Årets orkidetur gik til Lushage.
For at starte denne udflugt rigtigt op, skal vi en tur tilbage til 10. juni 2017. Dansk Botanisk Forening havde en tur til Lushage, den var Bente og jeg med på. Samme dag der var Åbent Hus hos Jørn og Dunder. To kompetente turledere, John Brandbyge og Finn Borchsenius skulle guide os derude, og inden længe viste det sig, at der var en tredie, der kunne bidrage med megen anden nyttig viden. Det var den efterhånden aldrende søn fra den gård, der inden fredningen af området, havde haft jorden.
Vi hørte om landskabet, undergrunden, vejret og ikke mindst om planterne. Der mødes tre forskellige typer jordbund derude, hvilket er med til at give grobund for flere forskellige typer planter, der trives bedst i hver sin jordtype. Området minder mest om en steppe, det samme gør mange af planterne i landskabet. Lushage er mere solbeskinnet, varmt og regnfattigt end det meste af resten af landet, langs Kattegat kan lignende områder findes hist og her.
Der er plastisk ler under store dele af Lushage, hvilket får skrænterne til at "flyde" ud i vandet. Plastisk ler bliver som navnet siger plastisk (flydende), når det bliver fugtigt, og så skrider skrænterne nedad. Man kan se store og små terrasser ned ad skrænterne, afhængig af, hvor meget der er skredet ad gangen.
Der er mange planter i landskabet, der kun står få andre steder i Danmark, ellers skal man til rigtige steppeområder for at finde dem. Og det er jo et godt stykke fra vores land.
Området har aldrig været opdyrket, der har altid kun været græsning af dyr på området, hvilket også har været med til at disse specielle planter har overlevet på stedet i århundrede hvis ikke i årtusinder.
Da vi havde gået længe sidste år, kom vi til et område, hvor der stod orkideer, og der endte vores tur med Dansk Botanisk Forening, for nu gik turen mod Aarhus til næste arrangement.
Vi snakkede om, at det måske kunne være et udflugtsmål for klubben, ikke mindst, hvis vi kunne finde de i tusindvis af Gøgeurt, andre havde set langs den vej, vi også var kørt. Vi havde ikke set dem på vejen derud, og et hurtigt stop på det udpegede område gav heller ikke det lovede lilla syn langs strandengene. Resten af den dag stod så i et hyggeligt besøg hos Jørn og Dunder.
Vi hørte om landskabet, undergrunden, vejret og ikke mindst om planterne. Der mødes tre forskellige typer jordbund derude, hvilket er med til at give grobund for flere forskellige typer planter, der trives bedst i hver sin jordtype. Området minder mest om en steppe, det samme gør mange af planterne i landskabet. Lushage er mere solbeskinnet, varmt og regnfattigt end det meste af resten af landet, langs Kattegat kan lignende områder findes hist og her.
Der er plastisk ler under store dele af Lushage, hvilket får skrænterne til at "flyde" ud i vandet. Plastisk ler bliver som navnet siger plastisk (flydende), når det bliver fugtigt, og så skrider skrænterne nedad. Man kan se store og små terrasser ned ad skrænterne, afhængig af, hvor meget der er skredet ad gangen.
Der er mange planter i landskabet, der kun står få andre steder i Danmark, ellers skal man til rigtige steppeområder for at finde dem. Og det er jo et godt stykke fra vores land.
Området har aldrig været opdyrket, der har altid kun været græsning af dyr på området, hvilket også har været med til at disse specielle planter har overlevet på stedet i århundrede hvis ikke i årtusinder.
Da vi havde gået længe sidste år, kom vi til et område, hvor der stod orkideer, og der endte vores tur med Dansk Botanisk Forening, for nu gik turen mod Aarhus til næste arrangement.
Vi snakkede om, at det måske kunne være et udflugtsmål for klubben, ikke mindst, hvis vi kunne finde de i tusindvis af Gøgeurt, andre havde set langs den vej, vi også var kørt. Vi havde ikke set dem på vejen derud, og et hurtigt stop på det udpegede område gav heller ikke det lovede lilla syn langs strandengene. Resten af den dag stod så i et hyggeligt besøg hos Jørn og Dunder.
