Tekst og hvor fotografen ikke er nævnt, Egon Krogsgaard.
Julemødet 2018.
Så blev det endelig jul,... i hvert fald i vores klub. Som vanligt startede dagen med at stille udstillingen op. 45 orkideer var der vist i udstillingen, hvoraf de 35 var med i konkurrencen. Sammen med den gratis kaffe og te kunne der købes rundstykker og kage, så var der lidt at gå igang med, indtil der for alvor kom salgsplanter på bordene ude i det tilstødende lokale Så var der pludselig plads omkring udstillingen.
Jeg havde lige købt et nyt kamera få dage før julemødet, selvom det var en nyere version til det gamle kamera, så skulle jeg lige finde ud af at få stillet det rigtigt i starten. Så mine egne billeder af udstillingen blev alt for mørke, dem slipper I næsten for. Jeg kan sagtens lave dem lysere, men det går kraftigt ud over kvaliteten og farverne. Det første billede er et af dem. Men efter det kommer Henriettes billeder. Der var godt gang i salget. Det er jo lidt afslørende, hvis nogen af jer er kommet hjem og fortalt, at I vandt en masse orkideer i Banko, og så står I her med hænderne fulde af salgsplanter.
Efter Donders middagsret faldt der ro over forsamlingen. Jeg havde lært kameraet at kende, og så fik jeg da taget nogle mere lyse billeder. Så fik I alligevel hele udstillingen. Det ligner næsten en generalforsamling, hvor der netop er blevet spurgt, om et medlem vil melde sig til bestyrelsen. Næsten pinlig ro, folk sidder med bøjede hoveder, som tænker de alle: "Jeg melder mig ikke til at lave noget"! Men nu var der jo et hyggeligt julemøde i stedet for.
Så en del af eftermiddagen gik med Banko. Det var lidt synd for Arne, han havde fået skrabet den største plade til sig, men det lykkedes ham aldrig at få hverken en vandret række eller hele pladen som den første. Sådan går det, når man er så grådig!
Efter 10 spil tog var der mulighed for at bytte pladerne, hvis man ville det. Selvom det kunne ligne en fællessang, som få ikke helt kendte, nemlig "Ole sad på en knold og sang", hvor vi var nået til linjen "fårene står der endnu og glor", så var det nu ikke derfor, der står nogle få op ved deres pladser. Mon der er andre, der også har haft en skolelærer, der yndede at "håne" de uvidende elever, når de blev stående til den sang? Nej, vi spillede den omvendte Banko. Alle står op, og når man har et nummer på pladen, vendes den på hovedet. Når alle ens plader er vendt, sætter man sig ned. Det var Henriette, der havde tid til at tage de billeder.
Så er det vist på tide at vise lidt orkideer tættere på.
Det blev Knitta og Polles Coelogyne rochussenii de Vriese (1854), der løb med førstepladsen. Som det kan ses, er der endnu et skaft på vej. En flot stor plante, der fortjent vandt. Hvor det har været muligt, har jeg fjernet lamperne i loftet, men de er med på mange billeder.
På andenpladsen kom Jørns Masdevallia barlaeana Rchb. f. (1876). Det er en flot stor plante, den er blevet til, som trives med temperaturer ned til tæt på frysepunktet. Der skal den ned, før den sætter knopper. Og dem var der mange flere på vej af.
Efter Bente ikke bare er begyndt at bruge RAIN MIX ® ved hver vanding, men også husker at vande orkideerne, er de begyndt at blomstre i et væk. Denne har haft flere skafter hen over sommeren, og der er to mere på vej på den. Det blev hendes Bulbophyllum mastersianum (Rolfe) J.J.Sm., (1912), der fik trediepladsen.
På fjerdepladsen kom Jans Potinara Haw Yuan Gold. Det hedder den så ikke mere til slægtsnavn, men jeg ved ikke, hvad den så hedder i dag. Der er tidligere registreret to planter med det navn, i dag hedder de henholdsvis Rhyncattleanthe og Rhyncholaeliocattleya. Og hvem er så hvem? Farveforskellen i blomsterne skyldes ikke virus, med at de ændrer farve og bliver mere og mere orange, jo længere tid de har været åbne. Det sidste billede vender jeg tilbage til om lidt igen.
Ind på en sidsteplads ... i top 5, kom Jørns navnløse Cambria hybrid. Der var godt gang i blomstringen. Når foråret kommer, skal den ompottes, og så skulle der blive lidt deleplanter til rådighed, hvis den mangler i samlingen derhjemme.
Så kommer alle dem efter "sidstepladsen".
