Gartenwerkstatt Schreiner.
Orkideerne sælges fra et privathus med drivhus i haven i Schwarzach. Det ligger 16 km fra Eisenheimer Orchideen, og begge ligger midt mellem Frankfurt am Main og Nürnberg i Tyskland.
Er man til frilandorkideer, så er det her den rigtige udstilling at kigge på. Sortimentet er måske ikke så stort som hos mange af de andre, men flot var det.
Her er det først en meget variabel farvet plante, det er en Calanthe discolor Lindl., (1838).
Det her en en primærhybrid med den forrige. Calanthe Ishizuchi (discolor x tricarinata).
Den første skulle være en naturhybrid ifølge RHS' hybridliste. Calanthe × koozuebine (discolor x nipponica). Men hverken Tropicos eller Kew kender noget til det navn, så nu har jeg sat Julian Shaw på RHS til at rede trådene ud.
I dag har jeg fået et lidt kryptisk svar fra Julian, for navnet er ikke accepteret. Der står også, det er et synonym, men som Julian tidligere har fortalt mig, så står det desværre ved næsten alle naturhybrider, og det er en fejl, de ikke kan rette. Men nu skriver han, at denne naturhybrid normalt kaldes Calanthe Kozu, men blandt dens forældre er en anden art, nemlig Cal. discolor x izu-insularis. Databaser er gode at have, men de kan også være temmelig forvirrende.
Den anden er en Calanthe striata R.Br. ex Spreng., (1826), og den sidste er en primærhybrid mellem den forrige og den først viste, Calanthe Takane (discolor x striata).
I dag har jeg fået et lidt kryptisk svar fra Julian, for navnet er ikke accepteret. Der står også, det er et synonym, men som Julian tidligere har fortalt mig, så står det desværre ved næsten alle naturhybrider, og det er en fejl, de ikke kan rette. Men nu skriver han, at denne naturhybrid normalt kaldes Calanthe Kozu, men blandt dens forældre er en anden art, nemlig Cal. discolor x izu-insularis. Databaser er gode at have, men de kan også være temmelig forvirrende.
Den anden er en Calanthe striata R.Br. ex Spreng., (1826), og den sidste er en primærhybrid mellem den forrige og den først viste, Calanthe Takane (discolor x striata).
Denne spøjse plante er en Cremastra appendiculata (D.Don) Makino (1904). Sælges tit på plantemarkeder i Danmark.
Det var nogle flotte klumper af Cypripedium, der var i udstillingen. Først er det naturhybriden Cypripedium × ventricosum Sw., (1800). Det skulle være Cyp. calceolus x macranthos.
Den næste er en primærhybrid, det er en Cypripedium Bernd (macranthos x segawae). Og de to sidste billeder er samme kryds, bare i alba. Og stakkels Julian på RHS skal til at lave alle krydsningerne om i hybridlisten med Cyp. segawae, for han har lavet en stavefejl i navnet! Gad vide, hvem der har gjort ham opmærksom på det?
I dag har jeg så fået forklaringen på, at RHS bruges én endelse i hybridlisterne og de fleste andre et andet. Planten er oprindeligt beskrevet som Cyp. segawai, men de toneangivende botanikere er blevet enige om at rydde op i de forkert stavede latinske navne, så efter artikel ICN Art. 60C. 1. (a) blev skrevet, har botanikerne fået lov til at ændre i navnene, noget der ellers har været utænkeligt. Derfor blev endelsen i til et e, men det støder så en masse andre botanikere, da den latinske endelse nu er hunkøn til et mandsnavn.
Den næste er en primærhybrid, det er en Cypripedium Bernd (macranthos x segawae). Og de to sidste billeder er samme kryds, bare i alba. Og stakkels Julian på RHS skal til at lave alle krydsningerne om i hybridlisten med Cyp. segawae, for han har lavet en stavefejl i navnet! Gad vide, hvem der har gjort ham opmærksom på det?
I dag har jeg så fået forklaringen på, at RHS bruges én endelse i hybridlisterne og de fleste andre et andet. Planten er oprindeligt beskrevet som Cyp. segawai, men de toneangivende botanikere er blevet enige om at rydde op i de forkert stavede latinske navne, så efter artikel ICN Art. 60C. 1. (a) blev skrevet, har botanikerne fået lov til at ændre i navnene, noget der ellers har været utænkeligt. Derfor blev endelsen i til et e, men det støder så en masse andre botanikere, da den latinske endelse nu er hunkøn til et mandsnavn.
Synd at de fleste blomster hang på denne Cypripedium formosanum Hayata (1916). Det er de tre første billeder. Det sidste er en primærhybrid med netop den. Cypripedium Lady Dorine (fasciolatum x formosanum).
Der var to store klumper af denne. Det er en Cypripedium Lukas (parviflorum var. pubescens x segawae).
Endnu en primærhybrid, denne gang er det en Cypripedium Michael (macranthos x henryi). Og den sidste er en Cypripedium segawae Masam., (1933).
Så er vi nået til Pleione. Der var mange primærhybrider i udstillingen, og denne er ingen undtagelse. Pleione Eiger (formosana x humilis).
Først er det en af de arter, hvor man tit får en forkert art til det navn. Det er en Pleione grandiflora (Rolfe) Rolfe (1903). Den næste er en Pleione Hekla (pleionoides x humilis). De to sidste billeder er af en endnu unavngiven krydsning, nemlig Pleione humulis x grandiflora.
Endnu en uregistreret hybrid på første billede, det er en Pleione Orizaba 'Fish Eagle' x albiflora. De to sidste billeder er begge af Pleione Tamarin (Ueli Wackernagel x grandiflora).