På et bestyrelsesmøde i klubben skulle resten af forårets møder og sommerens udflugt planlægges for i år, og det blev Lushage, der skulle være destinationen. Da jeg hørte om det, var jeg glad for, at vi havde været to afsted, for hvor i området var det, at orkideerne stod? Nå, Bente skulle så på ferie i et middelhavsland, mens udflugten skulle afholdes, altså blev jeg dobbelt turleder. Jeg skulle både lede turen og lede efter orkideerne derude. Jeg kørte med Torben derud, og var nok lidt distræt indimellem, for jeg sad og spejdede efter de der Gøgeurt, der skulle stå ud mod Kalø Vig. Og der stod de, ikke i de mængder, de snakkede om året før, men de var der. Bremserne blev blokeret og midt i et sving stod vi ud af bilen. Det skal så siges, at der var fine oversigtsmuligheder, så det var ikke ret meget til ulejlighed. Her kan stedet ses. Særbækvej ved Knebel.
I venstre side foran pilekrattet kan de mange iris ses uden blomster. Men til begge sider ud for placeringen på kortet, der står orkideerne.
I venstre side foran pilekrattet kan de mange iris ses uden blomster. Men til begge sider ud for placeringen på kortet, der står orkideerne.
Er I først nået til de to røde huse, hvor det andet lige kan anes i baggrunden, og hvor der sælger fisk, så er I kommer for langt. Så skal I et par sving tilbage igen. Pilekrattet kan ses igen på det andet billede, denne gang med mange gule Iris til venstre, hvor det lilla er Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi). En fin indikator for, at der også kan være orkideer, da de har samme krav. Som det ses på det tredje billede, er der flere områder med Trævlekrone på marken.
Ud mod Kalø Vig står Kæruld og lyser godt op. Der går heste derude, eller skal jeg kalde dem for ponyer. Nu er jeg heller ikke god til den øvrige botanik, men mon ikke det var Lægebaldrian (Valeriana officinalis), der også stod i området. På det sidste billede kan I så endelig se orkideerne, men den der med at de skulle lyse området op i lilla, vi hørte om året før, det var lidt svært at se. OK, indrømmet, de står også på billedet med ponyer!
Går jeg ind på Fugleognatur, så er det jo så dejligt, at før folks fund kan plottes ind på kortene, så skal de verificeres af kyndige folk derinde. Derfor kan man også gå ud fra, at navnene på de forskellige orkideer i området er rigtige. De steder, hvor der er orkideer nær Helgenæs står der alle steder både Maj-, Kødfarvet- og Purpurgøgeurt ifølge kortene. Men der er nu kun en art hvert sted, så noget er gået galt på de kort.
Dette må være en Maj-Gøgeurt (Dactylorhiza majalis). Havde jeg været mere i stødet den dag, havde jeg kæmpet mig vej over det elektriske hegn og taget nærbilleder af planterne, det gjorde jeg så ikke. På hjemturen gjorde vi holdt her, så alle kunne se orkideerne.
Ud mod Kalø Vig står Kæruld og lyser godt op. Der går heste derude, eller skal jeg kalde dem for ponyer. Nu er jeg heller ikke god til den øvrige botanik, men mon ikke det var Lægebaldrian (Valeriana officinalis), der også stod i området. På det sidste billede kan I så endelig se orkideerne, men den der med at de skulle lyse området op i lilla, vi hørte om året før, det var lidt svært at se. OK, indrømmet, de står også på billedet med ponyer!
Går jeg ind på Fugleognatur, så er det jo så dejligt, at før folks fund kan plottes ind på kortene, så skal de verificeres af kyndige folk derinde. Derfor kan man også gå ud fra, at navnene på de forskellige orkideer i området er rigtige. De steder, hvor der er orkideer nær Helgenæs står der alle steder både Maj-, Kødfarvet- og Purpurgøgeurt ifølge kortene. Men der er nu kun en art hvert sted, så noget er gået galt på de kort.
Dette må være en Maj-Gøgeurt (Dactylorhiza majalis). Havde jeg været mere i stødet den dag, havde jeg kæmpet mig vej over det elektriske hegn og taget nærbilleder af planterne, det gjorde jeg så ikke. På hjemturen gjorde vi holdt her, så alle kunne se orkideerne.