Denne graciøse Angraecum distichum Lindl. (1835) har vi også set for nylig. Flere af blomsterne ser ud til at de også sad på planten til oktobermødet. Flot at den kan holde så længe på dem. Det er Knitta og Polles plante. Den var udenfor konkurrencen.
Helle havde taget denne Bulbophyllum frostii Summerh. (1928) med. Den var meget tæt på at åbne knopperne helt op, den første var ved at "sprække". Mange mener, den ligner en tøffel, og det er nok ikke helt ved siden af. Her kan den ses, når den er udsprunget.
Er der nogen, der kan genkende denne plante fra sidste møde og fra den nye fane "De dumme orkideers tid er forbi"? I så fald tager I fejl, for denne gang er det Jan, der har taget denne navnløse Cattleya hybrid med.
Det er også Jan der har taget denne Cattleya loddigesii Lindl. (1824) Boa Forma med udenfor konkurrencen. Skal vi formode, det er en semi-alba?
Ole havde taget denne rigtblomstrende Chelonistele sulphurea (Blume) Pfitzer (1907) med for at lokke familien ud til mødet. Eller benyttede de sig bare af, at Ole var i nærheden? Planten fejlede ikke noget i udseendet, den kunne de roligt kigge på. Den hørte tidligere til i Coelogyne-slægten.
Ud fra Bentes erfaringer med gødning, så skulle man tro, at min Coelogyne swaniana Rolfe (1894) har fået masser af gødning denne sommer, men det er nu ikke blevet til alverden. Jeg har ikke længere styr på, hvor mange skafter den har sat siden midt sommer, men dette er det 9. eller 10. skaft.
Dette er Jans Dendrobium Mtn's Butterfly Kisses x cuthbertsonii. Den indeholder 75% Den. cuthbertsonii, for primærhybriden, den er krydset sammen med, består af (glomeratum x cuthbertsonii). Det er der jo kommet en vellykket hybrid ud af. Udenfor konkurrencen.
Samme hybrid og igen er det Jans plante udenfor konkurrencen. Har I trykket i den blå tekst ovenfor, har I set, at den lille art kan være meget variabel i farven.
Endnu en af Jans planter. Denne gang er det en Dendrobium (Nora Tokunaga x aberrans). Den. Nora Tokunaga er primærhybriden Den. (atroviolaceum x rhodostictum).
Så er vi nået til en af John og Solvejgs planter. Det er hybriden Dendrobium Bandaraya Ipoh. Når den ene forælder hedder Den. Banana Royal, så skal der vel være lidt bananfarve over den.
Jeg fortsætter med samme ejer, denne gang er det en Dendrobium bigibbum hybrid.
Og denne Dendrobium bigibbum hybrid hører også hjemme hos John og Solvejg.
Igen er det en af Jans planter udenfor konkurrencen. Det er en Dendrobium glomeratum H.J.Veitch ex Rob., (1893). Det var den, der var krydset sammen med Den. cuthbertsonii længere oppe.
Kristian havde taget denne lille fyr med. Det er primærhybriden Dendrobium Hibiki (bracteosum x laevifolium).
Der er mange Dendrobium med denne aften. Her er det arten Dendrobium rhodostictum F. Muell. & Kraenzl. (1894), som Helle havde med.
På John og Solvejgs skilt til denne plante står der Dendrobium Tokunaga x johnsoniae x atroviolaceum. Nu findes der ikke en hybrid med det første navn, men der er registreret 6 hybrider med et navn foran Tokunaga. Går jeg listen igennem, kan jeg se, at Den. Roy Tokunaga netop er primærhybriden Den. (johnsoniae x atroviolaceum). Blomsterne ligner den primærhybrid, så jeg vil tro, der er gået noget galt, da de lavede navneskiltet. Parenteserne er glemt og det første er blevet til et x. Derfor vil jeg tro, at der burde have stået Dendrobium Roy Tokunaga (johnsoniae x atroviolaceum) på skiltet.
Helle har den sidste med i denne slægt, og det er primærhybriden Dendrobium Ueang Phueng (jenkinsii x lindleyi).
Denne plante fra Knitta og Polle kendes under navnet Epidendrum purum Lindl. (1844). Den ligner det billede, Jay har på hjemmesiden, men læben er forkert ifølge tegningerne af den. Den burde også være mere gullig i blomsten og mangle de små hår på blomsten og stænglen. Jay's billede er formentligt også forkert med de små hår på blomsten. Jeg har ikke kunnet finde en, der helt ligner, men er der andre, der vil købe sådan en spændende plante, skal I gå efter det navn, om det er rigtigt eller forkert.
