hvor coerulea betyder himmelblå.
Det her er en flot farvet form af normalformen.
Det her er en flot farvet form af normalformen.
Den sidste Merete havde med var denne klon Phalaenopsis bellina 'Ponkan'. Hvor den forrige mere var violet, er denne her mere lilla. Det er jo heldigt, så er der både planter til drenge og til piger. Et par flotte blomster begge to.
Så er vi tilbage ved to arter, der er krydset sammen af mennesker, med andre ord en primærhybrid. Det er Jans Phragmipedium Fritz Schomburg (kovachii x besseae). Den er registreret i 2007. Phragmipedium kovachii blev først opdaget og beskrevet i 2002, det her må være en af de første hybrider med den. Et vellykket forsøg på at lege Vorherre.
Det er lidt synd, at min plante her har skulle have et nyt gammelt navn. Den har længe heddet Phymatidium tillandsioides, men nu skal den have navnet Phymatidium falcifolium Lindl. (1833), fordi arten er beskrevet med det navn først. Den har en slående lighed i selve planten med de små Tillandsia'er.
Her er tre billeder mere af denne småblomstrede art. Det er Jørns plante.
Igen en af mine småblomstrede planter. Få mm store blomster på den. Det er en Platystele beatricis P.Ortiz (2002). Nu er det her jo snyd i gigantiske dimensioner, jeg tilstår min ugerning. Jeg fik aldrig taget nærbilleder af den den dag/aften, så det måtte jeg gøre et par dage efter, da jeg nåede til den i min redigering af mødets billeder. Der var kun et par blomster åbnet den aften, havde den set ud som på det sidste billede, havde det været en sikker nummer et, ... hvis ellers hele blomsterakset ikke kun havde været på 5 mm.
Endnu en lille plante, dog meget større end den forrige. Det er Kristians Plectrophora calcarhamata Hoehne (1910). Faktisk en stor plante i den art, hvis I sammenligner den med dem på Jays hjemmeside i linket.
Denne store plante, hjemmehørende i min udestue, er en Pleurothallis discoidea Lindl. (1835). På nær to perioder af et halvt år har den blomstret i mange år nu. Den var i blomst, da den blev købt hjem d. 23. juni i 2012, og den blomstrer stadigvæk. En dejlig egenskab ved en plante. Så kom lige an Phalaenopsis hybrider!
Vi var nogle stykker, der snakkede lidt om, hvad der havde lavet disse lyse furer på Ingers Procatavola Golden Peacock. Det skal dig siges, at blitzen har fået dem farvet meget op. Det var synligt, men ikke så voldsomt. Det kunne ligne små gange, der er gnavet i blomsterne, men når jeg sidder og kigger på mine forstørrelser af det, så ligner det måske lidt sneglegnav, der er gået en skimmelsvamp i sidenhen. Normalt skal den ikke se sådan ud, men det giver da nogle spændende optegninger i blomsterne.
En af de små, det er Jørns plante. På navneskiltet står der Platystele aurea. Hvad siger I til linket til den art? Kan I godkende det navn?
Jeg kan ikke, for jeg har selv købt en plante magen til. Min havde også et forkert navn, dog et helt andet, den art havde jeg så også i forvejen i min samling, så fint nok, at navnet var forkert på min. For at finde det rigtige navn til den, måtte jeg en stor del af arterne igennem på Jays site i slægten Specklinia, som han har som en sektion under Pleurothallis. 295 arter har han i den sektion, jeg nåede et pænt stykke gennem dem, før jeg fandt et navn til vores planter. Specklinia corniculata (Sw.) Mutel, (1837) skulle det være. Den blomstrer det meste af året med en lille spredt blomstring.
Jeg kan ikke, for jeg har selv købt en plante magen til. Min havde også et forkert navn, dog et helt andet, den art havde jeg så også i forvejen i min samling, så fint nok, at navnet var forkert på min. For at finde det rigtige navn til den, måtte jeg en stor del af arterne igennem på Jays site i slægten Specklinia, som han har som en sektion under Pleurothallis. 295 arter har han i den sektion, jeg nåede et pænt stykke gennem dem, før jeg fandt et navn til vores planter. Specklinia corniculata (Sw.) Mutel, (1837) skulle det være. Den blomstrer det meste af året med en lille spredt blomstring.
Min plante, der er ved at kravle ud af potten. Den har det mundrette navn Sudamerlycaste cinnabarina (Lindl. ex J.C.Stevens) Archila, (2002). Måske jeg skulle foreslå politiet det navn til mulige spiritusbilister. Og dog, så ryger alle bilister vist i detensionen.
Den første nat, hvor første knop åbnede sig, var der gnavet godt og grundigt i blomsten af en eller flere snegle. Jeg fandt efterfølgende to store dræbersnegle tæt på, de kom hurtigt til at leve op til deres navn. Dog i en anden bøjningsform. Dræbte snegle. Nu har den snart blomstret i 3 uger, så nu er det nok snart slut.
Den første nat, hvor første knop åbnede sig, var der gnavet godt og grundigt i blomsten af en eller flere snegle. Jeg fandt efterfølgende to store dræbersnegle tæt på, de kom hurtigt til at leve op til deres navn. Dog i en anden bøjningsform. Dræbte snegle. Nu har den snart blomstret i 3 uger, så nu er det nok snart slut.
Slut er det også på visningen nu, for Kristians Warczewiczella Molière (amazonica x discolor) er den sidste fra den dag. En flot pigmentering på petalerne, hvem af forældrene, den kommer fra, kan jeg ikke gennemskue. Flot farve til den.