At finde det lille hul i trævegetationen, hvor den lille P-plads er, det kan være svært, så selvom vi udsatte starten et stykke tid, blev der knapt fyldt med biler derinde. 3 biler fandt derud, og jeg undskylder gerne for, hvis enkelte medlemmer stadigvæk kører rundt i området og leder efter parkeringspladsen. Som det kan ses på de to første billeder taget af Henriette, kommer der nogle flotte skrænter, når landskabet glider ud i vandet. Nu var det jo tørt, ellers skal man nok ikke gå for langt ud mod kanterne. DMI havde sagt 30°C i skyggen til denne dag derude, men der var vi jo ikke. Altså i skyggen. Det var varmt, en enkelt blev lidt for rød bag ørene, nakken var næsten selvlysende rød.
På det tredje billede kan lidt af landskabets bakkede terræn ses, og inde ved bakkerne er et lille vandhul. Det drøner rundt med forskellige guldsmede, og nede i vandhullet sidder Grøn Frø og giver lyd fra sig. Har man først hørt den lyd én gang, så glemmer man den aldrig. Det lyder nærmest som, .... , tja, det kan jeg faktisk ikke huske. Men de kan høres og ses her. Der er mange små kildevæld, der kommer ned til dammen, så selv i denne tørre sommer på dette tidspunkt var der godt med vand derude.
Som skrevet tidligere skulle jeg lede efter orkideerne derude, for hvor var det nu, de stod? Jeg lod resten af gruppen blive oppe i højlandet, og gik så selv ned mod vandet for at se, om de skulle stå dernede. Som de lydige mennesker, de er, begyndte de fleste også at gå nedad, og heldigvis for det for næsten nede ved vandet, der var orkideerne.
På det tredje billede kan lidt af landskabets bakkede terræn ses, og inde ved bakkerne er et lille vandhul. Det drøner rundt med forskellige guldsmede, og nede i vandhullet sidder Grøn Frø og giver lyd fra sig. Har man først hørt den lyd én gang, så glemmer man den aldrig. Det lyder nærmest som, .... , tja, det kan jeg faktisk ikke huske. Men de kan høres og ses her. Der er mange små kildevæld, der kommer ned til dammen, så selv i denne tørre sommer på dette tidspunkt var der godt med vand derude.
Som skrevet tidligere skulle jeg lede efter orkideerne derude, for hvor var det nu, de stod? Jeg lod resten af gruppen blive oppe i højlandet, og gik så selv ned mod vandet for at se, om de skulle stå dernede. Som de lydige mennesker, de er, begyndte de fleste også at gå nedad, og heldigvis for det for næsten nede ved vandet, der var orkideerne.
Havde jeg nu taget et billede som det første sidste år, så havde jeg ikke været i tvivl om, hvor de stod, der kan odden ses række ud i vandet. Og nederst i højre side står de. Nu har de jo Grenen oppe ved Skagen, derfor vil jeg tillade mig at kalde odden for "Kvisten". Det ses tydeligt, at jorden skrider udad med de dybe furer, der er alle steder. Så det er et farligt sted, orkideerne vokser. Der er lettere fugtigt, hvor de står. Mod højre kan man se ned mod Slettehage, der tog vi ned bagefter.
Det var stort set de samme billeder, Henriette og jeg tog derude, så Henriette får lov til at vise orkideerne tættere på. Det er Kødfarvet Gøgeurt (Dactylorhiza incarnata). Der er nu noget med "små" drenge, sten og vand. Det fornægter sig aldrig.
Forårsblomsterne var afblomstret for længst, det havde det flotte forårsvejr sørget for. Men lidt blomster hist og her fandt vi da over. Henriette var faldet for den første, som formentligt er en Hvid Okseøje (Leucanthemum vulgare). Jeg havde også kig på lidt, den næste en nok en Almindelig Knopurt (Centaurea jacea). Den næstes slægtsnavn forbinder de fleste nok med noget helt andet. Det må være en Almindelig Kællingetand (Lotus corniculatus). Og den sidste vil jeg tro er en Slangehoved (Echium vulgare).
Vendepunktet på turen blev Slettehage, hvor vi købte en lille is hver. Jeg havde ringet til Jens ude fra Lushage, han kendte et par steder mere, hvor vi kunne se orkideer. Det ene sted var dem, jeg viste i starten, og det andet sted kendte jeg også fra slutningen af det forrige årtusinde. Tæt på fyret. Men det så ikke helt ud, som jeg huskede det, så vi måtte ud i udkanten af området, hvor man kan se lidt efterladenskaber efter krigen. Der stod Purpur-gøgeurt (Dactylorhiza purpurella). Stedet kan ses her. Der er en markvej, og langs den kan man finde enkelte orkideer.