Jans plante udenfor konkurrencen må vist høre til dem, der sælges som Laelia anceps f. alba. Men taksonomisk hedder den stadigvæk Laelia anceps Lindley (1835). Den findes i et hav af farvevarianter, som kan ses længere nede på Jay's site.
Kristian har denne Leomesezia Lava Burst hængende inde i hans store akva-terrarie. I bunden er der fisk, og ovenover vandet i den høje luftfugtighed hænger de små klodsplanter. Bliver de vandet med vandet derfra, er det fyldt med næringsstoffer fra bl.a. fiskenes afføring. Et lille økosystem der også kan fungere som rensningsanlæg for fiskene.
Endnu en kæmpe stor plante, denne gang er det Helles Masdevallia paivaeana Rchb. f. (1881). Vi burde i anledningen af julen have holdt en konkurrence mellem Helle og Jørn, hvem der havde flest blade på deres Masdevallia, men så have de nok siddet og talt endnu. Der titter knopper og blomster ud hele vejen rundt om planten.
Normalt er det en anden art i denne slægt, man ser, nemlig Mediocalcar decoratum. Her er det Jans Mediocalcar umboiense Schuit. (1997). Som I kan se i linket i det første navn, er den anden rød i bunden af de små blomster. Dejligt at se andre arter i den slægt.
Om Merete er en spillefugl, ved jeg ikke, men hun har i hvert fald valgt at sætte nogle penge i noget alla Blackjack. Denne hybrid hedder tilsyneladende Paphiopedilum Black Jack. En af de meget mørkt blomstrende i den slægt, og med endnu en knop på vej, så skulle der kunne være blomst i den til næste år. Hvem forældrene er til den, ved jeg ikke, for der er aldrig registreret en hybrid med det navn. Der findes både en Paph. Hsinying Black Jack og en Paph. Krull's Black Jack. Nogle har sat navnet som et klonnavn på nettet, og er det den, så hedder den Paph. Maudiae 'Black Jack'. Her er en video om den klon.
Denne slægt må vist være Meretes ynglingsslægt. Her er det hendes Paphiopedilum delenatii Guillaumin (1924).
Og se så her, hvad Jan kom slæbende med. En forkrøblet blomst, så den var naturligvis udenfor konkurrencen. Nu skal jeg vise jer, hvordan en flot blomst på den art ser ud. UPS, ... den skal se sådan ud.
OK, indrømmet, jeg kender udmærket den art, jeg er jo selv til de anderledes blomster, så lige en plante efter mit hoved! Lindley må have kigget noget, da han beskrev den i 1857 som Cypripedium fairrieanum. 35 år senere fik den sit nuværende navn, da Stein i 1892 overførte den til den nyoprettede slægt Paphiopedilum fra 1886. Den hedder Paphiopedilum fairrieanum [Lindley] Stein (1892).
OK, indrømmet, jeg kender udmærket den art, jeg er jo selv til de anderledes blomster, så lige en plante efter mit hoved! Lindley må have kigget noget, da han beskrev den i 1857 som Cypripedium fairrieanum. 35 år senere fik den sit nuværende navn, da Stein i 1892 overførte den til den nyoprettede slægt Paphiopedilum fra 1886. Den hedder Paphiopedilum fairrieanum [Lindley] Stein (1892).
Tidligere år har det været Pernille, der har haft denne art med. I år var det Jan der havde den med udenfor konkurrencen. Det er en Paphiopedilum gratrixianum Rolfe (1905).
Så er det jo passende, at Kristians navnløse hybrid kommer her alfabetisk. En Paphiopedilum hybrid. Hvis i kigger på denne og planten ovenfor, så kunne Jans art sagtens være krydset ind i denne her. På nær den bredere fane og få andre detaljer, så ligner den da meget godt.
Måske har Meretes mørke hybrid samme forældre som denne her, det er nemlig primærhybriden Paphiopedilum Maudiae (callosum x lawrenceanum). Her er der brugt albaformer af forældrene til Susanne og Bjarkes plante.
John og Solvejg ville også være med i Paph. visningen, her er det deres Paphiopedilum Rosy Dawn. Har en svagt rosa farve. En af forældrene til frøbæreren i dette kryds er en Paph. niveum, som den ligner en del med den næsten hvide farve og de små røde prikker.
Den sidste i denne slægt er Meretes Paphiopedilum wardii var. alboviride O.Gruss & Roeth, (1998). På grund af den grønne farve vil jeg foretrække dette navn fremfor alba. Den er beskrevet med det navn men aldrig som alba. Men taksonomisk hedder den Paphiopedilum wardii Summerh., (1932).
Godt at se, at der er flere, der tager ekstra planter med til møderne, selvom det giver ekstra arbejde til mig. Helle havde to ekstra planter med ud over de fem, hun må få nummer i. Og dette er en af de to udenfor konkurrencen. En navnløs Phalaenopsis hybrid.
Denne navnløse Phalaenopsis hybrid fra Helle var til gengæld med i konkurrencen.
Normalt tager jeg billeder af mine egne planter inden mødet, og det vil i dette tilfælde sige dagen før, men denne gang havde jeg tid nok, da jeg grundet nakkeproblemer ikke kan sidde og stirre ned på Banko-pladerne i timevis. Jeg tog nogle billeder af min Pleurothallis nuda (Klotzsch) Rchb. f. (1861) dagen før, da jeg ville afprøve min nye ringflash til det nye kamera. Derfor er blomsten helt udsprunget på det sidste billede, men til mødet begyndte den at klappe sammen. Så lidt snyd er der i visningen.
Min Pleurothallis rowleei Ames (1922) var også med til sidste møde, men den har i mellemtiden været helt afblomstret og begyndt en ny omgang igen. Det gør den flere gange om året, en god detalje hos mange i den slægt.
Ærgerligt, at Helles anden plante udenfor konkurrencen ikke var nået til at springe ud. Med lidt held kommer der billeder af den, når den blomstrer. Så kommer den om til "de dumme orkideer" i den nye fane! Den havde navnet Pleurothallis violacea på skiltet, men klikker i den det blå link i navnet, så ligner bladene ikke den art og skafterne er alt for lange, så det er en anden art, vi skal have fat i. Og jeg vover det ene øje og vil kalde den Stelis restrepioides. Men de to navne har jo ikke meget med hinanden at gøre, ... og dog. Denne plante har et synonym fra 1899 lydende på Pleurothallis atroviolacea. Så måske har sælgeren bare glemt at skrive noget af navnet på skiltet. Men indtil jeg ser blomsterne på den, så vil jeg kalde den Stelis sp..
Nu har jeg set blomsterne på den, det blev en helt anden art, da den først sprang ud. Helle sendte et par billeder til mig, som nu ligger under "De dumme orkideer" i yderste fane til højre. Den har også skiftet slægt væk fra Pleurothallis og hedder nu Stelis pachyglossa (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase (2001).
Nu har jeg set blomsterne på den, det blev en helt anden art, da den først sprang ud. Helle sendte et par billeder til mig, som nu ligger under "De dumme orkideer" i yderste fane til højre. Den har også skiftet slægt væk fra Pleurothallis og hedder nu Stelis pachyglossa (Lindl.) Pridgeon & M.W.Chase (2001).
Her er det en af Jans planter udenfor konkurrencen. En sød lille Pleurothallis pubipetala Hoehne (1930). Købt hos Kopf. Den voldte mig en del besvær at finde navnet til, derfor var den sat som en sp.'er, men får lov at stå forkert alfabetisk. Kew siger endvidere, at navnet i dag er Anathallis pubipetala (Hoehne) Pridgeon & M.W.Chase, (2001).
Her er det en plante, Jan har jagtet i mange år, nu er det endelig lykkedes for ham at få den i samlingen, som det ses. Det er den storbladede Pleurothallis teaguei Luer (1996). Meget mørke blomster, så med min hang til dem, så har jeg den selvfølgelig også.
Nu kunne jeg sagtens være faret vild i mine billeder, men det her er min Potinara Haw Yuan Gold 'Yung Kang #2' FCC, RHS. Jan havde en i samme hybrid i top 5, og der skrev jeg, at jeg ville vende tilbage til det sidste af Jans billeder. Her er det igen som det sidste. Hvis en hybrid bliver meget vellykket, så vil den tit blive meristemformeret. I mine øjne er der ikke megen forskel på Jans og min plantes blomster. Derfor vil jeg tro, at Jans plante er af samme klon, det ville næsten være umuligt, at der er kommet to frøplanter ud med så ens blomster. Og min er meristemformeret i stor stil.
Den sidste orkide i udstillingen er også min. Den er købt med et forkert navn til så det er en Stelis sp.. Den skulle have været over i det mørke-purpur for at være den rigtige art.
Og efter den sidste kommer den allersidste plante. Det er så ikke en orkide med en Tillandsia sp.. Det er en Jan havde taget med.
